To klare signaler om det iranske regimes aktuelle selvtillid dominerede i går nyhedsstrømmen fra Teheran: Fem britiske lystsejlere, hvis båd i sidste uge drev ind på iransk territorium i Den Persiske Golf, blev løsladt. Og Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, meddelte, at »Irans atomspørgsmål er løst, og at der ‘ikke er behov for fortsatte forhandlinger« - med Vesten forstås.

Det sidste er det vigtigste, men det første, løsladelsen af sejlerne, er måske det mest symbolske for den aktuelle geopolitiske situation: Den iranske ledelse er afslappet og havde råd til en gestus, der viste, at de handler professionelt og ordentligt.

I det politiske miljø her i Mellemøsten såvel som i Washington og EU-hovedstæderne er det tilbagevendende debatemne risikoen for en militær konfrontation mellem Iran på den ene side og Vesten (læs: Israel-USA) på den anden side.

Israel og Vesten frygter, at Irans atomprogram sigter mod fremstilling af kernevåben, der ifølge israelerne er en»eksistentiel trussel« mod den jødiske stat. Iran fastholder, at landets atomambition er fredelig, og at atomkraften udelukkende skal producere elektricitet.

Krigstrommer

De dystre krigsforudsigelser fik igen overskrifter på forsiderne, da FN’s atomagenturs (IAEA) 35 medlemslande fredag vedtog en resolution med 25 stemmer for (tre imod, seks blanke og en fraværende), der påkalder nye sanktioner mod Iran efter at IAEA-chefen, Mohamed el-Baradeis beretning havde stemplet forhandlingerne med Iran som »en blindgyde«.

Baggrunden for den knubbede formulering, der er ukarakteristisk for den egyptiske diplomat, er Irans afvisning af det såkaldte ‘Wien-kompromis’, som den nu afgående IAEA-vagthund strikkede sammen i oktober på vegne af Vestens forhandlere fra USA, Storbritannien, Frakrig, Rusland, Kina og Tyskland - de såkaldte ‘5+1’. Kompromiset gik ud på at sende Irans lager af lavberiget uran til opgradering i Rusland og videre til forarbejdning i Frankrig - Irans ‘tab’ ville blive erstattet af uran fra Vesten.

Det blev fremlagt i tillid til, at Iran ville sige ja, eftersom iranerne på et tidligere møde i Genève ikke havde afvist ideen. En aftale syntes at være grydeklar.

Parterne har to dage til at svare, kundgjorde el-Baradei, da Wien-mødet sluttede fredag den 23. oktober og 5+1-gruppen behøvede kun to minutter for at tilslutte sig arrangementet. Irans forhandlere meddelte, at de ville vurdere aftaleteksten til midten af den uge, der fulgte.

Intet skete. Hvorfor ikke?

Iran lugtede en fælde

»Fordi iranerne mente at lugte en fælde,« svarer Iran-analytikeren Eli Chaloub fra den libanesiske avis, al-Akhbar.

»Ideen med at løfte uranen ud af Iran var at vinde et års respit, hvor parterne under USA’s ledelse kunne forhandle en bredere sikkerhedsaftale igennem for hele regionen - vel at mærke med en enig front over for Iran, idet russerne var blevet ‘købt’ med Obamas sløjfning af missilskjoldet i Østeuropa. Efter års tøven skubber Vladimir Putin nu på for at banke Iran på plads, og det har de selvfølgelig aflæst i Teheran.«

Og mindre end to ugere efter mødet Wien blev det iranske svar klart, om end det ikke blev sendt til IAEA, men kom i en tale af den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, der erklærede, at Iran ville ikke indgå aftaler med USA, der kun »er ude på at manipulere os«. Efter Khameneis tale optrappede iranerne såvel retorik som aktivitet. Den 18. november afviste den iranske udenrigsminister, Manouchecr Motakki, hvad der nu blev kaldt for ‘tilbuddet’ fra IAEA-kredsen.

To dage senere sagde el-Baradei i en tale i Berlin, at Irans mulighed for at finde en ordning var »kortfristet«.

USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton trådte tre dage efter vande på et 5+1-møde i Bruxelles ved at sige, at hun ikke betragtede Motakkis afvisning som det sidste ord. El Baradei supplerede med at sige, at 5+1-magternes møde foregik »i en atmosfære af desperation«. Det reelle budskab er: Vesten har ikke en militær sanktionsmulighed, der er realistisk. Men har Iran?

Et svar på det vestlige pres kom et par dage efter Bruxelles-mødet i form af en storstilet militærøvelse over fem dage, hvor iranernes arsenal af russisk fremstillede S-200 jord til luft-missiler blev testet, som Revolutionsgardens pressetjeneste skrev, »for at afprøve forsvaret af Irans atomanlæg«. Revolutionsgardens chef fik også sagt, at dersom Israel indleder angreb på Iran, »vil røgskyerne fra eksplosionerne ikke være lettet, før vi allerede har ramt Tel Aviv«. Israel, der er Mellemøstens eneste kernevåbenmagt, har hele tiden holdt muligheden åben for et militært angreb på Irans atomanlæg, ligesom USA ikke klart har afvist at bombe landet.

»Men det tager de helt roligt i Teheran,« siger Elie Chalhoub og fortsætter:

»Med militærøvelserne har iranerne villet vise, hvad de kan - de har rent afskrækkende formål. Men det er røgsignaler - iranerne tror ikke på, at Israel vil angribe uden grønt lys og aktiv bistand fra USA, og den tror de ikke på vil komme, slet ikke under præsident Obama, der har hænderne fulde i Afghanistan, Pakistan og Irak. Iranerne ved nøje, hvad Israel kan, og især hvad Israel ikke kan - at bombe 10 eller 12 atomanlæg i Iran vil kræve hele det israelske luftvåbens indsats - og Israels luftrum vil blive efterladt forsvarsløst. Iran har overtaget, og derfor ser du Ahmedinejad fremture.«

Og det gjorde han så - i et tv-interview tirsdag gentog han beslutningen om at etablere 500.000 centrifuger til berigelse af uran inden for de kommende år. Og i går meddelte han, at Iran selv vil opgradere lavberiget uran fra 3,5 pct. til de 20 pct., altså den proces, det var IEAE’s plan akulle finde sted i Rusland.