Ofrene kommunismen og nazismen

En aktuel fransk bog efterlyser en ny 'Nürnberg-proces' - denne gang mod kommunismens forbrydelser. Dagens kronikør har læst bogen og fulgt både den danske og den franske debat med kritiske øjne

En antologi om kommunismens forbrydelser - en såkaldt 'sortbog' om kommunismen - har vakt stor opsigt i Frankrig og har også givet efterklang i Danmark. Herhjemme fik bogen især positiv omtale, hvorimod dens mere problematiske sider - som afstedkom stor polemik i Frankrig - er blevet ganske overset. I Politiken benyttede chefredaktør Tøger Seidenfaden igen lejligheden til at gøre op med, hvad han har betegnet som "århundredets største forbrydelse". Den franske bog hævder, at 100 millioner er blevet myrdet af kommunismen og i en artikel i Politiken efterlyser bogens hovedredaktør, Stéphane Courtois, en Nürnberg-retssag mod kommunismen.
Nu ligger det denne skribent fjernt at ville banalisere kommunismens forbrydelser eller at forsvare de faldne diktaturer i Øst- og Central-europa. På den anden side synes jeg, at det er vigtigt at bevare proportionerne og ikke lade lette forenklinger kaste skygger over en helt central del af dette århundredes historieskrivning.

For det første: Er 100 millioner mennesker blevet myrdet af kommunismen? Bogen skelner ikke i sine opgørelser mellem lande (Sovjet, Kambodia, Tjekkoslovakkiet, Nicaragua og Cuba nævnes i flæng), historiske situationer (Sovjet i borgerkrig og i krig med invaderende vestmagter i 1917-1921 på den ene side, Stalins skueprocesser i 30'erne på den anden side) og omstændigheder (ved nærmere undersøgelse viser det sig, at hungersnøden i Sovjet 1921-1924 og 1932-33 og i Kina 1959-1961 angiveligt afstedkom halvdelen af de 100 millioner døde).
For det andet påstås det, at myrderier er kommunismen iboende. Og dog må f.eks. de øst- og centaleuropæiske diktaturer i 70'erne og 80'erne vel betegnes som mere fredelige (omend undertrykkende) end egentlig morderiske.
For det tredje - og dette synes redaktøren af bogen, Stéphane Courtois' hoved-ærinde - sættes lighedstegn mellem kommunismen og nazisme. Også her ses bort fra historien. Tyskland var et af verdens mest udviklede lande i 1933. Meget målrettet og rationelt gennemtænkte man udryddelsen af enorme befolkningsgrupper. Kommunismen blev derimod inddraget som ideologi i tilbage-stående lande i et ofte - i udgangspunktet - folkeligt opgør med feudal undertrykkelse eller fremmede kolonimagter. Stéphane Courtois understreger i den forbindelse, at "det lille kulakbarn, der døde, vejer nøjagtig lige så tungt som et jødisk barn i Warszawas ghetto". Men her påpeger decembernummeret af månedsbladet Le Monde Diplomatique dog en væsentlig forskel: Det lille kulakbarn som overlevede hungersnøden i Ukraine ville kunne leve videre. Det lille jødebarn var derimod dømt til tilintetgørelse af en infernalsk raceideologi. Kommunismen er ikke per natur en udryddelsesfilosofi - modsat nazismen. Det er principielt klasseskel som skal fjernes, ikke klasseindivider. Og hvordan overhovedet forklare, såfremt kommunismen var at sammenligne med nazismen, at lande som Cuba i dag og de østeuropæiske i det meste af tiden efter Anden Verdenskrig er/var præget af undertrykkelse ja, men ikke af myrderier?

Den såkaldte 'sortbog' om kommunismen har vakt stor opsigt i Frankrig, hvor kommunister har spillet en anderledes vigtig rolle end i Danmark. I dag sidder der tre kommunister i Lionel Jospins regering. Og bogen gav dog også anledning til en forespørgselsdebat i nationalforsamlingen. Her tog Jospin på det kraftigste afstand fra den påståede lighed mellem kommunismen og nazismen. Han henviste til kommunisternes deltagelse i Folkefronten i 30'erne og deres heroiske bidrag til den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig. Og udtrykte sin stolthed over tilstedeværelsen af kommunister i sin regering.
Hvad der ikke fremgår af f.eks. Seidenfadens anmeldelse er, at sortbogen om kommunismen er skrevet af flere forfattere, som langt fra har været enige. Således tog flere af bidragyderne efter offentliggørelsen afstand fra bogens indledning, hvor hovedredaktøren Stéphane Cour-tois taler om nødvendigheden af en Nürnberg-proces mod kommunismen.
Flere har i Frankrig fremhævet bogens svingende kvalitet. Dagbladet Le Monde undrer sig over, at den i øvrigt anerkendte historiker Nicolas Werth i sit kapitel om Stalins ofre når op på 20 mio. for perioden 34-53, mens han i en artikel fra 1993 talte om to mio. døde i den samme periode.

Når det kommer til regimernes grundlæggende karakter føler de færreste sig vel kaldet til at forsvare Pol Pot, Mao eller Stalin. Mere stødende er det, når (ganske vist udemokratiske) styrer som det nuværende cubanske ukritisk anbringes i samme bås. Generelt påpeger Le Monde Diploma-tique, at bogens kapitel om Latinamerika mere synes at ligne "Ronald Reagans erindringer" end egentlig historie-skrivning. Bogen hævder f.eks. at 15-17.000 mennesker skulle være blevet skudt af den cubanske revolutionsregering, uden at det forbløffende tal underbygges. Med henvisning til Amnesty Interna-tional anføres, at der i 1986 skulle have været 15.000 politiske fanger på Cuba, mens et opslag i menneskerettighedsorganisationens årsbog for dette år giver tallet 450. Sammenlagt skulle antallet af ofre for kommunismen i Latin-amerika være 150.000 uden at det bliver klart, hvordan man når frem til det store tal (medmindre man med en makaber logik medregner ofrene for forskellige amerikansk støttede militærdiktaturers 'antikommunistiske' udrensninger).

I en parallel til bogens morbide Guiness-rekord-agtige beregninger påpeger Le Monde Diplomatique, at Frankrig må indtage en plads i allerforreste række blandt de mest massakrerende lande efter Anden Verdenskrig, ikke mindst landets størrelse taget i betragtning. Der henvises til de måske 100.000 dræbte under opstanden mod den franske kolonimagt på Madagascar i 1947, de måske to millioner dræbte i Indokina i 1946-54 og en million dræbte i Algeriet 1954-62 (man vælger bevidst at se bort fra Frankrigs mulige medansvar for det nylige folkemord i Rwanda).
Bladet efterlyser nu en sortbog for kapitalismen bl.a. med henvisning til de 15 mio. børn som hvert år i følge UNICEF dør af sult. Her mener jeg dog, at bladet på sin side forfalder til en letkøbt og forfejlet parallel. Der er jo ikke tale om bevidst udryddelsespolitik og kapitalistisk komplot. Godt nok har mange påpeget, at en lettere omfordeling af verdens goder hurtigt ville kunne komme den værste nød til livs i denne absurde verden, hvor de 10 rigeste menneskers formue overgår det årlige bruttonationalprodukt for de 48 fattigste lande. Men omvendt gælder, at kapitalismens kolossale teknologiske landvindinger også har haft et medicinsk sidestykke og udryddet sygdomme og forlænget levealderen overalt på kloden.

Alle forskelle fra nazismen til trods bør stalinismens og maoismens uhyrligheder så sandelig ikke gå i glemmebogen. Men man må håbe at Politikens og Courois' lidet perspektivrige sammentælling af døde fra væsensforskellige forskellige perioder og sammenhænge fremover kan give plads til historieanalysens egentlige ærinde: Søgningen efter sammenhænge, årsager og mønstre i respekt for konkrete omstændigheder.

Le livre noir du communisme. Crimes, terreur, répression. (Kommunismens sorte bog. Forbrydelser, terror, undertrykkelse). Stéphane Courtois (hovedredaktør), Nicholas Werth, Jean-Louis Panné, Andrzej Paczkowski, Karel Bartosek, Jean-Louis Margolin m.fl. 846 sider. Forlaget Robert Laffont, 1997

Apropos - Stormen på kommunismen

Niels Boel diskuterer Le livre noir du Communisme, skrevet af den franske historiker Stéphane Courtois. Bogens diskussion af kommunismens 'ideologiske' massemord udløste voldsom debat, da den i udkom i efteråret 1997 i Frankrig, ikke mindst redaktøren Stéphane Courtois' synspunkt, at kommunismen permanent brugte massakrer som redskab. Netop dét tog to af bogens egne bidragydere, Jean-Louis Margolin og Nicolas Werth, afstand fra i en lang artikel i Le Monde. De to historikere mindede om, at der kun i kortere perioder i Sovjetunionen var tale om en systematisk voldelig optræden, der kan karakteriseres som massakrer. Når det skete, var intensiteten af volden til gengæld uhyggelig høj. De nævnte også, at andre kommunistiske lande ikke har kendt til massakrer, mens andre - som Kampuchea i 80'erne under Pol Pots Røde Khmerer - nærmest blev begravet i en gigantisk massakre. En anden kritik af bogen kom fra Alain Krivine, lederen af den trotskistiske Kommunistiske Liga i Frankrig. "I forsøget på at opstille et regnestykke for antallet af ofre pladrer (bogen) alt sammen, lige fra de døde under Anden Verdenskrig - som kommunisterne ikke erklærede - til ofre for hungersnøden i 20'erne i Rusland, der i høj grad var resultatet af den vestlige militære intervention i landet," sagde Krivine.
Stormen gentog sig i Politiken, hvor chefredaktør Tøger Seidenfadens anmeldelse (18. jan.) udløste en række debat-artikler. Han skrev bl.a.:
"Der er tre gode grunde til fortsat at beskæftige sig med kommunismen. For det første er det en forudsætning for at forstå dette århundredes historie - og dermed det næstes. For det andet skylder vi kommunismens ofre - i det foreliggende værk anslået til op mod 100 mio. menneskeliv siden 1917 - at forstå, hvad det var, der dræbte dem. For det tredje er det en udfordring for tanke og følelse, at en ideologi og et system, der har været århundredets mest ødelæggende politiske kraft, samtidig har tiltrukket sig en betydelig del af periodens idealisme og uselviske politiske engagement. I det lys er kommunismen anskuelsesundervisning i, at de højeste idealer kan føre til de største forbrydelser, og at det onde ikke altid fremstår som ondt." mlk

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu