Eritrea, hvor en befrielsesbevægelse kom til magten i 1991 efter 30 års kamp, er et land, som er oppe imod stærke kræfter. Under Bushregeringen truede Washington at sætte Eritrea på USA’s ‘terrorliste’, og Hillary Clinton fortsætter i samme spor.
Nu vil Uganda i FN’s Sikkerhedsråd samle støtte til en resolution med sanktioner mod Eritrea.
Hvad er Eritreas brøde? Jo, Eritrea bukker ikke for Washington, men siger sandheden om problemer på Afrikas Horn:
At Etiopien brutalt og med USA’s støtte har invaderet Somalia og støtter klanbaserede krigsherrer. Hundrede tusinder er på flugt og fordrevet, og hjælpeorganisationerne taler om verdens største flygtningekatastrofe. Under dække af ‘krigen mod terror’ lukker USA og Vesten øjnede for den humanitære katastrofe.
At krigen mod terror og forekomsten af mindre grupper af fanatiske islamister i Somalia bruges til fortsat udenlandsk indblanding.
Alternativ politik
At vestmagterne støtter et voldsomt upopulært og korrupt mindretalsregime i Etiopien, som får enorme summer af bistand, som bruges til at forsyne Afrikas største hær og føre angrebskrige mod Somalia og Eritrea. Samtidig med at millioner sulter.
At Etiopien fortsætter med at besætte Eritreansk territorium efter Etiopiens massive invasion af Eritrea i krigen 1998-2000.
At FN og stormagterne svigter ved at acceptere Etiopiens fortsatte brud på fredsaftalen og grænsekommissionens beslutning om grænsedragning.
Eritrea står for en alternativ politik: At somalierne uden indblanding udefra selv danner deres regering for at samle deres splittede land. Eritreas regering taler med alle i regionen, som vil en anden udviklingsvej, og dette er den alvorligste trussel: Et afrikansk land, som mener, at afrikanerne skal løse deres problemer selv og forsøger at praktisere det. Derfor er hovedstaden Asmara et mødested, hvor afrikanere med visioner kan få inspiration.
I Eritrea overtog en befrielsesbevægelse efter en langvarig folkekrig magten ligesom i Vietnam.
De har helt andre ideer om at opbygge samfundet med respekt for de martyrer, som døde i kampen, og med en ny moral som bygger på ideer om frihed, retfærdighed og kvindefrigørelse.
Det er en udvikling som er blevet bremset af USA’s fortsatte stormagtspolitik på Afrikas Horn, hvor Eritrea må bruge store kræfter på at beskytte sin nationale sikkerhed. Men Eritrea er altid et besøg værd!
Kommentarer
Et indlæg der er lige så nuanceret i sit indhold, som et indlæg fra fra formanden for Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea om situationen på den koreanske halvø måtte formodes at være.
Men nu kommer det jo så også fra formanden for Støtteforeningen Eritrea, og handler om situationen på Afrikas horn …
Lars Hansen, Poul Erik Rønne
D’herrer er sikkert også enige i, at det er godt at danske skattekroner bruges til at støtte amerikansk udpegede krige i kampen mod “terror”, der kan man virkelig tale om brug af ressourcer. Men at en lille støtteforening til et land som Eritrea, et land de ovenstående indlægsskrivere aldrig ville løfte en finger for at hjælpe, udtaler sig om problemstillingen, det finder de grusopvækkende….Det vidner lidt om proportionsforvrængning af værste skuffe og viser med al tydelighed hvor unuanceret og manipulerende de herskende politiske vinde blæser.
Undskyld Brian, men støtteforeningger til undertrykkende diktaturer i den tredje verden, der bevidst modarbejder vestens kamp for demokrati og menneskerettigheder, bør ikke være på finansloven.
undskyld Kim, men vestens kamp for “demokrati og menneskerettigheder” er efter min mening, det mest tragiske der finder sted på denne jord! Men jeg kunne da godt nævne dig en halvtreds tres stater, udpeget som vestlige samarbejdspartnere der kunne trænge til en kærlig hånd!
Kære John Graversgaard, jeg anbefaler lidt læsestof før du udtaler dig om noget du åbenbart ikke har forstand på:
Eritrea: A forgotten people held hostage
A new report on Eritrea has been commissioned by the Oslo Center for Peace and Human Rights. Contributions were also made by other NGOs, including Human Rights House Foundation.
“The HR violations are extensive and systematic, and the oppression by the authorities is total”, says the president of the Oslo Center, Kjell Magne
Bondevik.
www.oslocenter.no - Published: Monday, 26 October 2009
Reporten dækker i øvrigt fint over de personlige fortællinger jeg hørte fra en række eritræiske flygtninge, under en længervarende ophold i Nairobi.
Og nej, de var ikk på CIA’s lønliste.
Lars Hansen:
Personligt tog jeg gerne en tur eller to til regionen for at hjælpe Eritrea med et regimeskifte.
Sku det så være for at hjælpe modstandsbevægelsen i Eritrea eller under dække af en amerikansk ledet angrebskrig?
Hvis det bliver aktuelt vil forskellen være den samme - USA puster en passende oprørsgruppe op, som vi kan hjælpe godt i vej.
Tjah - Jeg var i Eritrea i 2005 - som en del af de sidste, der med DK’s støtte (er nu slut) skulle medvirke til at reformere Eritreas skolesystem. Mit indtryk var ikke, at Eritrea var/er et demokrati. Tværtimod var det styret af tidligere klanherrer, med præsidenten i spidsen. “Man” blev fængslet (på en øde ø i Rødehavet) for at sige sin mening. En gang imellem kørte politiet og samlede tiggere op, som siden sattes i fængslet.
Men: Jeg har aldrig været i et land, hvor kriminaliteten var så lav - hvor folk som flest var hjælpsomme, åbne og ærlige. Til trods for (mange års) undertrykkelse.
Desværre lukkede Fogh-regeringen for DK’s hjælp til landet - en hjælp der hovedsageligt blev brugt til at udvikle uddannelsessystemet. En hjælp, der bar frugt, men hvis frugter blev forhindret i at blive høstet, da arbejdet sluttede brat.
Sig det dog - som det er: Dette er en kamp mellem det islamske nordafrika repræsenteret af Nordsudan, Eritrea, Somalia og deres støtter - og Sydsudan, Etiopien, Kenya og deres støtter. Både dem der slås, og dem der skriver her, deltager i en kamp om tro, penge - og magt. Det minder meget om Europa i jerntæppetiden.
Du har ret i en ting Lars Hansen, USA puster sikkert en diktator i svøb op, det skorter det ikke med eksempler på, og heller ikke medløbere fra det såkaldte internationale samfund, go tur såfremt du kommer afsted, jeg har mine tvivl!
tak til John
jeg ved ikke meget om eritrea, men det virker plausibelt det john skriver, omend måske en anelse forsimplet.
de andre kommentarer - john, norbert, lars, etc. virker dog lidt “jeg-er-google-one-minute-ekspert” agtige. logikken synes at være: en person der er med i en venskabsforening for et land vesten ikke kan lide må bestemt være galt på den. et par klik på nettet bekræfter antagelsen: vesten kritiserer eritrea. derefter er man ekspert og kan med oppustet bryst skråsikkert tage del i debatten…på den måde, tænker man måske, får disse venstrefløjs-kulturrelativistiske-skabskommunistiske-antivestige-muslimister modspil.
den samme optik gang på gang: det er vesten mod islam. Intet kan retfærdiggøre at nogen skulle “holde med” muslimerne. det er det sidste argument. Det kan da godt være at usa og resten af vesten fører en helt absurd manipulatorisk menneskefjendsk voldsbaseret politik i afrika…menmenmen: det er jo fordi der er muslimer dernede i mørket. så i sidste ende er det helt ok, ja sågar nødvendigt.
hvor kvalificeret! hvor kultiveret!
Kasper Mathiesen,
Selvom jeg kan have forståelse for man som venstreradikal - ikke har råd til at være kræsen, når det kommer til afrikanske allierede i kampen mod USA (og de øvrige demokratiske lande i verden) - så mener jeg man i den grad kan finde bedre allierede end det nuværende regime i etpartistaten Eritrea.
Kasernestaten Eritrea undertrykker og forfølger ikke bare den ‘kontrarevolutionær’ (demokratiske) del af oppositionen, men sandelig også den socialistisk del - og det med drakoniske midler ifg. både FN og en række NGO’ere som fx. Amnesty International.
Dertil støtter Eritrea militante islamistiske bevægelser i Somalia, Sudan, Yemen og Ethiopien med både penge og våben - det var bl.a. derfor Vesten standsede sin budgetstøtte til det totalitære Eritrea, men fortsatte nødhjælpen. Diktatoren Afewerki har dog udvist en række af hjælpeorganisationerne, da de ikke optrådte tilstrækkeligt servilt overfor regimet.
Når Graversgaard skriver om sult- og flygtningekatastrofer så glemmer han for det første, at det er den førte planøkonomi som har gjort det fattige Eritrea endnu fattigere, ikke Vestens udviklingsstøtte.
Når det så kommer til Graversgaards bemærkninger om Somalia - så er det ikke den FN anerkendte og AU støttet somaliske overgangsregering som sender folk på flugt - men de selv samme grupper som Eritrea støtter med våben og penge.
Og modsat Graversgaards påstand lukker USA øjnede for den humanitære katastrofe som de af Eritrea støttede islamistiske grupperinger skaber, tværtimod er USA den største donor til både WFP og UNHCR i Somalia og Kenya.
På den anden side kan man måske godt forstå, hvorfor Graversgaard finder det formålstjenstligt, at agere mundstykke for politistaten Eritreas regime - hvis han dermed optjener goodwill nok til at regimet vil tillade Graversgaards hjælpeorganisation kan fortsætte dens virke i Eritrea - så giver Graversgaards bizarre kronik straks mere mening.
Hele Eritreas fodbold landshold er idag afhoppet under en turnering i Kenya, dette er mig bekendt aldrig sket for andre lukkede regimer, at hele hold hopper af. Denne gruppe af Eritreanere er måske ikke specielt repræsentative for befolkningen, men må dog anses for at være både mere ressourcestærke og mere priviligeret end gennemsnitsborgeren. Dette er sket tre gange tidligere, dog kun dele af holdet , hvor spillere er hoppet af til bl.a. Uganda.
Måske er der noget om snakken der er sjover på Bakken…. og i Kenya.
Ja, kort sagt et repressivt nationalkommunistisk regime.
Denne kommentar er anbefalet af:
Set på den lange bane, har John Graversgaard på nogle punkter ret.
En af de bedste bøger om Eritrea - kritiske Michaela Wrongs: I didnt do it for you - er et godt startpunkt for at kunne se Eritreas historie i det perspektiv, John Graversgaard prøver at give. Et perspektiv der i det normale mediebillede næsten helt er glemt.
Det er flot og prisværdigt, at solidaritetsarbejde, arbejder på at opbygge civilsamfundet, på langt sigt, uafhængigt af den øjeblikkelige politiske situation i Eritrea.
Men selv ubestridelige resultater på en række områder i Eritrea, er svært at se i øjnene, når når Præsident Isaias Afwerkis regime pt. er så massivt undertrykkende som det ubestrideligt er. En undertrykkelse som nok først og fremmest siger noget om at lang tids undertrykkelse og krig i et land næsten automatisk reproducerer sig selv, uanset ambitioner om frihed og retfærdighed.
John Graversgaard skal læse meget mere om Eritreas aktivitet i Østafrika før han skriver om det. Hans indlægs indlysende forklar at han ikke har forstand på det han skriver om.
Det er Eritreas regering selv der straffe Eritrea. Siden Eritrea blev uafhængig fra Etiopien, Eritreas regering har holdt sine befolkninger som gidsel, selve de befolkning grupper som flytter fra rædsel styrer og bor som flygtning rundt omkring i verden er tvunget til at betaler 2 % af deres indkomst til den regering de flygtet fra ellers vil myndighederne chikanere familien som er i Eritrea. Eritrea har vært i krig mod samtlige nabolande på det sidste er mod Djibouti. Den har destabiliseret helle øst Afrika med at træner og bevæbner terrorister. Derfor er det på tiden at Eritreas regering mærker Konsekvensen.