Der skal helst ske noget nyt med musikken, hver gang amerikanske Grizzly Bear går på scenen. Det anmelderroste folkrockband gav koncert i Vega i sidste uge, og publikum var forventningsfulde, men de skulle helst ikke have fået, hvad de forventede.
»Selvfølgelig skal de forvente en god koncert, men jeg vil helst have, at vi spiller sangene på nye måder hver gang. Det er det, hele vores tilgang til koncerter handler om: At give sangene nyt liv hele tiden. De skal helst ikke være færdige,« siger Ed Droste.
En færdig sang er uinteressant, mener han.
»Det er hele processen, der inspirerer os.«
Det er også forklaringen på, at Grizzly Bear konstant opfordrer andre bands til at remixe og lave coverversioner af deres musik. For eksempel har danske Efterklang lavet en fortolkning af nummeret Campfire.
»Det er da et stort privilegium at høre, hvordan andre oplever din musik. Nogle synes måske, vokalharmonien er det interessante i ét nummer, og andre synes, at guitaren er det i et andet. Og når du får deres version, får du en helt anden oplevelse af, hvad det er, du selv har lavet. Det tager vi også med i vores koncerter.«
Ed Droste opfatter det som selve musikkens væsen, at man er konstant søgende.
»Hvis en sang er færdig, så er bandet det også. Jeg mener: Det at miste kontrollen er en del af den kreative proces. Hvis man tager sådan et defensivt standpunkt, hvor kun det indspillede gælder, så har du mistet sangen, synes jeg. Så er den ikke længere din, men pladens, pladeselskabets, publikums,« siger han.
Men det er nu ikke, fordi Grizzly Bear vil fastholde ejerskab.
»Det er ikke forstået på den måde, at vi vil eje musikken. Det lyder måske lidt selvmodsigende, men jeg synes netop, vi gør alt for ikke at gå ind i et formålsløst forsøg på at bevare kontrollen.«
Kan ikke undgås
Inden udgivelsen af Grizzly Bears seneste plade, Veckatimest, forudså Ed Droste, at den ville blive lækket på nettet. Og det gjorde den.
»Det eneste, der ærgrede mig, var, at det var i en enormt dårlig version. Det ærgrede mig sådan set ikke, at den blev lækket, for det tror jeg simpelthen ikke på, at man kan undgå, og ved heller ikke, om jeg nødvendigvis mener, at man skal undgå det. Men det gjorde mig trist, at det første lyt, folk fik, var så dårligt.«
I det hele taget er det ikke Grizzly Bears stil at kæmpe. De er erklærede fans af deres forældres generations favoritbands. For eksempel optræder Michael McDonald på et af numrene på Veckatimest.
»Det virkede simpelthen så naturligt. Da vi arbejdede på sangen, kunne vi bare høre hans fantastiske stemme. Det virkede, som om den var skrevet til ham. Og vi var meget glade, da han sagde ja til at optræde på nummeret.«
På den måde er der ikke noget ungdomsoprør at spore i Grizzly Bears musik.
»Ikke særlig rock’n’roll, jeg ved det,« siger Ed Droste.
»Men faktisk hørte mine forældre mest klassisk musik, men det er da rigtigt, at de andre i bandet har forældre, der elsker den form for musik, vi spiller. Der bliver konstant refereret til Beach Boys, når folk skal forklare vores lyd.«
På en impulsiv måde
Men hvorfor skulle man også gøre oprør mod det, man godt kan lide, spørger Ed Droste.
»At gøre oprør for oprørets skyld er ret ligegyldigt, synes jeg. Hvad bidrager det med? Jeg synes da, det er dejligt, hvis vores musik tiltaler flere forskellige generationer, men det er nu ikke noget, vi tilstræber. Vi arbejder på en meget impulsiv måde, så når vi skriver vores musik, er det meget lidt reflekteret. For at bruge en kliché så gør vi det, der føles rigtigt.«
Grizzly Bear startede oprindeligt som et onemanshow. Det var en atmosfærisk lyd domineret af lag på lag på lag af vokalharmonier, der prægede den første plade fra 2004, Horn of Plenty. Men siden er der rent instrumentalt sket en del med Grizzly Bear.
»Jeg er faktisk ret dårlig til at spille guitar,« medgiver Ed Droste. »Og jeg ved egentlig ikke, om jeg nogensinde har følt, at Grizzly Bear var mit projekt. Da jeg sad med det alene, virkede det ret useriøst. Lidt for hyggeligt og solo-agtigt til, at jeg rigtigt troede på, at det kunne sige andre noget, men da de andre kom med, var det noget helt andet. For mig har det nu fået liv. Jeg kan selv høre, at det er noget, der er relevant for andre.«
Det er da også derfor, at Grizzly Bear vil fortsætte med at opfordre andre til at gøre dem selskab på scenen og til at lade andre kunstnere remixe og sample og hvad, de kunne have lyst til.
»Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis de ville betale for det. Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg håber på, at folk vil betale for det, hvis de mener, det er noget værd. Måske er det naivt, men jeg kan ikke gøre andet end at tro på det. Jeg kan i hvert fald ikke forhindre, at de ikke betaler for det. Det er der ingen, der kan. Og det ville heller ikke være Grizzly Bears stil.«
Kommentarer