Opslag til denne artikel

Organisationer:3F, Arbejdstilsynet, Århus Kommune, Herlev Kommune, Holbæk Kommune
Steder:Glostrup, Herlev, Holbæk, København

Ekstremt griske. Fyrer tillidsmænd. Umulige at have dialog med. Overholder ikke arbejdsmiljøloven.

Det er ikke rosende ord, der lyder fra tidligere ansatte og skraldemændenes fagforeninger rundt omkring i landet, når talen falder på renovationsfirmaet HCS.

Firmaet står - via et særligt datterselskab City Renovation - til at overtage renovationen i fire distrikter i København om ganske få måneder.

Forvaltningen bemærkede ellers i indstillingen, at »HCS har et blandet ry i branchen«, men da de var de eneste, der bød på opgaven, valgte politikerne alligevel firmaet.

Det anstrengte forhold til medarbejderne og fagforeningerne har ført til, at HCS igennem flere år har været ramt af konflikter og arbejdsnedlæggelser i mange af de kommuner, hvor de står for renovationen.

Det fik tidligere i år Herlev Kommune til at opsige kontrakten med firmaet.

»Vi har den ene gang efter den anden måtte konstatere, at firmaet ikke har hentet affald, således som de skulle efter kontrakten. Kommunen fik bare en lakonisk besked om, at der var arbejdsnedlæggelse,« siger borgmester i Herlev Kjeld Hansen (A) og betegner HCS som en »skuffende oplevelse«.

Ifølge Kjeld Hansen var der alt for mange arbejdsnedlæggelser, der ikke havde nogen gyldig grund.

»Det kan selvfølgelig ske, at der kommer en arbejdsnedlæggelse. Men når man ser på årsagen, så skældte arbejdstagerne på den ene side ledelsen ud for ikke at ville tale med medarbejderne, mens firmaet tilkendegav, at de havde en masse uduelige ansatte. Det er svært for en kontrakthaver at forholde sig til,« siger Herlevs borgmester.

Også i Århus Kommune taber firmaet terræn og har mistet flere distrikter, mens man i Holbæk er endt i en retssag med kommunen.

»Jeg kunne godt sige en masse om HCS, men det vil jeg ikke, fordi vi står over for en voldgiftssag mod firmaet,« siger projektchef i Holbæk Kommune Hanne Niemann.

Af kommunens hjemmeside fremgår det, at HCS den 10. juni »løb« fra den kontrakt om affaldsafhentning, som var indgået foråret 2008 ved at erklære, at de fra dags dato stopper for afhentningen af skraldet. Årsagen er ifølge kommunen uenighed om økonomien. Kontraktbruddet sker, ifølge hjemmesiden, på et tidspunkt, »hvor ordningen omsider fungerer tilfredsstillende«.

Et sæt arbejdstøj

Hos fagforeningen 3F bekræfter man, at HCS har været igennem en længere periode med uoverenstemmelser med sine ansatte i flere dele af landet.

»Af den ene eller anden årsag, har HCS i den senere tid været involveret i arbejdsnedlæggelser. Det er næsten umuligt at finde ud af, hvor mange sager, der samlet set er. Men vi har flere sager med den her virksomhed, end vi har med de andre virksomheder i branchen,« siger forhandlingssekretær Kim René Busch fra 3F’s Transportgruppe og understreger, at det kun er de sager, der ikke kan løses lokalt, der ender inde på hovedkontorets bord.

Hos 3F Vestegnen har man også haft mange sager.

»Der har været en del problemer om miljø og sikkerhed. Der var en dialog, men den var ikke voldsomt venskabelig. Tingene endte med at spidse til og var medvirkende til den store konflikt i oktober,« siger organisationssekretær Bill Søndergaard.

Konflikten hos HCS i Glostrup var overenskomststridig og endte med, at HCS fyrede alle de 50 aktionerende skraldemænd.

Ifølge Lars Jensen, der er en af de fyrede og tidligere næstformand i den faglige klub hos HCS, bunder konflikterne reelt i, at firmaet underbyder ved de kommunale licitationer. Det gør, at de sparer så meget, at de ikke overholder Arbejdstilsynets regler.

»Det er svært for andre firmaer at konkurrere, når HCS ikke overholder reglerne. Jeg fatter ikke, at kommunerne går med til det her,« siger han.

Ifølge Lars Jensen var det umuligt at have en dialog med ledelsen og det endte flere gange med arbejdsnedlæggelser.

Konflikterne drejede sig om alt fra suspendering af tillidsfolk, manglende sikkerhedsdragter til de mennesker der gjorde skraldebilerne rene, samt arbejdstøj som firmaet ikke ville vaske:

»De er rigtigt gode til at spare penge. For eksempel fik vi Holbæk afdelingens gamle brugte arbejdstøj, da firmaet røg ud af Holbæk Kommune,« siger Lars Jensen og fortsætter: »Da jeg startede i firmaet, fik jeg kun et enkelt sæt arbejdstøj, som jeg selv skulle vaske hver dag. De havde så et pointsystem, og hvis man havde været længe i firmaet, kunne man være heldig at tjene op til at få et sæt ekstra arbejdstøj og et gavekort til Jensens Bøfhus,« siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra HCS.

Denne artikel er anbefalet af: