Den første uge af den britiske Irak-høring blev i går afsluttet med et forhør af Sir Jeremy Greenstock, Storbritanniens FN-ambassadør indtil juli 2003. Emnet for fredagens møde var de diplomatiske forhandlinger i FN inden invasionen af Irak i marts 2003:
»Vi er stadig i den situation, at der er uenighed om, hvorvidt det, der skete i marts 2003, var lovligt eller ej,« sagde Greenstock og tilføjede:
»I international lov er der ingen højesteret. Landene bestemmer selv, om de vil tilslutte sig Den Internationale Straffedomstol.«
Diplomaten betegnede den britiske deltagelse i den militære intervention som »lovlig, men af tvivlsom legitimitet, fordi den ikke havde demokratisk opbakning fra størstedelen af medlemmerne af FN eller i den britiske befolkning«. Jeremy Greenstock beskrev i detaljer arbejdet med sikkerhedsrådsresolution 1441 fra november 2002, som skulle sikre, at FN’s våbeninspektører kunne arbejde i Irak.
Ifølge Greenstock blev diplomatiet »for smart«, da resolutionen åbnede mulighed for at benytte andre kilder end våbeninspektørerne til at vurdere, om Saddam Husseins styre havde skjult masseødelæggelsesvåben:
»Hvem skulle afgøre, om Irak rettede sig efter resolutionen?,« spurgte Greenstock og forklarede, at resolutionen blev vedtaget »for at fremkalde en situation, hvor der kunne skabes konsensus om en invasion af Irak«.
Powells uforsigtighed
Blandt de alternative kilder, som blev brugt til at overbevise den amerikanske offentlighed om nødvendigheden af at gå i krig i Irak, var »efterretningsrapporter af tvivlsom kvalitet«, sagde Greenstock med henvisning til efterretningerne om Iraks indkøb af uran i Niger, der blev brugt som bevis på Saddam Husseins intention om at fremstille atomvåben.
Den italienske journalist Giuseppe D’Avanzo dokumenterede i oktober 2005 i avisen La Repubblica, at Italiens efterretningstjeneste medvirkede til udarbejdelsen af falske efterretningsrapporter om Iraks køb af uran i Niger. Greenstock betegnede den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powells omtale af disse oplysninger i sin tale i FN i februar 2003 som »uforsigtig«.
Den tidligere FN-ambassadør fortalte, at han havde været »meget ubehageligt tilpas« ved udsigten til en invasion af Irak uden en ny sikkerhedsrådsresolution og havde i oktober 2002 truet regeringen i London med at tage sin afsked. Adspurgt af høringspanelet sagde Greenstock, at han ikke var blevet informeret om indholdet af samtaler mellem Tony Blair og George W. Bush.
Selvom Blair forsøgte at fremtvinge en ny resolution, lykkedes det ifølge Greenstock kun premierministeren at forhale invasionen omkring to uger:
»Muligheden for at vente med at invadere Irak til f.eks. oktober 2003 fortjente efter min mening nøjere overvejelse. Men et tidligere indgreb havde så stort momentum i USA, at det var umuligt for os at stille noget op,« sagde Greenstock og bemærkede, at Bush-regeringen kun søgte allierede, når der var brug for det i forhold til bestemte politisk mål.
Amerikanerne var af den opfattelse, at hvis våbeninspektørerne ikke fandt masseødelæggelsesvåben i Irak, måtte Saddam Hussein have skjult dem. Greenstock fortalte, at irakerne havde skjult russiske jagerfly i ørkensandet, hvilket gav anledning til at tro, at de også skjulte andre ting. Greenstock var overbevist om, at Irak havde skjult masseødelæggelsesvåben. I sine udmeldinger i offentligheden havde lederen af FN’s våbeninspektion, svenskeren Hans Blix, ifølge Greenstock nedtonet irakernes manglende samarbejdsvilje for ikke at give Bush-regeringens forsøg på at påvirke den amerikanske offentlighed for megen medvind.
FN’s problemer
Under mødet kom Jeremy Greenstock også ind på FN-institutionens grundlæggende problemer:
»FN har et problem med at håndtere store politiske splittelser.«
Den britiske FN-delegation havde været af den opfattelse, at krigen i Irak kun ville kunne opnå international legitimitet med en ny resolution. Men da USA havde besluttet sig for at gå i krig, var briterne ifølge Greenstock nødt til at følge trop for at redde det internationale samarbejde:
»Vi sikrede med vores deltagelse, at man bagefter kunne tale sammen i FN’s Sikkerhedsråd. Hvis USA var gået alene i krig, ville der være opstået en kæmpestor splittelse. Det forhindrede et kollaps i det internationale samarbejde,« vurderede den tidligere FN-ambassadør.
Efter invasionen af Irak fungerede Jeremy Greenstock som den britiske repræsentant i besættelsesstyrkernes overgangsregering. Greenstock skal på et senere tidspunkt i høringen vidne om sin rolle efter invasionen. Møderne genoptages mandag eftermiddag, hvor Tony Blairs udenrigspolitiske rådgiver indtil 2003, David Manning, skal afgive forklaring om Storbritanniens Irak-politik i årene 2001-2003.
Den uafhængige undersøgelse af Storbritanniens rolle i Irakkrigen skal afhøre militære chefer, diplomater, ministre og højtstående embedsmænd. En fem mand stor komité skal vurdere forløbet op til og omkring den stærkt omstridte krig og krigens lovlighed. Storbritanniens tidligere og nuværende premierministre Blair og Brown står ligesom FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, og den tidligere FN-våbeninspektør, Hans Blix, på den lange liste over indkaldte vidner. Vidnerne udtaler sig ikke under ed, men har skrevet under på, at de vil give en ’fuldstændig og sandfærdig’ redegørelse for begivenhederne, og komitéen kan give dem immunitet.
Storbritannien var ud over USA Danmarks nærmeste politiske og militære samarbejdspartner op til og under Irak-krigen. I Danmark har et politisk flertal afvist forslag om en lignende høring.
Kommentarer
Men det er stadig et billed der kun består af fusk og løgn, der står tilbage.
Danmark og Fogh kan ikke blive ved med at gemme sig.
Rystende læsning fra en mand, der åbenlyst ikke tør kalde en spade for en spade.
Men artiklen sætter naturligvis den danske krigsindvolvering yderligere under pres. Hvorfor? Fordi Andres Fogh Rasmussen foreløbigt aldrig har skullet stå til ansvar for at gøre DK til en krigsførende nation på, hvad der efterhånden har vist sig at være håbløse vilkår.
Og oppositionen har opgivet under VKO-flertallet at rejse anliggendet. Der blokeres ganske enkelt for undersøgelser af forholdet. Det rejser naturligvis en offentlig interesse i at få forholdet belyst nærmere.
D.v.s. at der mangler information angående anliggendet, som åbenlyst forholdes befolkningen. Og det forhold tyder på mere spin end godt er. Hvad er det dog, som vi ikke må få at vide, og som foreløbigt har adskildt den danske opinion fra alle andre af de allieredes befolkningers skepis, som immervæk har et afgørende anderledes forhold til krigsindsatsen, end den danske befolknings? Der mangler simpelthen belysning. Så enkelt kan det siges. Dét er der skisme ikke meget Hugos pokus i!
Og Fogh Rasmussen fortsætter som Nato- Generalsekretær sin tidligere begejstring for krigsindsatsen. Og det på trods af, at resten af det såkaldte ‘internationale samfund’ har fundet det betimeligt at begynde at stille spørgsmål til såvel længden som graden af indvolveringen i Afghanistan.
Fogh Rasmussen står efterhånden uligt mere isoleret med sin gentagne krigs-retorik og henvisningerne til, at Afghanistan skulle udgøre den største trussel imod de vestlige samfund under devisen, at terrortruslen skulle kunne afvikles over en succesrig aggressiv indsats i Afghanistan og sikkert senere i pakistan. Men det synspunkt er blevet modsagt af gode grunde. Terrortruslen har mange andre udspring. Så enkelt er dét såmænd. Det nordøstlige Afrika, Filipinerne, til dels Indonesien m.v. Men tillige den selvsamme krigsindsats. Det borger PET’s trusselsvurderinger jo for her til lands. Krigen har øget truslen imod DK.
Det kunne eventuelt være særdeles befordrende, såfremt flere danske medier, ud over Information, turde stille offentlighedens interesse i at have et fornuftigt grundlag at tage stilling på baggrund af, på ret kritisk linie med Regeringens forsøg på over Offentlighedskommisionens anbefalinger, at hemmeligholde al aktivt ført politik ud over klassifikations-systemet´s mulighed for at belægge med fortrolighed. Der ér en klar sammenhæng imellem disse størrelser fre Regeringens side. Jo mere hemmelighed, jo mindre offentlig kritik…
Hvilket så gerne i denne kommentar skulle fremstå som en vilje til netop at kalde en spade for en skade - undskyld: spade.
Det er ikke så svært, som Udenrigsministeren forsøger at gøre det til. Han kan så overveje, hvorfor den danske opinion adskiller sig så markant fra samtlige andre allieredes tilsvarende opinioner. De ikke er tilfredse med krigsindsatsen. Hvad er det mon der i spindoktoriet er forbigået den danske offentlighed? Hvorfor er danskerne som de eneste så begejstrede for krigen, når alle andre allierede befolkninger udtrýkker en langt større skepsis?
Og hvorfor finder Regeringen over Offenlighedskommisionen det betimeligt at begrænse den danske offentligheds indsigt på ulige vilkår i forhold til alle vores allieredes muligheder? Det lugter ikke umiddelbart behageligt i bageriet, må man sige. Regeringen ønsker åbenbart at udmynte VKO-flertallet her på fallerebet i at stække den danske offentlighed. Hvilket ikke lover spor godt for udviklingen af demokratiets værdi-grunlag her til lands. Og anledningen synes under ingen omstændigheder at være grundlagt i debatten rundt omkring, men alene i det forhold, at VKO-blok-politikken åbner for muligheden.
Man må derfor se frem til, at et alternativt flertal markerer massive tilbagerulninger. Altså at spaden allerede har navn af spade. Må vi som almindelige iagttagere i offenligt regis få en mere tydelig tilbagemelning fra oppositionen? Det kunne utvivlsomt styrke indsatsen for et anderledes fremtidigt flertal.
Det ér faktisk ikke så vanskeligt at holde presset oppe. Selvom det medførte noget i retning af fødslessmerter at markere kravet om en exit-dato. Hvor er oppiniones strategisk-taktiske vidunderbørn blevet af? Vi herude i vælger-foreningerne har under alle omstændigheder behov for at betryggres ganske anderledes i forhold til de markeringer, vi stilles overfor. Der er simpelthen flere gode spørgsmål, end vi efterhånden kan besvare.
Må vi snart få en form for noget tydeligere markering fra et kommende alternativt flertal?
Med venlig hilsen
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Hugo.
Du har fuldstændigt ret. Men i DK har dette ingen værdi.
Det vil de da skide på.
Sådan er det og jeg tvivler på det vil blive anderledes med et andet flertal.
Magten er simpelthen syg i roen.
Danmark er et lille luderland der retter sin røv i den retning de største gevinster ligger.
Kom skisme’ til at at grine over kommentaren, bjørn. Så enkelt er dét såmænd.
Med venlig hilsen
Angående vælgerforeningerne, så for en ordens skyld: der er naturligvis tale om sofavælgerne. De er åbenbart de eneste, der bekymrer sig alvorligt om offentligheds-aspektet.
Altså: man giver et vælgermandat til politikere, som derefter forsøger at sætte offentligheden ud af kraft på bekvemmelighedsvilkår. Stem på os - og så afvikler vi din indflydelse.
Sagt på en anden led: tilbuddet går ud på, at man som vælger her til lands får mulighed for at fravælge sig selv og sin egen indflydelse. Man fravælger nemlig samtidig sine egne kontrolforanstaltninger. Det kan man da roligt kalde en bevidstløs tillid til dén politikerbestand, som gentagent har brudt med samme tillid. Og forundringen går stadig på, hvorledes man fra politisk hold kan opretholde radio-silence omkring anliggendet? Det er simpelthen noget af det mest absurde tilbud til vælgerbefolkningen. Der ventes med andre ord stadig på en oppositions-politisk kommentar til en sådan mærkværdig trafik? Hvad går menageriet ud på?…
Med venlig hilsen
Desværre er det stadig sådan, at vi selv med nutidens politikere må sige som
William Shakespeare : “Something is rotten in the state of Denmark.”
Det hævdes ofte af politiske kommentatorer og for den sags skyld også af politikere ” at sådan er politik”, som om det er en lovmæssighed.
Men det er ikke en lov, at politik er svig og bedrag eller at vi såkaldte almindelige mennesker - hvilken slags mennesker er politikere? - ikke skal kende grundlaget for de politiske beslutninger.
Nemlig Kaj. Det er ikke så vanskeligt at gennemskue…
Med venlig hilsen