Vi ved godt, vi har svinet. Og det er mest gået ud over dem, der havde mindst i forvejen. Men vi vil ikke være svin.

Vi ved også godt, at det er vores skyld. Det er her i de rige lande, at den globale opvarmning er blevet skabt, men skaderne er størst i de fattige lande. Det skønnes, at omkring 300.000 mennesker hvert år dør af årsager afledt af den globale opvarmning. Langt, langt de fleste af disse dødsfald finder sted på den sydlige halvkugle. Det vil ikke være forkert at sige, at det er vores skyld. Men vi vil ikke være skyldige. For vi er trætte af at være trætte af os selv. Den kollektive dårlige samvittighed er brugt op, og den postkoloniale politiske korrekthed er blevet en udbredt aversion. Unge tyskere vil ikke længere have dårlig samvittighed over holocaust, hvide amerikanere vil ikke længere skamme sig over slaveriet, og vesterlændinge har som regel glemt vores historie. Det skyldes det banale forhold, at de enkelte ikke har dårlig samvittighed over forbrydelser, de ikke selv har begået. De har frigjort sig fra skyldsfællesskabet. I øvrigt vil vi gerne gøre godt: Vi køber geder i Afrika og betaler til velgørenhed. Vi vil gerne gøre godt, og vi har ikke villet gøre ondt. Det er rigtigt.

Men det er også rigtigt, at verden ikke følger vores psykologi. Vi bliver ikke uskyldige, selv om vi er trætte af vores skyld. Og vi kan ikke frigøre os fra et fællesskab af dårlig samvittighed, når vi lever med samme fællesskabs privilegier som naturlige rettigheder.

Og vi har ikke betalt prisen: De rigeste lande repræsenterer mindre end en femtedel af jordens befolkningen, men har alligevel stået for trefjerdedele af udledningerne af CO2 i verden. Sådan er det historisk. Og det er stadig sådan, at den rigeste femtedel af verdens befolkning udleder mere CO2 end resten tilsammen. Men ifølge Verdensbanken rammer effekterne af den globale opvarmning de fattige lande langt hårdest. Det vurderes, at op mod 80 procent af de konkrete klimaskader finder sted i udviklingslandene: Der er for femte år i træk tørke i Østafrika. Det betyder, at fødevarepriserne stiger, og millioner af mennesker er ude af stand til at købe basale fornødenheder. Sydøstasien er hjemsøgt af tyfoner og efterfølgende oversvømmelser. Således blev 300 mennesker dræbt og flere millioner blev hjemløse efter tyfonen Ondoy i september i år. I Sydamerika får Peru fire femtedele af sit drikkevand fra gletschere i Andesbjergene, som sandsynligvis er smeltet væk mellem 2020 og 2030. Det kan godt være, at diskussionen om ppm, fremskrivninger, kvoter og videnskabelige vurderinger bliver abstrakt. Men effekterne er allerede konkrete. De efterlader de rigeste lande med det, som den bolivianske regering har kaldt en klimagæld. Og som en såkaldt klimagældsaktivist fra Mellemfolkeligt Samvirke sagde i denne uge inden et møde med Connie Hedegaard: »Det er nu vores fremtid er på spil. Vi står her en gruppe unge fra både det globale Syd og det globale Nord med det samme budskab til klimatopmødet, nemlig at det må være slut med at svine og lade andre betale. Derfor skal rige lande betale deres klimagæld til verdens fattigste, Connie!«

Det er ikke bistand

Dette drama kommer nu til København: Under de næste ugers klimakonference vil gruppen af udviklingslande kræve deres ret. Verdensbanken har anslået, at passende afdrag på klimagælden beløber sig til mellem 80 og 100 milliarder dollar om året. Andre har hævdet det dobbelte beløb.

Gælden skal betales på tre niveauer:

For det første må de rigeste lande skære markant i deres udledninger af CO2. Reduktioner på op til 40 procent af niveauet fra 1990 er blevet gentaget som et mål for de rigeste land. Atmosfæren kan anskues som et fælles globalt rum, og her har de rige fra den nordlige halvkugle optaget langt mere end det, der tilkommer dem.

For det andet skal der ydes massiv støtte til tilpasning: Lokale samfund skal hjælpes med beskyttelse mod de forandringer, der allerede har fundet sted, og med forberedelse på det, der kommer. Denne del af klimagælden kaldes tilpasningsgælden. For det tredje skal udviklingslandene have teknologisk assistance til at udvikle ren energi. Indtil nu har Verdensbanken og Den Internationale Valutafond gjort det modsatte: Som betingelser for lån har man krævet privatiseringer af energisektorer og satsninger på fossilt brændstof i udviklingslande. Den finansielle gæld har været med til at suspendere lande på den sydlige halvkugles politiske selvstændighed. Det er igen påfaldende, at de fattigste lande afkræves afbetalinger på deres finansielle gæld og fratages national suverænitet, mens de rigeste lande ikke afdrager på deres klimagæld og ikke afgiver suverænitet til overnationale aftaler.

Der er et anerkendt princip i demokratiske retsstater, som hedder forureneren betaler. Det ville vi appellere til, hvis en virksomhed ødelagde et vandløb i Jylland. Og det kan vi i et globalt perspektiv dårligt ignorere. Det er klart, at man ikke kan sætte en pris på ødelæggelserne, og at man ikke forhandler effekterne af den globale opvarmning som noget, de onde har gjort ved de gode. For der er jo ikke tale om voldshandlinger, men om utilsigtede og uforudsete sideeffekter. Men nu ved vi det godt og kan ikke længere påberåbe os uvidenhedens uskyld. Det kan ses, og det er blevet set. Det handler ikke om, at de rige skal yde bistand, eller at de skal inkarnere den ulidelige globale godhed. Hvis vi er trætte af at være trætte af os selv, og hvis vi ikke længere gider plage os med postkoloniale skyldfornemmelser, må vi kræve af vores ledere, at de betaler det, vi skylder. Det skal de ikke gøre for de andres skyld, og der er ikke nogen, der skal være taknemmelige. Det skal de gøre for at gøre os fri.