'Der skal være plads til eftertænksomheden'

Det er egentlig socialdemokratisk i sin grundtanke, at alle skal have lige adgang til kulturen. Men nu er det en konservativ, der gør sig til talsmand for det. I Kulturminister Carina Christensens (K) udspil ‘Kultur til alle’ lægges der op til, at kunsten skal være for alle danskere.

»Den tanke lå til grund for selve etableringen af en kulturpolitik i 1960’erne. Og under begrebet demokratiserende kultur ville man så formidle en dansk enhedskultur ud til så mange dele af befolkningen som muligt. Og det lykkedes jo kan man sige. Tidligere udgjorde den del af befolkningen, der ikke havde noget kulturforbrug jo næsten 80 pct. men nu er vi nede på 30 pct.,« siger kultursociolog og lektor ved Københavns Universitet Peter Duelund.

Alligevel hæfter han sig ved, at dengang i 1960’erne var der jo også en dansk enhedskultur at tage udgangspunkt i. Det er der ikke længere.

»Man kunne få den tanke, at ønsket om at genskabe en dansk enhedsfølelse også var en del af motivet, ligesom det var det i forbindelse med de mange kanon-projekter,« siger Peter Duelund.

Kulturminister Carina Christensen vil gerne nå de 30 pct. af befolkningen, der i dag ikke har noget kulturforbrug. Det vil hun gøre ved at møde dem dér, hvor de er. Udstille kunst i sportshallen og samle kulturtilbuddene i kulturhuse.

»Det er en illusion at forestille sig, at man gør de sidste 30 pct. til kulturforbrugere ved at arrangere klassiske koncerter i indkøbscentre, og det er i bund og grund en lidt totalitær tilgang. Ved at popularisere kunsten og præsentere de sidste 30 pct. for den i indkøbscentret, assimilerer man dem ind i en dansk enhedsorienteret forståelse af kunst fremfor, at man lader dem vælge selv.«

Kulturfri-zone

Det ligner en formynderisk misforståelse, mener Peter Duelund.

»Folkeoplysning indebærer altid den selvmodsigende risiko, at den også kan være ekskluderende. Jeg forventer en modreaktion. Folk søger kulturfrie zoner simpelthen fordi, de konstant bliver bombarderet med tilbud, der skal gøre dem mere kulturelt dannede. Hvem gider at blive konfronteret med sin mangel på kulturel dannelse hele tiden?«

Peter Duelund mener også, at ministerens udspil lægger op til en diskussion af, hvilken funktion kunsten har i samfundet.

»Hvis der er noget, vi ikke har brug for i denne overinformerede verden, så er det at den offentlige kulturpolitik bidrager til at fremme den adspredelseskultur. Vi skal tværtimod fremme muligheden for fordybelse på vores egne præmisser. For at informere os ud af den overeksplosive medievirkelighed, der bombarderer os med alle mulige indtryk.«

Man risikerer, at kunsten reduceres til blot at være endnu et indslag i en lang række af daglige indtryk, mener Peter Duelund.

»Kunstmuseer og lignende institutioner er et af de sidste steder, der giver rum til eftertænksomhed og fordybelse. Det må vi ikke miste. Det er netop eftertænksomheden, der gør, at den slags kulturelle oplevelser bliver til andet end netop bare en oplevelse - en event, som er så populært at sige lige nu.«

Ingen forskning

Hvis pengene til de kunstneriske frirum i stedet bruges til at skabe større enheder med flere forskellige tilbud under samme tag, så bekymrer det Peter Duelund.

»Forhåbentlig bliver det sådan, at man først og fremmest tænker på det indholdsmæssige og ikke på, hvad der giver udslag i de statistikker, der skal legitimere offentlig støtte. Det er nogle gange fristende at satse på det der er umiddelbart populært og giver gode besøgstal. Men som jeg hører det, så ønsker ministeren, at kulturoplevelsen skal have en dannende eller folkeoplysende effekt og skabe en øget nysgerrighed overfor kulturtilbud, og om denne strategi vil have den effekt, stiller jeg mig tvivlende overfor.«

Men han må indrømme, at han faktisk ikke ved det.

»Når vi snakker om langtidseffekten af en kulturel oplevelse, så diskuterer vi i blinde. I Danmark er der aldrig blevet forsket i, hvilke spor det sætter sig i folks bevidsthed. Det er jo egentlig ret paradoksalt set i lyset af, at vi alle er grundtvigianere, der tror på folkeoplysningens betydning. Selv konservative ministre fører socialdemokratisk kulturpolitik, fordi vi alle er enige om, at lige adgang til kulturtilbud spiller en stor rolle i folkeoplysningen. Der laves en masse kvantitativ forskning i, hvor meget vi går på museet, men ikke i hvad vi får ud af det. «