Det bliver umådeligt interessant at følge den britiske Irak-kommission, hvis høringer begyndte i denne uge. Allerede forinden kunne avisen Daily Telegraph ud fra lækkede dokumenter fortælle, at det britiske udenrigsministerium så tidligt som i 2001 havde diskuterede forskellige muligheder for at underminere Saddam Husseins regime.

Det blev på høringens første dag bekræftet af den tidligere leder af Mellemøsten-kontoret, sir William Patey, som erkendte, at der var udarbejdet et internt arbejdspapir, som dog -som han sagde - hurtigt viste, at der ikke var noget lovgrundlag for at gribe ind over for Saddam Hussein.

Det skulle, som vi siden har set, ændre sig. Ganske interessant forklarede sir William også, at det britiske udenrigsministerium allerede inden 11. september 2001 havde hørt »trommehvirvlerne fra Washington«.

Saddam Hussein var en torn i øjet på den nyvalgte præsident George W. Bush allerede fra første dag på posten. Meget tyder på, at der er hold i formodningerne om, at det var en personlig æressag for præsidenten at få Saddam ned med nakken, noget der ikke lykkedes for hans far, præsident George Bush den ældre.

Find noget snavs på Irak

Af de første dages høring fremgik det også, at amerikanerne efter 11. september lod forstå, at det ville være rigtig fint, hvis briterne kunne hjælpe med at finde en forbindelse mellem Saddam og Osama bin Laden.

Ligesom de betragtede det som en given sag, at Saddam besad masseødelæggelsesvåben. De regnede ikke med FN’s våbeninspektører, holdningen var, at de bare blev drevet rundt i manegen af Saddam.

Kommissionens høringer er sat til at vare i ni måneder. Den er nedsat efter vældigt politisk og offentligt pres på regeringen, et pres som ikke mindst er formidlet gennem en aktiv presse. Tidligere premierminister Tony Blair afhøres om sin rolle i januar.

Det er både et politisk- og et mediepres, som har ført til en dommerundersøgelse i Holland, som ikke blot skal se på, på hvilket grundlag Holland gik med i krigen, men også på, om det grundlag overhovedet var lovligt.

Herhjemme er der hverken den ene eller den anden slags pres. Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, sagde onsdag til Politiken, at han går ind for en undersøgelse, men at oppositionen har opgivet at få en undersøgelse i stand så længe denne regering er ved magten.

Som ganske almindelig borger og avislæser, er det ganske enkelt ufatteligt, at vi ikke har krav på en undersøgelse af, hvorfor og på hvilket grundlag nationen gik i krig.

Eller i grunden er det jo endnu værre, og vel derfor også den sandsynlige forklaring på, hvorfor vi ikke får noget at vide: Et flertal er åbenbart fløjtende ligeglade.

At dømme efter medierne, går befolkningen mere op i, hvad der sendes i fjernsynet end i, hvem vi går i krig imod.

Hvem roder i fortiden?

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, - ja, det er ikke noget, jeg har fundet på, han er udenrigsordfører - sagde i tv-avisen mandag, at der overhovedet ikke er nogen grund til at undersøge grundlaget for, hvorfor landet gik ind i krigen mod Irak.

»Jamen, er det ikke fornuftigt at undersøge, hvad der gik galt, så vi kan lære af det,« spurgte studieværten yderst høfligt. Han blev fuldstændigt affejet af Pind. Det har regeringen svaret på masser af gange, sagen er fuldt belyst, sagde han.

Jeg må virkelig lide af absencer, for jeg har bestemt ingen erindring om, at sagen er fuldt belyst. Men jeg er jo heller ikke medlem af Venstres folketingsgruppe.

Heldigvis blev jeg belært af Søren Pind om, hvordan jeg skal indrette min virkelighedsopfattelse:

Danmarks står faktisk i en meget alvorlig situation, sagde han. Vi skal hellere koncentrere os om statsministerens 10 punkter for fremtidens udfordringer, og kigge frem, end at ligge og rode rundt i fortiden.

Man - eller i hvert fald jeg - er målløs over mandens tæskefrækhed. Og faktisk også over studieværtens passivitet.

Godt nok skal man høre meget, før ørerne falder af, men at høre den slags udsagn fra en repræsentant for den regering, som ikke har bestilt andet - udover at gå i krig - end at ligge og rode rundt i fortidens synder.

Det var mandens - altså Pinds - egen daværende statsminister og partiformand, der nærmest gjorde det til en soning for forhandlingspolitikken under besættelsen at sende unge danskere i krig i Irak og Afghanistan.

Fordi vi endelig ikke måtte lurepasse, men påtage os et internationalt ansvar. Først senere gik det op for os, at vores kollektive internationale ansvar skulle bane vejen for statsministerens individuelle internationale karriere.

Det er den regering og deres håndgangne støtteparti, der blandt meget andet opretter et helt Center for Koldkrigsforskning for at forfølge fortidens og nutidens fjender. Centret oprettes som reaktion på, at Dansk Institut for Internationale Studier i en forskningsrapport slår fast, at fodnotepolitikken kun i ringe omfang skadede Danmarks ry i NATO, og at venstrefløjen ikke i nævneværdig grad producerede landsforrædere. Men det gider de da ikke at høre på i VK-regeringen og DF. De ved bedre, så værs’go’ her er 10 millioner kr. til et center, som skal bevise det modsatte.

For at vi kan lære af fortiden, må vi gå ud fra. Men det er helt klart kun udvalgte dele af fortiden, vi kan lære noget af.