Opslag til denne artikel

Emneord:COP15
Personer:Lykke Friis, Niels Bohr, Thor Pedersen
Organisationer:Dansk Folkeparti, FN
Steder:Danmark, Maldiverne, Oslo, Sverige

»Jorden er IKKE blevet varmere de sidste 10 år, overflademålingerne viser IKKE nogen stigning og …«

Wow… Jeg er til klimanægtermøde med Thor Pedersen, og det eneste, jeg har gjort mig skyldig i, er at gratulere ham med at være sprunget ud som klimanægter.

»Jeg er klimaelsker,« korrigerer han.

»Jeg elsker al klima, regn og sol, MEN …« sagde han og så fik jeg en ti minutters forelæsning om alle de fejl FN’s klimapanel har begået, og hvor forsvindende lille en mængde CO2 vi er oppe på i atmosfæren. Og det er meget, meget, meget, MEGET få gram, kan jeg godt afsløre.

Messerschmidt byder velkommen i Landstingssalen på Christiansborg, bag ham står en stor klump is, oplyst i blåt med hans EU-gruppes logo indhugget.

»Den er lavet af den samme ishugger, som lavede isskulpturen til Pias 60 års fødselsdag,« fortæller medarrangør Kristian Holt fra Dansk Folkeparti stolt.

»Thor, har du i øvrigt set Lykke Friis, jeg synes ikke rigtig jeg kan få øje på hende?«

»Nej.«

Professor Humlum viser os en graf, hvor Sveriges invasion af Danmark i 1658 og Titanic er plottet ind. Begge gange er klimaet på sit koldeste.

»Så klima KAN påvirke historien,« siger Humlum.

»DET er nyt,« hvisker jeg.

»JA,« siger Thor.

Humlum fortæller, at FN ganger effekterne med tre. Det er Humlum bestemt ikke enig i, så han regner baglæns og smider sin trumf.

»Hvis der havde været en faktor på tre de sidste år, så havde der været permafrost i Oslo i dag.«

»Og det er der jo ikke, så han må have ret! Thor, det er sindssygt at videnskabsfolkene kan være så enige!«

»Ja, men så er det jo dejligt, at politikerne ved fuldstændig, hvad der er op og ned,« siger han med et hårdt lille smil.

Professor Svensmark går på, Thor løfter øjenbrynene.

»Lomborg kan de kalde en idiot, men det kan de ikke med Svensmark fordi han er forsker, så ham negligerer de i stedet. Det er deres to metoder.«

Fjenden rejser sig og kritiserer det, der bliver sagt. Han er fra Niels Bohr Instituttet og siger, at oplægsholderne bevidst har viderebragt en række forkerte informationer.

»Han ødelægger jo totalt stemningen,« hvisker jeg til Thor.

»Han hedder Eigil Kaas, han skyder altid alting ned, det er ligesom hvis man bare siger ‘du er dum’ i en diskussion,« hvisker Thor.

Jeg rejser mig og tager ordet. Jeg spørger til om den meget interessante teori om, at bassinerne udvider sig, så vandstanden i virkeligheden falder, når vejret bliver varmere, ikke for alvor sætter klimaændringerne i perspektiv. Jeg mener, et dobbelt så stort Maldiverne!?

Der bryder uro ud i panelet. De har ikke hørt den teori før, men det er selvfølgelig også en, jeg lige har fundet på, så de er undskyldt.

Humlum tager ordet.

»Rumfangsudvidelsen gælder også for bassinerne, så den teori er naturligvis også med i spillet.«