Det kan gå galt. Helt galt

At USA’s præsident Barack Obama har ændret rejseplaner og besluttet at komme til København til klimatopmødets afgørende forhandlingsdag den 18. december var weekendens bedste nyhed. Den vil betyde, at endnu flere end de nu 103 tilmeldte stats- og regeringschefer møder op - i sig selv den bedst tænkelige forudsætning for at nå resultater i Bella Centret.

»Jeg er meget optimistisk før København. Vi får en aftale - og jeg tror, at aftalen bliver underskrevet af alle FN’s medlemslande,« sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon lørdag til Berlingske Tidende.

Obamas deltagelse kan imidlertid tolkes på tre måder:

Præsidenten kommer, fordi han nu ser reelle tegn på, at en ambitiøs aftale kan indgås.

Obamas deltagelse er en garanti for en aftale, men kan paradoksalt nok indebære, at det bliver en udvandet tekst, formuleret over ‘mindste fællesnævner’.

Obamas deltagelse kan være udtryk for, at ‘blame game’ allerede er i gang: Risikoen for sammenbrud er så reel, at man nu er nødt til at være til stede for ikke at få skyld for at være den, der ved sin udebliven forårsagede fiaskoen.

Alt er endnu åbent, men en status over de fortsat verserende uenigheder fortæller, at risikoen for et reelt sammenbrud den 18. december absolut er til stede.

Her er en status, som den ser ud fra forhandlingernes maskinrum netop nu.

Den pokkers tekst

Tallene - CO2-mål og klimapenge - er i sidste ende de afgørende, sprængfarlige spørgsmål. Men før forhandlerne overhovedet når dertil, er der en masse uenigheder om teksten, der må ryddes af vejen.

Helt centralt er spørgsmålet, hvordan u-landene - og især vækstøkonomier som Kina og Indien - skal bidrage til klimabeskyttelsen. I-landenes position kan bl.a. aflæses af Det Hvide Hus’ erklæring om Obamas topmødedeltagelse, hvor det hedder om en aftale, at »alle lande forpligter sig til at handle«. Forpligtelse er nøgleordet. Med u-landene allerede ansvarlige for godt halvdelen af de globale CO2-udledninger og med Kina og Indien ansvarlige for langt over halvdelen af CO2-væksten frem til 2030 er det for USA og EU helt afgørende, at u-landenes indsats bliver forpligtende. Hvad man end får dem med på, så skal de binde sig til at realisere det.

‘Det vil vi ikke. Punktum,’ siger de store u-lande. ‘I skabte klimaproblemet, og I er allerede forpligtede via Kyoto-aftalen. Vi vil gerne bidrage, men ikke med forpligtelser.’

Synspunktet blev bøjet i neon, da Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika forleden formulerede deres fælles position og sendte den til Lars Løkke Rasmussen.

»Vi vil koordinere vor udvandring, hvis bare et af vore ultimative vilkår ikke respekteres,« sagde Indiens miljøminister Jairam Ramesh efter de fires møde i Beijing.

Kontrollen

Af dette følger næste alvorlige uenighed: I-landene forlanger, at de store u-landes nationale klimaindsats skal måles, rapporteres og verificeres - ligesom i-landenes bliver det via Kyoto. Kan man ikke kontrollere, at u-landene yder deres, kan man som i-land heller ikke afgøre, hvor meget klimabistand, det vil være på sin plads at yde.

‘Glem det,’ siger u-landene. ‘Vi informerer gerne om vore nationale, selvstændigt besluttede klima-indsatser, men vi bestemmer selv hvordan. Det eneste, som skal kontrolleres eksternt, er de klimaprojekter, I betaler til.’

Det leder til den tredje store uenighed om aftalens formulering: Forvaltning af klimabistanden.

U-landene forlanger betaling af i-landenes historiske klimagæld i form af bred støtte til at gøre de fattige landes udvikling grønnere. Det skal der sættes penge af til i f.eks. en global klimafond, hvor u-landene som noget nyt er med til at beslutte midlernes anvendelse. ‘Vi er trætte af donor-tyranniet,’ siger de.

‘Går ikke,’ lyder det fra i-landene. ‘Vi betaler gerne bistand til de mest udsatte lande, men vi kan ikke lave en fond, der i praksis giver u-lande trækningsret til vore statskasser. Vi donorlande vil bestemme, hvilke projekter vore penge går til.’

Hvis der kan nås enighed om formuleringerne på disse områder, er vejen banet for de ultimative slagsmål på topmødets sidste dage: Hvor meget vil i-landene skære egne CO2-udledninger, hvordan vil de store u-lande bremse deres, og hvor mange penge vil rige lande give til fattige?

At hindre en global temperaturstigning på to grader er af værtslandet, EU, USA og mange andre gjort til succes-kriterie for topmødet. Også det er imidlertid blevet kontroversielt, efter at de udsatte ø-stater i AOSIS-alliancen har forlangt 1,5 grads opvarmning som smertegrænse, mens Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien i deres fællesudspil fraviger tidligere opbakning til at bremse inden to grader - antagelig et taktisk udspil for at presse i-landene.

Hvis to grader er målet, er det hidtil blevet anset for nødvendigt, at de rige lande skærer udledningerne med 25-40 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Det er anbefalet af IPCC og konsekvent støttet af bl.a. EU, mens u-landene forlanger hele 40 pct. reduktion af i-landene.

Mange løfter

Chefen for FN’s klimasekretariat Yvo de Boer sagde i går i Bella Centret, at »aldrig under 17 års klimaforhandlinger har så mange forskellige lande afgivet så mange faste løfter« om CO2-reduktioner. Og topmødeminister Connie Hedegaard fandt forleden en vis optimisme i, at de allerede afgivne løfter fra i-lande tilsammen betyder op til 18 pct. reduktion i 2020.

Man er altså ifølge ministeren ikke lysår fra 25-40 pct.-intervallet ved topmødestart.

En dugfrisk opgørelse over løfterne fra eksperter hos Climate Analytics når imidlertid kun 8-14 pct. som sum af løfterne. Og de 14 pct. forudsætter bl.a., at EU bevæger sig fra 20 til 30 pct. reduktion som 2020-mål - noget der forudsætter fodslag på EU’s topmøde på torsdag, midt under klimamødet.

Det amerikanske Sustain-ability Institute har estimeret, at det nævnte interval for løfterne svarer til at holde en global temperaturstigning på 2,9-3,8 grader - altså i alle tilfælde på den forkerte side af to graders-grænsen.

Det er svært at se, hvordan man under topmødet skal kunne skærpe løfterne fra i-landene tilstrækkeligt. Med sine kun tre-fire pct. reduktion i 2020 i forhold til 1990 er det i høj grad USA, der trækker nedad, og Obama kan ikke uden at løbe en næsten selvmorderisk politisk risiko skrue op.

Derfor kan man nu blandt centrale forhandlere høre en ny sprogbrug: ‘De 25-40 pct. i 2020 er jo blot ét af scenarierne fra IPCC. For det første må en reduktionsforpligtelse fra bl.a. verdens største udleder - Kina - med i beregningerne. Og for det andet kan man forestille sig mange reduktionsscenarier på lang sigt. Måske knap så kraftige nedskæringer nu og til gengæld mere fart på senere.’

Man kan altså være på vej mod et væsentlig mere uldent succeskriterium for COP15 end de 25-40 pct. CO2-reduktion i i-landene i 2020. Det indiske Centre for Science and Evironment mener at de rige lande nu er ved at ændre kriteriet »fra, at de rige lande påtager sig juridisk bindende reduktionsmål til, at alle lande påtager sig frivillige mål baseret på hjemlige handlingsplaner.«

Om en sådan manøvre vil blive slugt af u-landene er stærkt usikkert. Nogle mener, man kan købe dem til accept. Dvs. hvis blot de rige landes klimabistand bliver generøs nok.

Der er klare tegn på, at det vil lykkes at skaffe 10 mia. dollar årligt for perioden 2010-12 som hastehjælp til særligt udsatte lande. Når det gælder det langsigtede behov -150 mia. dollar årligt i 2020 - så er der knap lagt en dollar på bordet på forhånd, og bl.a. Yvo de Boer har udtalt betydelig skepsis, om man kan nå i land på dette punkt under COP15.

I dag er slutspillet sat i gang. Forhandlerne fra 192 lande har 11 effektive forhandlingsdage til at flytte et bjerg. Håbet er, at over 100 statslederes tilstedeværelse til sidst vil sikre et gennembrud. Men faren for et udvandet kompromis eller et regulært sammenbrud er overhængende.