Grænsen er nået

Kalandia. Det klinger smukt, men for mig er det kommet til at symbolisere den systematiserede nedrighed. Det er historien om taberens mere og mere nedtrampede håb og sejrherrens evige frygt for offerets hævn, tænkte jeg, da jeg endnu en gang befandt mig ved overgangen mellem Ramallah og Jerusalem.

I ‘gamle’ dage - for en fire fem år siden - var det et checkpoint midt på landevejen mellem de to byer. Fra høje punkter langs vejen holdt israelske kampvogne øje med mylderet af biler og mennesker, som ventede i timevis på at komme igennem de skarpt bevæbnede soldaters nåleøje. På denne tid af året var det som regel et stort pløre, og folk beklagede sig højlydt, når de kom med små børn på armen og tryglede om at måtte komme forbi. Hvis det blev for kaotisk, affyrede soldaterne granater med tåregas. Det var forfærdeligt. Det var uværdigt og ydmygende. Men det var under intifadaen, palæstinensernes opstand mod besætterne, og føltes på en måde, som en del af spillets regler.

Nu er der en slags fred - mellem det såkaldte palæstinensiske selvstyre på Vestbredden og Israel - og det gamle checkpoint er forvandlet til en terminal i beton og stål, som israelerne klart nok betragter som en grænseovergang, mens det folkeretsligt er en passage mellem to af deres besatte områder.

Tyveknægte

Jeg hopper af den fyldte bus fra Ramallah. Tavse bevæger folk sig i lange rækker hen til en af de fem løbegange, der er åbne. De er lavet af ståltremmer og så snævre, at folk med brede skuldre knap kan kante sig igennem. For enden er der en korsbom - en port, der kun slipper et menneske igennem ad gangen - fremstillet af endnu kraftigere runde stykker stål. Cirka hvert femte minut bliver et hold sendt videre. Endelig bliver det min tur, men stålkarrusellen stopper, netop, som jeg er inde i den. I endnu fem minutter står jeg og bakser med min tunge opbakning i denne klaustrofobiske indretning og tænker på, hvilken vrede det ville skabe i mig, hvis jeg var palæstinenser og kom i tanke om, at dette foregik lige midt i mit eget land. Fordi de tyveknægte, som var på besøg, blev bange for, hvad jeg ellers kunne finde på i mit eget hus.

Fløsen bag ruden

Efter maskinen, der tjekker bagage og krop for våben, når jeg frem til et bur med en gruppe bevæbnede soldater. Man afleverer ikke sine papirer, men trykker dem op mod glasruden, mens de grundigt studeres af den vagthavende helt unge soldat, som næppe tænker på, at ansigterne på den anden side af ruden tilhører stedets retsmæssige ejere. For det har aldrig stået i hans historiebøger. Derimod har han fået at vide, at han selv er et offer, som kan gøre alt i sikkerhedens hellige besværgende navn.

Så endnu en korsbom, og endnu en, og endnu en. Fornemmelsen af ydmygelse vokser for hver gang, man står og venter og usikkert afprøver med kroppen, om det kolde stål har fået lov til at bevæge sig af de anonyme personer bag overvågningskameraerne.

Jeg bemærker, hvor gravkammeragtigt og lavmælt det hele foregår. Hvor der i gamle dage var vredesudbrud og knubbede ord, men også sjældne smil i forbindelse med den menneskelige kontakt, som omstændighederne fremtvang. I dag er det en klinisk udtænkt adskillelsesmaskine. Resignationen over denne fastfrosne uafvendelighed emmer ud af ansigterne på palæstinenserne, når de går igennem. Her bliver det skåret ud i stål og beton, at alt håb er ude. At det er de unge fløse bag glasruden, som har vundet. Og vinder endnu mere land dag for dag.

Netanyahu som stand-up

Mens vi kører flere kilometer langs den høje pigtrådsbeklædte mur, som adskiller Vestbredden fra Østjerusalem, fortæller radioen, at den israelske regering som en fredsgestus i 10 måneder delvist vil lade være med at bygge flere huse i bosættelser på Vestbredden. Men det gælder ikke for Østjerusalem.

Efter at have annekteret Østjerusalem og udvidet den kolossalt ind på selve Vestbredden med masser af store bosættelser og på det sidste at have annonceret bygningen af 900 enheder i Gilo er det en grotesk joke for mine medpassagerer. De ser premierminister Netanyahu som en stand-up-komiker, der hele tiden forsøger at få dem til at grine: ‘Har I hørt den om tyven, som lovede, at han i en periode ikke vil stjæle ret meget mere ud over selve arvesølvet?’

Ingen drømmer om, at han mener det. Men heller ingen tror for alvor på, at omverdenen tør og vil afsløre israelernes nyeste bluffnummer. Alt for mange gange er det lykkedes for israelerne at annektere endnu mere af den besatte jord og samtidig skyde skylden for den manglende fred på palæstinenserne.

Men er nogen i tvivl om, hvad det handler om, så tag en tur til Kalandia.

Her - hvor der ingen fysisk grænse bør være - føler man virkelig, at der bør være en grænse i psykisk forstand. En grænse for, hvad vi finder os i af oprørende, menneskekrænkende brud på det internationale samfunds egne vedtagelser.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist