De lukkede øjnes sakramente

Det skal blive en aften, der indskriver sig i indierockens neon-bibel. En aften, hvor den amerikanske kvartet Grizzly Bear konsoliderer deres status som den alternative rocks guder. En aften, hvor Brooklyn-bandet med det største crossover-potentiale slår fast, at de kan indfri det. Lige nu lige uden for mainstream, om lidt midt i den.

Måske kan jeg om 20 år fortælle mine børn, at jeg fra femte stående række så Grizzly Bear sammen med kun 1499 andre mennesker. »Far, var det dem, der lavede velgørenhedskoncert webcastet fra Amazonas for uddøde dyrearter og fældede træer?,« spørger ungerne måske et sted derude i fremtiden. »Dem fra det dersens Rock Band-spil med ternede skjorter og fire mikrofoner?,« spørger de måske.

For det bliver de ternede skjorter og skønsangens aften i et udsolgt Store Vega. En indie-sindig befolkning er mødt op, pjusket hår, skævt snittede kjoler, ternede skjorter, (overtegnede ser sig selv skyldig i segment-selvbekræftelse), men også et ældre mere behersket segment. Fælles om de salige smil. Som kun bliver bredere, da kvartetten går på og fra første strofe spreder forgyldt sang og spil over menigheden.

Forgangsmænd

Fire mand i ét geled, i modsætning til det gængse rockbands hierarkiske opbygning med forsanger og måske leadguitarist i front og trommeslageren godt gemt nede bagved. Her er alle fire i front, ofte lifligt skønsyngende i kor for fuld blæs. Andagt i indie-kirken. Lejrbålets sociale mirakel. De lukkede øjnes sakramente. Det er musik, der taler til noget mere højtideligt, stolt, andægtigt, respektfuldt, ansvarligt i publikum.

Og Grizzly Bear spiller og synger som var de engle i den store blogosfæres åbenbaring. Teknisk fermt uden at blive liret, let uden at blive skødesløst, intenst uden at blive forceret. Ed Droste og Daniel Rossen skiftes om forsangerrollen, mens Christopher Bear spiller liflige trommer og Chris Taylor betvinger både elbas, tenorsaxofon, tværfløjte, klarinet (eller obo?). Sidstnævnte rytmegruppe vugger med usvigelig sikkerhed under de to solister, og sammen løfter kvartetten sangene fra primært dette års gennembrudsalbum, Veckatimest, men også fra forgængerne Yellow House (2006) og Horn of Plenty (2004).

Der er højdepunkter som »Southern Point«, »Cheerleader«, »Knife«, »Colorado«, »On A Neck, On A Spit« og ikke mindst »Ready, Able«, som man ville ønske aldrig ville stoppe med sit fuldstændig himmelske kor. Således står vi, gennemvædet i melankoli og en åndsrock af stort, personligt kompositorisk format. Grizzly Bear lyder ikke som nogen andre, men snart vil andre lyde som dem.

Sangene forløses koncentreret og indlevende, som kvartetten står der i en skov af stemningsfortættet miljøsvinende glødepærer. Ikke et klassisk autentisk rockband, men et emotionelt autentisk rockband, der både looper lyd og laver tit voldsomme stemmebehandlinger, især af Drostes stemme. Hvis nærvær på forunderlig aldrig fortoner sig.

Næsten for salvelsesfuldt

Nogle steder bliver det næsten for salvelsesfuldt og for kontrolleret til denne anmelders øren. Der er indbygget fare for selvhøjtidelig implosion i deres stræben. Men ikke endnu! Og Grizzly Bear må også gerne slippe tøjlerne bare en smule og dermed risikere at slå nye buler og dunke nyt liv i deres sange. Men, for pokker, hvor er de bygget smukt, som de pt. rejser sig uden mindste vaklen!

Vi er vidner til en gribende besjæling, og man fornemmer en ydmyghed over for det rum, der opstår mellem sangene og publikum. Over for kommunikationen. Og kærligheden til København/Danmark flyder også fra scenen i lange lyksalige passager om deres tilhørsforhold. »I fangede os dengang, vi var naive i 2005, og det har I gjort lige siden,« lyder det fra Droste.

Fra min plads på femte stående række kan jeg fornemme varmen sprede sig epidemisk gennem det velopdragne, rolige, andægtigt lyttende godtfolk; lykkelige smil breder sig mageligt, kroppe vugger saligt. Måske er det generationskløften, man smiler ad, for den synes blot at være en tyndt opkridtet konstruktion, mens vi alle omsluttes af en musik, der både trækker på 60’ernes mest sjælevarmende mandekor som Beach Boys og Crosby, Stills, Nash & Young og på 70’ernes/80’ernes komplicerede, men stadig jernmelodiske mestre som Supertramp og Steely Dan. En teknisk kapabel og samtidig saliggørende blanding, som bygger bro til både Grizzly Bears egen forældregeneration, men også tilbage til 68’erne.

Det er en koncert, der bekræfter at Grizzly Bear bærer kimen i sig til at blive en stor gruppe i mainstream - i den formindskede skala, som post-Napster-musikverdenen kan tillade. Daniel Rossens metallisk ringlende, stærkt re-verbede guitar er allerede et varemærke, som The Edges guitar var det i 80’erne. Ed Drostes farvel til Twitter var et mediepolitisk statement, som sendte chokbølger gennem blogosfæren og fanskaren. Og Grizzly Bears Veckatimest kæmper alene med Animal Collectives Merriweather Post Pavillion om at bestige toppen på alverdens best of-lister, nu hvor året er ved at være omme.

Lige til neonbiblen

Tager man de to gruppers koncerter i år her i København med i ligningen, forstærkes indtrykket af to retninger inden for den alternative rock: Grizzly Bears klassisk gennemkomponerede sange og den sakrale forløsning af dem, der kommunikerer med noget stærkt emotionelt, andægtigt lyttende i publikum. Og Animal Collectives åbne, psykedeliske, elektronisk gennemfarvede udforskning og live-forandringer af deres sange, der appellerer til en mere associerende og åben koncertform. Højstemt forløsning af forlæg, rockistisk mesterskab over for leg og improvisation, psykedelisk søgen. Grizzly Bear omfavner og benåder deres publikum, mens Animal Collective inviterer dem inden for i en mere proces-orienteret form for koncert.

Grizzly Bears koncert i Store Vega er ikke en proces-orienteret koncert, men en behjertet stræben mod at blæse så meget nærvær i de færdigkomponerede sange som overhovedet muligt. Og det gør de sublimt denne aften. Jeg skal sent glemme musikerne fordybet i at nå og omslutte deres publikum; Ed Drostes lukkede øjne og sitrende adamsæble; de firstemmige harmonier, som syntes at gennemlyse alt og alle med infrarøde indie-stråler. Lige til neonbiblen.

Grizzly Bear - Store Vega, Kbh., tirsdag.