Hr. Møllers interesse for toiletter

Fredag den 11. oktober i 2002 er arkitekt Henning Larsen kaldt til møde i A.P. Møller-koncernens hovedsæde på Esplanaden. Tilstede er A.P. Møller-direktør Ib Kruse, Hr. Møllers personlige assistent Lars-Erik Brenøe og hr. Mærsk Mc-Kinney Møller selv. Han sidder for enden af bordet i sin gyngestol.

»Vi vil ikke have en glasfacade! De vidste from day one, at vi ikke ville have en glasfacade! De presser os! Det er uanstændigt! De skal arbejde inden for de rammer, som Fonden kan acceptere!« råber hr. Møller til arkitekten, der er hovedansvarlig for udformningen af operahuset, som A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har skænket den danske stat, og som nu er under opførsel.

»De har fået og fået! De fik Operaen! De har fået kanaler - det var utroligt dyrt og helt unødvendigt! De har fået broer - det var utrolig dyrt og helt unødvendigt! De har fået taget - det var utrolig dyrt og helt unødvendigt! De vil klemme os! De vil have mere! De gennemtrumfer! Jeg vil ikke lægge navn til det!« fortsætter hr. Møller.

Det fremgår alt sammen af mødereferatet, optrykt i Henning Larsens »kulturhistoriske testamente om operaen« bogen med titlen De skal sige tak!, der i går udkom på forlaget People’s Press.

Kampen om facaden

Kun Weekendavisen har fået bogen at se før udgivelsesdagen. People’s Press har lært lektien fra Jægerbog-sagen og har hemmeligholdt manuskriptet for at undgå, at fonden skulle begære fogedforbud.

De skal sige tak! er da også et ætsende smædeskrift imod Danmarks rigeste og mest magtfulde mand, som Henning Larsen kalder en »enevældig og diktatorisk« bygherre, der »ville bestemme alt og desavouere mig som arkitekt«.

Mødet på Esplanaden er et af de dramatiske højdepunkter. Striden står om bygningens væsentligste kendetegn, facaden med front mod Amalienborg.

Henning Larsen, den verdenskendte eksponent for den lette, lyse skandinaviske stil, ønsker sig en glasfacade, der givet et »uhindret« blik ind på »en konkylieformet operasal under det store tag«.

Men det vil hr. Møller ikke høre tale om. Bygningen skal være tilknappet. Allerhelst vil han have en facade, der ligesom resten af huset er bygget i natursten, »som ikke lader lys igennem«.

Henning Larsen skriver i den forbindelse om hr. Møllers »nærmest paranoide forhold til glas«, der helt oplagt må læses som en metafor for den afskræk over for transparens, som rigmanden generelt udviser i forbindelse med sin forretning.

Noget, der også kommer til udtryk i en tavshedsklausul i kontrakten mellem fonden og Henning Larsens tegnestue, der giver fonden monopol på at udtale sig til offentligheden om byggeriet, så længe det står på.

Uanstændigt!

»En facade af sten ville have været fuldstændig fatal for hele projektet,« skriver Henning Larsen.

Hans held bliver, at bundpladen i foyeren allerede er støbt med en armering, der ikke kan bære vægten af de tunge sten, da diskussionen om facaden opstår. Hr. Møller bliver derfor nødt til at tillade noget glas. Men også kun noget.

»De har klemt os for glas! Vi er gået længere, end vi ville! Det er pression! Det er ikke acceptabelt! Det er uanstændigt! Jeg har imødekommet Dem! Deres bygherre kan ikke tage mere! Jeg vil ikke lægge navn til en glasløsning over for Frederiksstaden!« som han siger imod slutningen af mødet på Esplanaden.

Fonden lægger sig således fast på det kompromis, der senere skal munde ud i den besynderlige blanding af glas og brede stållameller, der af kritikere er blevet sammenlignet med kølergrillen på en amerikanerbil eller en brødrister, og som Henning Larsen selv betegner som »mit største nederlag«.

»De skal sige tak!« befaler hr. Møller, da Henning Larsen forlader mødet. Men frem for at takke beslutter arkitekten sig for at afbryde samarbejdet »for at være tro mod min kvalitetssans, min integritet og mit lange virke som arkitekt«, som han skriver i et brev til fonden dateret den 21 oktober 2002.

Arkitekten understreger, at mens han selv trækker sig fra projektet, fortsætter hans tegnestue arbejdet med operaen »i henhold til kontraktens ordlyd og forpligtelser«.

Men den går ikke, viser det sig. Fonden svarer, at det vil være en misligholdelse af kontrakten, hvor det fremgår, at tegnestuen stiller »sin fulde faglige ekspertise til rådighed for bygherren«.

Skabe det sublime

Hr. Møllers assistent Lars-Erik Brenøe påpeger ifølge Henning Larsen, at denne misligholdelse kan få »store økonomiske konsekvenser« for tegnestuen, og Henning Larsen ser sig nødsaget til alligevel at arbejde videre på projektet for ikke at ruinere sin virksomhed.

Senere kommer det dog igen til sammenstød, som da Henning Larsen ved det sidste møde på Esplanaden læser en højstemt tekst op, han har skrevet til hr. Møller.

»Jeg havde troet - og håbet - at vi, bygherren og arkitekten, havde den samme vision om den fuldkomne Opera på enhver måde som vores fælles mål - at vi sammen kunne og ville skabe det sublime. De får Deres opera - men De ødelægger min! Og eftertiden går glip af en helt unik Opera på verdensplan. Vi to taler nok aldrig sammen efter dette. Farvel, hr. Møller,« slutter han.

Møllers mausoleum

Henning Larsens analyse af forløbet er, at den nu 96 år gamle hr. Møller med Operaen ønskede at bygge et monument over sin egen storhed, et helt eget mausoleum. Og som en ekstra bonus få Elefantordenen for byggeriet, som dronningen rigtignok tildelte ham.

Det var hans projekt, ikke folkets. Og derfor var det ham, og ikke arkitekten, der kontrollerede byggeriet.

Problemet var ifølge Henning Larsen, at skibsrederen har forstand på at drive forretning, men meget lidt på æstetik og kreativitet.

»Hans univers bestod af konkrete størrelser,« skriver Henning Larsen og fortæller om »hr. Møllers interesse for toiletter«:

»Højden på toilettet, toiletternes antal, bredde etc. Hr. Møller ville se alt i 1:1.«

De mange detaljer blev indrettet »med hensyn til hr. Møllers og hans hustrus alder og helbredstilstand«. For eksempel forpladsen. Den måtte ikke skråne helt ned i vandet, som Henning Larsen ønskede det, for »hvis uheldet skulle indtræffe, ville hans hustru, der sad i kørestol, trille baglæns ned i vandet.«

Til gengæld var hr. Møller ikke i stand til at sætte detaljerne ind i en helhed, »så de indgik i en overordnet større sammenhæng.« Og han turde ikke kaste sig ud i eksperimenter:

»Det, at han krævede, at alle ideer skulle være prøvet før - helst at det var noget, han kunne se et eller andet sted i verden, blokerede for enhver form for nytænkning, fantasi og kreativitet, for alle unikke og epokegørende tanker og eksperimenter«.

Langt fra de fine

At hele historien også handler om såret forfængelighed, er der ingen tvivl om.

Henning Larsen beretter fortørnet om, at han ikke blev tildelt en plads ved æresbordet under en frokost den 1. oktober 2004 i anledning af overdragelsen af Operaen til den danske stat.

Mens hr. Møller, Anders Fogh Rasmussen, Mads Øvlisen og Brian Mikkelsen troner midt i lokalet, sidder arkitekten ude på flanken med folk som musikchef ved Det Kongelige Teater Michael Schönwandt og hr. Møllers assistent Lars-Erik Brenøe.

Ved gallaåbningen bliver han også forbigået: Både hr. Møller og statsministeren holder taler, men ingen af dem nævner Henning Larsen. Og ved den første offentlige forestilling den 26. januar 2005 får han og konen ikke billetter til ærespladserne, men må sidde »langt fra de fine.«

Da gallapremieren er forbi, passerer bygherren og arkitekten hinanden.

»Den er flot,« siger hr. Møller.

»Tak, i lige måde,« svarer Henning Larsen.

»Forestillingen er flot!« præciserer hr. Møller.