Opslag til denne artikel

Emneord:civil ulydighed, COP15, miljøaktivisme
Personer:John Rawls, Jørgen Johansen, Platon
Steder:København

Jeg vil stærkt opfordre jer til ikke at spænde ben for klimatopmødet i København. I er formodentlig enige med mig om, at den økologiske udfordring og den globale ulighed er menneskehedens største problem. Klimatopmødet er afgørende. Desværre ser det ud til, at det ikke vil kunne skabe enighed om de nødvendige forpligtende løsninger. Men det er ingen grund til at spænde ben for mødet ved hjælp af civil ulydighed og lignende aktioner.

I benytter begrebet civil ulydighed som figenblad. Det er uheldigt at misbruge en smuk tradition på den måde. Civil ulydighed er ikke en rettighed. Jeg søger forgæves i grundloven efter sætningerne: »I øvrigt er det OK at overtræde loven, og civil ulydighed er en borgerrettighed.« Ulydighed lyder blødt og sympatisk i en anti-autoritær kultur. Men reelt er det lovovertrædelse eller kriminalitet.

For at skære denne pointe ud i pap vil jeg nævne filosoffen Kai Sørlander, der i en kronik for nylig påpegede, at det i et demokrati er politikerne, der på borgernes vegne skaber lovene. Ingen har ret til at hæve sig over demokratiet under påberåbelse af en højere retfærdighed. Man skaffer ikke forøget tilslutning til sine synspunkter, når man overtræder love, som flertallet er blevet enige om. Den politiske tænker John Rawls hævder endog, at civil ulydighed kun er mulig i et næsten-fuldkomment demokrati, hvor alle føler en stærk forpligtelse til at følge de demokratisk vedtagne love, og hvor borgerne betragter hinanden som medskabere af demokratiet. Den militante kan ifølge Rawls ikke udøve civil ulydighed, fordi han kun har ringe respekt for lovene!

Forfatteren Thoreau, der i 1849 skabte begrebet civil ulydighed, hører til jeres favoritter. Men er I opmærksomme på, at han var anarkist og kun havde foragt tilovers for regering og flertal og derfor ønskede minimal regering. Jeg formoder, I er stærke modstandere af minimalstaten, og derfor kan I ikke påberåbe jer ham. Selv om I deler hans foragt for regering og flertal.

I skal overbevise

Efter denne understregning af ulydigheden som kriminel og antidemokratisk, vil jeg alligevel forsvare den civile ulydighed som ideal. Det drejer sig om den gamle europæiske teori om lovens dobbeltkarakter. Dels har vi den konkrete eksisterende lov, omtalt som positiv lov. Dels har vi en højere lov, ofte betegnet som naturret. Naturretten går helt tilbage til Platon og indlemmedes i Middelalderen i den kristne tænkning. Tanken var, at der er en højere lov, som står over den positive lov. Det er en smuk tanke, som jeg nødig vinker farvel til.

Dog er der store problemer med den højere lov. Hvem har ret til at påberåbe sig en sådan? Det er kun muligt, hvis man i samfundet deler en religion, som er kilde til den højere lov. Men sekulariseringen har fjernet Gud som kilden til den højere lov. Uden denne kilde er vi henvist til møjsommeligt at diskutere os frem til enighed. I det sekulariserede demokrati er samvittigheden et rent individuelt fænomen. En ‘civil ulydighed’ på disse betingelser forudsætter, at man evner at finde og udtrykke en retfærdighed, som umiddelbart kan vinde tilslutning. Det er svært. Der må være andre og bedre måder at overbevise hinanden på.

Civil ulydighed handler ikke blot om samvittighed. Det handler især om at overbevise medborgerne. Det er svært i et pluralistisk og individualiseret demokrati. Det kræver en veludviklet lydhørhed for andre mennesker og deres opfattelse. Uden denne lydhørhed vil man ikke kunne fange medborgernes positive opmærksomhed. Desuden kræver det en ægte respekt for og anerkendelse af medborgerne. Denne respekt og anerkendelse er en mangelvare i nutidens samfund - ikke mindst blandt jer aktivister.

Vanskelighederne er endnu større, fordi civil ulydighed forudsætter en absolut ikke-voldelighed. Og denne ikke-voldelighed er ikke blot en smart trick for at påberåbe sig sympati. Hos Gandhi var det ikke-voldelige et dybtliggende træk og kernen i hans politiske filosofi. Dette er måske den afgørende forskel i forhold til nutidens venstreorienterede militante. Det er ingen hemmelighed, at der de sidste årtier har været mange episoder, hvor demonstrationer og aktioner er udartet til voldelig konfrontation med politiet. Befolkningen husker disse episoder fra tv.

Mild’ vold

Erindringsbillederne af voldelige konfrontationer dukker uundgåeligt op, når venstreorienterede demonstrerer eller udøver civil ulydighed. Det er muligt, at nogle af deltagerne er oprigtige tilhængere af ikke-vold. Men denne oprigtighed er ikke solidt funderet. Det er sjældent, man hører venstreorienterede udtrykke en klar og kompromisløs modstand mod voldelige aktioner. Ofte benytter I tricks og taler om ‘indtrængen’ i området.

Enhver medborger kan indse, at denne indtrængen sker på trods af politiet. Og at den uundgåeligt vil medføre vold. Det er dumt at give politiet skylden. Befolkningen vil stensikkert stå på politiets side. Hvilket jeg ikke vil bebrejde befolkningen.

I må opgive forsøg på at gå helt til grænsen til vold, ja helst overskride den ganske lidt. I diskuterer, om denne eller hin ‘milde’ form for vold nu også er ‘rigtig’ vold. Den slags spidsfindige øvelser tyder på, at jeres bekendelse til ikke-vold er halvhjertet.

Jeg ved, at I er meget glade for forfatteren Jørgen Johansen og hans bog Den nødvendige ulydighed. Jeg har selv deltaget i et møde, hvor han og Leif Bork Hansen optrådte som profeter. Jørgen Johansen betragter civil ulydighed som en nødvendig vej til fremskridt, og han hævder, at civil ulydighed har skabt religionsfrihed, ytringsfrihed og strejkeret. Synspunktet kan ikke helt afvises. Det bygger på, at fremskridt i begyndelsen møder modstand, men efterhånden vinder tilslutning. Jørgen Johansen hævder, at civil ulydighed kan være nyttig, selv om den i begyndelsen lider nederlag.

Men Jørgen Johansen og hans tilhængere glemmer, at venstreorienteret civil ulydighed i nutidens demokratiske samfund vil møde modstand i befolkningen og således snarere udsætte end fremrykke de politiske ændringer. Mange ikke-venstreorienterede borgere afstår fra at bruge civil ulydighed eller voldelige aktioner for at få opfyldt deres ønsker. Derfor provokerer det dem, at de venstreorienterede tiltager sig ekstra ‘rettigheder’ - og ofte slipper godt fra det og til tider belønnes. Hvem har givet jer monopol på fremskridtet? Hvem har autoriseret jer til at bruge civil ulydighed for at pånøde resten af befolkningen jeres ‘fremskridt’? ‘Magthaverne’ siger I med væmmelse. Men I bruger et før-demokratisk magtbegreb. Magthaverne er ikke onde tyranner, men politikere, der repræsenterer flertallet. Magtudøvelse er en vigtig del af demokratiet. Hvis ‘magthaverne’ skal lade sig overbevise om det aktivistiske mindretals synspunkter, kræver det ekstraordinær åbenhed og generøsitet fra magthavernes og flertallets side.

Hellig treenighed

Endelig er der problemet med venstrefløjen og økologien. Desværre forbinder mange borgere økologien med den uhellige sekulære treenighed: venstrefløj, intellektuelle og kunstnere. Denne opfattelse gav sig udtryk ved regeringsskiftet 2001, hvor treenighedens modstandere pludseligt fik magten. Det blev synligt, at modviljen mod treenigheden var forbundet med modstand mod økologien. Hvilket er lidt af en katastrofe.

Jeg er selv utålmodig. Årtiers snak om økologiske trusler og ingen afgørende ændringer. Jeg forstår umiddelbart, at I kan føle jer fristet til civil ulydighed, ja til mere drastiske aktionsformer. Men hvis I virkelig tager klimaproblemet alvorligt, må I grundigt overveje, hvad der fremmer mulighederne for nødvendige ændringer.

Forløbet og de udenlandske gæsters deltagelse er givetvis allerede sat på skinner. Det er for sent at standse aktionstoget. Som minimum må I modvirke de voldelige former. I må utvetydigt tage afstand fra enhver voldsanvendelse - også voldsformer, I betragter som ‘næsten-ikke-vold’. Ellers vil ingen tage jeres klimaengagement alvorligt. Og I vil komme til at øge modstanden mod ændringer.

Jean Fischer er kultursociolog og pensionist, og beskæftiger sig mest med kultur- og samfundskritik