Eritrea, hvor en befrielsesbevægelse kom til magten i 1991 efter 30 års kamp, er et land, som er oppe imod stærke kræfter. Under Bushregeringen truede Washington at sætte Eritrea på USA’s ‘terrorliste’, og Hillary Clinton fortsætter i samme spor.

Nu vil Uganda i FN’s Sikkerhedsråd samle støtte til en resolution med sanktioner mod Eritrea.

Hvad er Eritreas brøde? Jo, Eritrea bukker ikke for Washington, men siger sandheden om problemer på Afrikas Horn:

At Etiopien brutalt og med USA’s støtte har invaderet Somalia og støtter klanbaserede krigsherrer. Hundrede tusinder er på flugt og fordrevet, og hjælpeorganisationerne taler om verdens største flygtningekatastrofe. Under dække af ‘krigen mod terror’ lukker USA og Vesten øjnede for den humanitære katastrofe.

At krigen mod terror og forekomsten af mindre grupper af fanatiske islamister i Somalia bruges til fortsat udenlandsk indblanding.

Alternativ politik

At vestmagterne støtter et voldsomt upopulært og korrupt mindretalsregime i Etiopien, som får enorme summer af bistand, som bruges til at forsyne Afrikas største hær og føre angrebskrige mod Somalia og Eritrea. Samtidig med at millioner sulter.

At Etiopien fortsætter med at besætte Eritreansk territorium efter Etiopiens massive invasion af Eritrea i krigen 1998-2000.

At FN og stormagterne svigter ved at acceptere Etiopiens fortsatte brud på fredsaftalen og grænsekommissionens beslutning om grænsedragning.

Eritrea står for en alternativ politik: At somalierne uden indblanding udefra selv danner deres regering for at samle deres splittede land. Eritreas regering taler med alle i regionen, som vil en anden udviklingsvej, og dette er den alvorligste trussel: Et afrikansk land, som mener, at afrikanerne skal løse deres problemer selv og forsøger at praktisere det. Derfor er hovedstaden Asmara et mødested, hvor afrikanere med visioner kan få inspiration.

I Eritrea overtog en befrielsesbevægelse efter en langvarig folkekrig magten ligesom i Vietnam.

De har helt andre ideer om at opbygge samfundet med respekt for de martyrer, som døde i kampen, og med en ny moral som bygger på ideer om frihed, retfærdighed og kvindefrigørelse.

Det er en udvikling som er blevet bremset af USA’s fortsatte stormagtspolitik på Afrikas Horn, hvor Eritrea må bruge store kræfter på at beskytte sin nationale sikkerhed. Men Eritrea er altid et besøg værd!