Opslag til denne artikel

Emneord:bestikkelse
Organisationer:FN, Siemens
Steder:Bangladesh, Berlin, München, Tyskland

BERLIN - En af de største bestikkelsesskandaler i tysk erhvervsliv nogensinde nærmer sig en afslutning, efter at seks tidligere direktører i elektronikgiganten Siemens har indvilget i at betale næsten 20 mio. euro (150 mio. kr.) som bod for deres rolle i en sag om enorme returkommissioner.

Den omfattende korruption i Siemens blev afsløret i 2006. Undersøgelser i over 12 lande bragte for en dag, at koncernen havde etableret et omfattende system for kontant at præmiere indgåede kontrakter. Helt op til 1,3 mia. euro (10 mia. kr.) skal være gået til returkommissioner, og så sent som sidste år gik virksomheden med til at betale over 1,6 mia. dollar (otte mia. kr.) for at få bilagt forestående tyske og amerikanske retssager.

I går kom det imidlertid frem, at den 68-årige Heinrich von Pierer, Siemens’ bestyrelsesformand fra 1992 til 2005 - og en af hovedpersonerne i bestikkelsesskandalen, er gået med til at betale fem mio. euro (37,5 mio. kr.) som kompensation for sin ageren. Hans beslutning følger oven på udløbet for sidste måneds tidsfrist for, hvorvidt Siemens tidligere direktører ville indgå frivilligt forlig eller blive retsforfulgt. Fem andre Siemens-direktører, som også var involveret, gik med til at betale den tilbageværende sum på næsten 15 mio. euro (115 mio. kr.).

»De skridt, vi har taget, var juridisk nødvendige,« siger Siemens nuværende administrerende direktør, Peter Loescher, som har ladet halvdelen af sin virksomheds 100 underdirektører udskifte, siden han tog over i kølvandet på skandalen.

»Jeg har altid understreget, at vi vil følge denne proces helt til dørs. For os er målet, at selskabet kan få ro om denne sag,« tilføjer han.

Siemens hævder selv, at skandalen har påført det omkostninger på næsten 2,5 mia. euro . I årevis betalte selskabet ulovlige returkommissioner og bestikkelsessummer for kontrakter i så forskelligartede projekter som FN’s olie-for-madprogram, mobiltelefonnetværk i Bangladesh, russiske trafikkontrolsystemer og israelske kraftværker.

Koncernen har påviseligt også bestukket irakiske regeringsembedsmænd til gengæld for kontrakter. Ifølge de amerikanske efterforskere brugte Siemens forfalskede regnskaber til at skjule disse udbetalinger.

To af affærens ankermænd von Pierer og hans efterfølger Klaus Kleinfeld, som stod i spidsen for selskabets amerikanske division, gik begge af inden for samme uge i 2007, da omfanget af deres rolle i skandalen blev offentligt kendt. De er nu genstand for retslig efterforskning af Bayerns offentlige anklager, men insisterer begge på deres uskyld. Von Pierer, der i dag er pensionist, siger i et interview fra sidste måned, at han påtager sig »det politiske ansvar« >for hele affæren.

Skelsættende skandale

Siemens har imidlertid endnu ikke været i stand til at få et forlig i stand med to andre tidligere bestyrelsesmedlemmer, Thomas Ganswindt og Heinz-Joachim Neubürger, der også var involveret. Også de to efterforskes af Münchens anklagemyndighed. Siemens overvejer nu, om det skal indlede retslige skridt mod dem - det ventes afgjort på selskabets årlige generalforsamling den 26. januar.

De første reaktioner på bodsaftalen er positive. Daniela Bergdolt fra den tyske private investorgruppe DSW siger således: »Det er godt at det sidste kapitel er skrevet i det her. Retstvister kunne have varet flere år og udviklet sig til en mudderkastning, der kunne have skadet Siemens langt mere, end det ville have gavnet.«

Analytikere betegner Siemens-skandalen som skelsættende.

»Den har ændret landskabet,« >siger Jens Wagner, erhvervsadvokat i firmaet Allen and Overy i München.

»Det vil sandsynligvis lægge øget pres på virksomhederne om at komme efter deres tidligere direktører, hvis de kommer på vildveje i fremtiden.«

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen