Et hastigt tilbageblik på Venstres landsmøde i sidste weekend kan ikke blive andet end en påmindelse om formatet i den danske nations politiske virkelighed i de ledende lag.

Landets statsminister stiller sig op i den halvbillige imitation af et tv-studie med partifællerne ømt, men sparsomt fordelt på mødets sidste dag som (tømmermændsplaget og illusionsberøvet) klakørpublikum. Statsministeren og partiformanden agerer i kikset stil med sin dødcharmerende forgænger som fritstående crooner og studievært - nu med indlagt interview med en arme dansk Afghanistan-soldat, om hvor fedt det går derude.

Rendyrket forloren naturlighed osende af iscenesættelse ved en eller anden medietræner uden indlysende fremtid i branchens kerneydelse.

Alt i alt en scene så tillidsvækkende som et gammelt bilag på fadbamser og naturfilm, men når man nu ikke har noget bedre om den skide krig.

Og imens breder uroen sig trindt om land: Hvor går den danske økonomi hen, når den i hvert fald ikke går ufatteligt, mens bankerne igen betaler julegratiale til rådgiverne, og folket vånder sig?

Hvem var det i øvrigt der bestyrede nationaløkonomien efter Thor Pedersen og før Hjort Frederiksen? (Lars Løkke, mine damer og herrer).

Som en sang af Bertel

Og hvad drejer så den krig sig om? Er det overhovedet forbundet med mening at tale om at vinde i Afghanistan? Mon ikke Søren Mørch og andre seriøse kritikere har fat i et eller andet, når de og andre tænksomme mener at det hele er et selvbedrag på niveau med Irak og Vietnam? Om den slags sker? Ja, den slags sker.

Og bliver NATO i den forbindelse mon mere troværdigt, fordi generalsekretæren er dansker og tidligere har fabrikeret forskellige krigsbegrundelser for den krig, han i sin tid på et forfalsket grundlag rodede sit land ud i?

Har Fogh Rasmussen (det er ham med den kreative bogføring og mistillid til eksperter og ikke noget at komme efter og fårene og bukkene og afvisningen af de arabiske ambassadører og den uansvarlige økonomiske politik og eksperter er vi selv og os og dem, gm) har den tidligere førstemand styrket tilliden til den før eller det modsatte?

Statsministeren udtalte, som veloplagt citeret her i bladet i David Rehlings leder forleden:

»Vi skal være så rige, som vi kan blive - uden at vi mister så meget som et hjerteslags fokus på, at de svageste også skal med«.

Man skulle jo tro at det var noget fra en af Bertel Haarders lejlighedssange med nødråb i alle rim og svamp i versefødderne. Men det er ikke desto mindre dansk politisk retorik anno 2009.

Vi rasler nedad i alt

At miste et hjerteslags fokus. Det betyder velsagtens at man kreperer. Og det vil så sige at man i dette hjerteslagsfokustab tager de svageste med. Sådan kan man løse fattigdomsproblemet i et samfund der for resten dag for dag rasler ned i de internationale statistikker over nationernes velfærdsvolumen. Statsministerens spindoktor, der givetvis hjælper med at skrive talerne, skulle overveje at anskaffe sig en spindoktor.

En ting kan man sige med ro i sit (stadig) bankende hjerte: Statsministeren med eller uden spin roder sig ikke ud i noget med værdi- og kulturkampe. På det punkt er der alligevel for meget sorgløs Græsted i ham og få eller færre af forgængerens kleinbürgerliche mindreværdskomplekser. Efter den indholdsfattige tale blottet for de sædvanlige selvgode antiintellektuelle, etniske og antimuslimske småperfiditeter fra regeringsflertalskanten, det må man lade statsministeren, var madam Kjærsgaard straks ude med riven.

Siden Foghs afgang tager hun sig af værdikampen nu med dobbelt skrue. Et mindretal styrer et flertal; ikke noget nyt i Danmarkshistorien men næppe heldigt for det udefinerede fænomen, som også statsministeren med pavlovsk uafvendelighed kalder sammenhængskraften.

Senest har Dansk Folkeparti i øvrigt fået en åbent erklæret proselyt i selveste den labre skikkelse af en Suzanne Bjerrehuus, (ved et udadvendt job i DR’s mere folkelige programudbud engang kaldet ‘Bingohus’).

Suzannes bandbulle

Suzanne Bjerrehuus er i sin faste spalte i Ekstra Bladet nu sprunget ud af skabet og i bedste Fogh Rasmussen stil blevet på ‘os’ med dem med får og bukke og det hele.

Os er hos Bjerrehuus de gode brave ærlige folk med forståelse for Dansk Folkeparti, og det er, fatter man: Dansk Folkeparti i særdeleshed. Motivet forbliver dunkelt. Os er for Bjerrehuus dem der indser at Dansk Folkeparti gør langt mere gavn end skade og kærer sig om hvordan det går med danskheden, og hvordan der ser ud i Gjellerupparken om 100 år. Os er dem, der ikke lægger vægt på at partiet står for den mest indædte og uforsonlige fremmedfjendskhed subsidiært racisme, som landet har set siden antisemitismen omkring år 1900 og op i 30’erne.

Os er dem, der ikke tager det så tungt at Dansk Folkeparti arbejder ihærdigt på at rulle den møjsommeligt tilkæmpede europæiske enighed og udvikling tilbage til før erfaringer med to verdenskrigene, tilbage til nationalstaternes indbyrdes mistænksomhed med farver og pæle ved alle grænser og Danmark for danskerne helt ned til Ejderen.

Os er dem, der mener at der kun råder én eneste og ekskluderende danskhed, som kun kan defineres som vredladen kristendom og falske forestillinger om nationalt sammenhold med gamle møller på Mols og brave folk i røjsere og ternede skjorter og kaffe på den blå og mildt om et evigt Danmark spår.

Suzanne Bjerrehuus takker sin Gud og (generøse) skaber for at høre til blandt ‘os’. ‘Dem’ er de andre, det er folk, der ifølge Suzanne Bjerrehuus henfalder til overfladiske barnagtigheder såsom at kalde Dansk Folkeparti den største hindring for islamisk integration og større end islam.

Den, for det er ikke dem, men en den der har sagt sådan, bliver af Suzanne Bjerrehuus anbefalet at komme ud af floskel-sparkedragten (!). Så det må Herbert Pundik, for ham er det hun hentyder til, hellere se at komme, ud af floskel-sparkedragten, hvis han vil høre til os.

Uanset at Bjerrehuus også kalder Pundik en intellektuel kapacitet, hvordan det så hænger sammen, men lettere snobbistisk på den gode måde har man vel lov at være, når en af dem er så kendt som good old Herbie.

At Suzanne Bjerrehuus selv hører til blandt os og som antydet slet skjult blandt Dansk Folkepartis lattermilde og forstående store flok, eller erklærer sig dér, læses af følgende salve:

»Hadet mod DF er blevet et symbol på de fisekulturelles politiske afmagt og mangel på visioner. Det er specielt pinligt, når førende intellektuelle alle har travlt med at svine dem til. Det er letkøbt, så ufarligt, så politisk korrekt«.

Og: »Alle har travlt med at skamme sig over at være dansker, det giver bifald i de kulturradikale kredse«.

Hvad er dit problem så?

Rent bortset fra at Suzanne Bjerrehuus kunne have slået nogle udtryk sammen, så det var blevet til de fiseufarligtpolitiskorrektletkøbtkulturradikale, kan en og anden af arten jo godt undre sig over, hvorfor hun og andre i kategorien af os, igen og igen bruger så meget tid på dem, når de dersens dem nu er så håbløst visionsløse og ufarlige.

Hvad betyder det så, hvad dem siger og mener?

Ydermere takker Bjerrehuus hver aften den gode Gud for ikke at tilhøre dem (de fiseufarligtpolitiskorrektletkøbtkulturradikale), og Gud har tilsyneladende hørt den gamle bingovært, for hun er jo netop en af os og dermed ikke en af dem og altså ikke spor fiseufarligtpolitiskorrektletkøbtkulturradikal.

Hvad fanden er så dit problem, søster?

Denne artikel er anbefalet af: