Opslag til denne artikel

Emneord:kristendom, religionsdebat

Hvad er det egentlig, der foregår? Hvorfor fylder religion lige pludselig så meget?

Jeg kan slet ikke huske, at det var så stort et emne for 20 år siden, men pludselig er det overalt.

Og det sære er, at man som ikke-troende ustandseligt bliver viklet ind i besynderlige forestillinger og gisninger om ens totalt indskrænkede, åndelige mørke.

Det kan optræde i mange forskellige gevandter. Som præsten, der ved et selskabeligt arrangement pludselig bekendtgjorde, at nu ville han også skrive en bog om jer nyateister, for han havde, fortalte han, indset, at det hele i virkeligheden blot var et forfængeligt skalkeskjul for en dybereliggende islamofobi. Åhr, må vi være her!

Jeg er da helt ligeglad med, om det drejer sig om en gammel araber; en mellemøstlig tømrer, der døde for 2.000 år siden; Odin og Thor, forfædrenes ånder, Mørkets Fyrste, Seth, Osiris, Ra eller træernes ånder (faktisk har jeg nok mest godhed for det sidste) … Det er bare tanken om en usynlig ven eller Herre i Himlen eller Helvede eller hvor det nu måtte være, der er mig fremmed omend fascinerende.

Jeg elsker Bibelens tekster. Det er et af de største værker, mennesket har skabt. Der er smukke og kloge betragtninger over tilværelsens nådegave (og jo, man må gerne bruge ordet, også som agnostiker) og over muligheder og umuligheder i menneskelivet og i vores omgang med hinanden her på jorden. Men at bogen skulle være resultatet af en Himmelsk Faders bestræbelser på at få os til at opføre os ordentligt er jo ikke dermed et standpunkt, jeg behøver abonnere på, præcis som jeg ikke behøver at tro på Odin, Freja og Frej for at nyde den nordiske mytologi.

Mennesket fødes som bekendt hverken som kristent, muslimsk, kannibal, veganer, fodboldentusiast eller frimærkesamler. Det er alt sammen noget, vi lærer, opdager eller bliver påduttet af omgivelserne. Og der er historier om os selv og omverdenen og identitet at hente i det hele. Og det har vi brug for.

Vi fødes, vi dør, og indimellem lever vi vores liv og opdager verden og hinanden. Det enkelte liv er altid et mirakel, også helt uden hjælp fra Gud. Det er altid et fantastisk under, at et nyt liv kan blive til, også selvom man kender hele den biologiske forklaring på det. Faktisk er miraklet og underet måske endnu større, hvis man ikke på forhånd har affærdiget det hele med en forud fastlagt køreplan, der hedder Guds Vilje.

Ét rungende Gud!

For det er jo endnu en af de besynderligheder, man udsættes for som ikke-troende: At få skudt i skoene, at man også bare er enormt reduktionistisk!

Det undrer mig hver gang. Ret beset er det vel de troende, der vil forklare en lang række vidt forskellige, forunderlige og fascinerende spørgsmål med ét og samme svar:

Hvorfor er der noget snarere end intet? Hvordan skal vi leve vores liv? Hvad sker der, når vi dør? Hvordan forklarer man livets mirakel? Universets tilblivelse og opretholdelse? Uendeligheden? Evigheden? Bevidstheden?

Alle disse spørgsmål besvares af den troende med ét rungende: Gud!

Hvorfor er det så mig, der er reduktionisten?

Så kommer der gerne noget med nyfødte børn og solopgange, serveret med den underforståede implikation, at den ikke-troende skulle være en slags særlig følelsesmæssig tykhud, der ikke kan hverken betages eller gribes af det utrolige i disse gaver. Jamen, hvorfor dog egentlig ikke? Livet er da stadig en gave, selvom det ikke kommer fra Gud … I den uendelige mængde af tilfældige muligheder og kombinationer, naturen omfatter, blev det netop dette liv, netop denne morgen og netop denne solopgang, der blev mig forundt ikke af en guddommelig vilje men af tilfældet. Men det bliver intensiteten i lykkefølelsen og taknemmeligheden over denne oplevelse, der ikke kommer fra mig selv, men bliver mig til del ved et lykketræf, jo ikke mindre af. Gaven er jo overvældende nok endda, selvom den ikke gives af nogen, men blot foreligger som en generøsitet fra naturens og tilfældighedernes side.

En anden bebrejdelse, der også er god latin over for ateister eller agnostikere, er, at man ikke har læst Bibelen og derfor ikke kan vide, hvad det er, man afskriver. Det er nu for det første ikke altid rigtigt. Men derudover kan man indvende, at den kristne jo altså også sjældent har læst Koranen, sat sig grundigt ind i buddhismen, hinduismen, zarathustrismen, jødedommen osv. og dermed altså heller ikke selv efterlever dogmet om, at man for at forkaste en religion først må kende den til bunds.

Det er jo naturligt nok, at mennesket er udstyret med en længsel, der rækker ud over sig selv. Mennesket er et biologisk væsen, afgrænset af kroppens rammer og af det singulære liv, der er os til del. Samtidig har vi en hjerne, der er i stand til at forestille sig ting, der rækker ud over os selv. Vi ved, at vi skal dø, og tanken er sørgelig for de fleste. Vi oplever ensomhed og ønsker os ikke at være ensomme. Vores fantasi er i stand til at forestille sig ting, vi ikke har oplevet, andre liv, andre verdener, og vi higer efter meningsfuldhed. Det er ulykkeligt at tænke sig, at vores liv hverken har mål eller med. Vi længes efter sammenhæng og meningsfuldhed, efter noget, der rækker ud over os selv. Naturligt nok. Men at man er udstyret med denne længsel, er jo ikke i sig selv ensbetydende med, at der er et svar på den derude et sted.

Længsel som drivkraft

Længslen er måske noget af det mest værdifulde, vi har. Den stammer fra spændingsforholdet mellem vores afgrænsede liv og sindets evner til at overskride dette. Og det er den, der får os til at række ud efter hinanden. Den, der får os til at elske. Og kærligheden og indlevelsesevnen får os igen til at sætte os ud over os selv i samværet med andre. Det er denne længsel, der er roden til al kunst også Bibelens tekster til de smukkeste digte; til den musik, der giver os rige oplevelser af for en kort stund at transcendere vores egen begrænsning. Det er denne længsel, der får os til at digte de smukkeste myter om guder og religioner og ånder og gode feer. Til at male smukke eller gruopvækkende billeder af ting, vi ikke har set; ting, der ikke eksisterer uden for vores eget hoved, før vi skaber dem. Længslen er vores drivkraft som åndelige væsener. Men den er også et fælles vilkår for såvel troende som ikke-troende, så påstanden om, at den ikke-troende skulle henleve sit liv i åndeligt mørke, er altså også lidt letkøbt. Der er blot tale om, at længslen søger forskellige veje og udtryk.

Og faktisk har jeg, selvom det måske ikke lige lyder sådan, stor respekt for mine troende venner. Jeg ser skønheden i deres tilværelsestolkning. Skønheden i Bibelens fortællinger. Skønheden i deres længsel og de svar, de søger og finder i Bibelen. Men ligesom jeg ikke tror på, at verden er en kamp mellem den gode gud Ahura Mazda og den onde Ahriman (zarathustrismen), tror jeg altså ikke på, at et overjordisk væsen hver søndag er tilstede i millionvis af små, tørre kiks og klistret hedvin. Denne nådegave er ikke blevet mig til del. Men selvfølgelig kan jeg heller ikke sige, at det ikke skulle være tilfældet.

Videnskab og tro

At jeg ikke tror på det, er jo ikke ensbetydende med, at muligheden ikke foreligger. Det kan man jo hverken bevise eller vide noget om. Det er ikke sådan, at ateisme eller agnosticisme i sig selv udgør en art positiv modtro. Et særligt tilvalg. Ligesom de troende jo heller ikke bliver til særligt positivt definerede ikke-frimærkesamlere af ikke at samle på frimærker. Og ligesom det ikke at have mælk i huset heller ikke ved en særlig omvending kan blive til et positivistisk eller metafysisk tilstedevær af ikke-mælk.

Det handler blot om ikke at tro. Punktum.

Så kan man blive skudt i skoene, at ens tiltro til videnskab, evolutionslære osv. jo altså også bare er en tro. Men det er ikke helt korrekt. Ifølge Bibelen selv er tro: »fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser« (Hebræerbrevet 11:1).

Hér adskiller videnskaben sig ved i alt væsentligt at bestræbe sig på udelukkende at forholde sig til det, der kan vides, bestå en falsifikationsprøve og iagttages. Forskellen på de to domæner er altså, at troen ifølge Bibelens egen formulering kræver en anden anspændelse af indbildningskraften end videnskaben, der beskæftiger sig med det faktisk forhåndenværende.

Og hvor vil jeg så hen med alt det? Jo, jeg vil vel dybest set derhen, at enhver må have lov at være lykkelig i sin tro; men at ateister, agnostikere, kristne, muslimer, hinduister osv. alle må række ud efter hinanden i et fælles rum, der er det sociale, hvor særlige troshensyn må være bandlyst, eftersom der faktisk ikke er andet end den enkelte trosretnings krav på at sidde inde med sandheden, der retfærdiggør særhensyn. Og da religionerne ikke kan blive enige om, hvem der har ret, og da nogen af os slet ikke kan se betimeligheden i noget af det, må samfundsrummet være et pluralistisk åbent, men samtidig neutralt domæne. Folk må altså klæde sig, som de vil; tænke og tro, som de vil. Men det kan for pokker ikke fylde så meget. Og nej, man kan ikke få særhensyn i form af særlige baderegler i svømmetimerne, blasfemiparagraffer og tegningsforbud. Og nej, man burde ikke kunne få finansieret særlige privatskoler af mine skattepenge, for at indoktrinere små børn i den ene eller den anden form for overtro. Hvis forældre ønsker at indpode deres børn en særlig form for overtro, må det være et privat anliggende, der tilgodeses i fritiden. Og hvis nogle kvinder ønsker at gå i telte med gitre for øjnene, må det være en privatsag, forudsat at der hverken er imamer eller sharia-forskrifter, der forhindrer dem i at tage det af eller blive skilt, hvis deres mand modsætter sig, at de klæder sig anderledes, ifald de skulle få lyst til det. Og forudsat at buschauffører og andre kan bede om at se deres ansigt i situationer, hvor det er påkrævet at verificere, at et fotografisk identifikationskort faktisk tilhører ihændehaveren.

Noget virkeligt, noget vigtigt

Og nej, vi behøver slet ikke at diskutere intelligent design og andre fantasifulde fortællinger. Mennesket må i sig selv siges at være det bedste argument imod den slags drømmerier. Mage til destruktivt og altødelæggende væsen skal man lede længe efter. Hvis en intelligent designer virkelig har skabt et væsen, der med så uforfærdet konsekvens dræber, æder, forgifter og destruerer sine omgivelser, må der være tale om en særlig grusom og ond Gud, som de fleste vel ville betakke sig for at tilbede. Mennesket har stort set myrdet og ædt sig gennem de fleste større pattedyr og fuglearter gennem historien, så der kun er mindre fisk og krybdyr, insekter, pipfugle og gnavere tilbage der, hvor vi lever. Og vi er godt i gang med at forurene hele kloden til generel ubeboelighed.

Og åh, hvor kunne det være herligt, hvis religionen kunne blive sparket til hjørne i samfundsdebatten og få lov at indtage pladsen som et privatanliggende, der ikke fyldte så meget. Et privatanliggende i en sekulær samfundskrop uden hverken særhensyn eller diskrimination uden krav om hverken indskrænkninger af ytringsfriheden eller lovgivning omkring, hvordan folk sætter deres hovedbeklædning.

Lad os tale om noget andet. Noget virkeligt og vigtigt.

Agnete Stjernfeldt er oversætter