Jagten på et sikkerhedsmanisk utopia

Med enhver sandsynlighed ændrede 11. september 2001 radikalt Vestens sikkerhedspolitik og politik i det hele taget. Forandringen er så stor, at dens dag er blevet et begreb.

11. september er godt på vej til at få samme status som 1789, der mere end navnet på et år som bekendt er et begreb og en betegnelse. Men hvori består 11. septembers aktualitet, dens realitet?

Sikkerhedsdiskussioner er blevet mere og mere almindelige. Terrorangsten er primus motor i den fobi, som siden 11. september har drevet politiarbejdet og den indenrigspolitiske debat om visitationszoner, præventive anholdelser og stadig mere overvågning af gadebilledet etc. Det er også 11. septembersymptomet, der i stadig højere grad bestemmer underholdningsmediet - film, serier etc., der tematiserer flysikkerheden og sikkerheden generelt - men som nu også er kommet til at inkludere tv-nyhederne.

Da Obama i forbindelse med IOC-mødet besøgte Danmark, handlede de fleste nyhedsindslag om det enorme politiarbejde, der var forbundet med Obamas sikkerhed. Politibetjente blev interviewet, sikkerhedseksperter udspurgt, og nyhedsværter forklarede kvaliteten af sikkerhedsarrangementet. Obama skulle være sikker. Og vi, os seere, ville se hvordan. TV 2 og TV 2 News, som altid er parate til at dække spektakulære begivenheder, lod ikke det amerikanske præsidentbesøg blive nogen undtagelse i etableringen af en historie, der på denne måde befandt sig på grænsen mellem nyhed og underholdning. Sikkerhed sælger - som invention eller dokumentation. Det er ganske underordnet.

Nødsituation

Når svineinfluenzaen i den seneste tid har vundet seernes hjerter, kunne det ganske vist være fordi, der er tale om en trussel imod folkesundheden, efter at den visse steder har fået status af pandemi.

Men i stedet er det sygdommens forbindelse til befolkningens sikkerhed, der bærer årsagen og især i USA: kan man nu gå sikkert på arbejde? Er det sikkert at sende sine børn i skole? Sygdommen udgør med andre ord en fare for landet, hvilket også er årsagen til, at Obama den 23. oktober underskrev dekretet om national nødsituation. Som i andre krisesituationer kan der indføres en særlig nødret, der står i ledtog med undtagelsestilstanden, og som giver regeringen og dens institutioner beføjelser hinsides deres egentlige retslige og politiske grundlag. Henvisningen til sikkerheden gør sådanne tiltag ‘demokratisk’ acceptable og er blevet en integreret del af den vestlige regeringsform.

Formodentlig ses det tydeligst i verdens lufthavne, fordi sikkerhedshåndteringen her har gennemgået afgørende forandringer, bl.a. via tidligere præsident Bushs The Military Order af 31. november 2001, et af de mest drastiske tiltag i kampen imod terror. Den kræver bl.a., at passagerer ved landing i en hvilken som helst amerikansk lufthavn kan tilbageholdes på ubestemt tid uden at blive stillet for en dommer og uden at få beskikket en advokat. En slags lufthavnens Guantánamo. Dette omfatter såvel inden- som udenrigslandinger, såvel amerikanske som udenlandske borgere. Og amerikaneren er bange. For noget tid siden regnede man ud, at antallet af trafikofre i USA var steget efter 11. september, fordi folk af frygt for at dø i et terrorangreb havde taget bilen i stedet for at flyve, et valg, de altså ikke overlevede.

Passagerer, der flyver inden for EU, og som derfor i en vis forstand er indenrigsflyvninger, mødes med samme skepsis, anklagende øjne og mistroiskhed som før. Ganske vist er grænserne i det gamle Europa ophævede, blevet til regionale linjer i et fælles landkort, men den nye kontrol af hvem, der kommer ind, er ikke andet end reproduktionen af den gamle europæiske fæstnings små kongedømmer, særheder og fanatisme, yderligere tilskyndet via The Military Order og dens forgænger The Patriot Act.

Terrortrussel i tog

Øresundstrafikken med endestation i Malmø, som især udgøres af tog og bus, gennemsyres af samme reference til ‘terrortruslen’. Det er med støtte heri, at ordensmagten mener sig berettiget til og tilmed kan forsvare, at almindelige danskere og svenskere på vej hjem fra arbejde eller shopping chikaneres i en udstrækning, der leder tankerne hen på det østtyske Stasi, med gennemrodning af tasker, bagage og forhør om, hvorfor man har været i København, hvad man lavede og hvorfor, man kommer hjem netop nu etc., de fleste spørgsmål altså til privatlivet, som kun burde kunne stilles efter en anholdelse.

I Sverige er det ‘Tullen’, som står for denne indsats i ‘the war against terror’. Engang var det frygten for indsmugling af cigaretter og alkohol. Også for Sverige kommer terrortruslen særdeles passende og synes mest at fungere som den substitut, der erstatter den gamle grænsekontrol, som i EU ikke længere kan opretholdes med samme, gamle geopolitiske fundament, og som kræver en erstatning for hævdelsen af suverænitet og autoritet, som nationens grænse tidligere udgjorde.

Sikkerhedsmani

Det betyder naturligvis ikke, at f.eks. PET’s informationer og vurderinger af terrortruslen er det pure opspind. Men det betyder, at terrortruslen bliver referencen for indførelse af nye politi- og efterretningsdispositiver, der langt overstiger den faktiske trussel.

Det var det, der skete, da Sveriges Reinfeldt-regering udarbejdede et dekret, der ville tillade at læse borgernes mails og sms’er. Det var for meget. Selv for svenskerne. Men idéen er på ingen måde unik i den nye, europæiske sikkerhedspolitik. Retssikkerheden og livet selv, som i særdeleshed hviler i skellet mellem det private og det offentlige, er i øjeblikket ikke truet af terrorister, men af de europæiske regeringers ønske om at bekæmpe de selv samme terrorister i efterstræbelsen af et sikkerhedsmanisk utopia.

De nye sikkerhedsforanstaltninger foranlediget af 11. september indskriver sig i denne logik: kun ved at presse livet frem i dets mest ekstreme synlighed kan byens liv under ro, orden og sikkerhed garanteres.

Et eksempel på, hvorledes det mest intime presses frem i det offentlige, møder passageren, når denne bedes om at påbegynde en afklædning i lufthavnen: man skal tage sit bælte af, sine sko, sin jakke etc. Men der er ikke tale om, at man som borger bliver overvåget. Afklædningen og bevægelsen mod en delvis nøgenhed berører derimod det mest intime i mennesket og derfor tilliden og kærligheden, men i sagens natur derfor også skammen og ydmygelsen. Denne ‘politiske nøgenhed’ tematiserer spørgsmålet om det menneskelige og den afstand til politikken, til pólis, som for det antikke menneske var en selvfølge, men som i dag synes mindre og mindre.

Barnet og pædagogen

I Antikken kaldte man den betroede slave, der fulgte børnene fra hjemmet til skolen, for pædagog (af ‘pais’: dreng og ‘agô’: ledsage, følge). Det var den særligt vellidte og dydige slave, som man var sikker på, ikke gjorde børnene fortræd, og som derfor også nød særlige fordele, som hans fagfæller ikke gjorde. Det var en person, som børnene syntes om, og han om dem. Snarere end et herre-slave-forhold herskede der en intimitet, et venskabs- og tillidsforhold mellem dem. De seneste sikkerhedsforanstaltningers tiltag er mindre bygget på idéen om politikken og borgeren og mere på pædagogikken, det nære og intime forhold mellem barnet og ‘pædagogen’.

Det er ikke noget tilfælde, at forestillingerne om de demokratiske, politiske institutioner, som blev formet under 1700-tallet, også fødte idéerne om overvågning, som vi kender den fra Benthams panoptikon, børnehaven og modernitetens pædagogik, uden hvilke det senmoderne demokrati med sikkerhed og tryghed ikke kan tænkes.

Hvad den delvist afklædte krop i lufthavnene, overvågningen af byen og borgeren har til fælles, er, at de alle omhandler skabelsen af en pólis, hvori myten om den største usikkerhed hersker, altså et sted, hvor enhver politisk og personlig autonomi er suspenderet for at skabe plads til en ny magtform, som det nu tilkommer at skabe sikkerheden. Den er af nyere dato, fordi den ikke længere står i direkte forhold til staten - og derfor heller ikke til borgeren - men til diverse og forskellige dispositiver, der så småt bevæger sig væk fra statsmagten og i favnen på modernitetens pædagoger og myten om fortrolighed og venskab, inkarneret i sikkerhedsvagter, overvågningsapparater og politi.

Lars Östman er ekstern lektor i >filosofi ved Københavns Universitet