Som vi ikke ser os selv

Vi elsker at snakke om os selv. Men det følges altid med en vis forurettelse på forskud, når vi hører om udlændinge, som vil skrive en bog eller lave en film om Danmark. Så er vi alarmerede. Det er et mærkeligt fænomen, at vi i landet er sikre på, at vi har gjort noget temmeligt rigtigt, mens vi ikke kan være sikre på, at dem fra udlandet kan se det mesterlige i vores nye historie. Herhjemme roser vi os med vores frisind, men i udlandet kalder de os fremmedfjendske.

Og nogle gange rejser de endda til Danmark for at se, hvad der er sket, og hvordan det er sket. Det gør den svenske journalist Lena Sundstrøm i nogen Verdens lykkeligste folk - en bog om Danmark. Og mange vil sikkert afvise bogen som alt for ‘svensk’, hvilket efterhånden betyder noget i retning af forbud, formynderi og undertrykkelse.

Og de vil finde argumenter for deres forurettelse i bogen: Sundstrøm interviewer i bogen chefredaktørerne på Politiken og Berlingske Tidende, men hun taler ikke med Jyllands-Posten og Ekstra Bladet. Hun præsenterer sin bog som et besøg i Danmark, men først efter 300 sider når hun ud af hovedstadsområdet og helt over til Jylland.

Hun skriver meget om, hvad Flemming Rose mente med karikaturerne, men hun taler ikke med ham selv. Hun nævner, at det ikke blev bevist, at der vitterligt var nogen, som var bange for at tegne til Kåre Bluitgens bog om Muhammed, men hun nævner ikke den underviser på KU, som blev opsøgt og banket, fordi vedkommende havde læst op af Koranen.

Det er ikke Frederik Stjernfeldt, men derimod Rune Engelbreth Larsen som takkes i efterordet for dansk gennemlæsning af manuskriptet. Og da hun mod slutningen af bogen opsøger Søren Krarup og snakker med ham, er hun besynderligt benovet over, at man faktisk kan gennemføre en samtale med den ‘sorte præst’: »Jeg giver Søren hånd og er glad for, at vi begge to kan gennemføre det her. At tale sammen og være totalt uenige uden at slå hinanden i hovedet med jernrør.«

Du sidder der

Skeptikerne vil først få bekræftet deres fordomme, men siden vil de blive udfordrede: For Lena Sundstrøm er ikke taget til Danmark for at få bekræftet sine fordomme. Hun er taget på opdagelse, og hun gør undervejs brillante betragtninger.

Hun er tilstrækkeligt fortrolig med de danske koder til at fange subtile spil, men hun er også distanceret nok til at få øje på fænomener, vi ikke selv ser. Hun kommer steder, hvor de fleste danskere aldrig selv kommer: Hun tager et sprogkursus, hun aflægger Integrationsministeriet et besøg, og hun spørger de danskere, hun møder, hvordan de selv mener, at det går.

På vej hjem fra en landskamp i Parken taler Sundstrøm med en mand, der hedder Ken. Han siger, at der er to forskellige verdener. Det er det Danmark, han lever i til daglig. Og så er der det Danmark, han oplever i ‘medierne’.

Det daglige Danmark er det samme, mens mediernes Danmark er forandret. Det er sådan set en fornemmelse, som går igennem flere interviews i bogen: Det er først, når man ser på det politiske niveau, at man registrerer forandringerne. Og så selvfølgelig, når man oplever kravene på at sprogkursus, eller når man besøger det normaliserede Christiania.

Racist eller realist

Sundstrøm veksler mellem reportager fra hverdagsscenarier, interviews i byen og referater af sin grundige læsning om landet. Det stadige spørgsmål, som hun ikke får besvaret er, hvordan det hyggelige Danmark kunne ende med en så kold konsensus.

Hun møder mange, som skammer sig over Danmark, men hun møder ikke mange, som er fremmedfjendske. Hun besøger et par, der begge er medlemmer af Dansk Folkeparti. De fremhæver henført, at Pia Kjærsgaard går rundt og giver hånd til alle medlemmer af partiet på landsmøderne: »Det er ikke sådan, at de sidder oppe på Christiansborg på en piedestal og kigger ned på og siger ‘du dernede’. Nej, nej. Det er fuldstændig, ligesom du sidder der, og jeg sidder her, så lige er vi.« De roser deres leder for at være så »jordnære.« Parret, fortæller Sundstrøm, siger, at de ikke kan lide islamister. De siger også, at de ikke vil have halvmåner på kirkerne. Men hun kan ikke rigtig finde roden til deres ubehag. For der er ingen muslimer, hvor de selv bor. Hun bliver forskrækket over den pludselige foragt i fruens blik, når hun taler om muslimerne. Men bagefter hygger de sig igen. Og Sundstrøm skriver, at hun »ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke havde det skønt« i deres selskab.

Et andet medlem, som Sundstrøm taler med, forklarer, at han ikke er racist. Han er bare realist. Det er hans klare opfattelse, at »de yngler« mere end danskerne. Og det er et problem. Ellers mener han bare, at Danmark skal stoppe tilstrømningen og se at få integreret dem, der er allerede er kommet ind.

Magten og menneskene

Efter disse møder konstaterer Sundstrøm, at det »er let at bilde sig ind, at magten ligger hos magthaverne. Men magten ligger hos magtgiverne. Magten over, hvad for en slags liv mennesker får, og hvad for en slags liv vi selv får, er en magt, som vi har over hinanden. Hvis der er noget, jeg har lært i Danmark, så er det det. Det lille menneskes enorme magt til at påvirke samfundet.«

Det er en fin betragtning, som desværre er lige så forkert, som den er rigtig: Det er ikke alle små mennesker, som kommer til orde. Og man vinder godt nok i dansk politik ved at udpege de andre som elite.

Men det er ikke alle eliter, der udpeges politisk, og det er slet ikke alt, der afgøres i politik. Og det er bogens grundproblem: Sundstrøm antager en direkte forbindelse mellem forandringer i den politiske konsensus og den sociale virkelighed.

Men adskillige værd-undersøgelser dokumenterer, at vælgernes holdning til ‘de fremmede’ ikke har ændret sig siden starten af 80’erne. Det er ikke, som det ofte anføres sådan, at ‘alle danskere er blevet racister’ bare fordi Dansk Folkeparti dominerer politisk. Holdningerne er de samme, men politiseringer af de samme holdninger er forandret dramatisk.

Så selvfølgelig er Lena Sundstrøms bog ikke hele sandheden om Danmark. Men den afdækker alligevel både overraskende, kritiske og kærlige sandheder om Danmark. Og den er skrevet af en storartet stilist, som formår at kombinere samfundsvidenskabelige data med konkrete iagttagelser. Vi ser os selv i Sundstrøms bog, som vi ikke har set os selv før.