Opslag til denne artikel

Emneord:krigen i Afghanistan
Personer:Barack Obama, Frank Lissner, Stanley McChrystal
Organisationer:al-Qaeda, ISAF, NATO, Taleban, The Guardian
Steder:Afghanistan, Irak, USA

Et valg mellem pest og kolera. Sådan beskrives det hemmelige og dybt kontroversielle våben, som præsident Obama har tænkt sig at tage i anvendelse for at vinde krigen mod Taleban. Mindst 50.000 lokale afghanere skal bevæbnes, trænes og betales for at indgå i lokale militsgrupper, der kan forsvare landsbyer og transportveje i de store dele af landet, som de internationale styrker og den afghanske hær ikke har ressourcer til at dække.

Beslutningen om at genbevæbne titusindvis af afghanske militsfolk - som NATO lige har brugt otte år på at afvæbne, er dybt kontroversiel, både blandt afghanerne, blandt USA’s allierede og blandt eksperter.

»Det er et desperat skridt, som ingen kender konsekvenserne af. Risikoen for at underminere hele Afghanistan-projektet og destabilisere landet mange år ud i fremtiden er meget stor,« siger Thomas Ruttig, leder af det uafhængige Afghanistan Analyst Network.

Han frygter ligesom mange andre kritikere, at det vil blive meget vanskeligt at kontrollere de mange lokale militser og umuligt at afvæbne dem, når krigen mod Taleban engang er ovre.

I fuld gang

Indrulleringen af lokale militsledere er allerede i fuld gang, men opbygningen af de nye selvforsvarsgrupper foregår i dybeste stilhed af frygt for reaktionerne. I sin store Afghanistan-tale onsdag nævnte Obama dem heller ikke med så meget som et ord.

I Afghanistan er initiativet, der er døbt Community Defence Initiative, ellers i fuld gang, Det køres primært af amerikanske specialstyrker, der refererer direkte til USA’s øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal, der er entusiastisk tilhænger af idéen.

Han har tidligere stået bag et lignende initiativ i Irak, hvor han var med til at oprette de såkaldte Sons of Iraq, et 100.000 mand stort netværk af lokale militsgrupper, som for betaling kæmpede mod al-Qaeda og andre irakiske oprørsgrupper. I Irak var militserne nøglen til at standse den eskalerende borgerkrig. Og det er denne opskrift, præsident Obama har givet McChrystal grønt lys til at bruge i Afghanistan.

I modtætning til Thomas Ruttig mener den danske Afghanistan-ekspert Peter Dahl Truelsen, at det er helt rigtigt at indrullere Afghanistans 1.800 lokale militser i krigen mod Taleban.

»Strategien har virket andre steder, og det kan den også komme til i Afghanistan,« siger han og mener, at de lokale militser kan blive afgørende for, om Obamas optrapning kommer til at virke i praksis.

»Som det er nu, står ambitionerne ikke mål med ressourcerne,« konstaterer han. »Derfor er der hårdt brug for at engagere folk, der kan sørge for sikkerheden i de dele af landet, hvor Taleban ellers har frit spil.«

Kontroversiel plan

Eksperterne advarer imidlertid mod at tro, at Afghanistan er et nyt Irak. For det første er afghanerne ikke lige så trætte af Taleban, som irakerne var af al-Qaedas forsøg på at etablere et middelalderligt diktatur i det centrale Irak. For det andet er de afghanske militser et komplekst kludetæppe af folk med meget forskellige og meget lokale interesser.

»Det er et stort spørgsmål, hvor langt man kan stole på lokale militsledere, som har deres egne interesser at pleje, siger Jeffrey Dressler fra den uafhængige amerikanske tænketank Institute for the Study of War. »Man skal derfor være meget påpasselig med, hvem man allierer sig med.«

Peter Dahl Truelsen erkender, at bevæbning og betaling af lokale militser er en kompliceret affære, som i praksis betyder, at ISAF bl.a. vil være nødt til at alliere sig med folk, der er meget upopulære i deres lokalområde.

»Man skal ikke bilde sig ind, at det er nogen nem genvej til succes,« siger han, der mener, at især USA’s efterretninger i Afghanistan efterhånden er så gode, at det er muligt for ISAF at gennemskue selv meget lokale magtforhold.

Risikofyldt strategi

Når Obamas Community Defence Initiative er så kontroversielt, skyldes det først og fremmest risikoen for, at man kommer til at bevæbne de forkerte, at de lokale militser bliver svære at kontrollere, og at det bliver umuligt at afvæbne dem på et senere tidspunkt.

I Irak var det f.eks. meningen, at Sons of Iraq skulle integreres i den almindelige hær, men da det kom til stykket var den shiitiskdominerede regering ikke interesseret i at optage 100.000 sunnimuslimer i de væbnede styrker.

Det samme dilemma kan opstå i Afghanistan, hvor mange militsmedlemmer vil være pashtunske, mens hæren og politistyrken er domineret af tadsjiker og havarier.

»Det er ekstremt vigtigt, at der fra dag ét er en plan for, hvordan man afvæbner dem igen. Ellers går det galt. Der skal være job og uddannelse til dem, enten i politiet eller i civile erhverv,« siger han og peger ligesom andre forskere på, at de lokale militser fra begyndelsen bør underlægges f.eks. Indenrigsministeriet, der også er ansvarlig for det almindelige politi.

Hvis ikke der holdes grundigt øje med dem, er der stor risiko for, at militserne vil udnytte deres nye magtposition til at afpresse lokalbefolkningen, opkræve illegale skatter osv.

Ifølge den britiske avis The Guardian, der som et af meget få medier har skrevet om bevæbningen af de af-ghanske militser, er det ikke lige den model, Obama og McChrystal har på tegnebrættet. De nye lokale vagtværn skal tværtimod etableres så hurtigt som overhovedet muligt, for det haster med at få vendt krigslykken, inden midtvejsvalgene begynder til sommer.

Også blandt afghanerne er begejstringen til at overse. Nader Nadery fra den regeringsnedsatte menneskerettighedskomité AIHRC advarer om, at militserne kan destabilisere landet yderligere.

»Vi risikerer at fremelske en ny runde krigsherrer som vil kæmpe om penge og indflydelse i mange år fremover,« siger han.

Thomas Ruttig, der netop er kommet hjem fra Afghanistan, bekræfter den udbredte skepsis over for projektet:

»Næsten alle, jeg har talt med er imod. Afghanistan har haft tilstrækkeligt med lokale krigsherrer og militsledere gennem årene, siger de. Vi bør i stedet lære af historien, russerne forsøgte samme strategi i 1980’erne, men det viste sig umuligt at kontrollere militserne.«

Også Human Rights Watch advarer om risikoen for, at utrænede militser uden klare regler for, hvornår de må skyde, og uden en klar kommandostruktur vil krænke menneskerettighederne.

Blandede erfaringer

Idéen om at bevæbne, træne og betale de afghanske militser er McChrystals hjertebarn, men idéen har eksisteret længe.

Sidste år iværksatte hans forgænger et vellykket pilotprojekt i Wardak-provinsen, hvor nogle hundrede lokale militsfolk har været i stand til at holde Taleban ude af deres landsbyer.

I Helmand har de danske og britiske styrker også gjort deres erfaringer. F.eks. har danskerne i flere år haft den lokale militsleder Mullah Daoud til at beskytte militærlejren FOB Price uden for Gereshk. Med mere end 100 vagter har han til opgave at forhindre Taleban i at angribe lejren, grave miner og sprængladninger ned i området eller forsøge sig med selvmordsattentater.

»Og det fungerer fint,« siger den tidligere danske styrkechef Frank Lissner.

Det samme kan man derimod ikke sige om den alliance, de britiske Helmand-styrker har haft med Mullah Daouds bror, Haji Kaduz, der leder en anden milits syd for Gereshk. Da briterne på et tidspunkt holdt op med at betale ham, begyndte han i stedet at presse penge af lokalbefolkningen, hvilket fik dem til at skifte side og alliere sig med Taleban.

I dag er Taleban - med dansk hjælp - atter smidt ud af området, men det bliver svært at få befolkningen til at acceptere Haji Kaduz igen, erkender Peter Dahl Truelsen.

»Det er et dilemma, som ISAF kommer til at stå i mange steder, når der skal laves alliancer med folk, som ikke er Guds bedste børn, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er trods alt bedre at have en Haji Kaduz med os end imod os.«

Det er i det hele taget vigtigt, at dem, man allierer sig med, er de rigtige - så de også kan levere det, de lover, pointerer han.

Ellers ender det, som det gjorde i ørkenbyen Musa Qala i 2006, hvor lokale stammeledere overtog ansvaret for byens sikkerhed fra briterne uden at have den fornødne politiske og militære kapacitet - få måneder senere blev de hængt af Taleban i byens lygtepæle.

Fakta: Obamas plan

Militær optrapning

USA sender yderligere 30.000 soldater til især Helmand og Kandahar i løbet af det næste halve år, resten af NATO-landene skal bidrage med 8.000. Den samlede udenlandske styrke bliver 140.000 i de næste 18 måneder.

Fra juli 2011 skal ansvaret for sikkerheden gradvist overgå til afghanerne og de første amerikanske kampstyrker kan trækkes ud.

Der satses massivt på træning og opbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker, det senest kendte mål er en samlet styrke på mindst 400.000 mand.

Mindst 50.000 lokale militsfolk bevæbnes og overtager ansvaret for sikkerheden i de områder uden for koalitionens og de afghanske sikkerhedsstyrkers kontrol.

Tættere partnerskab og støtte til Pakistans krig mod al-Qaeda og pakistansk Taleban.

Civil optrapning

Der afsættes væsentlig flere bistandsmidler og civile rådgivere.

Der satses massivt på korruptionsbekæmpelse og opbygning af institutioner, som af-ghanerne kan have tillid til.

Der satses især på genopbygning og udvikling af landbrugssektoren samt andre tiltag, som kan forbedre befolkningens levestandard.

Alle talebanere, der er villige til tage afstand fra al-Qaeda, nedlægge deres våben og indgå i den politiske proces, skal reintegreres i det afghanske samfund.

Støtten til demokratisk og økonomisk udvikling i Pakistan intensiveres.