Opslag til denne artikel

Personer:Jimmy Carter, Omar al-Bashir
Steder:Afrika, Ghana, Khartoum, København, Mali, Nairobi, Niger, Nigeria, Sudan

Mange tak for Tobias Havmands fine artikler om Sydsudan (5. og 8. december), der kommer godt omkring i emnet. Det er også godt at se, at der skrives fra stedet, og ikke blot bag et skrivebord i København.

Men jeg føler også, det kunne være af interesse at drage præsident Carter ind i billedet. Den forhenværende amerikanske præsident Jimmy Carter har ikke bare haft en interesse i at skabe fred i Sydsudan, men også i at se den fortsætte ud over 2011.

Ikke alene er det en del af The Carter Centers opgaver at skabe fred, medvirke til demokratiske valg og være konfliktløsende, men også at være sygdomsbekæmpende i Den Tredje Verden, især at udrydde guineaormen.

Ikke siden kopper blev udryddet i 1979 er nogen anden sygdom blevet udryddet. Da præsident Carter fratrådte præsidentembedet besluttede han at udrydde guineaormen - en meget smertefuld indvoldsorm, der i slutfasen er en meter lang og ætser sig gennem kroppen. I begyndelsen af udryddelseskampagnen var der 25 lande i både Asien og Afrika, hvor ormen fandtes. Nu er den udryddet i Asien, og den findes kun i et lille antal i Vestafrika, i Mali, Ghana, Niger og Nigeria, og i Østafrika med få tilfælde i Ethiopien, alle importeret fra Sydsudan.

Kun i Sydsudan findes ormen stadig i et stort antal, hvor infrastrukturen gør det vanskeligt at komme rundt i hver enkelt landsby.

Det er en livsopgave for den 80-årige præsident Carter at få ormen udryddet, den anden menneskelige sygdom, der nogensinde udryddes.

Hvis helbredet tillader

Lægestandens symbol bliver hermed udryddet. Det er en guineaorm, der slynger sig op ad lægestandens stav, en sygdom, der har hjemsøgt mennesket i 10.000’er af år. Der vil sandsynligvis - under de nuværende forhold - vare endnu tre til fire år, før guineaormen helt er udryddet.

Før den nuværende fredsaftale var der en længerevarende våbenstilstand lige efter årtusindskiftet, der alene bliver tilskrevet præsident Carters pendul-diplomati mellem Khartoum og Nairobi, hvor John Garang (Sudans tidligere vicepræsident, red.) i sin tid holdt til. Også den nuværende fredsaftale skyldes i stor grad Jimmy Carter, der som privatperson, men også med den pondus en forhenværende amerikansk præsident har, kan gå sine egne veje, og bl.a., som jeg selv har overværet, have direkte forhandlinger med præsident Omar al-Bashir.

Hvis helbredet tillader det, vil vi snart se en meget aktiv Jimmy Carter i Sudan igen.