Storkonflikt lurer i Sudan

MALAKAL - Gaderne i Nil-byen Malakal er et stort pløre halvdelen af året, når regnsæsonen gør den søvnige bys vejene til store, beskidte søer. Resten af året tørrer de støvede stræder ind til en uregelmæssig overflade af tørt sand, som bliver hvirvlet op og gemmer byen og dens blandede befolkning under et slør af fint brunt støv.

Minareten på byens gamle moské er skadet, som om en kæmpe havde taget en bid af den, efter en mortérgranat strejfede den under januars kampe mellem regeringstropper fra nord og syd.

Uden for byen er forstaden Ganal spærret af, mens områdets to største stammer på tredje døgn udkæmper en obskur kamp om retten til skat på to fisk, som foreløbig har efterladt 12 døde.

Malakal er grænsen mellem Nord- og Sydsudan, og det er med den afgående guvernørs ord, »nok det sted, krigen vil bryde ud først.«

Men ind imellem føles det, som om en mærkelig anarkistisk krig allerede er i fuld gang. Som det gør andre steder i Sydsudan, hvor et væld af konfrontationer, stammesammenstød og storstilede kvægplyndringer har fået dødstallet til at eksplodere over det seneste år og sammen med en stadig mere fastlåst situation mellem ledelsen af det delvist autonome Sydsudan og regeringen i Khartoum gjort en forestående krig til et emne, alle taler om.

Byen er en del af det Sydsudan, der i 2005 fik et foreløbigt selvstyre. Men den er delt mellem soldater fra regeringen i Khartoum og deres tidligere modstandere fra oprørsbevægelsen SPLA i et fait accompli, ingen har nogen illusioner om varer særlig meget længere. Og som nær var blevet afsluttet, da de to hærstyrker symbolsk stødte sammen i byen i januar under den årlige fejring af den vakkelvorne CPA-fredsaftale, der i 2005 foreløbig stoppede 21 års borgerkrig.

Dystre udsigter til fred

Samtidig er den et skæringspunkt mellem nord og syd og et af de steder, hvor det vil vise sig, om Sydsudan vil få selvstændighed med fredelige midler. Eller om Sudan er på vej ud i en ny borgerkrig, der vil få konflikten i Darfur til at blegne i sammenligning.

Hele Sudan skal den 11. april holde det første demokratiske valg i over 20 år, men i syd er blikket i langt højere grad rettet mod den folkeafstemning, der i januar 2011 skal afgøre, om Sydsudan definitivt bliver selvstændigt og løsriver sig Omar al Bashirs styre i Khartoum.

Spørgsmålet er imidlertid, om afstemningen nogensinde vil finde sted, og om Khartoum-styret i givet fald vil acceptere resultatet. Et resultat som med ret stor sikkerhed vil være et markant ja til selvstændighed.

Styrker fra nord og syd er ved flere lejligheder over det seneste år stødt sammen i voldelige konfrontationer, og blandt observatører er pessimismen dominerende, når det kommer til fremtiden.

Uenigheden om afgørende spørgsmål som olie, grænsedragning - og selve selvstændigheden - stikker dybt og er tilsyneladende uløselig:

»Hverken nord eller syd er i princippet interesseret i en konfrontation, men der er så afgørende interesser på spil og så kort tid til at løse dem, at det er svært at forestille sig, at der ikke vil blive væbnet konflikt. Sydsudan vil løsrive sig, og mens der er store grupper i nord, der har forståelse for, at det er den eneste løsning, er der så magtfulde interesser imod, at det vil tvinge styret i Kharthoum ud i en konfrontation. Det ser meget dystert ud, og begge sider opruster kraftigt til en konfrontation,« konstaterer Alex de Waal, der er en af de førende internationale Sudan-eksperter og har deltaget i forhandlinger i Sudan.

Krig om olieressourcer

»Darfur er i dag det mindste problem, nord-syd-konflikten er det store. I dag dør der flere i kampe i Sydsudan, end der gør i Darfur, og hvis det eksploderer - hvilket er svært at forestille sig, at det ikke gør - vil det blive meget, meget værre, end Darfur på noget tidspunkt har været,« konstaterer han. Den reelle uenighed drejer sig ikke mindst om olien, som både Nord- og Sydsudan er helt afhængige af. Mens oliekilderne hovedsaligt ligger i syd, er olieledningerne - og fordelingen af indtægterne - kontrolleret af nord.

»Syd kan tvinge nord i knæ ved at lukke for olien, men vil få svært ved at afsætte olien, mens nord kan erobre oliefelterne militært, men næppe kontrollere dem. På den måde kan begge parter ødelægge hinanden og har sat hinanden skakmat på forhånd,« forklarer han.

Mens den 21 år lange borgerkrig mellem nord og Sydsudan forud for fredsslutningen i 2005 har været langt mere blodig end Darfur, er sammenligningen med den mediedækkede konflikt svære at undgå. Styret i Khartoum har udnævnt den krigsforbrydersigtede Ahmed Haroun, der står anklaget for at have orkestreret folkemordet i Darfur, til guvernør i den ombejlede grænseregion Sydkordofan, hvor tropper fra de to dele af landet stødte sammen i maj sidste år i grænsebyen Abyei, og både internationale rapporter og styret i Sydsudan har anklaget Bashirs regering for at stå bag de interne konflikter, som er eksploderet i Sydsudan over det seneste år.

Et væld af klan-intriger

Der har været rygter og øjenvidneberetninger om våbenleverancer, logistisk og finansiel støtte til de oprørske militser og stridende stammer, som bringer lignelser til Sudans fremgangsmåde i Darfur, hvor lokale militser udførte styrets arbejde.

Men når Sydsudan indeholder et sådan potentiale for katastrofe, skyldes det ikke mindst, at det ikke er et land i fred med sig selv: Et væld af lokale stamme- og personkonflikter ligger parate til Khartoums fintunede sans for at spille grupper ud mod hinanden.

I Malakal, hvor områdets to største stammer, Shilluk og Dinka, konstant ligger på randen af åben krig, udtalte en shilluk-leder efter et af de seneste sammenstød med Dinka-stammen, der dominerer den sydsudanske regering, at »hvis dinkaerne fik våben fra deres brødre i Juba, vil vi bare få dem fra Khartoum,« til en rapport fra den kristne ngo Pax Christi, der tegnede et særdeles dystert billede af udsigterne til fred i Sudan - og ikke mindst Bashir-styrets rolle i uroen.

»Folk er bekymrede for afstemningen om selvstændighed, og om det vil være muligt at undgå krig. Alle sammenstødene handler om magtkampe, og de spreder sig fra byerne, hvor eliten kæmper om magten. Når man er fattig, er man parat til at sælge sin loyalitet, og Khartoum bruger penge til at købe sig indflydelse og giver våben til dem, som støtter dem. Og her er rigtig mange våben,« forklarer Eziekel Kutjok, en præst fra en af de krigende stammer, der prøver at mægle i konflikterne, skjult i halvmørket i et lokale i det lokale guvernørpalads, mens soldater og civile strømmer ind og ud.

Folke er pessimistiske

»Men folk vil have selvstændighed, også her, og det vil komme, uanset hvad. Et liv uden selvstændighed er … et halvt liv,« konstaterer han.

Ved Nilen strømmer afrevne planterester og vandblomster roligt mod nord forbi 11-12 kæmpestore primitive stålkanoer med motor i stævnen. Arbejdere laster bådene med madsække i en sidste ekspedition med nødhjælp ind i landet i det, der er FN’s World Food Programmes (WFP) største operation i verden. Den samme konvoj blev angrebet i sommer, og op mod 200 mennesker blev dræbt i et af de sammenstød, som udefra virker tilfældige, men som de fleste forbinder med det uafklarede forhold til norden.

»Siden sammenstødet i Abyei i maj 2008 er sikkerhedssituationen kontinuerligt blevet forværret, og den er værre, end den på noget tidspunkt har været, siden fredsaftalen blev indgået. Og vi kan se, at den vil blive ved med at forværres frem til januar 2011, når der er afstemning om uafhængighed,« konstaterer Michelle Iseminger, chef for WFP i Sydsudan.

»Du vil enten få selvstændighed og krig eller selvstændighed og en sammenbrudt stat. For os er konsekvensen, at vores arbejde bliver sværere og sværere at udføre, og at der er flere og flere, der får brug for vores hjælp. Og vi er slet ikke i stand til at hjælpe nok,« konstaterer hun

»Jeg tror på, at Nord- og Sydsudan kan finde en løsning, det er ikke umuligt at løse. Ingen af parterne ønsker krig, og de har i vid udstrækning fulgt den køreplan, der blev lagt fem i CPA-fredsaftalen,« siger David Gressly, FN-missionen, UNMIS’, øverste chef i Sydsudan.

»Folk er meget pessimistiske, men vi er nødt til at være optimistiske, og der har tidligere været mange konfrontationer og muligheder for eksplosion, men begge parter har medvirket til at afdramatisere situationen. Men krig er en reel mulighed.«