Det er det vigtigste værktøj, når danske biblioteker køber bøger - de såkaldte lektør- udtalelser, små boganmeldelser skrevet af bibliotekarer til bibliotekarer. De bruges til at vurdere, om en bog er god nok til at blive udlånt på biblioteker. Og de skal være så anvendelige, at det enkelte bibliotek hverken behøver at have bogen eller andre anmeldelser ved hånden for at beslutte, om bogen skal stå på bibliotekets hylde eller ej. Og sådan bliver lektørudtalelser hele tiden brugt.
Men de bibliotekarer, der skriver udtalelserne, pakker ofte dommen ind og dysser kritikken ned , så bogen fremstår bedre, end hvad tilfældet er.
»Man er meget opmærksom på ikke at være for kritisk,« siger forbundsformand i Bibliotekarforbundet Pernille Drost og tilføjer:
»Man er påpasselig med ikke at få skudt i skoene, at man er for farvet.«
Men spørgsmålet er så, om man overhovedet kan vide, om en bog er et mesterværk, når man har læst en lektørudtalelse?
»Næh …,« lyder svaret fra forbundsformanden.
En tynd kop te
Det får professor på Danmarks Biblioteksskole Birger Hjørland til at kalde lektør- udtalelserne »en tynd kop te«.
»Hvis udtalelserne skal være vejledende, nytter det ikke noget, at de fleste er positive. For at være kritisk kræver det, at man er meget godt fagligt klædt på. Det virker, som om mange springer over, hvor gærdet er lavest,« siger Birger Hjørland og erklærer sig »hyperkritisk« over for lektørudtalelserne.
Kritik eller ej. Hvert år udsendes hele 4.200 lektørudtalelser fra 85 danske lektører. Udtalelser, der altså skal »styrke det enkelte bibliotek i at tage stilling til anskaffelse af et materiale, uden at materialet eller andre vurderinger er ved hånden,« som det står skrevet i retningslinjerne, der udstikkes af Dansk BiblioteksCenter (DBC).
Alligevel stilles der næsten ingen krav til lektørernes kvalifikationer - man skal blot være bibliotekar og have kontakt med lånerne. Det hænder da også, at fagligheden i lektørudtalelserne halter gevaldigt efter.
»De skrives af bibliotekarer på et vidensgrundlag, der ikke er godt nok,« påpeger Birger Hjørland.
Han efterlyser mere faglig ekspertise, idet bibliotekarerne ikke nødvendigvis har en fornemmelse for, hvad der er relevant, blot fordi de har kontakt med brugerne.
Frygt for forlag
Bibliotekschef på Haderslev Bibliotek, Per Månson, har været lektør siden 1985. Han skriver tre udtalelser hver uge, og det bliver til næsten 150 om året, primært om skønlitteratur. Alligevel kan den garvede lektør godt nikke genkendende til, at der af og til er huller i hans viden.
»Selv om vi holder os inden for samme type bøger, sker det, at jeg får en bog, som jeg ikke aner, hvad der er op og ned i,« siger Per Månson og henviser til, at han bl.a. har anmeldt en bog om golf, selv om han med egne ord »ikke aner noget som helst om det område«, og det er problem, fastslår han.
Af retningslinjerne for lektørudtalelser fremgår det ligeledes, at »sårende eller nedladende ordvalg skal undgås. Ironi skal anvendes med forsigtighed«.
Per Månson forklarer, hvordan han og lektør-kollegerne forholder sig til disse regler:
»Man er meget påpasselig med at overholde retningslinjerne, for det er træls at støde forfatteren og få forlaget på nakken,« siger han, men mener dog ikke, at det styrer arbejdet - hensynet til landets økonomi vejer tungere.
»Men man vejer sine ord på en guldvægt og tænker på at være præcis,« forklarer han.
En lektørudtalelse må ikke overstige 1.500 tegn - det svarer til ca. bagsiden af en bog. Her skal der være plads til at vurdere målgruppen, beskrive bogen, sammenligne med anden litteratur og fremlægge en samlet konklusion.
»Det er meget kort plads til at få sagt sin mening,« siger Per Månson.
Professor Birger Hjørland er enig:
»Det er for lidt plads til at give en seriøs begrundelse for vurderingerne.«
Per Månson har før studset over, at hans eget bibliotek købte en bog, som han selv mente, han gav en negativ anmeldelse.
»Det viser, at det er svært at sende et rigtig tydeligt signal om, hvad man mener,« erkender den ellers erfarne lektør, som modtager bøger af meget svingende kvalitet.
»Nogle er så åbenlyst dårlige, at det ville være rart bare at skrive det ligeud,« siger han.
Lidt for forsigtigt
Også områdechef og leder af Lyngby børnebibliotek Hakon Keller kender tendensen:
»Lektøren fører sin pen meget omhyggeligt. Hvis personen kommer med et uforsigtigt ord, der ikke er vejet på en guldvægt, risikerer han, at forfatter eller forlag klager, fordi kritik sårer. Men det er et problem at lade sig styre af det, for der udkommer utrolig mange bøger, som ikke er særlig gode,« siger Hakon Keller.
Hos Dansk BiblioteksCenter preller kritikken imidlertid af, og der er ingen planer om ændringer.
»Det er rart at høre, at lektørerne tænker sig om,« siger den ansvarlige for lektør- udtalelserne, Hanne Ek- ström.
Hun understreger, at lektørerne skal give en fair og redelig behandling af bogen på dens præmisser og altid holde tungen lige i munden.
»Hvis de synes, der er fejl og mangler i bogen, skal de ikke komme med et postulat, men være sikker i deres sag. Det er lettere at skrive en positiv lektørudtalelse end en negativ,« medgiver Hanne Ekström.
Lektor på Danmarks Biblioteksskole Rune Eriksson, der beskæftiger sig med lektørudtalelser, fastslår, at lektørudtalelser er »bibliotekets vigtigste kilde til materialevalg«, og at »lektører er meget forsigtige«.
Mangler overblik
Selv om han mener, at der eksisterer mange gode lektør- udtalelser, er han enig i, at lektørernes viden ikke altid er god nok.
»I en del af udtalelserne har lektøren ikke det fornødne overblik over litteraturen og har derfor svært ved at koble den pågældende titel til andre titler, som ellers er et krav. Det betyder, at udtalelsen bliver uskarp, og nogle muligheder går tabt. Det er et problem,« siger Rune Eriksson og understreger, at man ikke kan sætte hvem som helst til at skrive udtalelserne.
Ligesom Per Månson har lektoren også oplevet flere tilfælde, hvor folk, som f.eks. primært anmelder faglitteratur, pludselig får lov til at anmelde skønlitteratur.
»Der er altid en sammenhæng mellem det mindre vellykkede og folks forudsætninger,« siger Rune Eriksson.
Hvis en forfatter er utilfreds med lektørudtalelsen, kan vedkommende klage, men på et år modtager Dansk BiblioteksCenter kun 20-25 klager over de 4.200 lektør- udtalelser. Det underbygger bare tendensen, siger Rune Eriksson:
»Hvis de var mere kritiske, havde der nok været flere klager.«
Ifølge lektoren kan der dog opsnuses en forklaring på, hvorfor lektørudtalelser oftest er mere positive end f.eks. avisanmeldelser. Folkebiblioteker er nemlig nødt til at tage hensyn til den brede borgergruppe og kan derfor ikke tillade sig at dømme så strengt som aviserne.
»Man kommer ingen vegne med f.eks. at slagte Dan Brown, når så mange gerne vil læse ham,« påpeger Rune Eriksson.
Alligevel er akilleshælen ved de bløde lektørudtalelser klar:
»Hvis næsten alle beskrivelser er lige positive, er det svært, når der skal foretages materialevalg.«
Kollegaen Birger Hjørland stemmer i:
»Hvis man er bange for at skulle stå til regnskab for sine vurderinger, duer det ikke - så bliver vurderingen intet- sigende.«
Her ses to eksempler på, hvor forskellige vurderingerne kan være fra avis til lektørudtalelse.
Gitte Nielsen: ’Du har kun ét liv’ (2009)
Lektøren skrev: ’Her kommer vi med ind bag al glamouren og sladderen. Bogen er letlæst, og man bliver, trods fordomme og meninger, draget ind i fortællingen om et liv i rutsjebanen’.
Berlingske Tidende gav bogen én stjerne og skrev: ’Det er egentlig lidt uretfærdigt, at man ender med en så kedeligt anrettet og sjusket
biografi, når man hedder Gitte Nielsen og har sovsekulør nok til at skabe høj bølgegang på middagstallerkener i både Hollywood, Italien, Spanien og Danmark. Men det er desværre tilfældet. (…) Bennet har en fortælleteknik som en døende gople og fortæller på en så udjævnende og overfladisk måde, at jeg aldrig rigtigt fornemmer hovedpersonens tilstedeværelse. Dertil kommer forlagets skandaløse mangel på korrektur’.
Lotte Garbers: ’Prøverummet – erotiske fantasier for kvinder’ (2009)
Lektøren skrev: ’Lotte Garbers har her skrevet en lille samling historier, der er rigtig god litteratur samtidig med at de er erotiske. (…) En rigtig
dejlig lille bog, der vil pynte i enhver (kvindes) bogsamling’.
Berlingske Tidende gav den én stjerne og skrev: ’Problemerne står i kø, allerede inden man går ind i bogen. Faktisk ejer ingen af forfatterens 10 novellelignende fantasier, der både udspiller sig til hverdag og fest, ikke skyggen af et litterært projekt, og de kan betragtes som rendyrket triviel brugslitteratur. (…) Det er alligevel besynderligt, at forfatteren, der er formand for Dansk Forfatterforening, så fuldkomment fornægter den litterære oplevelse og udelukkende skriver erotik for erotikkens skyld’.
Kommentarer
Jeg har lige ledt efter John Lennon-dokumentaren: USA versus John Lennon, i bibliotekets database, fordi jeg missede den på tv. Men den har de ikke. Til gengæld fik jeg set en af de mange genudsendelser af dokumentaren om Gitte Nielsens plastikoperationer, så den behøver jeg ikke låne, selv om den måtte være på hylderne.
Det er ikke de pågældende bibliotekarers kvalifikationer, der er problemet.
Problemet er, at forlagene skriger og skaber sig, når en halvdårlig bog bliver kaldt det den er, og at flertallet af de pågældende bibliotekarer reagerer på forlagenes klager og udskældning ved at krumme ryg og rette ind.
Jens Guld
Forhenværende bibliotekar.
Som mangeårig lektør af børnebøger kan jeg kun nikke genkendende til de problemstillinger, der bliver opstillet.
Børnebøger anmeldes deværre kun alt for sjældent i aviser og tidsskrifter. Derfor er det ekstra vigtigt her, at lektøren er sig sit ansvar bevidst og bruger sin faglighed og erfaring til at levere 1500 anslag, der indeholder så objektiv en beskrivelse af materialet som overhovedet muligt.
Information kunne selv gøre noget ved det ved at anmelde nogle flere bøger.
Fx mine ;-)
Det skal måske lige nævnes, at forlaget Gyldendal er medejer af det private firma DBC, der laver lektørudtalelserne. Man kunne måske frygte, at bøger fra dette forlag ville blive begunstiget.
Jeg tror bestemt, at både biografien om Stallones exhustru Gitte Nielsen og Lotte Garbers sjældne genre - erotik for kvinder - er bedre tjent med bibliotekarernes neutrale og lidt upersonlige bedømmelse frem for den lidt tilfældige nedsabling, som ofte opleves blandt anmeldere ved dagbladene og som ofte står i kontrast til den popularitet, som værkerne alligevel ender med at få hos læserne.
Lad folkebibliotekernes lektørudtalelser bevare deres positive stil og lad så de kulturelle smagsdommere boltre sig med deres spidse penne alle mulige andre steder. Hvis der blev ændret på dette kunne det let få karakter af censur.
Lotte Garbers mener i næste artikel om samme emne, at det største problem er at man kan blive bibliotekar uden at vide noget om skønlitteratur. Nærværende artikel om samme emne er også ensidigt fokuseret på skønlitteratur. Men, hov, stop en halv. Der bliver altså også lavet lektørudtalelser på faglitteraturen. Man kan sagtens blive bibliotekar uden at have en særlig viden om de enkelte fag og videnskaber. Hvis man spørger mig, som almindelig biblioteksbruger, mener jeg, at folkebibliotekernes mest mangelfulde, til tider nærmest mystiske indkøbspolitik, og de mest problematiske lektørudtalelser, findes her og ikke på det skønlitterære område.
Taget i betragtning af, at bibliotekerne fortsat har det som sit fremmeste mål at bidrage til oplysning og uddannelse, er det mildt sagt et problem - og et væsentligt større problem end skønlitterære forfatteres bekymringer om eget omdømme og forlagenes salgstal.
Det er altid interessant at kigge et folkebiblioteks indkøbspolitik nærmere efter i sømmene. Nu om stunder er den altoverskyggende regel ved anskaffelse af materiale, at låner/bruger-majoriteten er Gud. Derfor laver man bruger-analyser. Man ser at unge brugere ikke låner bøger. Man indkøber derfor computerspil og andet fra samme boldgade for ikke at miste denne brugergruppe.
Når alle de mange elektroniske medietyper har taget deres bid af materialeindkøbspuljen, er der en lille rest tilbage til indkøb af bøger. Dette beløb er så begrænset, at der kun er råd til det der virkelig rykker hos de læsende brugere. Hvilket jo feks. er krimier. Så man køber et dusin eksemplarer af den nye Jo Nesbø og så fremdeles. Digtsamlinger er der ikke råd til og brugerne låner dem alligevel ikke. Faglitteratur købes i det omfang det er omtalt i medierne og skrevet i en lettilgængelig stil; såsom “En ubekvem sandhed” af Al Gore.
Og hvad har det nu med lektørudtalelserne at gøre? Jo, som jeg ser det, er lektørudtalelserne et levn fra en tid, da et folkebibliotek var interesseret i at indkøbe de bøger som var af høj litterær eller faglig kvalitet. Idag er en bogs kvaliteter (for et folkebibliotek) lig bogens efterspørgsel blandt brugerne. Lektørudtalelserne har ikke den store betydning i den forbindelse. Og så kan det jo være hip som hap om en lektør er kritisk eller ej.
Denne her debat er ikke ny. Den dukker med jævne mellemrum, og den har altid haft det med at henrette de forkerte. Det er ikke lektørerne eller institutionen som sådan der er det forkerte. Det er sammenblandingen af privat kapitalistisk foretagsomhed og kommunal service, som bibliotkerne er en del af. Jeg har for mange år siden sammen med en kollega skrevet en stor artikel om det biblioteksindustrielle kompleks. Dengang erfor vi, at lektører kan blive lagt på is, hvis de gentagne gange er for kritiske. Løsningen på det her problem er, at lektører og DBC skilles, så lektørinstitutionen bliver uafhængig. Det at være lektør kunne være en del af arbejdet, det kunne gå på skift blandt kollegerne. De grønne sedler er gode nok . kun ikke i makkerskab med DBC.
Ovenstående artikel og tilhørende tråd er at sammenligne med Informations “Fra vores helt egen verden”. Hvor det her jo så er Folkebibliotekernes verden der er tale om.
I den forbindelse burde Leif Emerek fra Biblioteksskolen se det som sin pligt at formidle og elaborere sin insiderviden. Han henviser til en artikel uden at linke eller behørigt kildehenvise.
Almindelige biblioteksbrugere sidder tilbage med følelsen af, at det her emne overhovedet ikke kommer dem ved. Og det er ærgerligt.
Artiklen står i tidsskriftet Biblioteksarbejde 1981, 2.årg. nr. 5, side 33-84. Forfatterne er undertegende og Anders Ørom. Temanr. om centrale institutioner. Selvfølgelig kommer debatten alm. brugere ved. Det vil bare være rimeligt at inddrage også de grundlæggende forhold, som ikke har ændret sig. det pudsige ved biblioteksdebatter er, at det altid er bibliotekarerne, der skydes på og ikke det kompleks, de er en del af. Komplekset rummer, forfattere, forlag, massemedier mv. Der er en usamtidig opfattelse af folkebibliotekerne, så derfor står kritikerne i 1960’erne og skriger i det 21. årh. F.eks. klandres bibliotekerne ofte for, at de indkøber bøger, der er for dårlige. Men hvem udgiver bøger og markedsfører det værste bras som verdenslitteratur. DBC sælger hverken god eller dårlig litteratur. De sælger biblioteksklare bøger, og jo mere de kan sælge af enkelt titel jo bedre for den rationelle tilrettelæggelse af samlebåndet. Så derfor frigør lektørerne fra DBC eller sørg politisk for at bogvalgstid kommer tilbage til arbejdet. Bibliotekarer har generelt en meget solid viden om litteratur - den kan fint måle sig med de journalister, der tror de ved noget om skønlitteratur.