Læreren har lagt råvarerne til hjemkundsskabstimen frem. Han går hen for at finde et papir i sin taske. En elev er hurtig, for her er muligheden for at få mad. Eller for at få andet end toastbrød. Han snupper fire gulerødder og en dåse flåede tomater.

Et andet sted spørger en lærer sine elever, om hvordan de skal holde jul. Den ene af drengene i klassen fortæller, at de ikke holder jul derhjemme. Ikke grundet tradition eller religion. Måske lidt grundet tradition, for der har aldrig været råd. Ingen gaver, ingen særlig mad.

To af pigerne i parallelklassen snakker med deres lærer om, at de glæder sig til næste uge. Klassen skal på tur til Bilka. Der er et julearrangement for børn i Bilkas restaurant, som pigerne kalder den. De har aldrig været ude at spise så fint et sted. De har set frem til det i tre uger og taler tit om, hvilken dejlig oplevelse det bliver.

Dette er tre små eksempler fra min hverdag.

Der, hvor jeg har min daglige gang, er der børn, som ikke lever i det samfund, jeg lever i.

Når jeg kører hjem fra arbejde ændre verden sig fuldstændig. Der bliver tilføjet kulturelle oplevelser, intellektuelle diskussioner, varieret kost og en generel følelse af overskud. Næste morgen møder jeg ind til et helt andet sted. Et sted som, ifølge socialminister Karen Ellemann (V) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), slet ikke findes.

Den sidste uges tid har jeg undervejs på cykelturen til arbejde, tænkt på, om det er mig, der har tvangsforestillinger, eller om ministrene ikke vil indse problemet. >

De fattiges egen skyld

Der findes jo ingen fattige børn i Danmark. Ingen børn, som får den samme mad hver dag, som kun får nyt tøj, når børnechecken kommer. Der findes ingen børn, hvis forældre, når husleje, el, vand, varme og andre nødvendige udgifter er betalt, har et rådighedsbeløb under 1.500 kr. om måneden. Børn, hvis forældre har en økonomi, der gør, at nyt tøj, legetøj, tv, forskellige elektronik og alt det, som størstedelen af os tager for givet, ikke er en mulighed. De børn eksisterer slet ikke. Hvis det skulle lykkes mig at finde en eller to, er der selvfølgelig en forklaring - deres forældre kan ikke styre økonomien, forældrene har et misbrug eller de skylder en masse penge og har derfor et lille rådighedsbeløb. Det er sikkert gældende for nogle af de børn, der lever i fattigdom - at det er en konsekvens af deres forældres komplikationer. Men så er der alle de andre, alle dem jeg ser i skolegården, møder i klubben, og som kommer sultne ind ad døren og spørger, om jeg har et stykke frugt, de kan få.

Alle dem som reelt er fattige. Hvor jul, fødselsdage eller bare den nye Disney-film i biografen bliver forbigået i tavshed. For hvorfor tale om noget, man ikke har råd til. Hvorfor skabe drømme, der ikke kan realiseres. Så er det trods alt bedre - ifølge vores to ministre - at tale om, at det er de fattiges egen skyld.

Når jeg parkerer min cykel om morgenen, kigger jeg over på et boligkompleks. Ét af dem i Odense, hvor de fattige bor. I foråret bragte Fyens Stiftstidende en artikelserie om fire socialt hårdt ramte område - et af dem var lige præcis de blokke, jeg ser hver dag. En af de socialbyggerier, hvor gennemsnitsindkomsten er så lav, at det, at få råd til de basale dele af hverdagen, ikke altid er muligt. Men der findes jo ingen fattige børn i Danmark, kun forældre som ikke kan administrere deres økonomi. Eller også er det sådan, at der ikke findes fattige i regeringen, men en manglende forståelse for virkelighedens realiteter.

Sune Pihl er lærer i Odense