Opslag til denne artikel

Emneord:COP15
Personer:Connie Hedegaard
Organisationer:Dansk Industri, EU, Vestas
Steder:København, USA

Det er erhvervslivets dag til klimatopmødet, og små grupper af klimaaktivister samler sig på Nytorv i København. Journalisterne strømmer til og udgør halvdelen af de 200 forsamlede mennesker. Begge grupper har brug for, at der sker noget.

Aktivisterne for at vise deres modstand mod virksomhedslobbyen, de mener, påvirker klimaforhandlingerne i en negativ retning. Journalisterne fordi det her, ifølge deres egne artikler, bliver den første dag med vold under topmødet.

»I dag kan København ende som en slagmark,« varmer B.T op. Der må og skal blive ballade, det har de jo selv skrevet.
Et sambaband går i gang med at spille og journalister og kameraer flokkes om bandet, som var det Connie Hedegaard, der netop præsenterede en juridisk bindende klimaaftale.

»Det er jo en fuser det her. Jeg skulle have sovet længe,« siger en skuffet journalist.

»Ja. Men der er da mange udlændinge her,« svarer hans kollega med henvisning til den blanding af tysk, svensk og italiensk, der lyder fra de små grupper af demonstranter.

Demonstranterne uddeler en liste med ’mål’ til dagens demonstration. Øverst på listen står Dansk Industri, der holder ’Copenhagen Business Day’. Her er der gruppearbejde for virksomhedsledere. I små rundkredse sidder de spredt i den store sal, og snakker om hvilke handlinger, der er nødvendige frem mod år 2020

»De skal starte med at snakke om barrierer, og hvad der gør det muligt at komme over dem,« forklarer moderator Christine Roh fra The Civic Exchange, en kinesisk politisk tænketank.

»Husk at skrive alt ned. Gruppeambassadørerne skal flytte sig mod uret hen til næste gruppe. Nu har I 45 minutter til at snakke om løsninger,« råber hun i mikrofonen.

Rundkredspædagogikken er nået til ’Business day’ og suppleres af Elvis på anlægget:

»A little less conversation, a little more action,« synger han til erhvervslivets top, der sidder og snakker.

Fast pris på CO2

»Jeg beklager, men vi kan ikke give dig en liste over deltagere på konferencen, der er mange, som først er kommet i sidste øjeblik,« svarer en pressemedarbejder på spørgsmålet om, hvem der er blandt deltagerne.

Konferencen er domineret af nogle af verdens største CO2-udledere og blandt talerne er både direktør i Duke Energy, en af de største energiproducenter i USA og direktør i kemikalievirksomheden Dow, hvis lobbygruppe er kendt for at modarbejde tiltag i EU på klimaområdet. De er klimaaktivisternes hovedfjende, men selv ser de sig som innovative og ’first movers’. Dem, der er det virkelige problem, er de selskaber, der ikke engang gider komme til en konference som den her, lyder det flere gange bebrejdende fra scenen.

Dagen er startet elendigt – med at FN’s klimachef Yvo De Boer har kritiseret dem i hårde vendinger. »I siger meget om, hvad I ønsker og gerne ser fra en international aftale, men I siger ikke meget om, hvad I vil gøre. Derfor har industrien ingen rolle i forhandlingerne i Bella Center lige nu,« lyder det fra klimachefen fra scenen.

En langsigtet pris

En mavepuster, men deltagerne får hurtigt sundet sig og bliver klar til at stille krav om gennemsigtighed, gennemskuelighed og faste standarder. Det er nødvendigt før at reduktionerne for alvor kommer i gang.

»Vores besked til Bella Center er klar. Lad være med at forlade stedet uden en langsigtet pris på CO2,« siger direktør i Vestas, Ditlev Engel. De svingende priser på CO2-kvoter gør det umuligt for virksomhederne at planlægge langsigtet og hæmmer væksten i mere bæredygtig energi, mener de.
Beskeden er klar. »Mindre brændstof. Mindre kød. Mindre shopping. Vi skal lære at leve med mindre,« står der på en række skilte på buffeten, hvor frokosten bliver sat frem. Erhvervslivets top er villige til at ændre sig, men først har de lige en række krav.
segj@information.dk