Et frit valg - forbeholdt de stærke

Det er efterhånden almindelig kendt, at man som patient har ret til at tage til et andet EU-land og blive behandlet for sin sygdom på et hospital eller en sundhedsklinik dér.

Men hvordan gør man helt konkret? Hvordan finder man ud af, hvor man kan finde den behandling, som man ønsker? Hvornår har man helt præcis ret til at tage af sted? Er det, når ventelisten herhjemme er for lang? Og hvad er for lang? Må man tage af sted, hvis den ønskede behandling ikke findes i Danmark? Skal man have en godkendelse på forhånd? Skal man selv lægge pengene ud for operationen? Hvad med transportudgifterne? Og hvornår er man sikker på at få pengene refunderet?

Spørgsmålene hober sig op, men desværre ser det ikke ud til, at der kommer svar på dem i lang tid fremover. Det såkaldte patientmobilitetsdirektiv, som EU-Kommissionen fremlagde i juli 2008, blev nemlig lagt på is af medlemslandene i sidste uge. Simpelthen fordi de ikke kan blive enige om, hvordan reglerne skal udformes.

Spanien, som er en af de argeste modstandere af direktivet, er dels bange for, at det vil udvande den spanske sygehusstruktur, som er meget decentraliseret. Dels frygter de, at de mange nordiske pensionister, der har slået sig ned i landet, vil kræve at blive behandlet i deres hjemlande på Spaniens regning. Ifølge forordningen om social sikring på tværs af grænser, får spanierne et beløb for hver pensionist, der flytter til landet, men beløbet er langt mindre, end det vil koste at få behandlet pensionisterne i de nordiske sundhedssystemer.

Derfor risikerer direktivet at blive en underskudsforretning for spanierne. Samtidig er mange østeuropæiske lande imod direktivet, fordi de har store økonomiske problemer i deres sundhedsvæsener, og de frygter, at det vil føre til yderligere udgifter, hvis mange borgere vælger at benytte deres ret og tage til et andet land og blive behandlet, fordi ventelisterne er for lange derhjemme. Derfor blev det svenske EU-formandskab nødt til at give fortabt og erkende, at det var umuligt at blive enige om bare et første udspil til et sæt regler, som kunne sendes videre til EU-parlamentet, der er medlovgiver på området.

Problemet er bare, at EU-borgernes ret til behandling i andre medlemslande ikke står til diskussion. Den er allerede slået fast med syvtommersøm. Det har EU-domstolen gjort gennem flere domme, og hvad enten regeringerne kan lide det eller ej, kan der ikke rokkes ved det. Derfor hjælper det ikke at kaste håndklædet i ringen, fordi man ikke kan blive enige. Der skal klare og koncise regler på bordet for, hvad der gælder på området, for som det er nu, er det domstolen, der lovgiver og ikke politikerne. Det går imod den demokratiske forståelse af, hvor ting skal begynde, og det er helt uholdbart, for når rettigheder genereres af domstolen, bliver de uundgåeligt fragmenterede, når de skal fortolkes nationalt. Medlemslandene får alt for vidt rum til selv at vurdere, hvordan de nu mener, at rettighederne skal udmøntes, og det vil uundgåeligt stille EU-borgerne forskelligt og i mange tilfælde dårligere, end domstolen lægger op til.

I realiteten betyder det, at der kun vil være tale om et frit valg om behandling i andre lande for de meget ressourcestærke patienter. De, der selv har mulighed for at søge informationer om tilbuddet, som selv kan finde frem til en bedre behandling i udlandet, som selv har råd til at lægge ud for operation og transportomkostninger, og som har kræfter til at gå til domstolen, hvis det bliver nødvendigt for at hævde deres ret. Det er de færreste almindelige mennesker, der har den slags overskud og ressourcer og endnu færre, der har kræfterne i en sygdomssituation.

Derfor er det nødvendigt, at politikerne kommer på banen igen. For hvis der er én ting, de kan være sikre på, er det, at problemerne ikke går væk. Eftersom det nu efterhånden er almindeligt kendt, at det er en ret som EU-borger, at blive behandlet i hele Unionen, er det stensikkert, at der fra nu af bare vil ske en stigning i sager, som vil blive indbragt for EU-domstolen.

Og én ting, der er lige så sikkert, er, at EU-dommerne vil fortolke patienternes rettigheder meget videre, end landene bryder sig om. Domstolen har gang på gang vist, at de tager grundprincipperne om fri bevægelighed i EU meget bogstaveligt, og de vil ikke tage særlige hensyn til de enkelte nationale sundhedssystemer. Derfor må det være i alles interesse, at processen med at udarbejde ens regler for alle sparkes i gang igen så hurtigt som muligt. Helst allerede under det spanske formandskab i foråret, selvom spanierne ønsker direktivet hen, hvor peberet gror.

For jo længere tid der går, inden der sker noget, jo videre rammer får domstolen, jo mere usikkerhed skaber man i sundhedssystemerne, og jo større forskel gør man på borgerne i EU.

Det er ikke bare dumt. Det er urimeligt og uansvarligt.