Klimaflygtninge er en realitet, og Danmark huser allerede en række personer, der er flygtet fra deres hjemland på grund af klimaforandringernes konsekvenser.
Rent juridisk er der nemlig åben adgang for klimaflygtninge i Sverige, Norge og Danmark. Resten af Europa holder sig derimod udelukkende til de internationale konventioner, der ikke giver beskyttelse til folk, der flygter på grund af klimaforandringernes konsekvenser.
Det skriver Berlingske Tidende. Ifølge Roger Zetter, der er professor og leder af Refugee Studies Center ved Oxford University, kan det blive et stort problem for de nordiske lande i fremtiden.
»Den skandinaviske lovgivning kan få en tiltrækningseffekt for den slags flygtninge,« siger han til Berlingske Tidende.
Overlevelseskriteriet
Ifølge den danske udlændingelovs ‘overlevelseskriterium’ kan der »i helt særlige tilfælde gives humanitær opholdstilladelse til enlige kvinder og familier med mindre børn fra områder, hvor der efter ministeriets opfattelse hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød eller som følge af helt uforudsigelige forhold«.
‘Overlevelseskriteriet’ blev indført i 1993, og siden har en række personer fået humanitær opholdstilladelse, på grund af at de levede i ekstreme klima- eller miljømæssige forhold. Der findes dog ingen samlet opgørelse over, hvor mange klimaflygtninge Danmark huser, men officielle sagsakter viser, at i hvert fald 31 afghanere har fået opholdstilladelse i Danmark på grund af »tørkesituationen i Afghanistan« i 2001.
DF vil stramme
Dansk Folkeparti er stærkt utilfredse med, at Danmark har en af Europas mest liberale lovgivninger for klimaflygtninge og allerede har givet opholdstilladelse til flere mennesker, der flygter fra klimaforandringer.
»Vi kan være nødt til at ændre vores praksis, hvis den medfører, at der kan komme et større antal klimaflygtninge til Danmark,« siger partiets retsordfører, Peter Skaarup til Berlingske Tidende.
De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, er ikke enig.
»Hvis sagsbehandlerne vurderer ud fra overlevelseskriteriet, at hvis man sender folk tilbage, så vil de ikke overleve, så synes jeg det er i orden. Det vil jeg ikke være med til at lave om på,» siger han.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har heller ikke tænkt sig at lave om på lovgivningen. Det skriver hun i en mail til Berlingske Tidende.
»Det er da klart, at hvis der pludselig i morgen eller i overmorgen eller om et år skulle vise sig en hungersnød et eller andet sted, og vi her i Danmark havde afviste asylsøgere fra det område, så kunne vi følge overlevelseskriteriet,« sagde hun desuden i en debat i Folketinget i november.inf







Kommentarer