DET officielle Israel hylder et dogme om, at al kritik afvises med to argumenter: Som antisemitisme eller som obstruktion af fredsprocessen. Så det kan konstateres, at de værste antisemitter er israelere, og at de mest ihærdige fredsmodstandere er Israels fredsbevægelse. Det fine ved Israel er en dyb respekt for ytringsfriheden, så det var ikke overraskende Tel Aviv-avisen Ha’aretz, der lækkede et papir fra det svenske EU-formandskab, der foreslår, at EU-topmødet i næste uge støtter en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad.
AT det er svenskerne , der her på falderebet af deres EU-formandskab nu forsøger at få EU til at træde i karakter over for Israel, er heller ikke overraskende. Svenskerne har som regel holdt tungen lige i munden over for Israels notoriske sabotage af en løsning, der sikrer palæstinensernes rettigheder, og forholdet mellem de to lande er anspændt. Så sent som i august aflyste den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, et Israel-besøg efter Jerusalems opstandelse over vidtløftige artikler i Aftonbladet, der beskyldte Israel for handel med palæstinensiske fangers organer.
Nu er det så svenskernes erklærede hensigt at give palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, et EU-stemplet rygstød, der kan formå ham til at genoptage den forhandlingsproces, der stadig er lammet efter Israels vægring ved at fryse al byggeaktivitet på Vestbredden. Abbas har afvist al snak indtil alle byggekraner stopper - Israel vil stoppe opførelse af nye boliger, men offentlige bygninger, igangværende byggeri af 2.500 lejligheder og det arabiske Østjerusalem er undtaget.
ISRAELS reaktion på det svenske EU-udspil er forudsigeligt: Sverige modarbejder fredsprocessen, og det svenske forslag »skader EU’s evne til at agere som vigtig mægler i den politiske proces mellem Israel og palæstinenserne« heddet det i en erklæring fra Jerusalem.
Der er intet nyt i den pavlovske refleks - det nye er, at svenskerne i kraft af deres EU-formandskab påtvinger de 27 medlemslande en klar stillingtagen til Israels vægring ved at tage hensyn til alle henstillinger om at opføre sig ordentligt.
Der opnås næppe enighed - EU-sværvægteren Tyskland har af historiske grunde en barriere for kritik af den jødiske stat, uanset hvordan den ter sig, og formentlig lander topmødet på en blødere formulering, der opfordrer parterne til at forlige sig. Men der er tale om et ryk - en øget Bruxelles-opmærksomhed på den bevidste udrensning af det arabiske befolkningselement i den arabiske østdel, der blev annekteret i 1967.
Man fristes til at genkalde den afdøde toppolitiker Per Hækkerups yndlingsfrase ved vanskelige forhandlinger: »Sandheden marcherer,« sagde han altid. Ja, det gør den, og heldigvis især i israelske medier. Hvor den sådan set også hører mest hjemme.
Kommentarer
Jeg føler med israelerne, der skal leve i land, der kontrolleret af havenisse dyrkende bomuldspenisser. Hvis eneste “legitime” argument, er at deres bedsteforældre modtog, et urimelig antal nazi-håndmadder i perioden 1933-1945. Og hvis eneste middel, er beskylde kritikere for,…. ja. det er lige meget. Bare kritikkerne bliver hængt ud som umenneskelig amøber, uden moral.
Den sutteklud er nu gået i arv igennem 3 generationer, og for hver generation bliver den gennemtygget klud, mere og mere ildelugtende.
Og i Israel har man i årtier haft rekorden for at stable lorte(bosættelser) i hidtidig usete højder, og anvende disse til at forsvare, at man stablet nogle flere ved siden af.
Går verden til at bedre sted, - fratag israel deres hær, og erstat den med en euro-arabisk FN-hær.
Gør verden til at bedre sted, - fratag israel deres hær, og erstat den med en euro-arabisk FN-hær.
Der er ingen tvivl om, at dette sender et klart signal til Israel, hvad EU mener om deres politik overfor palæstinenserne. Men hvorvidt Israel vil tage dette alvorligt er jeg meget usikker på. 68 procent af den israelske befolkning afviser at overdrage de pågældende kvarterer til palæstinensisk kontrol. 63 procent afviser “nogen form for kompromis om Jerusalem”, mens 61 procent af de adspurgte svarer, at kun Israel skal have suverænitet over de hellige steder i Den Gamle By, viser meningsmålingen i Israels største avis, Yediot Aharonot.
Disse tal taler for sig selv, hvor man tydeligt kan se, at den israelske befolkning ikke ønsker palæstinensernes ret til Østjerusalem. Men her kunne man spørge sig selv, ønsker man virkelig fred i Israel? Vil man nogensinde erkende palæstinensernes rettigheder?
Erfaringer viser, at forståelsen for Israels politik ikke kan findes i deres deklarationer, men derimod i deres handlinger. Deres handlinger viser, at der stadig arbejdes målrettet på en større annektering af den palæstinensiske befolkning og deres rettigheder.