Det bliver ved at stige. Hvert år, når statistikerne gør regnskabet op, og psykologerne ser sig tilbage, tegner sig det samme billede: Flere og flere danskere opsøger professionel hjælp til personlige problemer, timerne hos psykologen stiger og stiger, og mens finanskrisen kradser, og akademikerne bliver arbejdsløse, melder psykologernes fagforening om rekord høj beskæftigelse, positiv lønudvikling og en støt stigning i antallet af psykologstillinger. Samfundet er vilde med psykologer.
I denne uge kom det frem, at hvert fjerde danske barn bliver henvist til skolepsykologen i løbet af sin skoletid, og i det forgangne år steg antallet af psykologhenvisninger fra egen læge med 30 procent. Året før steg den med 32 procent. Cirka 62.000 får således årligt en psykologhenvisning, mens der ikke findes optegnelser over hvor mange, der kommer uden. Men Psykologforeningens formand Roal Ulrichsen kan på stigningen af antallet af private praksisser også her konkludere:
»Det er stigende drastisk stigende.«
Udviklingen kunne tyde på, at noget er helt galt, og når vi dertil lægger den eksplosive stigning i forbruget af antidepressive midler, som 400.000 danskere sidste år fik recept på, står det lysende klart: Vi er et land af depressive og forknytte nordboer, der har svært ved at tale med hinanden om problemerne, relatere til de nærmeste og se mening med tilværelsen. Måske er det manglen på solens stråler, måske er det vores tyngende jantelovskultur eller vores stressende job, reklameindustriens umenneskelige billede af det perfekte liv, den nedslidte folkeskole og de overfyldte børnehaver, eller måske er det den globaliserede og digitaliserede verdens overfladiske overflodssamfund, hvor vi har glemt de sande værdier og nærværet af de nærmeste. Det er ensomhed.
Eller måske er det lige omvendt. I flere årtier i træk er Danmark i den ene undersøgelse efter den anden blevet udråbt til verdens lykkeligste folk. Neurologer, psykologer, sociologer og antropologer fra hele verden har studeret vores kultur på kryds og tværs for at finde ud af, hvad der gør os så tilfredse med tilværelsen, men måske kunne det hænge sammen med et afklaret forhold til vores mentale sundhed. For som de siger hos Dansk Psykologforening, er den værste klient, en psykolog kan have, ham de aldrig får at se.
»En midaldrende mand, for hvem det er pinligt ikke at kunne påtage sig sine nederlag, erkende sine problemer og opsøge en psykolog,« siger foreningens formand Roal Ulrichsen.
»Det er dem, der vender deres smerte indad. De begynder måske at drikke og til sidst finder et træ og et reb. Det er et stort tab for samfundet, når mennesker, der har brug for det, ikke søger hjælp.«
Roal Ulrichsen kan kun se det som positivt, at danskerne i stigende grad opsøger professionel hjælp, når de har ondt i sindet. I alt for mange år har vi lidt i stilhed, siger han. Nu vil vi ikke finde os i det mere og bruger så den hjælp, der er inde for rækkevidde. Det er stadig særligt kvinderne, der opsøger hjælp, men de senere år er en helt ny generation af yngre mænd kommet til, og det tegner godt, mener Roal Ulrichsen
»Det er sønner af rødstrømper og af en tid, hvor ligestillingen kom til at stå højt på dagsordenen. Denne mand kræver at være i kontakt med sine følelser, og det kommer alle til gode. Han er ikke bange for at være emotionel uden at tabe sin mandighed, og det har samfundet omkring ham accepteret. Det tyder på, at vi med den generation forhåbentlig kan nå de mange ulykkelige skæbner blandt mændene, vi ellers aldrig får fat på.«
For få år siden blev syv promille af danskerne sendt til psykolog med en henvisning fra egen læge, men blandt andet på grund af en ny overenskomst mellem sygesikringen og psykologerne, der gav muligheden for at få en psykologhenvisning for lettere depressioner, er tallet i dag 1,2 procent. Det har hverken sygeliggjort os eller gjort os mere selvoptagede, mener Roal Ulrichsen.
»Mellem 30 og 35 procent af dem, der bliver henvist, kommer ikke mere end én eller to gange det er ikke sygeliggjorte mennesker,« siger han.
»Det er en gruppe mennesker, som vi professionelle har kunne hjælpe med at forstå deres egne følelser ikke at underkaste sig dem eller blive selvoptagede, men forstå dem, så de ikke behøvede at komme igen og bedre kunne åbne sig overfor deres omverden. Det er i virkeligheden ikke så kompliceret. Vi er professionelle og trænet i, hvad man skal gøre ved folks problemer. Det er ikke meget anderledes end, hvad en mekaniker ved om biler. Vi sætter folk tilbage på livets rullebånd.«
Selvskabt
Det er ikke så overraskende ikke alle, der ser så ukompliceret og mekanisk på danskernes glæde ved psykologien. Mens psykologiprofessor Svend Brinkmann ved Aalborg Universitet er bekymret for, at vi taler sygdomme frem, som ikke er der, og for en indskrænkning af selvet, der kan forekomme ved at se sindet som en maskine, som biokemisk kan repareres, ser filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt bekymret udviklingen som et udtryk for en særlig retsfølelse, vi i de sidste år har opbygget omkring vores forestilling om sundhed. Vi har krav på at være raske, og noget skal kunne kurere mig.
»I gamle dage tog man ulykken på sig. Man sagde Jeg lider, altså er jeg, men i dag er det ændret til Jeg er lidelsesfri, altså er jeg,« siger Lars Henrik Schmidt.
»I dag taler vi ikke længere om helbredelse, men om retten til at være lidelsesfrie. Vi har et krav på at være raske og lykkelige. Det, der før hed lykkelig og rask, er blevet en norm, og vi kan ikke længere tale om det, man kaldte The pursiut of happiness jagten på lykken. Det er ikke noget, vi søger, der er noget, vi kræver. Vi forlanger lykke.«
Lars Henrik Schmidt ser det egentlig som en naturlig udvikling, at vi tilsyneladende har opbygget et mere mekanisk forholdet til sindet, for det ligger i vores natur at bekæmpe lidelse med håndgribelige værktøjer. Så når vi i dag kender de dele af hjernen, hvor depressioner og psykiske lidelser viser sig, er det klart, at vi vil forsøge at bekæmpe det medicinsk eller neurologisk.
»Men det er ikke en forbilledlig udvikling, som jeg ser det. Det er en medicinsk udvikling ikke et civilisatorisk fremskridt,« siger han.
»Der findes mange medicinske opfindelser, der har betydet noget for vores overlevelse, men ligesom man fandt ud af, at den vigtigste måde at bekæmpe kolera på, var en ordentlig sanitering, skal man også gå ind at se, hvad der er grunden til vores problemer i hjernen. Det står mig ikke klart, at det er den vej udviklingen går, når 400.000 mennesker er på lykkepiller.«
Lars Henrik Schmidt sætter dermed også spørgsmålstegn ved, hvilke lidelser vi kan blive fri for. Det medicinalske fremskridt, som han kalder det, betyder nemlig blot, at vi kan håndtere et endnu mere stressende arbejdsliv og endnu mere komplekse samfundsstrukturer, men ikke at vi grundlæggende tager et opgør med dem.
»De fleste af de sygdomme, vi har i dag, er selvskabte, og det har jeg meget svært ved at se som et fremskridt.«
Professor Svend Brinkmann, ser også blandt andet udviklingen som et udryk for et intenst fokus på sundhed, der har gennemsyret samfundet på alle niveauer gennem det sidste årti. Det er til gengæld sundhedens paradoks, at jo mere sundhed vi har, jo mere sygdom opstår der.
»Der er en diskurs i disse år om lykke og sundhed som to sider af samme sag,« siger Svend Brinkmann
»Det er en diskurs, der er krøbet helt ind i sproget, og i dag taler vi om sundhed i et psykiatrisk sprog. Tidligere kunne der måske være tale om et mere religiøst eller spirituel italesættelse af det terapeutiske univers, men i dag er den nærmest medicinsk, og diagnoser er kommet med i vores hverdagslige vokabularium. Vi har udviklet en kultur, hvor videnskaben er det eneste svar på livets forhindringer. Det tror jeg, har gjort os fattigere.«
Svend Brinkmann har svært ved at svare entydigt på, om det er en negativ udvikling, men er bekymret for en udvikling fra et samfund, hvor vi var mere optagede af at indgå i sociale relationer, til et samfund, hvor vi først og fremmest forsøger at kurere os selv ved at søge ekstern hjælp. Han frygter, at man kan tale lidelser og sygdomme frem, som folk levede fint med for år tilbage.
»Vi er blevet bedre til at tale om vores problemer, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi er blevet bedre til at håndtere dem,« siger han.
»Der er ikke noget galt med folk, der går til psykolog, og det er positivt, at det er blevet aftabuiseret, men vi skal ikke der hen, hvor velfungerende mennesker opsøger psykologer for problemer, man kan klare ved almindelige relationer. Det er et meget utålmodigt samfund, vi har.«
Den præmis køber Hans Henrik Knoop. Han er Lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og forskningsdirektør ved Universe Research Lab, der beskæftiger sig med den såkaldte Positiv Psykologi. Jo flere psykologer du ansætter, des flere lidelser vil der opstå, men det betyder ifølge Hans Henrik Knoop ikke, at man skal lade psykologien fylde mindre i samfundet. Tværtimod skal man bruge den mere, men forebyggende i den måde, vi indretter institutioner, arbejdspladser og ser på hele samfundsstrukturerne på.
»Det er det, den positive psykologi kan bruges til. Når vi ser på en befolknings lykkefølelse, ved vi, at samfundsstrukturerne har en enorm stor betydning,« siger Hans Henrik Knoop.
»Det gælder selvfølgelig grundlæggende muligheder som ytringsfrihed, lige muligheder for alle og så videre, men det gælder i høj grad også på individniveau og den måde, vi betragter de vilkår, vi stiller op for individet, og her kan vi gå ind og bruge psykologien meget mere aktivt, end vi gør i dag.«
Ifølge Hans Henrik Knoop lider psykologien i dag under at have for mange skoler og for lidt konsensus. Man savner et reelt paradigme, som man ser i andre dele af samfundsvidenskaben og naturvidenskaben, og derfor taber psykologien ofte over for f.eks. lægevidenskaben eller økonomiske argumenter.
»Men hvorfor skulle psykologi skulle være behæftet med pinlighed,« spørger han.
»Vi er alle sammen psykologer, men indtil videre har psykologi været forbeholdt de syge. Vi bekymrer os ikke om de raskes psykologi helt ned på individniveau, så vi kan imødekomme den enkeltes behov. Det bliver af nogen set som et angreb på fællesskabet, men det er tværtimod det, der skal opbygge fællesskaber. Ved at optimere rammerne for den enkelte med den psykologiske viden, vi har tilegnet os.«
Kommentarer
Det er vel derfor dagblade har det så vanskeligt nu.
Nyt for Information er ikke nødvendigvis en nyhed.
Forbruget af nervemedicin/lykkepiller har gennem mange år fortalt hvori befolkningens lykke består. Sammen med det forsat høje forbrug af alkohol er der en stor andel af befolkningen, som sandsynligvis har vanskeligt ved at mestre livet.
Det har været situationen i rigtigt mange år.
Jeg er ikke lykkelig, ergo er jeg ikke dansker eller…?
Og så håber jeg fandme at min automekaniker er bedre end de psykologer jeg har frekventeret, han er i hvert fald billigere.
Denne fokus på ‘lykke’ er jo en krykke! Når man kun lærer en positiv tilstand at kende, bliver man ude af stand til at håndtere modgang - eller måske endog blot modsigelse eller afvigelse. Det er et skråplan, det er en infantilisering.
Lykkepiller og psykolog? Naturligvis kan man mene at der må være en sammenhæng mellem disse ting, og så Danamarks status som verdens lykkeligste folkefærd, men det ville jo f.eks. implicit betyde at man tillagde lykkepillerne en positiv effekt, som de næppe kan leve op til.
Når både psykologiprofessoren Svend Brinkmann og filosofiprofessoren Lars Henrik Schmidt ser den øgede søgning til psykologer som udtryk for en sygeliggørelse af hverdagsforhold, så tror jeg at de tager fejl.
En lettere depression er ikke mere sygelig, end stritører eller skæve tænder, men på samme måde som de to fysiske karakteristika, som samfundet giver folk tilskud til at komme af med, så er en lettere depression også socialt handicappende.
Og det er essensen i den øgede fokus på psyken: har man et godt liv, med materielle goder, adgang til en masse oplevelser af diverse art, osv., så bliver individet meget opmærksom på, at tid er en begrænset faktor, og der opstår et fokus på at få så meget af den.
Nøjagtigt som folk får fokus på fysisk sundhed og økonomisk opsparing til et langt liv i tryghed, så bliver de unge og midaldrende også bevidste om at man kun er 35 én gang, og de er ikke indstillet på at bruge tre måneder af det år i kulkælderen.
Og dette skaber et lille dilemma - ikke bare for psykologien, men for hele samfundet. For som en forholdsvis ung videnskab, er psykologien stadig lidt diffus for både den selv, og for brugerne.
Der findes jo f.eks. rent faktisk noget der hedder depression, og som kan klassificeres som en handicappende sygdom. Men den har ikke noget at gøre med den “lettere depression” som bliver brugt som etiket på en forbigående oplevelse af weltschmertz.
For psykologen er det to forskellige opgaver, og hvor den første - behandlingen af den egentlige depression - fuldt berettiget kan kaldes sygdomsbehandling, så burde støtte til at komme igennem den lettere depression nok nærmere kaldes “coaching”.
For lægmanden skaber dette dilemma et andet problem: den forvirrede brug af etiketten “depression”, fører til at den gruppe der - som nævnt af Psykologforeningens formand Roal Ulrichsen - kun lige besøger psykologen 2-3 gange, og så synes at problemet er væk, rent faktisk tror at de har haft en depression, og derfor ikke kan forholde sig til at en væsentligt mindre gruppe fører en årelang kamp mod depression, hvor psykoterapi og lykkepiller kun lige kan tage den værste brod af problemet - “man kan da ikke blive ved med at gå og rode med sådan en depression, - gør som mig, og se at komme videre!”
Og dette forhold kan også ses i Hans Henrik Knoops kritik af, at psykologien idag har mange “skoler” og ikke meget konsensus. For nogen et paradoks, og et udtryk for at psykologerne ikke ved hvad det er de går og laver, men for mig at se, ret naturligt: de “hurtige” og “evidensbaserede” skoler er jo netop fokuseret på behandling af de lidelser, der ofte ville gå over af sig selv, mens de tunge og dybe discipliner sigter på at hjælpe mennesker med de tunge og livslange mentale problemer (f.eks. seriøse traumefølger), som ofte ikke kan helbredes, men blot lindres.
Så hvis jeg skal konkludere, så står psykologien idag ved en skillevej, og når de finder ud af at lave en holistisk diagnose (at tage hele personens liv i betragtning, og ikke blot se på det isolerede symptom), så vil man kunne dele sig i to hovedretninger, og de forskellige skoler kan specialisere sig uden tab af akademisk status.
Kære Mads Kjærgård,
“Og så håber jeg fandme at min automekaniker er bedre end de psykologer jeg har frekventeret, han er i hvert fald billigere.”
En konsultation hos en psykolog tager jo mere tid, end bare de 45-60 minutter du sidder i terapi. Der skal forberedes før du kommer, føres journal, etc., og med en sygesikringssats på under 1000,-kr pr konsultation, så nærmer timelønnen sig hurtigt det halve (som igen ikke er løn, men også skal betale en hel del omkostninger).
Men selvfølgelig, - det kan da være at du bruger discountmekaniker, og så vil jeg da foreslå dig at se på de alternative tilbud til den autoriserede psykolog … jeg så f.eks. en skilt i et butiksvindue, der reklamerede med krystalhealing og kunstbroderi - der kan du sikkert både få billig opmærksomhed og måske ovenikøbet finde en julegave i ventetiden?
;-)
En del holder op med at gå til psykolog efter kort tid, det er forståeligt nok, da det jo koster 900 kr pr gang. I Norge koster det 600 pr gang.
Det er sguda lige til at blive ”deprimeret” af at se folk udtale sig som noget de åbenlyst ikke har en pind begreb om:
Peter Hansen:
”Når man kun lærer en positiv tilstand at kende, bliver man ude af stand til at håndtere modgang - eller måske endog blot modsigelse eller afvigelse.”
Det er jo noget der er noget nær almen viden, at mennesker der har haft en lykkelig barndom og ungdom, som de tænker tilbage på med glæde som en positiv tilstand, er langt mere psykisk modstandsdygtig end hvor det modsatte har været gældende.
Disse mennesker kommer lettere over traumatiske og svære tildragelser. De har så at sige noget på ”kontoen”, som der kan tæres på.
Det er jo ikke en tilfældighed heller, at man skal være mere end omhyggelig når man køber en hund eller kat, da det er helt afgørende for den videre opvækst hvor harmoniske de udvikler sig, hvordan deres første tid har formet sig. Selv de bedste opvækstbetingelser kan dog ødelægges af en tumpe, og det kan være umuligt at rette op på senere.
Det er ikke fordi jeg vil sammenligne dyr og mennesker, men parallellerne er der. Mennesker der udsættes for f.eks. mobning eller partnervold kan være grundlæggende stærke, men med tiden bryde helt sammen. Det er de allerstærkeste, der melder pas i tide, for de lader sig ikke bilde ind at ”sådan er livet, og det må man forsøge at finde sig i”. De véd bedre.
Det behøver man ikke at være psykolog for at vide.
Jeg enig med Sven Karlsen om den holistiske diagnose og opdeling i hovedretninger - og også i øvrigt. Depression er ikke kun depression.
Der er naturligvis også mennesker, der er blevet så forhærdede i barndommen, at de har lukket helt af for alt andet end ”den stærkes ret”. De har måske haft fysik til at slå fra sig uden nåde eller medfødte mentale gener. Hvad ved jeg? Det er nok ikke dem der bukker under. De bliver formentlig soldater eller statsledere, som uden skrupler kan sende andre i døden.
Her er ikke plads til øllebrødsbarmhjertighed, kun kynisme.
Hvis jeg må citere Søren Mørch, som citerer Bismarck:
”Hvad skal jeg sige til Gud, når han spørger mig, hvorfor jeg sendte 80.000 unge mænd i døden?” Søren Mørch tilføjer: ”Det skal man kunne svare på”.
Jeg mistænker ikke Søren Mørch for at være særlig religiøs, men udsagnet gælder også for alle mulige andre ting man kan foretage sig, der ikke er sundt for andre mennesker. Depressioner er ikke kun noget man kan blive ramt af midlertidigt ved dødsfald m.v., men den del af depressionerne der skyldes den måde vi behandler hinanden på, kunne der måske gøres noget ved, hvis hver enkelt tænkte sig lidt om – ikke mindst dem der leder landet og dem der ”opdrager” egne og andres børn.
Hvis hver fjerde barn henvises til skolepsykolog er der altså noget galt. Hvad?
Måske Dalai Lama kunne holde et filosofisk foredrag for Lars Løkke om lidelsens karakter og synet på ”retten til at være lidelsesfri”. Der findes lidelse, årsager og veje til ophør, som det vist nogenlunde hedder - også i landet, hvor man operer med bruttonationallykke. Herhjemme har vi ofte kun bnp, penge, renter, forbrug og jobs at forholde os til, når det skal udtrykkes, hvor godt det egentligt går, men i Holland har man i mange år haft et universitet til at undersøge begrebet.
Forbindelserne med samfundsindretninger, en konstant mængde stress, tilknytning til værdier, behov, livsstil, familieopbrud, opdragelse, klima etc. virker tydelige, som det bliver nævnt, men også basal tryghed, fred og fravær af naturkatastrofer.
Hvis religion engang har haft stor betydning i Danmark, så er det ikke alene blevet overtaget af psykologer, hjernemedicin og diverse coaches, men også af en velvoksen alternativ branche. For mange mennesker en salgs svar på sundhedssektorens uduelighed, hvor man ironisk nok ofte ikke har tid eller ressourcer til at forebygge og foretage grundige undersøgelser.
Henrik Wagner
Med henvisning til dit sidste afsnit om sundhedssektoren kl. 15.20, vil jeg tilføje undervisningssektoren m.v.:
Jeg tror det var i ’72 vi selv fik besøg af en skolepsykolog. Sagen var at vores datter ”ikke klarede sig så godt i skolen”. Dengang var der ikke noget der hed lektier, og forældre blev bedt om ikke at blande sig, der var nye undervisningsmetoder.
Ungerne var glade for at gå i skole, og det kom helt bag på os at datteren ikke kunne stave til ”jeg”. Ifølge skolepsykologen var problemet, at hun var for ”stille”, og formentlig var ”opdraget” for rigeligt hjemmefra. – Hvad?
Så måtte sagen tages i egen hånd, og det viste sig at matematiklæreren og andre lærere var helt uenig i at hun ikke klarede sig så godt i skolen, tværtimod var hun en af de ”bedste” og en meget aktiv og opvakt elev.
”Problemet” viste sig at ligge i en vis ordblindhed og en ualmindelig god hukommelse, som havde snydt dansklæreren, der ikke før 3. klasse opdagede miseren, men som altså fandt andre årsager end egen ”blindhed”.
Nu viser det sig at et barnebarn har fået samme ”problem”: God hukommelse, matematisk begavet, nogen ordblindhed OG psykolog.
Man har vist fundet ud af at ordblindhed er arveligt betinget. Det skal jeg ikke afvise, for i dette tilfælde er det måske gået i arv fra far til datter til søn. Men jeg ved også, at ordblindhed kan afhjælpes med den rette undervisning.
Hvis man i dagens Danmark sender alle til psykolog som er ordblinde, så…
Er det helt forkert at mene, at ressourcerne bliver brugt lemfældigt og helt uden reel viden, fra ministre til psykologer etc.?
Hvilken konklusion er jeg mon kommet til?
For at en elev folkeskolen kan få ekstra hjælp af faglig art SKAL man gå over skolepsykologen. Sådan har det været i mange, mange år. For 30 år siden ville forældrene hellere miste en arm end give tilladelse at barnet kom til psykolog. I dag hidser de sig op,hvis deres barn ikke straks kommer til psykolog. Hvis man er ordblind og derfor skal have specialundervisning skal eleven gennem en psykologudredning. Ligesom man skulle for 30 år siden. Og det er altså ikke alle der bliver sendt til ordblinde psykologer, som Inger Sundsvald synes at mene.
Inger Sundsvald,
Det taler for sig selv.
Jeg blev selv omkring fjerde klasse sendt til skolepsykolog og stillet besynderlige spørgsmål om hvor går solen ned (altså ikke klappen).
Måske det eneste tidspunkt i livet, hvor jeg fik nytte af den religiøse hjernevask fra børnehaven med jævnlige recitationer af ’I østen stiger solen op’. Psykologen ville også vide, hvor mange stykker man fik, hvis man skar et æble over to gange, og virkede ikke umiddelbart tilfreds med, at det afhang af hendes snit. Måske stod det ikke i testen, men jeg blev dog ikke smidt ud af skolen, selvom man ofte truede mig. Sigtet med undervisningen var på alle måder den gennemsnitlige elev og tiden var skarp imod niveau opdeling. Så var der til gengæld lykke i at lave ballade.
Jeg tænker sådan set også på hvad det gør ved den fjerdedel af børn der bliver sendt til skolepsykolog som de SKAL forbi. Jeg véd det ikke, men jeg kan forestille mig det. Jeg ved heller ikke hvad en ”ordblindepsykolog” er.
Jeg kunne også godt tænke mig at få at vide hvad en psykolog har af forstand på stavning. Drejer det sig ikke om at identificere ”problemet”? Som jeg ser det, så skal alt gå gennem psykologer. Det kan meget vel være sociale, økonomiske eller sproglige problemer, som ikke har noget at gøre med psykologi.
Der er jo stadigvæk en opfattelse i befolkningen af at det er skamfuldt at gå til psykolog - for ikke at tale om at det regnes for dumhed at være ordblind (eller ikke at kunne tale dansk godt nok). Så kan man være så uheldig at få hele to eller tre prædikater hæftet på sig – skør, ”udlænding” og dum.
Mennesker der af stress eller andre årsager er endt i suppedasen, vil hellere vove sig ud i løgnehistorier om komplicerede benbrud eller kræftsygdom, end at indrømme at de er gået ned med flaget psykisk. De bliver jo immervæk betegnet som skøre, helt bimmelim eller hvad man ellers har af superlativer.
Skulle de gå hen og indrømme ”noget psykisk”, så får de gode råd om kost og vitaminer og frisk luft. Men alene det at have været til en enkelt samtale hos en psykolog er diskvalificerende. Hvorfor er det ikke ligeså diskvalificerende at indrømme besøg hos en helsekostguru?
Psykologen kan så registrere enkeltbesøg på kontoen af hvor gode de har været. Tænk engang! Det er jo nærmest i klasse med et mirakel, og i stil med helbredelsen af alle dem der kun har købt et naturmedicinpræparat eller har været hos en healer eller ”nummerklog” én gang og dermed formodes at have fået et lykkeligt liv.
Det må jo være konklusionen, eftersom de ikke er kommet igen, eller hvad?
Henrik Wagner
Vi sparede vores børn for den slags tests, for de kunne ”rende os”. Jeg tror de slap for traumer ;-).
- I den anledning.
.”Hvorffor er lykken så lunefuld,
og hvorffor er livet så kort?”
Et flygtigt begreb, som lykken,
kan ikke måles!
Artiklen er åndsvag.
Et stort antal Danskere,
bliver skudt i robeden,
fordi de ikke kan fastholde masken,
i et “stræbersamfund”, som det Danske.
Så enkelt er det.
.”Normaliteten har vide grænser”,
siger min læge.
Men grænserne er på skrump.
Det offentlige snager tiltagende
i vores “privatsfære”,
definerer hvad der er rigtig livsstil,
Ren Big Brother.
Psykologerne bliver muligvis lykkeligere,
over en fed forretning ( hvis de ikke få stress ).
Men den danske lykke,
er og bliver en “Kemisk Lykke”.
.( Tar´jeg helt fejl…er det..jo..bare…lykkeligt! )
“Hvis man i dagens Danmark sender alle til psykolog som er ordblinde, så…”
Sådan skriver Inger Sundsvald og antyder på den måde at alle skal til ordblinde psykologer.
Det er naturligvis ikke godt at så mange sendes til psykolog, men det er altså i høj grad forældre der ønsker det. Den vej er det gået. Vi har alle krav på en psykolog.
Thorsten Lind
Engang imellem kan jeg godt få den tanke, at livet er alt for langt. Det kan godt være lidt svært at ”holde masken” overfor ”tandbørstepolitiet” og dem der ”snager”. Det er muligt at vi alle holdes oppe af et kunstigt fix: Penge, magt, kemi. Men hvad Fanden! Vi skal alle dø.
Som jeg ser det, så gælder det om at få det bedste ud af det. Der er dæleme ikke nemt, og det er ikke alle der kan, men det er det eneste valg vi har.
Og jens peter hansen har ret til at tolke som han vil og har fornemmelse og forstand til.
Ifølge Hans Henrik Knoop lider psykologien i dag under at have for mange skoler og for lidt konsensus.
Tjah, så mangler vi vel blot, at Hans Henrik Knoop siger, at vi derfor skal holde os til positiv psykologi, ligesom modedillen for tiden er kognitiv psykoterapi.
Måske handler de mange skoler om, at der ikke findes én bestemt vej til “lykken”, eller med Aristoteles’ ord: “Lykke er ikke et mål, vi når for enden af livets vej - det er selve den måde, vi lever vores liv på.” Og livet kan som bekendt leves på mange forskellige måder.
Og ikke sjældent er f.eks. de milde og moderate depressioner et resultat af eller en strategi i forhold til livsudfoldelsen - eller manglen på samme.
Inger Sundsvald:
Du skriver at at alle skal til psykologer der er ordblinde.
Det må da vist være lidt af et postulat. Jeg kender indtil flere psykologer der ikke er ordblinde.
Åh ja jeg tolker som jeg har forstand.
Hvad gør du og alle andre?
Ak. ak, ak! Refererende til jens peter hansen. - Hvorfor skulle man bekymre sig om den slags?
….
For en gang skyld kan jeg være enig med både Aristoteles og Per Holm Knudsen når førstnævnte skriver, at ”måske handler de mange skoler om, at der ikke findes én bestemt vej til “lykken”.
Det er vist helt teoretisk med dette ”måske”, iflg. den herskende mening på borgen. Der er kun én vej. Den rette!
Der hvor jeg kunne være uenig, er der hvor Per Holm Knudsen – og Aristoteles - mener, at der drejer sig om at ”VÆLGE” hvilken måde man ”beslutter” at leve sit liv på, og som i samfundet betragtes som det helt ”frie valg” og vejen til lykken.
Der hvor det kryptiske kommer ind, er i udtalelsen om ”strategien” i forhold til ”livsudfoldelsen eller manglen på samme”.
Hvor befinder vi os her i forhold til den ”frie vilje” og ”lykken”? Drejer der sig om strategi? - Rent strategisk og ud fra devisen om ”det frie valg”?.
Fortæl mig lige hvordan ”strategien” kommer ind i billedet for et barn eller en voksen, der er ”lost in translation”. Hvordan fanden skal de ”vælge” fra alle hylder, og beslutte sig til at blive lykkelige mennesker?
Det der bekymrer mig er myten, som angiveligt trives og står til troende, iflg. både tudsegamle og helt nye agendaer om, at ”enhver er sin egen lykkes smed”: - Vind eller forsvind!
Per Holm Knudesen – du udsender nogle højest modsatrettede signaler om ”strategi” og usle intentioner. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du kan hjælpe nogle mennesker der har råd til både dit og dat. – Men jeg tvivler på at du og dine luksusklienter i samme omfang som dem der sidder med fingrene nede i svineriet, har øje for den fjerdedel af børn i folkeskolen, der henvises til psykolog af den ene den anden grund.
Tag det ikke fortrydeligt op PHK ;-)
@ Inger
Jeg overser ikke, at der selvfølgelig er opvækstmæssige betingelser, som et barn selvfølgelig ikke er herre/frue over - mine udsagn refererer først og fremmest til voksne. Jeg er heller ikke som rød af hjertet spor blind for samfundsmæssige forhold, og samtidig er det vigtigt, at være opmærksom på menneskers frie vilje og evne til at handle anderledes end de gør. Jeg har faktisk mødt mange mennesker i min praksis, hvor f.eks. depressionerne er resultat, af den måde man vælge at løse sine problemer på - eller den forestilling man har om livet. Så ja - i mange tilfælde er man sin egen lykkes smed - f.eks. når man definerer, hvad lykke er for en selv.
Nej, jeg mener ikke at mennesker, der f.eks. vælger depressionens tryghed som en strategi ud af problemer, har usle intentioner - eller at det særligt ofte handler om en bevidst strategi - og en vej ud af depressionen kan være at se den som et resultat af et valg. (Jeg snakker her om psykogene depressioner - ikke de svære endogene(?) indlægskrævende.)
Nu ved jeg ikke, hvad du mener med “luksusklienter” (?), men mine klienter giver jo sig selv den luksus, at tage sig selv alvorligt, og vælger at gøre noget ved de problemer, der plager dem. Præcist som man sender sin bil til mekanikeren, når der er problemer med den - det kan jo selvfølgelig godt kalde luksus.
Og du har ret i, at jeg ikke i særligt stort omfang arbejder med børn.
Det koster det hvide ud af øjnene at gå til psykolog, med mindre klienten er i en speciel situation der falder ind under betingelserne for betalt service. I disse tilfælde er psykologens vigtigste funktion en deltagelse i vurderingen af berettigelse til en pensionsordning, der samtidig ofte medfører en opfordring til at æde tonsvis af forskellige forholdsvise primitive psykofarmica.
Der er ganske rigtigt sket en udvikling af disse medikamenter, der heldigvis ikke længere er irreversible, men alligevel for de fleste er en dårlig erstatning for almindelig sund fornuft, med mindre der er tale om alvorlig psykisk sygdom.
Så hvorfor prøver nogen at bilde andre ind at dette land er verdens lykkeligste? Er det fordi temmelig mange er halvt bedøvet af stoffer, eller er det fordi man tager psykiske problemer alvorligt? Måske begge dele, for stofferne er en billig løsning til sammenligning med den dyre psykologhjælp, hvor danskernes forbrug af dette medicinale skidt aldrig har været større.
Så vidt jeg har forstået, er psykriatrikerens ofte vigtigste mantra, støttet af psykologer: Har du det dårligt? Så æd nogle flere piller.
Det virker som en ret kompleks opgave at måle og sammenligne lykke, som man gør i mange undersøgelser, og særligt hvis man ikke også udspørger mange borgere. Selv da kan det være præget af om respondenterne synes de er bedre end andre til at ’synge’, og rubriksvarene vil afhænge af hvordan folk tror forholdene er andre steder. Troede danskerne, at man andre levede i den syvende himmel, så ville de formodentligt også udgøre røven af fjerde division på listerne - ligesom at større befolkningsgrupper kan være gladere for langt mindre og alligevel svare behersket pga beskedenhed, kultur, idealer eller religion.
For resten og meget apropos disse klima og miljø tider, så er der lavet en undersøgelse (‘Happy Planet Index’) med livsglæde frem for økonomisk vækst.
I forhold til Europa ligger Danmark som nr. 105 i verdenen stadig højt, men europæere er måske som helhed også ret triste? De sydamerikanske lande dominerer denne liste, hvis konklusioner er at penge ikke gør folk lykkeligere.
http://www.greennewdealgroup.org/wp-content/upload…
Det samme har lydt fra Erasmus Universitetet i Holland, hvor internationale undersøgelser er samlet i verdens største database over lykkeforskning. Det strider dog imod megen adfærd og politik.
Vi er jo forskellige
Det er ikke de lykkelige, der står i kø hos psykologen. Artiklens overskrift fremhæver denne dobbelthed.
Nogle kan ikke fatte, at andres motiver er penge.
Andre kan ikke fatte, at andres motiver kan være andet.
Mænd kan ikke fatte kvinders motiver og omvendt, hvorfor man før i tiden især latterliggjorde kvinders verden, og nu især mænds.
“Vi” er det ene, og “vi” er det andet. Det er en anden måde at sige følgende på: “Nogle af os står i kø, andre er lykkelige (Og så bytter vi plads, for det er en deæ af spillet)!”
Eller også er de lykkelige fordi at de lige har været på apoteket med en recept på lykkepiller.
Per Holm Knudsen: “Og ikke sjældent er f.eks. de milde og moderate depressioner et resultat af eller en strategi i forhold til livsudfoldelsen - eller manglen på samme.”
Og denne hæmning af livsudfoldelse kan opstå af kriser som f.eks. skilsmisse, mobning, dødsfald osv.
OG hvis man selv og de nærmeste IKKE tager det (reaktionerne på omstændighederne) alvorligt - så udvikler de sig ofte værre og værre.
Hvilket betyder, at depression kan være en midlertidig livsstrategi - afhængigt af om “nogle” reagerer på det/reaktionerne - og søger/skaffer hjælp. Uanset arten af den…
Jeg bryder mig ikke om at (selv en psykolog) skal vurdere, hvornår der er tale om livsstrategier eller hvornår der er tale om et pres i en sådan GRAD - at det i sig selv bliver hæmmende på et menneskes personlige udfoldelse.
Definitionen på sin egen krise må være ens egen ret. Ellers fratager man/behandleren jo mestringen af eget liv - yderligere fra individet.
Og det er IKKE en fordel, hvis der skal kræfter og selvtillid til at komme igennem en krise. Det karakteristiske er jo netop, at mestringen har fået et knæk eller er blevet ødelagt i krisesituationer.
I eget tilfælde kan jeg oplyse, at dels en bevidst og krænkende udelukkelse samt mobning på jobbet og dels en senere oplevelse af et voldsomt dødsfald i familien. NØDVENDIGVIS måtte medføre symptomer på depression og PTSD.
M.E.N måske er det snarere udtryk for en midlertidig/ikke-midlertidig startegi - der skal bringe een helskindet og styrket gennem en HELT NORMAL KRISE/TRAUME reaktion - de fleste ville være på¨virket af.
…At miste mestringen over sit liv i KRISE situationer - er IKKE udtryk for - hvordan - man mestre sit liv iøvrigt. Hvis psykologer ikke forstår DET. Så er de dårligere sparringspartnere - end jeg frygtede.
(Depression som livsstrategi skal man søge hjælp til eller arbejde med selv - inden kriserne opstår. Det er nogle helt andre (ikke livstruende) forløb…)
Og ja, jeg har mødt en hel psykologer, der ikke kunne lade være at projicerere deres egne forventninger over på mig OG som ikke forstod forskellen på krisereaktioner udløst af ydre begivenheder og den øvrige “normaltilstand”. Fordi de jo ikke har mødt een i “normaltilstand” - så vurderer de een ud fra de “BELASTNINGSSYMPTOMER” man kommer med.
Efterhånden som min psykolog har talt med mig gennem så lang tid - at jeg er ved at være igennem de sværeste belastningssymptomer - kan hun også se - at jeg er et andet menneske - end det traumatiserede menneske, hun mødte den første gang.
Hun kan så vælge at se dette som udtryk for tilbagevenden til den JEG ER - eller som udtryk for at jeg “er ved at blive rask”. Jeg foretrækker den første definition; at jeg er på vej tilbage til mig selv - efter en ufatteligt hård periode…
Det er også derfor at behandlere kan beskrive deres klienter så forskelligt - som de reelt gør.
Psykologen kan være en hjælp, men er IKKE GUD - og effekten vil for de fleste være betinget af, om de selv finder en måde at anvende psykologen på.
Fordi eget selvbillede sjældent hænger logisk sammen med andres/psykologens blik på een - og det gælder både velfungerende og ikke-velfungerende mennesker.
Det er vistnok delvist gratis at gå til psykolog i Danmark. Men hovedårsagen er - naturligvis - de to danske kendetegn: Perfektionsvanvid og dydsmønster-syndrom, og så i kombination med feminiseringen og den nye konkurrence-mentalitet, dert viser sig overalt, f.eks. i de offentlige svømmehaller, hvor trofæ-fædrene er begyndt at dukke op, frisk fra firhjulstrækkerne, og tvinge deres børn til udspring og opslidende sauna-ophold. Men det virker uheldigvis gabske modsat: Får barnet først en selvopfattelse af, at der er noget galt - hvad der ikke er - er løbet kørt. Men psykologerne oplever vækst og høj beskæftigelse.
Prisen for en time koster normalt ca. 900,-
Kan du komme ind under særlige omstændigheder som; efterladt efter selvmord inden 6 mdr. efter dødsfaldet og f.eks depression, inden du er fyldt 36 år - halveres egenbetalingen.
Der kan også forekomme (faste) psykologsamtaler indenfor det psykiatriske behandlingssystem. Men jeg oplever, at det føles mere utrygt, da diagnoser kommer i vejen for et 100% tillidsfuldt samarbejde. Det forhindrer en reel ligeværdighed.
Uanset jeg har glæde af samtalerne, da jeg ikke har andre “uvildige” at tale med. Alle andre har deres følelser for - og relation til mig i klemme. Og da jeg har en voldsom oplevelse af svigt, “backstapping” og løgn fra de nærmeste, gør det ikke problematikken bedre.
Så der kan psykologen bruges som “ventil” for mine følelsesmæssige dilemmaer. Hvilket efter min erfaring er ret væsentligt.
Den store bekymring for hvad danskerne skal leve af fremover er hermed løst.
Vi kan leve af at påstå, at vi er verdens lykkeligste folk, og opkræve betaling for at lade os udforske.
De 400.000 på lykkepiller - den høje selvmordsprocent (for teenagere er antallet af vellykkede forsøg tredoblet på 10 år) - verdens største alkoholforbrug - solid udbredelse af illegale euforiserende stoffer, der ofte anvendes som uautoriseret selvmedicinering - en kultur hvor det er taberagtigt ikke at påstå, at man er på toppen (selv når selvmordet ER besluttet) er altsammen ting vi skal vænne os til, ikke at tale for meget om.
Ellers kunne et andet land aflure os fidusen og måske overhale os ved simpelthen at tilsætte lykkepiller til drikkevandet.
Når man taler med en person som påstår at være “lallende lykkelig” kunne en urinprøve måske være på sin plads ?
Kære Gorm.
Så rigtigt med indførelse af en urinprøve!
Især på arbejdspladserne vil det være på sin plads.
I vores indbyrdes kollegiale konkurence, er det unægtelig konkurenceforvridende, når kollegaens drift får energien fra “lykkepiller” og lign.!
Jeg må virkelig give Inger Sundsvald (11. dec. kl. 13.54) ret i, at det er deprimerende, når folk udtaler sig om noget, de åbenlyst ikke ved en pind om!
Længere nede i rækken af kommentarer er der endda tale om en psykolog, så vidt jeg forstår, der udtaler sig, uden at have fattet en pind, nemlig Per Holm Knudsen (12. dec., kl.8.43), som gudhjælpemig skriver:
”Nej, jeg mener ikke, at mennesker, der f.eks. vælger depressionens tryghed som en strategi ud af problemer har usle intentioner – eller at det særligt ofte handler om en bevidst strategi – og en vej ud af depressionen kan være at se den som et resultat af et valg. (Jeg snakker her om psykogene depressioner – ikke de svære endogene (?) indlægskrævende.)”
Uanset hvad du, Per Holm Knudsen snakker om, så er det ikke depression. Hvis du vidste, hvad en depression var, ville du ikke tale om ”depressionens tryghed”. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvordan du overhovedet kan formulere dig sådan. Det er en fornærmelse mod de mennesker, der oplever at være forpint af depression hvert evige sekund af døgnets vågne timer i månedsvis!
Det hjælper ikke at skelne mellem psykogene og endogene depressioner. Det er en skelnen, de ikke har noget på sig. Alle depressioner kommer af belastninger af forskellig art.
Og så er der den gamle traver: den fejlagtige opfattelse, der går ud på, at de såkaldte ”lykkepiller” gør folk lykkelige. Det gør de ikke! Der er tale om antidepressiv medicin, som i heldigste fald kan hjælpe depressive til at blive raske igen, altså at blive, som de var, før de fik depressionen. For at antidepressiv medicin kan være effektiv, skal det gives i en nøje tilpasset, individuel dosis igennem nogen tid (uger til måneder). Derfor er Peter Jespersens idéer om, at folk er lykkelige, fordi de lige har været på apoteket for at hente lykkepiller dobbelt nonsens, og tanken om at tilsætte lykkepiller til drikkevandet, som nævnes af Gorm Petersen, er selvfølgelig også dybt godnat.
Hvorfor i alverden bruger folk ikke den rette betegnelse: antidepressiv medicin?
For at skære det ud i pap: Antidepressiv medicin kurerer depression (i bedste fald). Hovedpinepiller kurerer hovedpine. Der er ingen, der finder på at kalde hovedpinepiller for lykkepiller. Hvorfor i alverden er der så nogle, der kalder antidepressiv medicin for lykkepiller? Det virker dybt useriøst. Man bliver da ikke lykkelig af at blive kureret for en sygdom. Man bliver rask. Og hvis man ikke var lykkelig, før sygdommen opstod, så er der ingen indlysende grund til at tro, at man bliver lykkelig, efter at sygdommen er overstået.
Glædelig jul!
Per Holm Knudsen
Når jeg taler om ”luksusklienter”, så mener jeg ikke noget nedsættende med det. Der er sikkert mennesker der kan have glæde af den terapi du kan tilbyde mennesker med knas i parforholdet eller seksuelle problemer.
Men jeg vil fastholde, at mennesker med parforholdsproblemer og penge nok til privat at søge hjælp har ”luksusproblemer” i forhold til mennesker med depressioner.
I forhold til depressioner kan jeg slet ikke anerkende ”den frie vilje” eller at man søger ind i ”depressionens tryghed”. Der er desværre mennesker, der mistænker andre for at søge ind i ”sygdom” for at få omsorg og medfølelse og at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen.
Jeg har endog hørt om at alt, lige fra brækkede ben til kræftsygdom, er noget man ”påfører” sig selv. Det er nu mest fra metafysisk tænkende mennesker – som jeg ikke mistænker dig for at tilhøre. Det ligner bare.