Døden og det, der følger

Det er ikke første gang, at en af Nabokovs romaner er blevet reddet af familien.

Større billede

Større billede

Større billede

Nabokov smed berømmeligt manuskriptet til Lolita i skraldespanden, og det, der skulle vise sig at blive en af det 20. århundredes smukkest komponerede romaner, blev reddet fra affaldsbrænderen af Nabokovs kone Vera. Da Nabokov på sit dødsleje i Lausanne i 1977 krævede af Vera, at hun skulle destruere hans sidste manuskript, satte han endnu en gang sin kone i et dilemma, og fortilfældet satte forventningerne i vejret. Ville der være tale om endnu et nabokovsk mesterværk reddet ud af gløderne?

Nabokov fortalte året før, han døde, en journalist fra New York Times om manuskriptet. Han var kendt for at færdiggøre sine romaner i hovedet, før han skrev dem ned på kartotekskort, og The Original of Laura var færdig. Nu skulle den blot skrives ned.

Nabokov nåede at skrive 138 kartotekskort, inden døden kom på tværs. Vera kunne ikke beslutte sig, og da hun døde, blev det sønnen Dmitris ansvar at tage beslutningen: At udgive eller at destruere sin fars sidste manuskript.

Et kig ind i værkstedet

I 32 år lå manuskriptet omgærdet af mystik i en schweizisk bankboks og ventede på en beslutning, alt imens forventningerne til romanen steg. Dmitri citerede Nabokov for i en privat samtale at omtale The Original of Laura som sin bedste roman, og forfatteren til den store biografi om Nabokov, Brian Boyd, der som en af de få fik lov til at læse manuskriptet allerede i 1980’erne, betegnede den som et mesterværk, der introducerede helt nye litterære greb.

Sidste år besluttede Dmitri sig for at udgive romanen, og nu er den her så. Men desværre er virkeligheden langt fra de forventninger, der er blevet bygget op. Dette er ikke Nabokovs sidste mesterværk, det er knap en roman. De 138 kartotekskort ville blot udgøre en 40-50 bogsider, og romanen er så fragmenteret, at man kun med besvær kan sammenstykke et plot. Der er stærkt fornøjelige reminiscenser af den nabokovske stil, men alt for ofte er ordspillene og gåderne ikke gennemskrevne eller gennemtænkte. Det er kig ind i forfatterens værksted - men vel og mærke et kig, som forfatteren gerne havde været foruden.

Selvudslettelse

Romanens handling tager form rundt om to hovedpersoner: Den promiskuøse Flora og hendes overvægtige mand Dr. Philip Wild, der introduceres på klassisk nabokovsk vis som en »fremragende nervelæge, en anerkendt forelæser og en økonomisk uafhængig hædersmand«. En af Floras mange affærer (»en nervebetonet og nølende litterat, som tilintetgør sin elskerinde i selve sin portrættering af hende«) har skrevet en nøgleroman, der hedder My Laura. Det er i den henseende, at man skal forstå bogens titel: Flora er den originale Laura. Flere steder i romanen dukker Lolita op som en tydelig reference - eksempelvis er Flora i sine unge dage udsat for overgreb af sin stedfar, Mr Hubert H. Hubert, som de fleste nok vil genkende som en slet skjult Humbert Humbert.

Ud fra de fragmenter, der udgør romanen, er det svært at binde de forskellige dele af plottet samen, men selvudslettelse går som en rød tråd gennem romanen. På det sidste af de 138 kartotekskort finder man således syv synonymer for udslettelse: efface/expunge/erase/delete/rub out/Wipe out/obliterate. Det er ikke til at sige, om det er på grund af Floras utroskab, at Wild har opfundet en leg, hvor han forestiller sig, at forskellige dele af kroppen forsvinder og går i opløsning, men døden som en viljehandling beskrives som den største glæde af alle: »En selvudslettelsesproces gennemført som viljesakt. Nydelse grænsende til næsten uudholdelig ekstase«. Romanens undertitel er »Dying is fun« - livet og i sær det, der følger efter, er det store tema i Nabokovs forfatterskab, men få steder bliver forsøget på at sætte sig ud over livets kontingens så tydeligt som i den bog, Nabokov forsøgte at færdiggøre på sit dødsleje.

Spillekort

The Original of Laura er ikke blevet udgivet pludseligt og ved et tilfælde men efter mere end 30 års tvivl. Der har derfor også været tid til at tænke over, hvilken form, den kunne udgives i. Bogen er ganske bemærkelsesværdig derved, at hver enkelt af de 138 kartotekskort er blevet optrykt og perforeret, så de kan trykkes ud af bogen.

Det giver læseren mulighed for at blande kortene på ny. Det skaber en meget smuk bog, men det synes at være en underlig, hvis ikke ligefrem forkert, beslutning. Nabokov skrev på kartotekskort, fordi det var praktisk, ikke fordi læserne skulle blande en roman. Nabokov var om nogen helt afvisende over for den slags litterære eksperimenter, der gør læseren til forfatter. Tværtimod har hans bøger karakter af veldefinerede erkendelseslabyrinter, hvor læseren ikke har andet valg end at løse de gåder og gå af de stier, som Nabokov formulerer. Det er faktisk pointen: de faste mønstre i romanerne er hans bolværk mod livets kontingens og et alternativ til et efterliv, han alligevel ikke helt kunne abonnere på.

Netop derfor skulle The Original of Laura ikke have været udgivet. Det ville være løgn at skrive, at det ikke er interessant at læse The Original of Laura, det er idet i høj grad. Men udgivelsen går helt imod alt, hvad Nabokov stod for som forfatter. Som han skrev i forordet til sin monstrøse prosaoversættelse af Pushkins Eugen Onegin: »Der ville ikke være et eneste mesterværk tilbage, hvis vi begyndte at genudgive en død forfatters værk i den form, vi tror, han gerne ville have udgivet det i.«