KIEV - Det er ikke nemt at være studerende i Ukraine i disse dage, hvor influenzaepidemien raser. I Kiev er universiteter, skoler og læreanstalter lukket og på markedspladser og andre steder, hvor mange folk mødes, slynger politiet om sig med bøder, hvis du går uden maske. Pengene ryger selvfølgelig lig ned i betjentens egen lomme.
»Vi er forment adgang til undervisning og biblioteker, så det er praktisk talt umuligt at studere,« fortæller den 22-årige studerende Irina Kosukhina. Hun læser journalistik på det private Kievs Internationale Universitet. Hun indrømmer, at hun og mange af hendes medstuderende tager det som en ekstra ferie, men samtidig er hun bekymret:
»Selvom vi ikke har undervisning, betyder karantænen ikke, at vi slipper for at betale. Lærerne er nemlig forpligtiget til at komme på universitetet, de skal jo have deres løn. Men vi skal betale, fordi det er et privat universitet, selvom vi ikke få nogen undervisning. De siger, at vi måske ikke kan komme til eksamen i januar, hvilket betyder, at vi simpelthen mister et halv års studium, og de penge vi betaler under alle omstændigheder. Jeg synes, det er snyd.«
Influenzapropaganda
Irina mener desuden, at hele panikken om influenzaepidemien er svindel og kunstigt oppisket af politikere, der kun tænker i den igangværende valgkamp op til præsidentvalget 17. Januar.
»De forbyder os at gå til undervisning, så vi ikke er forsamlet i store flokke, men samtidig indkalder både premierminister Julija Timosjenko og russernes parti Regionernes Parti til massemøder med netop de studerende. Det hænger ikke sammen, og jeg tror, at de bare misbruger situationen i et forsøg på at hente stemmer. Jeg tror ikke på den her såkaldte svineinfluenza. Statistikken siger, at mange er syge og mange er døde af den, men hvem tror på statistik og undersøgelser i Ukraine. Ingen! Det er politikerne, der misbruger situationen til ren PR.«
Irina, som kommer fra provinsbyen Nikolajev, har satset alle sine penge, al sin kraft og en del af sine forældres penge på uddannelsen til journalist. Og den nuværende krise, influenza og valgkamp har overbevist hende om, at der er brug for både nye unge politikere og journalister.
Har fået ytringsfrihed
»Vores præsident Viktor Jusjtjenko har opfyldt et af de slogans, vi kæmpede for under den Orange Revolution for fem år siden - ytringsfriheden. Vi har ytringsfrihed, men medierne lever ikke op til deres ansvar. De er alle korrupte. Enhver journalist kan købes til at svine hvem som helst til uden at blive draget til ansvar. Derfor vil jeg gerne arbejde som en hæderlig journalist, helst som analytiker inden for politik. Økonomi og sociale områder,« siger Irina.
Hun drømmer om et liv som analytiker med mand og børn i et demokratisk Ukraine, der søger sin egen vej mod civilisation tilnærmelse til Vesten, men med et tæt samarbejde med de kulturelle fæller i Rusland og Hviderusland.
Ved det kommende valg stemmer hun ikke på nogen af topkandidaterne - hverken Julija Timosjenko, Viktor Jusjtjenko eller Moskvas mand Viktor Janukovitj.
»Jeg stemmer på den yngste kandidat, hvis syn på verden svarer mere til mit eget, en moderne, demokratisk og liberal sat med social ansvarlighed. Derfor stemmer jeg og, tror jeg, de fleste unge på Arsenij Jatsenuk. Og for en gangs skyld tror jeg på, at valget bliver gennemført retfærdigt og lovligt.«
Ukraine er midt i en beskidt valgkamp om præsidentposten og er samtidig hårdt ramt af den internationale økonomiske krise og influenza. Tidligere allierede bekriger hinanden, og Rusland agerer bag kulisserne. Ingen synes at vil vide af et af Europas største lande – 45 millioner mennesker ved ikke, om de er solgt til Rusland eller Europa. Information tager temperaturen på patienten.







Kommentarer
Der er ikke noget som hedder svineinfluenza..
Irina: Derfor vil jeg gerne arbejde som en hæderlig journalist i en demokratisk og liberal stat med social ansvarlighed
…den bør stå uimodsagt så længe som muligt.
Jeg kommer til at tænker på den KZ-fange, der overvejede at vække en kammerat, der havde et frygteligt mareridt - men som tog sig i det - virkeligheden var værre…
Jo mere jeg tænker over hendes udsagn, jo mere går det op for mig, at de mennesker jo er blevet vildledt – først afgav de alle de fælles goder, og nu tror de at de kan vinde deres frihed gennem hårdt arbejde…
I “gamle” dage ville man straks tænkt på at et sådan et godt menneske ville være matche Danmark værdier.
Efter VKO kom til magten for kun 8 år siden, er det desværre andre værdier som hyldes.
Kun ganske få udvalgte personer er idag velkomne, og resten smides ud Den hæderlige journalist er en mangelvare og er ved at uddø. Landet er blevet udemokratisk og diktatorisk og social ansvarlighed handler mest om at tage sig sammen.