Den 7. december 2009 fik Politiets Efterretningstjeneste (PET) nye retningslinjer. For første gang nogensinde har Justitsministeriet gjort retningslinjerne tilgængelige for offentligheden. Samtidig har ministeriet offentliggjort en ny instruks til PET-chefen foruden et nyt kommissorium til Wamberg-udvalget, der har til opgave at kontrollere både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
På www.pet.dk kan enhver derfor læse detaljeret om PET’s overordnede opgave (at forebygge, efterforske og modvirke alt, der udgør en fare for Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert land), om PET’s umiddelbare opgaver (at lave trusselsvurderinger, imødegå terrorisme, ekstremisme, spionage mv.), om personbeskyttelse (kongehuset og topmøder), om forebyggende sikkerhed, om registreringer (må ikke ske alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed), om kontrol og om PET’s samarbejdspartnere.
PET-chef Jakob Scharf er citeret på hjemmesiden, hvor han finder de nye retningslinjer »afbalancerede«. Samtidig er han »glad« for offentliggørelsen, og han håber, at det vil »modvirke mytedannelse om PET’s registreringer« foruden »sikre den fornødne tillid til kontrollen med PET«.
Nydelige formuleringer
Mens Scharf er glad, er andre knap så tilfredse. En af dem er tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm, der i mere end 40 år har fulgt kritisk med i efterretningstjenesternes virke, ikke mindst når det gælder personregistrering:
»Det virker jo så nydeligt med alle de pæne formuleringer, for hvem kan være uenig i, at PET skal beskytte demokratiet?« spørger han.
Om personregistrering siger de nye retningslinjer: »Registrering af danske statsborgere og herboende udlændinge må ikke ske alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.«
Hertil siger Preben Wilhjelm:
»Det er jo næsten ord til andet den kendte formulering hentet fra regeringserklæringen fra den 30. september 1968, bortset fra at nu gælder den ikke kun for danske statsborgere. Men i dag, hvor vi har PET-Kommissionens dokumentation for, hvordan PET siden 1968 har fortolket ordlyden, nemlig at de har kunnet registrere løs, alt det de ville, så er sådan en formulering intet værd.«
De nye retningslinjer fastslår også, at »alle sager vedrørende nyregistrering af danske statsborgere og herboende udlændinge skal forelægges for Wamberg-udvalget.«
Heller ikke det imponerer Wilhjelm:
»Sådan var det jo også før, men i kraft af PET-Kommissionen ved vi nu, at PET tidligere har snydt Wamberg-udvalget, så vandet drev. Det skete selvfølgelig i sager, som udvalget ville kontrollere, men som tjenesten fandt for kontroversielle. Med PET-Kommissionens dokumentation i baghovedet, hvad skulle så fåén til at tro, at man ikke længere vil snyde udvalget? Skal udvalgets stikprøvekontroller stadig gennemføres med et varsel til PET på mindst en uge?«
Preben Wilhjelm opfordrer derfor til, at PET og FE bliver omfattet af en egentlig lov i stedet for alene at være reguleret via retningslinjer og instrukser, som ensidigt fastsættes af justitsministeren.
»Derfor kan reglerne uden videre - >og uden at Folketinget inddrages endsige informeres - >ændres igen af ministeren. Jeg tror, at en efterretningstjeneste altid vil leve sit eget liv, og derfor må vi sørge for, at PET og FE bliver lovreguleret, således at Folketinget får en finger med, næste gang reglerne skal ændres.«
Behov for efterkontrol
Heri støttes Wilhjelm af chefjurist Jacob Mchangama fra tænketanken Cepos. Overordnet mener han, at de nye retningslinjer er »et skridt i den rigtige retning«, men også, at skridtet er ret beskedent:
»Det ville være bedre med en regulær lov, fordi nu er rigtig meget magt lagt i hænderne på justitsministeren og forsvarsministeren. De to udpeger medlemmerne af Wamberg-udvalget, de to fastsætter udvalgets kommissorium, og endelig er det justitsministeren, der afgør eventuelle stridigheder mellem Wamberg-udvalget og PET. Med en egentlig lov vil man styrke den helt nødvendige retlige og parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne,« siger Jacob Mchangama.
- Som borgere har vi vel også en interesse i stærke efterretningstjenester?
»Ja, selvfølgelig. Men i lande som USA og Storbritannien er der mere retslig og parlamentarisk kontrol end i Danmark, og ingen vil vel hævde, at de amerikanske eller britiske tjenester er særlig svage? Hvis man i disse lande samt i Norge, Tyskland og Holland kan håndtere en større retslig og parlamentarisk kontrol, for eksempel ved at tjenesternes virke er fastlagt ved lov, så kan vi vel også,« siger Jacob Mchangama.
Derimod er han mindre optaget af personregistreringen:
»Registrering af mistænkelige personer på baggrund af politiske holdninger virker lidt som et koldkrigsfænomen. I vore digitale tidsalder skal opmærksomheden snarere rettes mod den massive overvågning, der udføres, for eksempel ved at plante såkaldte snifferprogrammer i computere.«
Mchangama ser gerne, at en uafhængig ombudsmandslignende institution får beføjelser til at tjekke, hvordan tjenesten for eksempel behandler de oplysninger, der indsamles via overvågningen.
»En sådan efterkontrol findes i Storbritannien, hvor man også kan lave høringer og iværksætte undersøgelser,« påpeger han.
Et halvlegsresultat
Den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen vurderer PET’s nye retningslinjer som »et halvlegsresultat«. Han henviser til, at et særligt udvalg, Wendler Petersen-udvalget, i mere end 11 år har ventet på at skulle udarbejde regler for større åbenhed i PET. Bonnichsen fastholder dog det historiske i, at retningslinjer, instruks og kommissorium offentliggøres:
»Det er et skridt i den rigtige retning.« >
Men også Bonnichsen finder det nødvendigt med en lov om PET og FE, så reglerne ikke alene kan ændres af en minister.
»Nu har enhver justitsminister de seneste 40 år sagt ét i Folketinget og noget andet til PET. I min optik ville en lov også være en beskyttelse af PET, der jo gang på gang har måtte agere syndebuk i stedet for justitsministeren,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Kommentarer
GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES.
Den nye og udvidede PET-instruks indeholder det samme fortolkningsoplæg til politiet som det gamle. Spørgsmålet er stadig, hvad politiet vil forså ved demokrati, terrrorisme, spionage og andre fortolkningsmulige principper. PET-kommissionen, der helt reelt har givet forståelse af og indsigt i PETs arbejde, løste en bunden opgave og indgik i det samme politiske bestillingsarbejde, var altså underlagt selvsamme fortolkning, men blev åbenbart redeligt udført. Wamberg-udvalget kunne tilsyneladende ikke trænge igennem den hemmelige mus og vil antagelig heller ikke fremover, idet samarbejde og kontrol er forskellige arbejdsformer.
Bag ved instruksen findes stadig det belastende begreb “landsforræderi”, der fra verdenskrigen til Den kolde Krig skiftede karakter og plads mellem ven og fjende.
En lovbefæstet offentlighedslov ændrer næppe det grundlæggende misfohold, eftersom hemmelige efterretninger i sagens natur ikke offentliggøres. Det tilsvarende tyske indgreb i 1968 skete ved særlóver og betød berufsverbot og anden personlig frihedsberøvelse, en krigerisk skærpelse af en demokratisk debat, i dag indført med antiterrorlovene og foreslås nu underbygget af en lov for PETs virksomhed. Sagen problematiseres, fordi den hidtil ensidige overvågning af venstrefløjen fremmedgøres under indflydelse af tilkomne religiøse anfægtelser, krigsdeltagelse og antipatier.
Politiske modstandere, der heller ikke i dag optræder som xenofober og antimuslimer, men trodser regerings angrebs- og besættelseskrig, må opfatte magtbeføjelserne som en alliance med den gamle fascisme og deri se en delvis videreførelse af de nazistiske idéer, ofte under dække af en global krig mod religiøse terrorister.
Den bogerlige liberalismes samtidige kamp mod både muslimer og socialister kræver imidlertid et helt andet verdensbillede, en fortolkning af demokratiet og internationale konventioner.
Preben Wilhjelm, Jacob Mchangama og Hans Jørgen Bonnichsen ved alle hvad de taler om, og befinder sig i supersværvægtsklassen når det gælder kamp for retssikkerheds og retsorden.
Sådanne tre personers udtalte enighed om et emne, ville i et civiliseret folkestyre medføre, at politikere og embedsmænd foretog lidt selvransagelse, og temmeligt hurtigt kom til samme konklusion. Nemlig, at en lov ville være markant bedre og rigtigere, og straks tage initiativ til ændre på forholdet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Men det er vi ikke, det er ikke en gang alle politikkerne der er stuerene.
Jow, men artiklens sammensætning af kommentarer til Justitsministerens (medgivet gratis) udmeldinger er endt i en sammenblanding af PET og FE nok engang. Helt bortset fra, at det til stadighed kan undre, hvormed en politisk ensidig og af nyere dato størrelse som CEPOS, skulle kunne bidrage med konkrete erfaringer til emnet? I bedste fald mangler artiklen et politisk overvejet svar fra anden side. CEPOS står i modsætning til artiklens to andre interessenter som en årsunge i sammenhængen. Universiteterne står med en langt bedre funderet viden i den sammenhæng, især såfremt man ikke henvender sig til de medie-darlings, som trækkes af stalden i alt for høj grad. Hvilket vil sige de såkaldte: terror-eksperter?…
Men der ér stadig, i langsom gengivelelse, en overordentlig stor forskel på, hvad man foretager sig i henholdsvis PET og FE. Som der før er blevet gjort opmærksom på, er der ikke noget hartkorn at gøre fælles sag omkring - udover overvågnings-aspektet som løsrevet princip. PET foretager overvågning og står for sikkerheden indadtil i samfundet. Mens FE tager sig af relationerne udadtil. At hævde, at der skulle være en direkte sammenlignelighed i den forbindelse, der skulle kunne godtgøre en fælles lovgivning, peger på en stærk mangel på indsigt i karakteren af den meget forskellige indsats, som Tjenesterne gør gældende.
Jeg har før, og uden fornuftigt resultat, efterlyst hos CEPOS en redegørelse for, hvad det er, man konkret er utilfreds med i forhold til FE. Men i og med, at der i CEPOS regis’ ikke er erfaringsbaseret kompetence til stede på området, har efterlysningen stået uforklaret hen indtil videre. Af gode grunde. CEPOS må stadig gerne oplyse om, hvilke relationer, man udover på det rent teoretiske plan, har med praksis i FE?
Medgivet at FE i ny og næ har haft negative forhold i medierne, så har FE som organisation vist al mulig vilje til at rette op på forholdene efter kritik. Hvilket står i direkte modsætning til PET’s reaktioner. Desuden har FE vist en villighed til at inddrage en langt bredere kompetence-sammensætning end tilfældet er os PET. Og har derfor været i stand til at udvise en uligt meget mere varieret såvel som kvalificeret omgang med de udfordringer, man som organisation er stillet overfor. Der ér foreløbigt ingen grund til at forudskikke, at det ikke også fremover skulle være tilfældet .
Fra PET’s side har kommunikations-betjeningen af offentligheden båret præg af at klappe fuldstændigt i, kort og godt. Også i forbindelse med PET-Komissionen. Vi står stadig fra offentlighedens side med et spørgsmål til PET’s Kommunikations-chef Lykke Sørensen, der drejer sig om, hvorfor hendes tidligere udmelding om, at offentliggørelse af Tjenestens behandling af såvel person- som organisations-overvågning, nu skulle være af direkte modsat karakter i forhold til tidligere udmeldinger? Og ser derfor klart frem til en fornuftsmæssig forklaring af, hvilken konkret indsigt der siden er opnået, som skulle anspore en 180-grades vending? Må vi i offentlig regis høre fra dig desangående, Lykke Sørensen?
Der er således ikke fremkommet meget nyt i indholdet af artiklens ordlyd i forhold til tidligere. Bortset fra, at såvel Wilhjelm som Bonnichsen, heller ikke er tilstrækkelig tilfredse med udviklingen på området indtil videre. Det kan man kun være ening i. Men Ulrik Dahlin skal ikke desto mindre have tak for viljen til ikke at slippe perspektivet af syne. Vi er til stadighed en pæn del, der ikke er til sinds at slippe anliggendet af syne…
Med venlig hilsen
PET-sagen er blevet udsat for forbløffende mange meninger fra mange forskellige sider af samfundet.
Preben Wilhjem (der hører til de overvågede) er næppe enig med de andre nævnte i andet end i forslaget om lovgivning, hvilket sker ud fra en sammenligning med den hurtigtarbejdende norske kommission, hvorefter de overvågede kan få deres egen sag tilstillet og eventuelt klage og endelig opnå erstatning, hvilket er sket i millionklassen.. Men er det en lovgivning værd?