I flere måneder har debatten raset om de to tænketanke Cepos og Cevea, ikke mindst i Informations spalter. Vinklen har især været, at det er synd for Cevea, at de ikke har lige så mange penge som Cepos.
Debatten har helt negligeret det interessante forhold, at hverken Cepos eller Cevea har haft nogen nævneværdig indflydelse på dansk politik. Cepos har haft en imponerende evne til at markedsføre sine mere eller mindre troværdige notater til medierne. Cevea har på kort tid formået at lancere en række spændende kurser for unge, der i forvejen sympatiserer med centrum-venstre. Men ingen af de to tænketanke har for alvor haft indflydelse på udviklingen af partier eller politik i Danmark. Danmarks liberale parti - og alle andre partier på nær Liberal Alliance - har fra 2001 vendt sig imod alt det, som Cepos arbejder for: Mindre offentlig sektor, mere privatisering, mere udlicitering, mere decentralisering, store skattenedsættelser, mindre overvågning, beskæring af dagpenge etc. Kun i sundhedsvæsenet har regeringen favoriseret privathospitalerne, med det kan Cepos næppe tage æren for.
Tilsvarende er det begrænset, hvad Cevea har nået at sætte af politiske fingeraftryk i sit første år. Tænketanken læner sig op af en politisk tradition, som alle partier er 90 pct. enige i på hver deres måde. Så er det svært at skabe revolutioner.
Den alvorlige klimadebat
Jeg medgiver, at det er skarpt sat op, men den venstre-højre kamp, der udspiller sig både på Christiansborg, mellem de to tænketanke og i medierne, forekommer mere og mere anakronistisk og ude af trit med de virkelige udfordringer, der møder os i det 21. århundrede. Her tænker jeg først og fremmest på det basale forhold, at mennesket for længst har ramt naturens grænser, og at vores art i dette århundrede - ligesom alle andre arter - kommer til at indrette os på at leve med naturen i stedet for imod den. Eller forsvinde. Alvoren er tydelig i klimadebatten, men kunne også eksemplificeres ved den dramatiske nedgang i biodiversitet, den forestående mangel på råstoffer fra olie til kobber og på den voldsomme befolkningsudvikling kombineret med en stadig større forbrugsfest i vores del af verden. Med en simpel fremskrivning vil mængden af mennesker stige fra de nuværende 6,4 milliarder til over ni milliarder i 2050. Dermed vil antallet af mennesker på bare 100 år mellem 1950 og 2050 være vokset med 6,5 milliarder mennesker - eller med næsten tre gange så mange mennesker, som der overhovedet var i 1950.
Den eksponentielt stigende kurve er afgørende at forstå, fordi vi tit bliver mødt med argumentet om, at mennesket indtil nu altid har kunnet tilpasse sig. Men denne type argumentation glemmer, at når jordens befolkningstal steg med 10 pct. i 1850, steg det i absolutte tal med 120 millioner mennesker. I dag betyder 10 pct. stigning næsten 650 millioner flere mennesker. Præcis det samme gør sig gældende for vores forbrug af fødevarer, olie, kul mineraler, vand etc.
Kapitalisme 3.0
Som repræsentant for en grøn tænketank får man tit skudt i skoene, at man repræsenterer en enkeltsag - og ikke et samfundshele. Denne argumentation overser, at relationen mellem menneske og naturgrundlag får indvirkning på alle dele af vores liv i de kommende år. Ikke mindst på de sociale forhold, der traditionelt ligger venstrefløjen på sinde, og den personlige frihed, der ligger de liberale på sinde. Det gælder globalt i forholdet mellem rige og fattige lande, hvor u-landene igen ser ud til at trække det korteste strå. Det gælder herhjemme, hvor de stigende fødevarepriser, energipriser og råvarepriser alt andet lige vil gå mest ud over de socialt mindst bemidlede. På samme måde har alle de forebyggende tiltag, vi bør foretage, også en række sociale implikationer for samfundet og for den enkelte. Hvordan konstruerer vi f.eks. et nyt skattesystem, der i langt højere grad beskatter ressourcerne uden at øge uligheden?
Dét arbejdes der hverken med i Cevea eller Cepos, fordi man stadig mener, at den basale kamp i samfundet står mellem to gamle ideologier fra industrisamfundet. For at citere en af de skarpeste nye tænkere inden for innovation og grøn samfundsudvikling, Otto Scharmer fra Massachusetts universitet:
»Vi ser straks, hvad problemet er med den eksisterende økonomiske diskurs i USA (og de fleste andre lande). Den fokuserer på det forkerte emne: Den fokuserer på det 20. århundredes debat mellem kapitalisme 1.0 (normalt fremført af en frimarkedsideologi fra konservativ side) og kapitalisme 2.0 (normalt fremført af en statscentreret ideologi fra den progressive side). Men det var sidste århundredes debat. Efter Berlinmurens kollaps (og statsfundamentalismen), og i dette århundrede efter Wall Streets nedsmeltning (og markedsfundamentalismen), står vi over for et anderledes problem: Hvordan rykker vi fra den ideologiske enten-eller-debat til en pragmatisk både-og-integration som del af en opgradering til kapitalisme 3.0 som skal give os mulighed for at håndtere dette århundredes nye udfordringer bedre, hurtigere og med færre katastrofale sideeffekter?«
Ligesom, ligesom, ligesom
Den samme tankegang er Tim Jackson fra den britiske Kommission for bæredygtig udvikling inde på i sin bog Prosperity without growth, der er et sønderlemmende opgør med den form for økonomisk vækst, der har drevet hele det politiske spektrum i de sidste halvtreds år. Ligesom den bemærkelsesværdige rapport fra den franske præsident Sarkozys kommission, der påpeger, at vores nuværende BNP hverken afspejler trækket på naturens ressourcer eller de sociale uligheder. Ligesom den britiske sociolog Anthony Giddens, der påpeger, at den globale opvarmning adskiller sig fra alle andre problemer, som menneskeheden nogensinde har stået over for - og derfor også kræver nye politiske tanker og politiske handlingsmønstre. Ligesom, ligesom, ligesom. Den nye miljøbevægelse er en intellektuel tsunami, der omfatter de bedste tænkere, de fremmeste dele af erhvervslivet, nye græsrødder mv. Alt er under forandring under denne dagsorden, alt er til debat. Og det virkelig opløftende er, at hvis vi bruger denne nye revolution rigtigt, kan vi samtidig få et bæredygtigt og realistisk svar på flere af de basale problemer, vi ikke fik løst i det 20. århundrede. Kun fantasien sætter grænser, og det er her vi har behov for tænketanke i det nye århundrede.
Én grøn tænketank er slet ikke nok. Kom ind i kampen, Cepos og Cevea!
Martin Lidegaard er formand for den grønne tænketank Concito
Kommentarer
Det kan ikke andet end gå skråt nedad. Vigtigt er det imidlertid, hvordan vi opfører os under nedturen. Jeg skal fx ned og vaske i dag og bagefter hen og købe økologiske æbler til min morgengrød. Skulle jeg hellere rende ud på gaden og skrige, at verden går under? Det ville bare give endnu mere CO2 udledning (ambulance, indlæggelse osv.).
Vi er ærgerlige over, at vi ikke kan fortsætte den hidtidige kurs. Vi er slet ikke kommet til det nye synspunkt, at det er en moralsk forkert levemåde, vi har. Thor Pedersen har lige udtalt, at han har fået nok af klimasnak. Et barn vil nok spørge, hvordan man kan være formand for folketinget med den indstilling. Den voksne må svare, at det kan man sagtens. Længere er vi ikke kommet. Thor elsker at komme hjem til sit store hus og se lyset brænde i alle vinduer. Man ser ham for sig i sin store bil op ad alleen (hvis der er en sådan). Han er liberal. Han er også kristen. Det er flertallet af befolkningen også.
Hvad i alverden skal de nydelige Cepos-drenge kunne bidrage med. Har de været andet end underholdende indslag? Og hvad skal de fornuftige Cevera-fyre stille op med den forkælede befolkning?
Hvis vi nu tænkte os, at klimahysterikerne havde taget fejl, og vi kunne fortsætte vores rovgriske livsform, var det så ikke det, vi helst ville?
Jeg er glad for, at Martin Lidegaard ikke beskriver løsningen på problemerne som en vindersag i traditionel forstand, sådan som han har været beskyldt for at gøre: http://borsen.dk/blog/4787/10577/28747/Martin_Lide…
Lidegaard har med hjælp forstået, at det moderne samfund har bragt sig selv i en situation, som evolutionsteoretisk set er helt ny:
”Så længe en livsform ikke fylder i sin omverden eller ændrer væsentligt på sine egne forudsætninger, så længe er dens succes isoleret set betinget af evnen til at overleve på de allerede gældende betingelser. Men der, hvor betingelserne truer med at forsvinde som følge af selv samme livsforms udbredelse og succes, kommer den til at stå over selvskabte problemer. Den må herefter forandrer sig selv for at begrænse sin indflydelse på de forudsætninger, der omgiver den, eller den må tilpasse sig de omstændigheder, den selv har skabt.
Det er det sidste, miljøproblematikken handler om. Det moderne samfund og især den mest succesrige del af dette samfund har forandret så meget på de vilkår, der omgiver det, at det enten må til at ændre sin egen adfærd drastisk for ikke at underminere sine egne forudsætninger helt, eller også må det belave sig på at skulle leve under nogle helt andre vilkår, nemlig dem som det selv har skabt.” http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-39.pdf
Den udfordring som vi har bragt os i, sætter spørgsmålet om rationalitet i et helt nyt perspektiv, hvor netop distinktionen mellem samfundet og dets eksterne mulighedsbetingelser må i fokus:
”Det moderne samfund har ikke én eneste fornuft, men menneskeheden og det sociale, som lever ved den altomfattende globaliserede kommunikation, er dog i stand til at orientere sig ud fra distinktionen mellem det sociale og dets omverden, med alle dens forudsætninger for menneskets tilværelse.
Hvis man skulle tale om en mere sand overordnet social rationalitet, så måtte den handle om netop det sociale og dets mulighedsbetingelser, som ligger både i det sociale selv og dets omverden af mere eller mindre naturlige livsbetingelser. Den overordnede sociale rationalitet skulle således handle om det sociales evne til at tage vare på sig selv og sine egne forudsætninger. Som det er nu, har den snævert økonomiske vækst overtaget positionen som målet for den overordnede mening. Dvs. den formålsmæssighed, der udmærker økonomien som en delrationalitet blandt andre, har fået held med at tage patent på det at sætte billedet på den overordnede rationalitet og formålsmæssighed.”
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf
Den snævre form for rationalitet, som jeg kalder for ”den økonomiske rationalitet” har for længst spillet fallit. Det kan man dog ikke forstå med den såkaldte ”tredje vej”, som er selve denne rationalitet iboende. http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&aq=…