Ideen er, at vi vil have folk til at tage ansvaret for deres egen sikkerhed. Det er de allerede i gang med mange steder.
- Anonym amerikansk militærembedsmand i Kabul til New York Times

Da USA’s præsidentkandidater sidste forår begyndte at diskutere muligheden for at forlade Irak, fremførte en af dem en grundlæggende kritik af strategien med at støtte og bevæbne lokale militser for at lade dem overtage kampen med al-Qaeda og skabe ro og orden. »Strategien,« sagde hun i en tale på femårsdagen for krigen i Irak, »har reduceret volden på kort sigt, men i fraværet af en effektiv national strategi risikerer den på længere sigt at puste til landets sekteriske spændinger.«

Som præsident, fortsatte kandidaten, ville hun ganske vist fortsat støtte lokale ledere, men hun ville først og fremmest arbejde for den »nationale enhed, som er essentiel for at skabe stabilitet.«

Siden da er kandidaten, som hed Hillary Clinton, blevet udenrigsminister i Barack Obamas regering og for general Stanley McChrystal, som var hovedansvarlig for satsningen på de lokale militser i Irak, og som i dag er hovedansvarlig for den militære indsats i Afghanistan. Her er McChrystal nu i færd med at kopiere sin irakiske militsstøtte som en diskret, men afgørende, hjørnesten i præsident Obamas strategi for Afghanistan.

‘Amerikanere med skæg’ er begyndt at dukke op langt ude i provinserne med ammunition og fødevarer, fortalte stammeledere i Afghanistan i forrige uge New York Times’ udsendte reporter (specialstyrkerne må som de eneste amerikanske soldater bære skæg). Med sig har soldaterne en nyåbnet adgang til den såkaldte CERP-pulje på 1,3 milliarder dollar (6,4 milliarder kroner). Det er penge, som officerer hidtil har kunnet uddele til genopbygningsprojekter, men som Kongressen i en nylig lov gav militæret lov til også at uddele til at »reintegrere tidligere fjender i det afghanske samfund.

Den omfattende satsning på militserne er ikke uden fortilfælde i Afghanistan, hvor også den danske lejr som beskrevet i artiklen side 10-11 betaler en lokal militsleder for beskyttelse. Men nu, hvor militserne systematisk skal opdyrkes, er det værd at spørge, hvilken samfundsorden, der skal levere den stabilitet, der kan gøre det muligt for os at komme ud af Afghanistan igen.

Ved i sin tale i nat at begrænse sig til et uforpligtende ordvalg om, at de vestlige styrker skal overføre ansvar til »kompetente afghanske partnere« og »lokale ledere«, undgik Barack Obama at tydeliggøre det afgørende skel mellem statslige aktører, som den afghanske hær og politi, og ikkestatslige aktører, altså de omkring 1.800 grupper, som har våben og magt i det afghanske samfund. Dermed talte præsidenten sig også uden om den grundlæggende konflikt mellem forsøget på at opbygge en afghansk statsmagt, der kan styre landet, og forsøget på at få kontrol ude i lokalområderne gennem finansiering af og samarbejde med lokale krigsherrer, stammeledere og bevæbnede banditter.

Så længe man både søger at opdyrke en demokratisk stat, dens præsident, regering, hær og politi - og samtidig opdyrker militser, som af natur vil blive denne stats modstandere, spiller man på to heste, som før eller siden vil komme i kamp.

Det har man mærket i Irak, hvor de såkaldte Awakening-militser bar en stor del af ansvaret for den stabilitet, som gjorde det muligt for de vestlige styrker at trække sig ud. De sunnimuslimske militser, der står i modsætning til den shiadominerede regering, er i dag en af Iraks mest destabiliserende faktorer. De er blevet systematisk forfulgt af regeringen, og de modtager ikke længere de amerikanske penge, der sikrede deres loyalitet. De er våbenføre mænd uden faste indtægter og tilhørsforhold, og den slags er noget af det værste for et land, der gerne vil have fred.

Det er meget muligt, at det ser sort ud for håbet om at skabe en afghansk centralmagt. Afghanistan har i modsætning til Irak reelt aldrig haft et effektivt centralstyre, og landet har været hærget af krig gennem de sidste 30 år. At skabe en centralmagt med en hær og et politi, der kan overtage ansvaret, er ikke desto mindre det overordnede mål for den vestlige strategi for landet. Det er en forudsætning for en retsorden, hvor forbrydelser straffes, og politikere holdes ansvarlige.

I det omfang, man i et land uden national samling overlader ansvaret for at håndhæve orden til de mænd, der tilfældigvis har størst magt og flest våben i et givet lokalområde, har man ikke alene undermineret projektet om en statsmagt og udsat sig selv for en alliancepartner, hvis sympatier kan skifte efter størrelsen på pengepungen hos den næste sponsor. Man har også givet endeligt afkald på basale løfter om retfærdighed, stabilitet og politisk ansvarlighed, som hidtil har været vejledende for vestlige aktioner som dem i Irak og Afghanistan.