Forsoningen, der blev til et hævngilde

»Det er et svindelnummer. Vi får aldrig sandheden at vide.«

Den ældre britiske herre bliver rød i hovedet og tydeligt oprørt over ordet Irak. Den nu to uger gamle høring om tiden op til, under og efter invasionen i marts 2003 har langt fra mildnet hans følelser over for de politikere, der førte Storbritannien i krig.

Det var ellers det, der var meningen: at mildne folks følelser og forsone det britiske folk. Da Gordon Brown i sommer annoncerede høringen, der er den mest omfattende af sin slags og kommer til at vare indtil sommeren 2010, sagde han, at »ingen britiske dokumenter og ingen britiske vidner, kommer til at være utilgængelige for høringen «.

Alle, der var med til at træffe krigsbeslutningen vil blive afhørt. Folk som Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan og tidligere våbeninspektør Hans Blix kommer til at vidne.

Men nu ser høringen ud til at blive til et hævngilde i stedet for den nationale forsoningsproces, der var meningen. Det, der skulle være en fælles læreproces, hvor sandheden skulle genopbygge tilliden til Westminster efter den traumatiske beslutning, som splittede den britiske befolkning og såede dyb mistillid mellem vælgere og politikere, ser nu ud til at blive alt andet end forsonende.

»Forsoning? Sludder man kan ikke have en forsoningsproces med mindre folk tager ansvar for de ting, de har gjort. Premierminister Blair og resten af regeringen løj over for den britiske befolkning, og tusindvis af irakere og masser af britiske soldater har mistet livet som resultat,« siger Andrew Burgin fra græsrodsorganisationen Stop Krigen Stop the War Coalition til Information.

»De skal holdes ansvarlige for deres handlinger. Rigtig mange briter er ekstremt vrede over det her, og det vil høringen ikke ændre ved.«

Professor Chris Brown fra afdelingen for Internationale Relationer på London School of Economics er enig.

»Det er efter min mening en temmelig meningsløs øvelse. Med mindre høringen producerer det rigtige resultat dvs. udråber Tony Blair som krigsforbryder vil dem, der var imod invasionen sige, at konklusionen var forudbestilt. Forsoning vil den ikke skabe,« siger han.

Hævngilde

Men hvis det ikke er en forsoningsproces, hvad er det så?

Ifølge Irak-høringens formand, sir John Chilcot, er det hans opgave at »identificere, hvad man kan lære af Storbritanniens involvering i Irak med det formål at hjælpe fremtidige regeringer, som kunne tænkes at komme til stå i lignende situationer«. Høringen er ikke siger han »en retssag () Vi kan ikke afgøre skyld eller uskyld«.

Efter to uger med afhøring af adskillige tunge spillere bl.a. de britiske ambassadører i henholdsvis Washington og FN op til krigen, sir Christopher Meyer og Jeremy Greenstock er der dukket mange nye vurderinger og oplysninger op, men ikke noget, der afgørende ændrer det forløb, der allerede var sammenstykket om tiden op til krigens begyndelse i 2003. Som kommentator Simon Jenkins skriver i The Guardian:

»Vi kender sandheden. Rapporten kan skrives i én sætning. Tony Blair gik i krig i Irak, fordi han manglede rygrad til at tage kampen op mod George Bush, sige at invasionen ikke kunne retfærdiggøres faktuelt og juridisk, og nægte at følges med ham til Bagdad.«

Simon Jenkins kalder Chilcot-høringen for et »colosseum«, hvor »ministre bliver kastet for løverne, spioner spist af bjørne og spindoktorer flænset af overtrænede gladiatorer«.

»Der er endda en kristen stjerne, Tony Blair, som fik os rodet ud i det her. Råbene kræver, at han må dø en pinefuld død. Kameraet må lege med hans ansigt på anklagebænken, zoome ind på den drivvåde pande, det forvredne kropssprog, den falske ydmyghed og løgnagtigheden. Forbandet som en krigsforbryder,« skriver Jenkins.

Professor Chris Brown er enig. Han mener, at forløbet op til krigen allerede er kendt fra de to tidligere undersøgelser den såkaldte Butler-undersøgelse, der undersøgte efterretningsmaterialet, der blev brugt til at retfærdiggøre invasionen, og Hutton-undersøgelsen, der undersøgte omstændighederne omkring den Irak-kritiske våbenekspert og embedsmand David Kellys selvmord.

Jenkins er enig i, at der er kommet interessante detaljer frem i de første uger, men mener, at det handler mindre om at få sandheden frem og mere om, at forsmåede embedsmænd er villige til at lade deres frustrationer over Blair få frit løb for rullende kameraer og desuden ønsker at distancere sig selv fra forløbet.

»Det er slående, hvor villige embedsmændene er til at bruge høringen til at gøre op med Tony Blairs såkaldte uformelle ledelsesstil det der er blevet kaldt for hans sofaregering. Hævn er det ord, jeg ville bruge for det,« tilføjer Brown.

John Chilcot er tilsyneladende blevet advaret af sine tidligere kolleger i Whitehall om, at mange af de indkaldte vidner vil være parate til at lette deres hjerter og tage hævn. At dette er præcis, hvad der er sket, er klart for alle, der har fulgt høringerne, hvor som Times-kommentator Rachel Sylvester formulerer det »Blairs omdømme er blevet skåret i skiver som en salami dag efter dag«.

»Det er bureaukraternes hævn. Én efter én har de embedsmænd, der hjalp med at forberede krigen mod Saddam Hussein, brugt Irak-høringen til at stikke spidsen af deres Mont Blanc-penne i Tony Blairs ryg,« skriver hun.

De giftigste og mest skadelige afsløringer (se faktaboksen) er allerede velkendte, men selv når vidnerne foregiver at støtte Blair-regeringens handlinger, siver der gift ud af sætningerne.

Det skete f.eks., da sir Christopher Meyer, ambassadør i USA fra 2001-2003, blev spurgt om, hvorvidt britisk politik var blevet tilpasset til Washingtons linje. Han svarede: »Jeg vil ikke sige, at det var så ekstremt puddelagtigt.«

En særlig giftig bemærkning, når man ved, at Blair stort set dagligt kunne findes i avisernes karikaturtegninger i skikkelse af en puddel for enden af Bushs snor.

»Bureaukraterne forsøger at beskytte deres personlige ry og sige, at de ikke deltog i det, vi anser for at være en forbrydelse,« siger Andrew Burgin.

Hævnen handler imidlertid lige så meget om frustrationerne over den opblødning i de gammeldags strukturer i embedsmandsværket, som Tony Blair gennemtvang i sin regeringstid.

At embedsmændene tør tale ud nu, hænger sammen med, at meget tyder på, at Labour vil tabe regeringsmagten ved forårets valg.

»Det er en mere general bekymring, der bliver udtrykt. Den går videre end Irak,« siger en tidligere politisk rådgiver til The Times.

»Blair ønskede en friktionsfri verden, hvor ting skete hurtigt. Han kunne ikke lide de ministerielle komitéers ævl og kævl; han mente, at det at rundsende papirer og tage referater var ekstremt bureaukratisk. Han ville gerne have tingene gjort. Men det var lidt som at sige: Jeg kan spare en masse vægt på den her bil, hvis jeg fjerner dens bremser. Man kan køre rigtig stærkt, men hvis man kommer over i den forkerte bane, så kan man ikke stoppe.« En tidligere minister, der også udtaler sig anonymt til avisen, har afsløret stor vrede over, at Blair ikke respekterede ministeriernes ansvarsområder, men i stedet selv overtog styringen af Irak-spørgsmålet.

»Hvis det her er bureaukraternes hævn, er det, fordi Udenrigsministeriet foragtede det faktum, at udenrigspolitikken blev ført fra Downing Street nummer 10 (premierministerens residens, red.). Udenrigsministeriet var mere forsigtig, mere dueagtig hele vejen, men Blair stolede på sin egen evne til at analysere tingene. Han lod sig aldrig intimidere af diplomaternes store erfaring,« siger den syrlige eks-minister.

Folkets vrede

Hvad vidnernes motiver end er, så er forløbet af den britiske krigsbeslutning så småt begyndt at tegne sig. Mange formodninger, rygter og lækager, der tidligere har været fremme, er blevet bekræftet, men der er også dukket enkelte helt nye oplysninger op. Stop Krigen der sammen med de pårørende til faldne britiske soldater arbejder hårdt for at få endnu en høring, er imidlertid ikke tilfreds med resultatet.

»Panelet er sammensat, så det bakker op om den eksisterende samfundsorden. Hvorfor er der ingen krigsmodstandere i panelet? Høringen kan heller ikke placere skyld og ikke fordømme enkeltpersoners handlinger,« siger Andrew Burgin fra organisationen.

På trods af at mindst et vidne tidligere ambassadør sir Christopher Meyer har bakket op om anti-krigs-koalitionens formodning om, at Bush og Blair på forhånd (i april 2002, red.) besluttede at gå i krig og derefter »ledte efter en rygende pistol« for at retfærdiggøre invasionen et år senere, er krigsmodstanderne ikke tilfredse og har allerede afvist Irak-høringens konklusion, der ellers først vil blive skrevet engang i slutningen af 2010 eller starten af 2011.

»Det britiske etablissement er vældig dygtige til den her slags høringer. Der kan komme gode informationer ud af vidneafhøringerne, men i den endelige rapport vil det hele blive fejet af bordet, og alt vil fortsætte som det plejer det gør det hele til en farce,« mener Burgin.

Han vil dog ikke kalde Irak-høringen totalt tidsspilde.

»Det er godt at få slået fast, at der ikke var nogen beviser for, at Saddam havde masse-ødelæggelsesvåben, og få fastslået at Blair og Bush fra starten havde besluttet sig for at gå i krig uanset beviserne osv. Høringen kan være med til at få den viden frem, så den endelige rapport ikke kommer til at stå alene,« siger han.

Professor Chris Brown mener også, at der kan komme noget godt ud af de meget detaljerede vidneafhøringer.

»Det er nyttigt, at alle de afhørte taler til referat, og det bliver interessant at høre, hvad Tony Blair vil sige,« siger han. Det ventes at ske i januar.

»Efter Falklandskrigen fik vi også en rapport, der dengang ikke opfyldte det politiske formål, den var tiltænkt. Men bagefter har rapporten dannet basis for stort set alle historiske analyser af krigen, og jeg tror, at Chilcot-rapporten kan komme til at spille en tilsvarende vigtig historisk rolle.«

 ”