Den danske regerings bud på en klima-aftale fra topmødet i Bella Centret er lækket. Via det britiske dagblad The Guardian er et aftale-udkast på 13 sider nu tilgængeligt.

Udkastet er dateret 27. november og kan allerede være overhalet af begivenhederne på COP15, hvor forhandlerne nu er på vej i lukkede møder, og hvor mange drøftelser foregår bilateralt mellem nøgleaktørerne.

Topmøde-udkastet fastholder »den fælles vision« om at bremse den globale opvarmning inden to graders temperaturstigning og siger, at de globale CO2-udledningers vækst må stoppe senest i 2020 for derefter at falde for at være halveret i 2050, målt i forhold til 1990-niveauet.

For de rige lande skal udledningerne reduceres med mindst 80 pct. i 2050. Aftalen skal ifølge det danske forslag rumme et skema for hvert enkelt i- og u-land, der angiver landets præcise CO2-forpligtelser, men foreløbig er der ingen tal sat på for målene i 2020.

U-landenes CO2-udledninger skal bremses i forhold til en ureguleret udvikling, men hvor meget står åbent i udkastet.

Når det gælder bistand til u-landens klimatilpasning og -beskyttelse, står det i udkastet åbent, hvor mange penge der skal gives til en umiddelbar indsats i perioden 2010-12. Når det gælder penge for perioden frem til 2020, er teksten meget vag og lægger ikke op til at nævne beløb overhovedet.

Det danske formandsskab er under de første dages klimaforhandlinger blevet beskyldt af de udsatte nationer og af ngo’er for at forsøge at handle et resultat på plads via særlig dialog med store nøgleaktører. Den kritik næres af den lækkede tekst, mener Kim Carstensen, leder af WWF’s globale klimainitiativ.

Han kalder aftale-udkastet »svagt«.

»Det afspejler en alt for elitær, selektiv og ugennemskuelig tilgang fra det danske formandsskabs side. Vi forstår og deler de fattige og sårbare landes frustration. Vi henstiller indtrængende til det danske formandsskab om at ændre stil og blive mere samarbejdende og lyttende. Det mener vi også var et af de politiske signaler, Connie Hedegaard som COP15-formand sendte i sin åbningstale,« siger Carstensen.

Han henviser til, at der ligger et omfattende tekstmateriale på langt over 100 sider, som alle lande har bidraget til under de tidligere forhandlingsrunder. Det er denne tekst og ikke ny tekst forhandlet med udvalgte lande, der bør være udganspunkt for COP15, mener WWF.

I en kommentar fra Klima- og energiministeriet hedder det:

»Dette er under ingen omstændigheder Danmarks ’hemmelige udkast’ til en ny klimaaftale. En sådan findes nemlig ikke.
I sådan en proces som denne cirkulerer der masser af forskellige arbejdspapirer, der bruges til uformelle konsultationer med masser af forskellige parter, som kommer med masser af input, som bruges til at afprøve synspunkter. Derfor cirkulerer der mængder af papirer fra mange forskellige parter nede i maskinrummet. Det er helt normalt. Kommentarerne til teksten fra Guardian viser blot, hvor stor nervøsiteten er i denne fase af drøftelserne.«

Og chefen for FN’s klimasekretariat, Yvo de Boer, tilføjer:
»Dette var et uformelt papir forud for konferencen, givet til et antal personer med konsultationer for øje. De eneste formelle tekster i FN-processen er de, som er lagt frem af formændene for Københavns-mødet på begæring af parterne.«