Præcis hvad kan journalister ikke længere få aktindsigt i, hvis paragraf 24 i forslaget til ny offentlighedslov vedtages?
Det spørgsmål grubles der i disse dage over rundt omkring på de chefredaktionelle kontorer i den danske medieverden, viser et rundspørge, Information har foretaget. Paragraf 24 vil, som tidligere beskrevet her i avisen, i sager om ministerbetjening betyde, at alle ministerier, styrelser og direktorater gøres til én myndighed, hvorefter udvekslede dokumenter som udgangspunkt kan unddrages offentlighed. Alle medlemmer af Offentlighedskommissionen, herunder også direktøren for Danske Dagblades Forening , Ebbe Dal, står bag en anbefaling af paragraffen.
En af grublerne er Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert: »Instinktivt er jeg imod enhver begrænsning af aktindsigt, for jeg synes, der er nok af forhindringer i forvejen,« som han indledningsvis siger.
Det er en enig Offentlighedskommission, der anbefaler paragraf 24 og dermed vægter hensynet til den politiske rådgivning af ministrene over hensynet til offentlighedens muligheder for effektiv kontrol med magthaverne. På sin vis kan Bent Falbert nemlig godt følge behovet for at beskytte ministerrådgivningen:
»Hvis jeg var minister, så ville jeg da også foretrække at kunne spørge mine folk til råds og få nogle forslag og ideer, uden at de næste dag stod på forsiden af Ekstra Bladet,« som han siger.
Gummiparagraf
Hvad Bent Falbert derimod ikke kan, er at overskue rækkevidden af den foreslåede paragraf 24:
»Hvis ændringen i retstilstanden er så indgribende, som Information har fremstillet den, må vi søge at påvirke Folketinget til ikke at følge Offentlighedskommissionen på dette punkt.«
Og derfor lyder hans konklusion: »Der trænges en fuldstændig præcis afklaring af, hvor omfattende restriktionerne i paragraf 24 bliver, så medierne nøjagtigt ved, hvad vi bliver snydt for - og skal kæmpe imod.«
Her er redaktør John Hansen fra Jyllands-Postens bladhus i Viby meget enig:
»Den store ubekendte i paragraf 24 er for mig at se: Hvad lukkes der for? Jeg savner eksempler på, hvad det er, man gerne vil lukke for, så vi ikke kan få det fremover. Jeg kan sagtens forestille mig, at der virkelig er tale om en gummiparagraf af rang, og derfor er det vigtigt at få klarhed over, hvad man ikke længere kan få,« siger han og tilføjer: »Erfaringen siger, at hvis der er elastik i en paragraf, så bliver den brugt, når der er behov for det.«
Ingen klapsalver
Også redaktionschef Erik Fogtmann fra Ritzaus Bureau har svært ved at afgrænse konsekvenserne af den foreslåede paragraf:
»Jeg vil umiddelbart mene, at der ligger en begrænsning her, når man slår en lang række myndigheder sammen til én, hvor det med den gældende lov er ret let at overskue, fordi hovedreglen i dag er, at der er adgang til et dokument, når det er udvekslet mellem forskellige myndigheder.«
Men som Ritzau-chefen tilføjer: »Jeg må blot konstatere, at forslaget er vedtaget enstemmigt i Kommissionen, og at f.eks. mediejurist Oluf Jørgensen ikke mener, at der er tale om en klar indskrænkning. Så dén er svær at vurdere.«
Erik Fogtmann hentyder til Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole, der har været medlem af Offentlighedskommissionen, og som bl.a. i en kronik i Information sidste mandag forsvarede paragraf 24.
Heller ikke chefredaktør Mikael Kamber fra JyskeVestkysten føler sig sikker på paragraffen:
»På den ene side kan jeg godt forstå den indre logik i paragraf 24 som en afspejling af, hvordan samfundet og ministerrådgivningen har udviklet sig. På den anden side er spørgsmålet, hvorfor skal det hele være så hemmeligt? En for lukket offentlighed flugter ikke med vores selvopfattelse. Så alt i alt er jeg ikke imponeret og har ikke lyst til at klappe over lovforslaget,« lyder hans kommentar.
Lukkethedsklausul
Bjarke Møller, chefredaktør på Mandag Morgen, føler sig på mere sikker grund:
»Offentlighedskommissionen rummer mange fine hensigtserklæringer og lægger på papiret op for bedre sagsbehandling, men det overskygges af, at man med paragraf 24 reelt indfører en ny lukkethedsklausul for korrespondancen mellem ministerier, departementer og styrelser. I dag opstår flere og flere lovinitiativer i et samspil mellem flere ministerier, og derfor er det vital betydning for offentligheden, at medierne også kan få indsigt i, hvordan ministrene rådgives og embedsmændene agerer,« lyder hans analyse.
En lignende indstilling har chefredaktør Flemming Hvidtfeldt fra Aarhus Stiftstidende: »Paragraf 24 vil betyde en indskrænkning i retten til at kontrollere ministrenes og ministeriernes arbejde. Det forringer vores muligheder for at tjekke, hvad der foregår. For os vil det have betydning for de historier om Århus, hvor ministre er indblandet. Vi vil få mindre aktindsigt.«
Hos Politiken siger redaktør Anders Krab-Johansen: »Jeg er ret rystet over paragraf 24, især at den kommer frem i en situation, hvor man kunne forvente, at demokratiet gradvist blev udvidet og befolkningens muligheder for indsigt blev styrket. Men faktisk går det den modsatte vej, først med kalenderloven fra i sommer, hvor ministrenes kalendre blev undtaget aktindsigt, og nu med paragraf 24.«
Han ser en risiko for, at regeringen i fremtiden vil lukke sig mere om sig selv: »Og så får vi i endnu højere grad et system med en stærk regering over for et svagt Folketing og en svækket presse. Den tendens ser jeg uafhængigt af, om landet har en borgerlig eller en socialdemokratisk regering,« siger Anders Krab-Johansen.
På sin personlige blog har chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende ligeledes advaret mod paragraf 24: »Åbenheden omkring den såkaldte ‘ministerbetjening’ tolker ministeren i øvrigt også selv rammerne for. Det lukker porten for aktindsigt på helt afgørende områder i den politiske beslutningsproces.«
Ingen protester
Flere medlemmer af Offentlighedskommissionen har tidligere i Information henvist til, at det fremsatte lovforslag samlet set må vurderes som et fremskridt, og at det i sig selv overstråler, hvad pressen risikerer at miste med paragraf 24.
Men den udlægning er flere af redaktørerne uenige i. Således kan chefredaktør Flemming Hvidtfeldt fra Aarhus Stiftstidende »ikke forstå«, hvorfor ingen af medierepræsentanterne i Offentlighedskommissionen har protesteret mod 24’eren.
Eller som John Hansen fra Jyllands-Posten udtrykker det:
»Det er ligegyldigt for debatten om paragraf 24, om det ny forslag til offentlighedslov samlet set er bedre end den gældende. Der sker nogle betænkelige indskrænkninger, og det synes at være den vej, det hele tiden går. I et åbent demokratisk samfund burde det gå den modsatte vej.«
Politikens Anders Krab-Johansen har tilmed svært ved at se forbedringerne i det fremsatte lovforslag og mener derfor »helt principielt«, at »medierepræsentanter skal afholde sig fra at svække pressens muligheder. Hvis pressen synes, at det er en del af dens rolle at få den offentlige administration til at fungere bedre, så er det en misforståelse.«
Fra Offentlighedskommissionens forslag til ny offentlighedslov:
’§ 24. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.
2) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem ministerier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening.’
Kommentarer
Noget godt vil paragraf 24 da føre med sig.
Stortsalg af spådomsudstyr som kopper med kaffegrums - krystalkugler og hvirvlende penduler kan forudses.
Ligesom Journalister i stort tal må tilmelde sig alternative specialkurser for at lære at komme i kontakt og balance med deres indre “sladrekælling”.
Kurser for journalister i “Konspirationstænkning” skal man dog nok ikke regne med at finde i Dagblads-annoncerne - da ægte konspirationsteoretikere er kloge nok til at holde sig langt væk fra Journalister
Men en specialklasse i praktisk udført “konspirationsteoretiker”-tænkning kan vel blive oprettet på Journalistskolen.
Den kunne så kaldes “Paragraf 24” - klassen.
New World Order Rules som man kan se - desværre !
Det er da slemt nok, at ”medierepræsentanter i Offentlighedskommissionen” ikke protesterer. Jeg synes det er værre, at oppositionen ikke er på banen og protesterer så det kan høres.
Har de mon en interesse i at medierne i fremtiden, hvor de selv måske er ved magten, ikke kan ”snage” i vitale sager?
Nå, men I mellemtiden kan de jo tage en sølvpapirhat på, og håbe på at der ikke forekommer svinestreger der rammer dem selv og forbliver uafdækkede.
Tak for artiklen, Ulrik.
Jeg har siden sidste artikel undret mig meget over, om indholdet embedsmænd og Ministerier imellem efterhånden kan forventes i de indledende runder at være af så spekulativ kvalitet, at man først efter en 3 - 4 mail-runder er nået op på et acceptabelt niveau. I så fald det eneste sted i DK, hvor fejlskud’ene optræder så hyppigt. Undtagen når man fraskriver de egentlige skandaler som f.eks for nylig i Forsvars-kommandoen. Men såfremt dét niveau fremover skal regnes for gældende ifølge Offentligheds-kommisionen, er det vel ikke underligt, at der bredt fra offentligheden spørges til, hvad i alverden der op og ned i “argumentationen”?…
Med venlig hilsen
Ministre, embedsmænd og de fleste folketingsmedlemmer (nemlig de, der forestiller sig at befinde sig i en situation, hvor har været med til at udpege landets regering, og derfor forventer at skulle tilsidesætte egen rolle som lovgiver og demokratisk vagthund) har en klar interesse i indførelse af en sådan gummiparagraf.
Bliver § 24 ophøjet til lov, vil myndigheder og ministre fremover henvise til denne paragraf. Der vil aldrig mere være noget at komme efter.
Paragraf 24 er klart en gummiparagraf. Den er ikke klart formuleret, og formålet er ikke beskrevet.
Catlow er faktisk inde på noget her… fordi der er rigeligt talentfulde hackere, ikke mindst blandt jounalister, og de er ikke begrænset af nationalitet, hvis den skulle gå hen og vise sig umoralsk.
For mig ser det ud som det er endnu et trin ned af den trappe der fører os ned til et niveau hvor andre bananrepublikker befinder sig.
Altså et alvorligt skridt i den forkerte retning.
MVH KHA
Administrativ Intrasparens.
En statsdannelses primære berettigelse består i dens funktion som beskytter af et samfunds svage parter mod dets stærke. I tilfælde af at statsdannelsen ikke formår dette, eller overhovedet ikke har dette som mål, mister den sit legitimitetsgrundlag. I enhver tale om samfundets svage og stærke parter, må statsdannelsen i sagens natur tilhøre sidstnævnte, hvorfor det hører til blandt den legitime og forsvarlige statslige konstruktions fornemmeste karakteristika, at den indlejret i sin struktur har en række mekanismer der har til formål, at beskytte dens underlagte mod statsdannelsens indlejrede potentiale for repression Ehvert tiltag som fordrer det åbne samfund dvs. ethvert tiltag som gør at magtens praxis bliver gennemskuelig, gennemsigtig og åben for kritik, er netop en sådan mekanisme, mens magtudøvelse der foregår bag hermetisk lukkede døre er et primært kendetegn ved totalitære ordener.
Når forvalterne af en statsdannelsens magtpraksis således gennemfører tiltag som har administrativ intransparens og lukkethed for kritik som konsekvens, ja måske endda som bagvedliggende rationale, bevæger magthaverne sig følgelig ud i en selvforskyldt legitimitetskrise, idet det værn som samfundet bør opstille, for at begrænse muligheden for repressiv virksomhed der måtte opstå som konsekvens af dets egen position som den stærke part i samfundskontrakten, dermed indskrænkes. Et tiltag som paragraf 24 udgør netop en sådan legitimitetskrise, idet magten frem for at beskytte den svage part mod den stæke; magtens underlagte mod magthaverne, i stedet beskytter den stærke part mod at blive set efter i kortene, hvorfor det følgelig er særdeles alvorligt overhovedet at foreslå dette.
I kontekst af en statsdannelse hvis administratorer påstår at arbejde hen mod et videnssamfund, er et sådant tiltag endvidere implicit selvmodsigende, idet den viden man postulerer at have som formål og mål, netop produceres med udgangspunkt i transparente rammer og kun kan siges at være valid hvis den er principielt åben for kritik. Sagt med andre ord, en vidensproduktions validitet består i det omfang dens præmisser og konklusioner kan adspørges og efterprøves, hvorfor administrativ intrasparens og lukkethed for kritik, i kraft af at være antitesen til gode kritierier for videnskabelig vidensproduktion, altså aldrig kan udgøre grundlaget for et fornuftsbaseret videnssamfund.
Jeg vil gerne anbefale Ivar Jørgensens kommentar.
Man kan ikke påstå sig så belæst at man ikke forstår denne meget udmærkede kommentar.
MVH KHA
ja, der skulle netop være mere åbenhed om hvad staten og ministerierne foretager sig, hvorfor kan vi ikke få webkameraer og mikrofoner ind i alle disse offentlige institutioner, så vi kan se hvad vores skattekroner går til?, nænej, imens der skabes mere kontrol med borgerene, med f.eks forfejlede love som ‘knivloven’, så skal der være mindre kontrol/indsigt i hvad dem som nok udfører nogen af de vigtigste job for familien Danmark, goddaw man ???
For at bevare det åbne samfund er vi nød til at begrænse…
Er det ikke, den slags argumenter de plejer at bruge for at forsvare diktaturet?
Paragraf 24 er med andre ord i lige tråd med Venstre’s chef-ideolog Claus Hjort Frederiksen. Offentligheden er slemt i vejen for en ideologisk enegænger. Hvis parathed til at anvende VOK-flertallet ikke kender nogen grænser. Heller ikke i forhold til dén offentlighed, som man rent faktisk burde betjene. Her er hunden begravet!
Offentligheds-aspektet er under pres. Men der er ikke fulgt nogen forklaring med, som anviser nødvendigheden heraf. Hvilket af naturlige årsager får samme offentlighed til at spørge om, hvad der ligger bag en yderligere hemmeligholdelse fra politisk hold?
Hvis ikke man vil mistænkes for urent trav overfor offentligheden, må man i overens-stemmelsen selvfølgelig indvolvere denne (altså offentligheden) i den aktivt førte politik. Men det er åbenlyst netop dét, man forsøger at undgå.
Hvorledes kan man så forklare, at offentligheden er blevet til en instans, der efterfølgende blot skal registrere og anerkende enhver politisk stillingtagen?
Offentligheden er med andre ord slemt i vejen for Venstre’s ideologiske fantasier for tiden. Og det kan have svære konsekvenser for et fremtidigt politisk flertal, såfremt det lykkes for Venste at gøre alvor af en politisk frustration, som alene angår partiet’s ideologiske fejlfix.
Vi ser derfor gerne, at oppositionen artikulerer sig i forhold til anliggendet. Den har været bemærkelsesværdig tavs omkring emnet. Hvilket vi naturligvis har registreret. Må vi snart få en udmelding angående Offentligheds-kommissionens mærkværdige præferencer?…
Med venlig hilsen
Stig Larsen:
“For at bevare det åbne samfund er vi nød til at begrænse…”
Jo, mottoet synes at være, at ufrihed er frihed. Eller som det med omvendt fortegn hed på klassisk nysprog: Frihed er slaveri.