»Almindelige borgere skal gå på gaden og sende en meget tydelig besked til politikerne om, at tiden er ved at løbe ud«

- Kumi Naidoo, leder af kampagnen TckTckTck, generalsekretær i Greenpeace International

At ytre sin utilfredshed er en demokratisk ret, som der er al mulig grund til at bruge i dag, hvor organisationer fra hele landet kalder til demonstration for en mere ambitiøs klimaaftale. Den varslede demonstrationsbølge begyndte i går, hvor nogle få hundrede aktivister fra ind- og udland forsøgte at »skabe kaos« hos såkaldte »klimaforbrydere« som Mærsk, McDonald’s og Shell under overskriften Don’t bye the Lie. Sikkerhedsopbudet i Københavns Indre by var stort, og det samme var frygten for flyvende brosten og smadrede vinduer hos både handlende og julekunder. Heldigvis opnåede demonstranterne ikke meget andet end at forstyrre trafikken, forøge politiets overarbejdspukkel og sende mere end 60 af deres kammerater i fængsel.

I dag forventes mere end 60.000 mennesker fra 67 lande og mere end 500 organisationer at gå på gaden for på fredelig vis at kræve en bindende og langt mere ambitiøs klimaaftale end den aftale om at halvere CO2-udledningen inden 2050, som tegner sig i øjeblikket. Ligesom de militante aktivister advarer mange af de deltagende organisationer politikerne mod at ofre verdensklimaet for på kort sig at tækkes erhvervslivet og enkeltstaters særinteresser.

Men hvem kommer igennem med budskabet?

At dømme efter det enorme presseopbud fredag får de unge ballademagere trods en eklatant mangel på konstruktive løsninger al den (medie) opmærk-somhed, de kan drømme om. Men det betyder ikke, at de har en tilsvarende folkelig sympati eller forståelse - eller at de på nogen måde bliver hørt af de beslutningstagere, der - uanset om man nu bryder sig om det eller ej - er dem, der har magten.

Ved dagens megademonstration ventes de militante aktivister at gøre, hvad de kan for at sabotere freden. På forhånd har arrangørerne meddelt, at det vil de ikke finde sig i, men med tusindvis af betjente og 60.000 unge, gamle og småbørn på gaden kan det hurtigt gå galt. Frygten for ballade vil givet på forhånd afholde mange fra at deltage i et ellers glimrende arrangement. Og det er en skam. Netop klimaspørgsmålet har som intet andet i nyere tid formået at engagere folk på tværs af politiske, religiøse og økonomiske skel. Og det engagement er som bekendt en helt afgørende del af ethvert forsøg på at finde en løsning på kloden mest presserende problem. Det er derfor trist, at nogle få ballademagere får lov til at tage patent på opmærksomheden og skræmme folk fra at bruge deres demokratiske ret.

Den slags aktioner, som Don’t bye the lie og lignende grupper iværksætter, opnår kun at skade den sag og den verden, de hævder at kæmpe så indædt for. Det bør de ikke få held til.