Amerikanerne er et fænomenalt folkefærd. I sociale sammenhænge er en stor portion af dem bemærkelsesværdigt åbne, fordomsfri og i besiddelse af en tilsyneladende evig lyst til udforske nye venskaber i en grad, så det næsten må udgøre et nationalt særtræk.
Men også i USA er der naturligvis et væld af sociale færdselsregler. Ofte usagte og ofte angående den måde, de to køn gestalter sig på over for hinanden. Det sker i mange sammenhænge, men i overtegnedes tilfælde for en stor dels vedkommende i hvide middelklassefamilier af hetero-typen så er De advaret!
En deprimerende, ofte set tendens (i øvrigt både i USA og i Danmark) under diverse ellers muntre og interessante middagsselskaber er, at de førnævnte livlige og fleksible kvinder viser sig uforsonlige i deres mikro-management af deres ægtemænd.
»Nej tak. Riley spiser ikke noget, der er stegt. Men han vil gerne have nogle rå gulerødder. Og salsa er også fint.«
En anden klassiker: »Du skal endelig tage noget af den der bønnesalat. Du elsker jo bønner. Og lad please være med at tage to gange af den kage.« Alt sammen udtalt med et skævt lille smil til værtinden overtegnede der forventes at være med i den samme klub. Den, hvis navn er: Kvinder, der behandler deres mænd, som var de uregerlige børn. Der findes også en søsterklub. Den for de mange jeg har selv et deltidsmedlemskab der tror, at deres mænd er deres veninder. En person de kan dele alt med og læsse af på og diskutere sko, slankekure og sladre med. »Hvad tror du den drøm, jeg lige har haft, betyder?«
Og nej, kære intellektuelt velbevandrede ligestillingsorienterede Informations-læser. Jeg postulerer ikke med denne observation, at kvinder er mindre begavede end mænd, endsige at vi kun går op i udseende, sladder, håndtasker eller gode workouts - selv om der naturligvis intet er i vejen hermed, og at slige sager efter min mening går fint i spænd med sunde interesser for udenrigs- og sikkerhedspolitik, EU, litteraturkritik eller refleksioner over kernefamiliens sociologiske funktion i senmoderniteten.
Sex med mor?
Hvad jeg derimod vil påstå er, at man som bekendt ikke har sex med sin mor (de fleste af os vil i hvert fald nok betakke os), endsige med en kopi af sig selv. Lysten siver ud af parforholdet, og man kan risikere at ende med den karikatur, som blev beskrevet i en boganmeldelse her i avisen for nogle uger siden: At kvinden i overført forstand gifter sig med stereotypen, den forstående gymnasielærer, men drømmer om sex med dennes modsætning, lagerarbejderen. De samme kvinder og af og til også mænd, selv om der er færre af slagsen magter også at præstere en managementagtig, overbeskyttende tilgang til deres børn, hvis hele liv overvåges som var de statister i en roman af George Orwell.
Ud over at de yngste hele tiden advares imod de farer, som lurer om hvert et gadehjørne, så er deres forældre også deres veninder på Facebook (hyggeligt nok, men så kan de voksne jo også samtidig belejligt nok overvåge dem konstant; de unge reagerer naturligvis ved at operere i andre chatfora og ofte under falske navne, de er jo ikke dumme). Mor tager også gerne med på cafe og ud at shoppe og er bedste ven. Børnene tiltros intet særligt ansvar, men behandles som var de små skrøbelige kolleger i skånejob i stedet for naturlige medlemmer af familien.
Fænomenet kaldes i faglitteraturen helikopterforældre og beskrives i seneste nummer af det amerikanske ugemagasin TIME:
»Vi har været så besat af vores børns velvære og succes, at forældreskabet har forvandlet sig til produktudvikling. Forældre er rask væk troppet op i børnehaveklasser og har forlangt tilbud om introduktion til mandarinkinesisk for deres børn med den begrundelse, at det aldrig er for tidligt at forberede sig til den globale økonomis nådeløse konkurrence. Universitetslærere fortæller om førsteårsstuderende, der ankommer fra gymnasiet i så skrøbelig en mental tilstand, at der nu eksisterer et nyt begreb for dem, »crispies«, eller tekopper, fordi de kan knække ved selv det mindste stress.«
Velmenende projektfamilier er nemme ofre for livsstil-coaches og underlødige managementguruer, som forsøger at bilde os ind, at man bliver en bedre leder, fordi man er blevet forælder (oftest: mor hvilket naturligvis indikerer, at far ligesom bare mere naturligt er god til at være chef). Eller at man kan organisere sit privatliv efter skemaer og møder og lister over pligter og regler om rå grøntsager og ikke-stegt kød.
Men alle disse konsulenter skulle tage at pakke sammen. Og mange kvinder skulle tage at lade deres familie lidt i fred og spare på rigide spisevaner og sociale vatrondeller.
Så kunne vi måske også få mere tid til al det der netværkeri og karriere, som mændene ellers render med. Fordi de kan og holder af magten og den bedre løn javist, og det skal vi andre da ikke finde os i. Men også fordi for mange kvinder sætter sig så effektivt på privatlivet, at mændene flygter over i de vellønnede kønsreservater, hvor man giver hinanden stillinger, spiller golf og slår hinanden på skulderen i lettelse over at slippe for al den omklamrende nærvær.
Hverken aber eller blomster
Sluttelig igen for at forebygge læserprotester: Jeg taler ikke om, at man skal forsømme familiehygge eller være ligeglade med sine børn eller ægtefælle. Der findes i alle kulturer triste eksempler på ressourcesvage familier, hvor børnene mest er til besvær og enten går for lud og koldt vand eller betales af med penge, fordi de voksne enten ikke har tid, lyst eller overskud til at tage sig af de mindste. Det er begribeligvis ikke dem, jeg taler om, men snarere den type-castede ressourcerige middelklassefamilie, som mange af Informations læsere formodes at tilhøre.
Ej heller advokerer jeg for et familiemønster, hvor manden er en brølende testosteronabe, der ikke ved, hvordan man vasker gulv, og kvinden er en sart plante, der svæver husmoderligt rundt. Jeg taler for en familie, hvor der stilles krav til alle, og hvor hele familien yder sit, men hvor der også er plads til forskellighed og risiko og ensomhed og oprør frem for kvælende overvågning og social kontrol.
Kommentarer
Dejligt med en nuanceret kritik af nogle af de ting nogle kvinder gør incl. Forslag til hvad de hellere skulle gøre. Din identifikation af at kvinders omsorgsgen sætter sig og dominerer mændene er interessant, fordi den også kritiserer kvinder for at handle og skabe det liv de ønsker, og dermed indirekte identificerer sig med de svage mænd, der ikke kan sige fra.
I disse år er der flere og flere tegn på, at ligestilling stadig mangler på området løn og pension, men breder sig på de følelsesmæssige områder, som “identiteten som offer”. Senest ser man det i Danmark i det tv program, der hedder Min kone er skide sur. En række almindelige og kendte mænd fortæller for åben skærm, hvor streng deres kone er, og indirekte hvor synd det er for dem, at hun er så streng. Medliderlighed, kalder min ven David det. Jeg får flashback til 70’ernes bekendelseslitteratur for kvinder.
Måske er det fint nok, at vi er nået så langt med ligestillingen, at man i en familie kan opleve en stærk patriark der styrer tingene og fars ord er lov, eller man kan opleve en stærk matriark, der styrer tingene og hvor mors ord er lov. Jeg synes stadig, at idealet er et ligestillet forhold, hvor man ved at sige til og fra overfor hinandens ønsker og drømme sammen kan definere det liv, man ønsker at leve. Jeg forventer der går en del år før vi har været igennem yderpolerne tilstrækkeligt mange gange til at få øje på både vores egen og den andens andel i og ansvar for at leve et samliv baseret på skiftende autoritet.
Men jeg synes ikke det er kvinders ansvar at lade være med at bestemme, fordi nogle mænd har svært ved at sige fra.
Hvór Annegrethe Rasmussens betragtninger dog rammer i plet - især i forhold til den amerikanske American Beauty kønsrolleopfattelse, men såmænd også ganske rigtigt pejler tendenser i den danske ditto.
Utvivlsomt er det også mandens ansvar, at dette karikerede kønsrollemønster bliver den praktiserede standard - og hvor begge parter faktisk i mange tilfælde synes at trives med den! (Og fred med det.)
Vi andre, der af og til støder på den type-castede mikro-management kvinde, i hvis øjne 100 procents kontrol over mand, avl og statusjunk skriger ud af øjnene, vælger så bare at søge andre græsgange.
Det ér altså ikke så kompliceret.
Mange tak for to gode og indsigtsfulde kommentarer. Det er rart at se at dette forum kan bruges af folk, som ikke bare ønsker at skælde journalisterne ud :-)
annegrethe - det er slet ikke altid man gider spilde tid på at reflektere over folk der bare skælder ud på jounalister. Det er jo de færreste af dem der har fattet en meter, men der holdes da øje med dem.
i takt med ligestillingen vil der naturligvis også vise sig den matriakalske pangdang til den traditionelle patriakat, og dem holdes der naturligvis også øje med, ikke bare fra det ene køn, men begge.
på sigt er der såmænd heller ikke andre mulige retninger.
Apropos “like a jubilant beaver”…
Sorry! My bad!
Naa men uhm, emnet er jo uudtoemmeligt og vil blive dyrket saa laenge der er mere end eet menneske i universet. Det jeg gerne vil se mere om er det mere intime perspektiv fra mandens side. F.eks. kan vi evt. faa oplyst fra Annegrethes mand hvordan han svarer paa »Hvad tror du den drøm, jeg lige har haft, betyder?« Det kunne vaere ekstremt nyttigt…
Forresten saetter jeg ofte pris paa Rasmussens artikler.
Annegrethe Rasmussen:
.”Det er rart at se at dette forum kan bruges af folk, som ikke bare ønsker at skælde journalisterne ud :-)”
Det er sundt for Dagladet Information at læserne kritiserer artiklerne. Det gælder også i de tilfælde hvor læserne desværre er nødsagede til at være hårde men retfærdige i deres kritik.
Kære Per Thomsen: naturligvis er kritik jordens salt, og selvfølgelig har vi der er ansat ved avisen lige så meget brug for den som alle andre (måske endda mere når vi nu er så begunstigede at vi uden videre har adgang til det offentlige rum - skønt i disse nettider er vi jo alle offentligt tilgængelige skribenter :-) Betragt derfor blot mit udbrud her som et såre menneskeligt træk: jeg blev glad for at nogle mennesker ikke bare kunne lide artiklen, men også tænkte videre …
Til Mikkel kan jeg oplyse, at min mand siger “det ved jeg ikke” når jeg falder i og spør ham om det med drømmene. Af og til siger han “give me a break” - han er jo engelsk. Og det er en af de mange grunde til, at jeg lever i et lykkeligt ægteskab :-D
Jeg er også glad for at du har set linket til Palin-klon-konkurrencen som jeg lagde ud på hemmesiden. Er de ikke skønne ?
gode søndagshilsener fra Washington DC
Så længe de meget meget kraftige, og næsten usynlige sociale regler som man får at føle i den store velstillede middelklasse hvis man ikke passer ind udannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt, eller hvis man ikke kan adfærdskoden er gældende; Så længe vil forældre blive mere og mere krampagtige i deres forsøge på at sikre deres børn og øvrige nærmeste succes.
Skab et mere tolerant og robust samfund, og krampen forsvinder.