DET officielle Israel hylder et dogme om, at al kritik afvises med to argumenter: Som antisemitisme eller som obstruktion af fredsprocessen. Så det kan konstateres, at de værste antisemitter er israelere, og at de mest ihærdige fredsmodstandere er Israels fredsbevægelse. Det fine ved Israel er en dyb respekt for ytringsfriheden, så det var ikke overraskende Tel Aviv-avisen Ha’aretz, der lækkede et papir fra det svenske EU-formandskab, der foreslår, at EU-topmødet i næste uge støtter en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad.

AT det er svenskerne , der her på falderebet af deres EU-formandskab nu forsøger at få EU til at træde i karakter over for Israel, er heller ikke overraskende. Svenskerne har som regel holdt tungen lige i munden over for Israels notoriske sabotage af en løsning, der sikrer palæstinensernes rettigheder, og forholdet mellem de to lande er anspændt. Så sent som i august aflyste den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, et Israel-besøg efter Jerusalems opstandelse over vidtløftige artikler i Aftonbladet, der beskyldte Israel for handel med palæstinensiske fangers organer.

Nu er det så svenskernes erklærede hensigt at give palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, et EU-stemplet rygstød, der kan formå ham til at genoptage den forhandlingsproces, der stadig er lammet efter Israels vægring ved at fryse al byggeaktivitet på Vestbredden. Abbas har afvist al snak indtil alle byggekraner stopper - Israel vil stoppe opførelse af nye boliger, men offentlige bygninger, igangværende byggeri af 2.500 lejligheder og det arabiske Østjerusalem er undtaget.

ISRAELS reaktion på det svenske EU-udspil er forudsigeligt: Sverige modarbejder fredsprocessen, og det svenske forslag »skader EU’s evne til at agere som vigtig mægler i den politiske proces mellem Israel og palæstinenserne« heddet det i en erklæring fra Jerusalem.

Der er intet nyt i den pavlovske refleks - det nye er, at svenskerne i kraft af deres EU-formandskab påtvinger de 27 medlemslande en klar stillingtagen til Israels vægring ved at tage hensyn til alle henstillinger om at opføre sig ordentligt.

Der opnås næppe enighed - EU-sværvægteren Tyskland har af historiske grunde en barriere for kritik af den jødiske stat, uanset hvordan den ter sig, og formentlig lander topmødet på en blødere formulering, der opfordrer parterne til at forlige sig. Men der er tale om et ryk - en øget Bruxelles-opmærksomhed på den bevidste udrensning af det arabiske befolkningselement i den arabiske østdel, der blev annekteret i 1967.

Man fristes til at genkalde den afdøde toppolitiker Per Hækkerups yndlingsfrase ved vanskelige forhandlinger: »Sandheden marcherer,« sagde han altid. Ja, det gør den, og heldigvis især i israelske medier. Hvor den sådan set også hører mest hjemme.

Denne artikel er anbefalet af: