Opslag til denne artikel

Emneord:Børnefilm, film
Personer:Luc Besson

Masser af visuel ramasjang og et spinkelt plot. Hvad enten Luc Besson laver film for børn eller voksne, er hans styrker og svagheder de samme.
Således også i den delvist animerede Arthur og Maltazars hævn, der er en fortsættelse til Arthur og Minimoyserne, og som også selv får en fortsættelse (og dermed slutter midt i et dramatisk højdepunkt – så er I varskoede).

Historien er ultrakort fortalt, at det omtrent 10-årige menneskebarn Arthur får besked om, at nogen i den diminutive Minimoyser-verden er i nød. For at komme dem til undsætning må han selv forvandle sig til en Minimoyser.

Forbi målgruppen

Filmens humoristiske højdepunkt er bifiguren Betameche, som en veloplagt Mick Øgendahl lægger stemme til, men det animerede Minimoyser-univers byder også på skurke, hvis øjenfarve leder tanken hen på radioaktivt affald.

Med sin megen snak om naturens fortræffelighed er anden omgang Arthur unægtelig i tråd med en klimabevidst tidsånd. Til gengæld slog Arthurs udkårne, Minimoyser-prinsessen Selenia, denne pen som noget bimboagtig i det, hvilket – den unge målgruppe taget i betragtning – forekommer problematisk. I rollen som Arthurs yummy mummy strør den ranke Penny Balfour derimod lidt sofistikeret karisma udover projektet.

Arthur og Maltazars hævn. Instruktion: Luc Besson. Manuskript: Luc Besson og Céline Garzia. Fransk (Palads og CinemaxX samt 51 biografer landet over).