»Round and round she goes, where she stops nobody knows.«
Søren Sveistrup og Danmarks Radio har spundet lykkehjulet i Forbrydelsen II for sidste gang, og det landede på Strange (Mikael Birkkjær), politimanden, der har været Sarah Lunds (Sofie Gråbøl) nærmeste allierede i forsøget på at opklare, hvem der har slået både civile i Afghanistan og soldater i Danmark ihjel.
Det kom ikke som den store overraskelse, at Strange var den skyldige, selv om Sveistrup og Co. gennem de seneste 10 uger – kun 10 dage i selve serien – har gjort alt for at forvirre ikke blot seerne, men også politiet, PET og den stakkels, nyslåede justitsminister, Thomas Buch (Nicolas Bro), ved at afsløre nye, vigtige spor og i hvert afsnit udpege nye mistænkt ved afslutningen på hvert afsnit.
Forførende og tom
Først tydede meget på – dog ikke for Lund – at gerningsmændene var muslimske ekstremister; dernæst gik mistanken på omgang mellem den psykisk ustabile soldat Raben (Ken Vedsegaard) hans kone, Louises far, oberst Jarnvig (Flemming Enevold), oberstens næstkommanderende, major Søgaard (Carsten Bjørnlund), en militærlæge, en anden soldat, Bilal (Igor Radosavljevic), der i næstsidste afsnit tog Louise som gidsel, general Arrild (Finn Nielsen) og en soldat, som måske, måske ikke var død.
Strange var under mistanke for et par afsnit siden, men blev hurtigt frikendt, så der til det sidste kunne være usikkerhed om udfaldet.
Og Forbrydelsen II har da bestemt også haft sine elementært spændende øjeblikke og formåede at få en masse mennesker til uge for uge at forsøge at gætte morderens identitet. Men serien er dramatisk fastfood fuld af forførende og tomme kalorier.
Skuespillet og det filmiske håndværk, der er blevet varetaget af instruktør-trioen Kristoffer Nyholm, Hans Fabian Wullenweber og Charlotte Sieling, har mestendels været i orden, om end den mørke billedside efterhånden er blevet lidt monoton.
Men det er ikke en stærk fortælling eller interessante karakterer – Sarah Lund er f.eks. et semi-usympatisk og introvert bekendtskab med tunnelsyn – der har drevet handlingen fremad. Det har i stedet den næsten frenetiske introduktion af (usandsynlige) nye spor, beviser, mistænkte, mord, hvilket også betyder, at serien er stort set uspiselig, når først man ved, hvem morderen er.
Spændingen er udløst, og der er ikke meget mere at komme efter, slet ikke hvad angår tematisk dybde eller nuancerede personskildringer.
Alle har en pris
Selv det politiske spil, der i Forbrydelsen II er blevet flyttet fra første sæsons Københavns Rådhus til Christiansborg – og som egentlig ganske ambitiøst beskæftiger sig med spørgsmålet om Danmarks deltagen i krigen i Afghanistan og Irak – har været underordnet behovet for hele tiden at overraske seerne og holde vores opmærksomhed fanget.
Uerfarne Thomas Buch har teet sig som en hundehvalp i et spil kegler, mens han har forsøgt at hitte rede i den spegede sag og blandt andet anklaget statsministeren (Kurt Ravn) for at føre alt og alle bag lyset. Det viste sig godt nok, at Buch havde både sandheden og retfærdigheden på sin side, men han valgte til sidst at give køb på sin integritet – mod en vigtigere ministerpost – fordi hans partifæller og den højreorienterede regerings støtteparti, Folkepartiet, bakkede statsministeren op i, at det var bedst at vedblive at skjule sandheden.
Som statsministeren på et tidspunkt siger, så må man nogle gange sætte demokratiet ud af kraft for at redde demokratiet.
Alle mennesker har åbenbart en pris, og det skal nok gøre Dansk Folkepartis Søren Espersen sur, at højreorienterede politikere skildres som principløse, populistiske vendekåber.
Men det virker nu heller ikke virker spor troværdigt, at et helt regeringskabinet enes om at dække over en magtfuldkommen statsminister, der har ignoreret civile drab i Afghanistan og indirekte været skyld i flere uskyldige menneskers død i Danmark.
Og det, der kunne være blevet et interessant anklageskrift mod en ulovlig krig, er i stedet endt som et veritabelt cirkus af løgn, bedrag og karikerede figurer, der blot har skullet holde gang i DR’s populære udgave af Lykkehjulet.
Kommentarer
Vrøvl og sludder - Forbrydelsen II var etteren overlegen! Og jeg var fanget fra start til slut. Bortset fra til sidst, hvor jeg gik til afsnit 10 med sådan en apoteose-fornemmelse - blor for på ingen tid at blive grebet af de overraskende nye udviklinger, der straks vendte op og ned på alting! Jeg kan slet ikke bære, hvis der ikke kommer en treer!
Helt enig i denne anmeldelse.
Serien har lidt under en karikeret persontegning og især i dette sidste afsnit et næsten komisk overdrevet symbolsprog.
Den politiske farvning af plottet og påstanden om et afstumpet koldt miljø og massivt kammerateri inden for politik, militær og politi, og især det politiske apparat som en potemkinkulisse finder jeg dog decideret problematisk, for det er en tvunget signalgivning, der lige præcis i dette tilfælde dræber fortællingen.
Enig i store dele af “analysen” - ikke desto mindre vil den almene opfattelse til stadighed tangere et karaktermord på den tidligere statsminister. I øvrigt må Nikolai Thyssen gerne forklare, hvad han mener med ulovlig krig. Vi taler ikke om Irak eller Kosovo (med en radikal udenrigsminister som dygtig fortaler).
Det er på en og samme tid både komisk og skræmmende at vi ikke skal høre sandheden om krigen i Afghanistan via pressen, men derimod via fiktion som eksempelvis Forbrydelsen.
Forbrydelsen fortæller sandheden om krigen i Afghanistan langt mere nøgternt og sagligt end tvs nyheder, der jo som bekendt består af rendyrket krigspropaganda.
Serien er utrolig modig, og mon ikke nogle af vores meget danske politikere vil sørge for at der meget diskret kommer til at rulle nogle hoveder i det regeringskontrollerede fjernsyn i den anledning? Søren Espersen har jo allerede været godt og grundigt ude med riven…
Den politiske side af sagen var da klart seriens højdepunkt, i modsætning til krimisiden som bare var rutinepræget fyldstof. Sjældent har man set en så kynisk men højst realistisk skildring af hvad der foregår bag kulisserne på Christiansborg. Og især manglen på happy ending, hvor den politiske idealist til sidst bliver ædt op af systemet er samtidsskildring af højeste karat.
Serien fremstår ganske rigtigt med meget flade og tomme personligheder og for mig som seer, virker det blot som dårligt skuespil. Men det kan da godt være manuskript og personskildringerne der svigter skuespillerne, dog er jeg uenig med Thyssen i at lige netop Sarah Lund er en uinteressant karakter. Tunnelsynet og den usympatiske sociale adfærd, gør netop hende til en person der er “virkelig”, mens resten af seriens roller virker hule. Men måske er det blot Sofie Gråbøl der spiller langt bedre end resten af holdet….
Jeg vil blot korrigere: Det er Christian Monggaard, ikke Nikolai Thyssen, der har skrevet denne anmeldelse. Der var en fejl i skribent-angivelsen.
Helt rigtigt set af anmelderen. Der er tale om ”dramatisk fastfood fuld af forførende og tomme kalorier”.
Efter denne krimiserie værdsætter jeg endnu mere gode engelske krimier som Barnaby og Inspektor Morse. Er efterhånden ved at være træt af danske krimiseriers effektjageri, skuespillere, der ikke kan åbne munden uden at råbe og skrige, dårlig persontegning og utydelig udtale.
helt enig med anmeldelsen.
Historien har været nærmset manisk i sine konstante uflægning af ledetråde og feks det evigt voksende bunke af lig.
Det var vist allerede ved udarbejdelsen af første afsnit at forfatterne selv tabte tråden.
Det her er en FANTASTISK tv-serie. Hvis spændingen skal holdes gennem ti afsnit, så er der jo nødt til at være vildspor; ellers fungerer det ikke som en kriminalserie.
Den er velkomponeret, velfilmet og elementært spændende.
Angående Lund, så er hun en fremragende karakter, spillet forrygende af Gråbøl - og så hold dog op med at brokke jer over, at vi endelig har en realistisk portrættering af en målrettet kvinde. Der findes også kvinder, der laver andet end at være søde, sympatiske og lave hjemmebag, og det er da befriende at se. Jeg elsker hendes tunnelsyn.
Jeg vil blot sige, at jeg var godt underholdt af Forbrydelsen ll.
Der ingen tvivel om at DR klart fører på point med den bedste og mest spændene og vedkommende dramaproduktion i DK.
Her giver DR klart baghjul til TV2 og TV3, her kan de kommecielle stationer ikke være med.
Men nu er tiden til at DR nok begynder at gå nye veje, jeg savner mere historiske dramaproduktioner og serier i andre genre.
Måske skulle DR og prøve med nogle produtioner der ikke er i serieform, men prøve at lave enkeltstående værker, her mindes jeg lidt tv-spillet, som ikke laves i dag, det er synd.
Er problemet ikke snarere, at Sveistrup mv. vil lave FAKTION, og drama-dokumentar, ikke FIKTION.
Serien handler åbenbart om Afghanistan; magen til mangel på både originalitet, dybde og kreativitet skal man altså lede længe efter…
Til gengæld er der måske meget at hente i det spegede politiske spil på Christiansborg. NOT!
Vi ved jo godt allesammen, at sådan er det politiske spil; politik er en hård branche. Det så man jo senest i forbindelse med kommunalvalget ir år (2009). Og at en idealist vælger magten, ikke idealerne er jo også en gammel sandhed.
Intet nyt solen er der heri…
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kunne godt lide serien op til afsnit 9. Jeg syntes det var dejligt at der er nogen som tør diskutere at vi er i krig, og lave en historie der behandler hvad det gør ved en nation at være krigsførende.
Men derfor var sidste afsnit også så enormt skuffende på så mange punkter - for lige pludselig afmonteres alle de i øvrigt vigtige og nuancerede spørgsmål der var blevet stillet op!
Det gøres på følgende måde:
- duksedrengen, den upåklageligt ‘integrerede’ muslim, Bilal, tager Rabens kone som gidsel og sprænger til sidst sig selv i luften - godtnok for ‘gud konge og fædreland’ men moralen er ikke til at tage fejl af: de dér muslimske danskere, de har ekstrem adfærd indbygget i sig. Det kommer åbenbart så at sige naturligt til dem at sprænge sig selv i luften.
- Bedraget på Christiansborg bliver drevet fra det troværdige til det konspirationsteoretiske, med en samlet regering + støtteparti, hvor alle er fælles om at dække over det beskidte vasketøj. Sådan sørger man for at de kritiske spørgsmål serien ellers har stillet, pludselig er blevet tandløse og nemme at afvise som noget der intet har at gøre med virkelighedens Danmark.
- Strange er morderen - hvorfor han er det er der ingen som helst behandling af i serien. Han er bare (viser det sig) en slem og ond psykopat som prompte bliver skudt. I tråd med god gammeldags Amerikansk justitsvirksomhed, og så kan man så undre sig over hvor det hører hjemme i en Skandinavisk krimiserie.
Personligt håbede jeg at det hele tiden skulle vise sig at have været en mere kompleks sag, for eksempel at der vitterligt var tale om en psykisk smadret Raben der uvidende jagtede sig selv. Det fik man så den udvandede version af, da Strange hånede ham for at have fortrængt sit drab på datteren i den myrdede Afghanske familie.
At serien stiller så mange interessante spørgsmål op, for derefter bare at pille dem ned igen, er i mine øjne kun endnu et bevis på at de dér røde lejesvende i DR - de har vist fået klippet brodden af.
ehhh, Bilal sprænger sig selv i luften kun fordi han har slettet nogen radiomeldinger !
Hehe, der er slet ingen anden logisk sammenhæng end nogle forfatteres prioritering af personlige politiserende pointer.
Men hva faen det er bare underholdning.
Man ser danske serier som man ser dansk fodbold, oss når de spiller af h til.