Skal man lytte til en masai og konsultere en inuit?

Da nomaderne i Tanzania blev hårdt ramt af tørken og måtte have hjælp, gav regeringen dem såsæd i stedet for geder. Og planter, der jo som bekendt er svære at flytte rundt på. Regeringen havde længe fundet deres levevis både gammeldags og uproduktiv. Så hvorfor ikke benytte sig af chancen?

»I Tanzania har kvægnormaderne været udsat for virkelig grove menneskeretskrænkelser. Regeringen fører simpelthen en national politik, der har til formål at tvinge dem til at bosætte sig fast. Det, vi så i forbindelsen med tørken, var, at de foretog en helt kold analyse af, hvordan klimaspørgsmålet kunne bruges i det øjemed,« fortæller Sille Stidsen, klimakoordinator i den internationale interesseorganisation for oprindelige folk, IWGIA (International Work Group for Indigenous Affairs).

IWGIA har været involveret i klimaspørgsmålet i en årrække. Sagen med kvægnormaderne i Tanzania er nemlig blot ét blandt mange eksempler på, at den såkaldte klimatilpasning langt fra altid tager hensyn til de oprindelige folks levevis. Og et eksempel på, hvordan alle mulige andre interesser kommer i spil, når pengene til Den Tredje Verden, der bliver et af omdrejningspunkterne i København, skal uddeles.

»Den helt grundlæggende besked er, at de indfødte folk er særligt hårdt ramt af klimaændringerne, og at tilpasnings- og bekæmpelsesstrategier også går ind og rammer dem på deres menneskerettigheder,« siger Sille Stidsen.

Vores jord

Det kræver, at der kommer et særligt afsnit ind i teksten. Og det skal ske i København, mener Joseph Ole Simmel, der er masai fra Uganda og koordinator af The Regional Indigenous Caucus for Africa.

»Det er et spørgsmål om menneskerettigheder. Dem er de jo alle sammen tilhængere af, ik?« lyder hans retoriske spørgsmål, mens vi sidder i den gigantiske kantine i Barcelonas kongrescenter på det sidste FN-klimamøde inden København. Overalt mellem de jakkesætklædte mænd og overvejende hvide NGO’er kan man spotte de oprindelige folks repræsentanter: Inuitterne, nomaderne, indianerne og alle de andre, der udgør det, der engang blev kaldt Den Fjerde Verden.

Nyttig viden

Spørgsmålet om de oprindelige folk kom for alvor på banen i klimasammenhæng i 2007 under forhandlingerne på Bali. Og det hang nært sammen med, at man her for alvor tog hul på spørgsmålet om, hvordan verdens skove skulle indgå i en fremtidig aftale.

Det er den mekanisme, der hedder REDD (Reduced Emissions from Degradation and Deforestation), som sigter på at støtte bæredygtig skovudvikling og opmuntre til skovbevaring for dermed at reducere den globale udledning af CO2, der er i centrum.

Og her vil de oprindelige høres, for det er her, de bor, understreger Sille Stidsen.

»Deres budskab er meget klart: Skoven er vores hjem, og hvis de vil involvere skovene, skal de involvere os,« forklarer hun.

Men måske kan man også ‘få noget igen’. Det helt absurde er nemlig, at flere oprindelige folk, herunder Afrikas nomader, faktisk med en smule assistance er vældig godt rustet til at tilpasse sig klimaforandringerne. De har altid flyttet sig i forhold til, hvor der var vand til deres dyr og flyttet sig igen, når der kom for meget. I stedet for at se ned på nomadernes livsform skulle Afrika hellere tage ved lære af disse oprindelige folk, mener den britiske hjælpeorganisation Oxfam.

»Nomaderne i Østafrika har tilpasset sig klimaudsving i årtusinder, og deres tilpasningsevner burde gøre dem i stand til at takle den voksende udfordring. (…) men det kan ikke ske uden støtte fra regeringerne,« konkluderer Oxfam i rapporten Survival of the Fittest: Pastoralism and Climate Change in East Africa.

Og det er langt fra kun nomaderne, der har et par tricks i ærmet til, hvordan man kan leve bæredygtigt, fortæller Joseph Ole Simmel.

»Vi står midt i en global økologisk katastrofe, og det er ikke svært at se, at det er den levevis, som vi har etableret indenfor blot 100 år, der bærer skylden. Det er derfor helt oplagt, at de oprindelige folk ligger inde med viden, der andre steder er blevet glemt,« siger Joseph Ole Simmel.

Og det hele behøver ikke at blive opfundet på ny. FN har allerede nedskrevet et særligt charter om oprindelige folks rettigheder.

Indfødtes forhandlinger

I april mødtes 500 delegerede fra 70 lande til en klimakonference om de indfødtes klimarettigheder. Her talte Aqqaluk Lynge om de grønlandske inuitters bud på, hvordan man kunne bremse afsmeltning af permafrosten og den eroderende kystlinje.

De canadiske indianere fortalte om kampen for at have en stemme i, hvad der i dag er verdens største nye industriprojekt: udvinding af oliesand.

Og stammefolk fra Indien berettede om de oversvømmede flodområder, som de i århundreder har kaldt deres hjem.

Alt sammen ledte, ifølge Joseph Ole Simmel, frem til et dokument, hvori der er anbefalinger af, hvad der bør stå i teksten fra København.

»Vi er her for at overbevise forhandlerne om, at der er behov for at få nedskrevet - sort på hvidt - at de oprindelige folk befinder sig i en særlig sårbar situation, fordi de lever i så tæt samspil med naturen. For det andet, at de skal konsulteres på en meningsfyldt måde i processen og for det tredje, at der oprettes et klageorgan, så folk ikke er afhængige af de nationale regeringer.«

Menneskerettigheder

De oprindelige folk har måske fælles interesser, men de vilkår, som de lever under i deres respektive nationalstater, er meget forskellige.

»Der er lande, der indrager de oprindelige folk, lande som Canada, Australien og New Zealand - ja, i Canada er det efterhånden normalt at blive slæbt i retten, hvis man ikke gør det. Men der er også rigtig mange lande, hvori de indfødte folk lever totalt marginaliserede. Hvor de enten er usynlige eller ignoreres og undertrykkes bevidst,« fortæller Sille Stidsen.

»Nogle lande har argumenteret for, at det kun skal skrives ind med henvisning til lande, hvor den nationale lovgivning og praksis ikke er på plads. Det er jo direkte latterligt. Sådan fungerer menneskerettigheder ikke,« fastslår hun.

Der påligger Danmark et særligt ansvar for at sætte fokus på denne voldsomt sårbare gruppe, mener de begge.

»Danmark har arbejdet meget aktivt på at få vedtaget den særlige konvention om oprindelige folks rettigheder og få etableret et separat FN-organ for oprindelige folk. Derfor er det helt oplagt, at det er Danmark, der minder om de oprindelige folks rettigheder på klimaområdet,« siger Sille Stidsen og tilføjer:

»Og så burde Danmark jo på grund af båndet til Grønland have særlige erfaringer med problematikken.«

Joseph Ole Simmel har også et budskab til Danmark:

»I har været helt fremme, når det handler om vores rettigheder. I må ikke acceptere en aftale, der ignorerer det arbejde.«

Burde ikke være så svært

Sille Stidsen er moderat optimistisk.

»Vi har nu en FN-erklæring, så det burde ikke være det store problem at få disse rettigheder anerkendt i en klimaaftale. Hvor det for ikke særlig mange år siden var meget eksotisk, og folk ofte var ét stort spørgsmålstegn, når man talte om indfødte folk, anerkendes det i dag bredt af regeringer, at der er et særligt hensyn at tage. Det handler ikke mindst om, at der er blevet lavet en stor og målrettet lobbyindsats,« siger Sille Stidsen.

Også Joseph Ole Sillem har oplevet et skift. Men han synes, at det er svært at komme igennem.

»Der er noget helt grundlæggende galt med den måde, vi tackler og taler om den her kolossale udfordring. Den tekst, der bliver arbejdet på her,« siger han og peger rundt på mylderet af regeringsdelegerede, NGO’er, erhvervslobbyister, »er alt for teknisk, alt for bureaukratisk og alt for fjern til, at der er plads til spørgsmål om vores fælles ressourcer og den sociale retfærdighed«.