Vi ængstes over volden i gaderne. Og der er grund til ængstelse. Ikke den mest omtalte og selvcentrerede, angsten for at blive tilfældigt offer. Den angst kræver mere politi og hårdere straffe. Forlangender, der ikke har en jordisk chance for at løse problemet. Det oplever vi dagligt. Trods styrkelse af politiet fortsætter volden.
Samfundet har tydeligvis fået et problem, som det tackler forkert. Det burde ængste. Så meget desto mere som vi alle synes fjernt fra den forståelse af årsag og virkning, der er forudsætningen for en hensigtsmæssig reaktion på udfordringen. Borgernes desorientering forværres af politikerne. Med sædvanlig kortsynet behagesyge griber de til foranstaltninger, der lyder og syner.
Ressourcer ødes på tankeløs muskeldemonstration, der over for borgerne signalerer handlekraft - og afmægtighed over for de terroriserende. Visitationszoner, ransagninger, tilbageholdelser. Der skydes stadig. Politiet er på pletten. Når det er forbi. Ingen gerningsmænd. Sparsomme spor. I værste fald et offer. Senere findes en bil. Stjålet til lejligheden. Efterladt brændende af de skydende, der for længst er i sikkerhed. Klar til nye raids.
Politiet magter det ikke. De siger det selv. Beder borgerne om hjælp. De håber vel på at nogen tør vove pelsen. Angive og vidne!
Intet tyder på, at den nuværende situation ikke kan udvikle sig til det værre. Der er vækst i de kriminelle miljøer. Tilgang af nye, stadig yngre aspiranter til fuldgyldigt medlemskab af de forskellige bandegrupperinger. Hvorfor? Hvad er det, der drager?
Tidligere blandedes vi
Selvværd er tilfredshed med at være den, man er, og med det, man gør. At vide sig anerkendt som et værdsat medlem af et fællesskab giver selvværd. Samfundet værdsætter den, der bidrager til dets opretholdelse. Man skal leve op til de rådende normer, og i vore dage lade sig uddanne til at matche videnssamfundets krav.
I Danmark har det også fået betydning at være dansk. Det sidste er en følge af det stigende antal flygtninge og indvandrere, der er kommet til landet. At opfylde uddannelseskravet lyder enkelt i et land, hvor undervisning er gratis, også den videregående. Kravet til danskhed kan imødekommes med integrering, men bedst med assimilation. Når vi ser på den virkelighed, fordringerne skal opfyldes i, er vilkårene imidlertid langtfra nemme.
De omgivelser, vi lever i, har betydning for vores syn på virkeligheden. For årtier siden levede danskerne i boligområder, hvor mindrebemidlede blandedes med dem, der var bedre stillet. De mødtes i kvarterets butikker, sås i børnenes skole, og deres børn legede sammen. De havde indblik til hinandens liv. De var bevidst om et fællesskab. Deres syn på egen og andres livssituation nuanceredes af nærhed. De havde en inkluderende holdning til hinanden. Velstandsudviklingen har ændret billedet. Boligområderne er blevet til ghettoer kendetegnet ved de muligheder, forskellige indkomstgrupper kan realisere. I skolen går ghettoens børn. Der handles i lokale supermarkeder. Fællesskabet er begrænset til medborgere, der deler eksistensbetingelser i det sociale kastesystem. Mødet med ‘de andre’ bliver ekskluderende.
Danmark forvandles til synligt klassesamfund. Med ‘de andre’ som modsætning kan man bestemme sin placering i det sociale hierarki. Hvad ser man, når man ser sig omkring? Sin virkelighed. Sine muligheder.
Vi taler om negativ social arv, når vi vil beskrive, hvor svært, næsten umuligt, det er for børn at få en uddannelse, hvis uddannelse er fremmed i deres opvækstmiljø. Den arv er ikke genetisk bestemt. Den er påtvunget af medborgeres manglende vilje til offervilligt engagement.
De svagtstilledes børn kunne hjælpes til bedre fremtidsudsigter end dem, der umiddelbart tegner sig for dem.
Det er ikke begavelse, de mangler, men børnene begynder i skole uden at være forberedt til at modtage undervisning. Deres baggrund blokerer for erhvervelsen af de færdigheder, der er forudsætningen for et vellykket videre uddannelsesforløb. De får ikke den støtte hjemmefra, der er en vigtig forudsætning for de faglige og sociale succesoplevelser, der giver mod på skolegang.
Hvad enten hjemmets svigt er socialt eller etnisk betinget, er virkningen den samme: nederlag. Nederlagsfølelsen er knyttet til skolen som institution og uddannelse som kilde til selvværd og social fremgang. Hjemme i ghettoens fællesskab neutraliseres nederlagsfølelsen. Dér er der flere, der ikke lever op til skolens krav og forudsætninger. Dér bliver nederlaget normaliseret og kvalificerende til kammeratskab med ligestillede.
Afvist af samfundet
Det ramponerede selvværd får næring. For mange bliver udstødelsen fra de positive forventningers gode selskab til vrede mod samfundet. Udstødelsen skaber en negativ energi. Vi ser dens udladninger i attentater mod det afvisende samfund.
Samfundet, det vil sige den heldigere stillede middelklasse, reagerer fra sine ghettoer med nultolerance. Med økonomiske sanktioner over for de svageste, og hårdere straffe til de oprørske vil samfundet tvinge til opfyldelse af sine forventninger. Midlerne modsiger målet. De dårligst stilledes afstand til de knæsatte normer øges. Rebellerne bekræftes i samfundets ligegyldighed over for deres problemer og må træffe et valg. Pariaens udsigtsløse rolle eller andel i samfundets rigdom på egne præmisser.
Valget påtvinges af en kortsynet, egoistisk middelklasse, der har pantsat en positiv samfundsudvikling for øjeblikkeligt behag. Legitimeret af liberalistiske klar-dig-selv-paroler har middelklassen bevilget sig stop for skattestigninger og skattelettelser. Samfundets prioriteringer kan aflæses på de fælles institutioners forfald. Kræver man noget bedre, kan man få det. Private alternativer er det ideologiske svar.
I frihedens navn skal der være plads til individuelle løsninger. Det hedder valgfrihed. Folkeskolen bliver ikke bedre af at blive valgt fra. Det gør undervisningen derimod for de børn, der er så heldige at have forældre med råd til privatskole. De andre må tage det, som det er. Fravalg polariserer befolkningen. De sociale skel trækkes op. Der er dem og os.
Politiske spinord
Og så er der sammenhængskraften. Et politisk paradeord som regeringen bedyrer betydningen af, mens den demonterer dets indhold. Det kunne øge befolkningens følelse af at udgøre et fællesskab, hvis regeringen gjorde det til mærkesag at styrke de fælles institutioner. Samling om folkeskolen kunne bidrage til at knytte dem til samfundet, der i dag må føle, at samfundet er de andre.
Magtesløshed skaber apati og desperation. Vi ser det i ghettoerne, hvor de med den svageste tilknytning til samfundet holder til. Apatien hos de ældre, der er dømt ude. Desperationen hos deres børn og unge, der afviser dommen.
Desperation er et sundhedstegn. Hærværk og brændte biler er besked til samfundet om spildt potentiale. »… det siger sig selv, at svagere, knap så velbevæbnede individer vil kompensere for deres individuelle magtesløshed ved at slutte sig sammen i større grupper,« skriver Zygmunt Bauman i bogen Flydende modernitet.
At genspejle sig selv
De unge, der mærker samfundets afvisning, styrker sig i grupper af ligestillede. Den anerkendelse, de ikke får fra de velbjærgedes fællesskab, får de i frustreredes broderskaber. Oprøret er udfoldelse af et selvværd formet i protest mod omgivelsernes prædikat: Intet værd.
Hvis borgerskabet ikke reviderer sin opfattelse af, hvem vi er, og fastholder sin ekskluderende holdning til mennesker, det ikke genser sig selv i, falder samfundet fra hinanden.
Tendensen er klar: Vi bevæger os mod øget segretion. Duelig i dagens Danmark er den, der matcher markedets betingelser. Gør sig efterspørgselsværdig ved at bestå markedets duelighedsprøver. Uddannelse gør duelig. Og tilsvarende uduelig bliver den, der ikke lader sig uddanne på de gældende betingelser. Betingelserne dikteres af idealer, der formes i borgerlige ghettoer. Take it or leave it, er parolen derfra.
De heldigt stilledes heldige børn sendes ind i uddannelsessystemet med de færdigheder og den opbakning, der betinger uddannelse. De andre trynes af omstændigheder, de er uden indflydelse på. Nogle er robuste og står det igennem. Andre står af. De er taberne i det borgerlige samfunds optik. De må klare sig, som de kan, og det kan de. De er ikke uden evner. De får, hvad de vil have. De henter det, hvor de kan få det. Samfundet nægter dem anerkendelse og selvværd. Banderne tilbyder det. Derfor! Hvis nogen er interesseret.
Niels Kølle tidligere forlagschef på Forlaget Fremad
Kommentarer
En enkel og tilsyneladende troværdig model Niels Kølle (NK) opstiller. Bevares den er set før, men det gør den hverken være eller bedre. Der er imidlertid flere punkter der godt kunne nuanceres og problematiseres ledt mere.
I Danmark har det fået stigende betydning at være dansk som følge af den stigende indvandring, skriver NK. Og levere derved en meget forenklet en til en løsning på et komplekst problemområde. Er det rigtigt? Hvad med EU og den snigende afvikling af national staten? Hvis man er dansk i forhold til noget ikke dansk så er man ikke dansk på samme måde i Sønderjylland som man er det i Hobro! Ligesom man ikke er indvandre, på samme måde på Nørrebro som i Helsingør, hvor 2. store indvandre grupper definere sig i forhold til hinanden. Så er der hele NKs indbildte forestilling om blandings samfundet hvor høj og lav omgik hinanden som løven og lammet i åbenbaringen. Det er en lodret løgn. Hvis man er vokset op i et middelklasse sammenhold og der var en proletar eller 2. i skolen så kan man godt forstille sig at nogen har troet at dette var en smeltedigel for samfunds klasserne. Sådan forholdt det sig bare ikke, dengang som nu boede de fleste i sociale ghettoer. Jeg selv kendte kun proletarer indtil jeg var omkring 19 – 20 år. Og det sted jeg pludselig mødte unge fra middelklassen var i det offentlige rum (på forlystelses steder) og ikke i samfundets sociale institutioner. Det var for øvrig noget der var symptomatisk for det vestlige samfund i 60érne .Se f.eks.: Simon Frith: ” Rocksociologi”, som er en mesterlig sociologisk undersøgelse af 60´ernes klassesamfund set gennem musikken. Nej det store danske fællesskab, gjaldt kun når arbejder klassen skulle lægge ryk til stædige støre byrder, eller rage kastanjerne ud af ilden, for borgerskabet som under krigen! Så disker NK op med den gode gamle prøvede: lovovertrædere og bøllernes opførsel er en reaktion på social uretfærdighed. Måske men det forklare ikke de mange (flertallet) der voksede op under identiske sociale omstændigheder, der aldrig blev forbrydere. Her ville det gavne med nogle flere parameter f.eks. moralske, psykologiske ect.. At man kommer med i en narko bande der tjener millioner kroner kan da for satan også skyldes grådighed? I samme bandes handels forbindelser findes børn af overklassen.
Det startede i 60-erne, man skulde være kreativ - dyrke sit ego og vise sit indre jeg. Kunst blev “hævet” fra at være hånden - til ånden værk, kunsthåndværkere var yt, nu var man - “arkitekter”, hårarkitekter, hattearkitekter, blomsterarkitekter, lysarkitekte osv. Det kedelige var bare, at der stadig var talenter, som ville lære deres kunst-fag fra bunden, og som endda lærte et almindeligt fag først for at have noget at falde tilbage på.
Jeg opdagede det, da vi først i 60-erne skulle bygge de første rockhaller, både dem der byggede og den som spillede havde en faglig baggrund, de lavede ikke bare noget de “følte”, de kunne deres fag, derfor slog rocken så hurtigt igennem.
Senere så vi den nyopfundne middelklasses børn
prøve at slå igennem med en HF, en treårsuddannelse og een vinters formning på aftenskole og forlange at blive berømte, der skal mere til, kunst kommer af - at kunne.
Det samme billede i handel og teknik, kort uddannelse, fin tittel, men meget lidt praktisk kunne og viden, Det samfund Niels Kølle fortæller om, med drømme og gæld, skal tage sig sønder og sammen, hvis det skal overleve.
Da jeg i begyndelsen af 70’erne flyttede i kollektiv i Virum, arbejdede jeg en kort periode som vikar på den lokale skole. I de foregående år havde jeg været vikar i Albertslund. det var et kultúrchok at komme til Virum. Eleverne var “artige”, venlige og “dannede”. De hørte efter hvad en vikar havde at sige. De advarede mig mod at låne en båndoptager den sidste time jeg havde dem, de inspektøren næppe ville bryde sig om at der blev spillet musik. Det gjorde han heller ikke. I Albertslund var det en evig kamp om at få den mindste ro og hver time var en overlevelsestur på 50 minutter, med få lyse øjeblikke ind imellem. Der var klasseforskel mellem de to skoler og der var uddannelses- og indtægtsforskel mellem de to skolers forældregrupper så det battede. Det er rigtigt at der var skoler der var mere blandede, men der var faktisk færre fra Virum der blev studenter i 1973 end der i dag bliver i Albertslund (procentuelt) Så noget er der da sket. Den stor smeltedigel eksisterede selvfølgelig visse steder, men ellers kan man i Københavnsområdet stort set sige at syd og vest er der hvor rosset bor og nord der bor de rige. Det har ikke forandret sig de sidste 30 år.
Med indvandringen er denne tendens bare blevet endnu stærkere. Mange til venstre sætter deres børn i privatskole, så proletarskolerne bliver i endnu højere grad styret af “utilpassede” unger end de gjorde tidligere. Dengang var der en skovl for enden af skolens udgang. Hvad er der nu ?
Denne kommentar er anbefalet af:
For mig at se rammer krølles kronik, præcis det samfund som man det har udviklet, til i dag.
Og det haster med at gøre noget alvorligt ved det med sammenhængskraften.
MVH KHA
Et af dagens problemer er, at egoisme forveksles med originalitet, men det første er selvfølgelig nemmere at opnå, eftersom det blot kræver at man ignorerer sine medmennesker, mens det andet kan tage et helt liv at opnå bare et lille anstrøg af.