Mike Hulme tror på en klimaaftale fra topmødet i Bella Center. Altså på at den kommer. Han tror ikke på, at den vil gøre nogen synderlig forskel.
»En sådan tekst vil ikke betyde noget afgørende for klimaændringerne,« siger han til Information.
Hulme har drevet klimaforskning i 28 år, har grundlagt det respekterede britiske Tyndall Centre for Climate Change Research, er fremtrædende medlem af FN’s klimapanel og i dag professor ved University of East Anglia, det britiske universitet, der kom i søgelyset, da hackere for nylig brød ind og stjal 13 års e-mail-kommunikation mellem forskere.
Hulme er faktisk afsender af nogle af de offentliggjorte e-mail og modtager af endnu flere, men ikke en af de personer, der eksponeres i pressen for kritisabel adfærd.
Mike Hulmes arbejde fokuserer i dag på forholdet mellem klima og samfund, senest udmøntet i bogen Why we disagree about climate change.
Han mener, at risici forbundet med klimaændringerne er reelle, alvorlige og rammer de mest sårbare på denne klode. Han mener også, at det nuværende fossile energisystem er uden fremtid og må erstattes af et system baseret på CO2-fri energi.
Men han mener samtidig, at vi ligger under for nogle myter om både klimakatastrofer som verdens ende og klimastrategier som redskab til at skabe paradisiske tilstande. Og lige nu ligger mange under for forestillingen om, at en klimaaftale fra København kan bringe svaret på det meste.
»For 15 år siden, da Kyoto-protokollen blev forhandlet, mente jeg, at en multilateral top-down-struktur var den bedste vej frem. Men jeg har fulgt udviklingen siden Kyoto og registreret, hvor mange nye emner, der er blevet føjet ind under klimadagsordenen. Det handler ikke bare om drivhusgasudledninger. Det handler nu også om international udvikling, tilpasning til klima-risici, tropernes regnskove, intellektuel ejendomsret, oprindelige folks rettigheder - emne efter emne suges ind under klimadagsordenen, så vi i dag er endt med et enormt kompliceret forhandlingsproblem,« siger Hulme.
»Der er investeret så megen politisk kapital i Københavns-mødet, at jeg da tror, der kommer en tekst med hensigtserklæringer om reduktion af udledninger i i- og u-lande. De institutionelle mekanismer til at håndhæve, at parterne efterlever målene, er imidlertid yderst svage. Hertil kommer, at alle reduktionsløfter skal godkendes af hjemlige parlamenter, og mange steder vil det ikke ske. Det australske parlament har allerede afvist forslag til lovgivning én gang, Obama får enorme problemer med at få det gennem Senatet i USA osv. Personligt har jeg ikke meget håb om, at dette bringer klimaforandringerne under kontrol.«
Del opgaven op
Mike Hulme mener, man har sat sig forkerte mål.
»I stedet for at have som overskrift at sikre et stabilt klima, skulle vi måske vende det om og bruge diskursen om klimaændringer til at skabe motiver og incitamenter til at håndtere problemets delelementer hver for sig. Det behøver vi ikke en global rammeaftale til.«
Han påpeger, at de forskellige klimapåvirkende faktorer er af forskellig karakter, har forskellige kilder og årsager og kræver forskellige løsningsstrategier. Hver drivhusgas forudsætter f.eks. forskellige løsninger. Metan handler om landbrug, CO2 handler om energi, sodpartikler handler om dieselmotorer og brændekomfurer.
»Vi burde bryde klimaspørgsmålet op i de komponenter, det består af. Det giver en større sandsynlighed for at opnå resultater hurtigt. Skovbeskyttelse er f.eks. også motiveret af andet end skovenes evne til at binde CO2, og en aftale om beskyttelse kunne måske lettere sikres, hvis den omfattede berørte lande og ikke alle verdens 192 nationer,« påpeger Mike Hulme.
Tilsvarende med udviklingspolitikken, som også skrives ind i en COP15-aftale.
»Vi har allerede FN’s Millennium Development Goals plus et mangeårigt løfte fra de rige lande om at afsætte 0,7 pct. af deres BNP til udviklingsbistand. Ganske få lande har levet op til det. Men vi har disse eksisterende løfter, mål og aftaler, som vi kunne bevæge os fremad med uden at afvente en perfekt klimaaftale. Det vigtigste, der kan komme ud af København, kunne i virkeligheden være, at de rige lande lovede, at de ville leve op til 0,7 pct.-målet inden for 12 måneder. Det ville ændre tonen i international klimapolitik meget mere end løfter om 50 pct. reduktion om 40 år.«
- Topmødeminister Connie Hedegaard betoner, at COP15-processen har skabt et pres og et engagement, som aldrig kunne være skabt på anden vis?
»Det er et argument for at have denne type deadlines, men jeg mener, der er to problemer ved at køre verden efter deadlines. For det første: Når man har passeret deadline og ikke indfriet alles store håb, så opstår følelsen af at have fejlet. Det giver fortvivlelse og tilbageslag, så derfor er det et spil med høj indsats.«
»For det andet: I sidste ende er det ikke sådanne møder, men de praktiske gerninger nede på jorden, der tæller. Vi så det med Kyoto. Der var en utrolig eufori, da aftalen faldt på plads i 1997, men virkeligheden dukkede frem i årene, der fulgte. USA nægtede at ratificere aftalen. Australien nægtede, Rusland tøvede syv-otte år, og selv EU kunne kun leve op til sine beskedne Kyoto-mål ved at købe en masse, ofte tvivlsomme, CO2-kreditter fra især Kina og Indien.«
»Så jeg tvivler på, at alverdens statslederes underskrift på løfterne fra København vil føre til ret meget handling ude i virkeligheden,« siger Hulme.
- Det lyder, som om du når samme konklusion som Bjørn Lomborg?
»Der er folk, der sammenligner mine synspunkter med Lomborgs, men jeg har ikke noget behov for en vurdering af, om jeg er enig med ham eller ej. Skulle mine konklusioner om COP15 ligne hans, er mine ræsonnementer dog nogle andre. Hans tilgang er en klassisk cost-benefit-betragtning, mine overvejelser tager udgangspunkt i et kulturelt perspektiv og bevæger sig igennem naturvidenskab, økonomi, risikoforståelse og politik.«
Polariseringen
- Klimadebatten er blevet overraskende polariseret. Hvorfor?
»Der har altid været en gruppe mennesker, der udfordrede videnskabens dominerende syn på klimaforandringerne. I 1990’erne var en del af dem tæt knyttet til den amerikanske olieindustri. Som mange andre ventede jeg, at denne kritik ville svinde bort i takt med, at vores dokumentation blev bedre. Men til vores overraskelse kan man nu registrere, at der i det mindste i USA og Storbritannien er store mindretal, der forholder sig uafklaret eller ligefrem skeptisk til sagen.«
»Det er vigtigt at forstå hvorfor, og jeg mener, der er flere niveauer. Nogle mennesker har en intuitiv fornemmelse af, at klimaet og vejret er resultat af så stærke naturlige kræfter, at mennesker umuligt kan påvirke det afgørende. En del mennesker er grundlæggende skeptiske over for big science, specielt når denne synes tæt koblet til big government. De føler, der stikker noget under, når videnskab og stat fortæller samme historie.«
»Dertil er der helt bestemt et ideologisk motiv hos mennesker, der ser miljøsagen som en konspiration, der blot skal sikre mere statslig kontrol og regulering. Climategate og alle de historier om videnskaben, som sagen har givet anledning til, viser, hvor politiseret videnskaben er blevet i debatten. Personligt har jeg ikke skygge af tvivl om den grundlæggende videnskab, som disse e-mail handler om, men vi oplever, at folk nu begår kriminelle handlinger i deres politiske bestræbelse på at miskreditere forskningen, samtidig med at tonen i nogle af de stjålne e-mail viser, hvordan politiseringen kan påvirke almindelige forskeres adfærd, så de også trækkes ind i ‘dem versus os’-tænkningen.«
Vi bliver aldrig enige
»Skeptikerne - men også visse miljøfolk - overfører deres ideologiske uenigheder til videnskaben og foregiver, at deres argumenter handler om videnskab, endskønt de handler om politik. Klimadebatten bliver stedfortræder-kontrovers for en strid, der - sat på spidsen - står mellem de frimarkedsmusketerer, der mener, at markedet er konge, og de miljøfolk, der mener, at kapitalismen er ondets rod. Det er en legitim diskussion, men hold venligst op med at misbruge videnskaben som stedfortræder,« appellerer Hulme.
- Er det ikke sådan, at klimavidenskabens resultater rent faktisk kan få indflydelse på karakteren af de friheder, vi har?
»Klimavidenskabens udsagn om, at vi ændrer det globale klima, er et konkret produkt af målinger - ikke noget, vi kunne sidde i et bibliotek og tænke os frem til. Og fordi det er valid ny viden, så tvinger det til nye overvejelser om, hvordan vi organiserer vore samfund. Den diskussion kan lede til forskellige konklusioner: At vi ikke kan fortsætte med en vækst på tre pct., at vi ikke må blive 10 mia. mennesker, at det hele kan ordnes ved at erstatte fossil med vedvarende energi, eller at vi ikke ønsker at ændre livsstil og teknologi og derfor foretrækker at anbringe store spejle i rummet. At diskutere disse ting er legitimt og nødvendigt.«
»Min egen opfattelse er, at vi aldrig bliver enige, herunder aldrig får en effektiv global aftale med én fælles ramme for handling. Vi vil være tvunget til uklare, klodsede, partielle politiske løsninger, der nogle gange går i én retning og siden i andre. Det er prisen for at leve i et åbent demokrati.«
- Det, at vi trods tidspresset ikke evner at handle hurtigt og i enighed, indebærer vel så, at vi kommer til at opleve yderligere konsekvenser af klimaforandringerne?
»Ja, der er konsekvenser uanset hvad vi gør. Hele menneskehedens historie er en historie om utilsigtede bivirkninger, parallelt med alle de skønne ting, der er opnået. Historien er en vedvarende blanding af godt og ondt, sejre og nederlag, folkemord og fremskridt - sådan er vor heterogene verden, og den bliver ikke fundamentalt anderledes.«
Kommentarer
“Når man har passeret deadline og ikke indfriet alles store håb, så opstår følelsen af at have fejlet. Det giver fortvivlelse og tilbageslag, så derfor er det et spil med høj indsats (for den herskende orden (min tilføjelse))”
Produktet af at hele verden nu retter sin opmærksomhed mod problemet, vil først og fremmest være, at det herefter vil have sværere ved at forsvinde fra opmærksomheden igen.
Hvis det samtidigt bliver afsløret, at verdens ledere ikke formår at forhindre ulykkerne, ja så er det også en erkendelse, der er værd at tage med.
Den herskende orden har set formålet med topmødet, i det at indgyde befolkningerne den overbevisning, at verden stod over for et problem, som kunne løses af den herskende orden.
Det kan alverdens ledere se sin egen fordel i. Men verdens ledere har derud over hver sin dagsorden, som aldrig går op i nogen højere enhed.
Den danske regering ved det som alle andre. Den ved, at den ikke er udtryk for en højere rationalitet. Af samme grund bruger den ordensmagtens metoder for at forhindre de alt for graverende modsætninger mellem folket på gaden, som ikke længere kan fortrænge bevidstheden om den overordnede problemstilling og det lys som problemet sætter den herskende (u)orden i Bella-centeret i.
Hvis det hele ender med at verden indser, at den enkelte står alene, uden ledelse, at succes for den enkelte på de vilkår, som har ført menneskeheden hertil, langt fra er identisk med alle andres succes, dvs. hvis de forstår at succes i morderne forstand betyder kaos og selvdestruktion på uoverskueligt mange måder, og at den herskende orden er ude af stand til at ændre på det, at den er del af en selvdestruktiv orden, og at det tilhører denne orden kun foregiver at tage sig af problemet, så er det et fantastiks godt resultat at komme ud med.
Politistatsmetoderne og gadekampene kan næsten kun være med til at understrege denne erkendelse.
Så på med vanterne. Ud på gaderne. Men lad være med at udøve vold. Uretten og mangelen på legitimt lederskab kan aldrig legitimere tilfældig vold og almindeligt hærværk. Kun den uciviliserede og fundamentale kærlighed til livet kan legitimere ulydigheden over for politistaten og det politiske system, som har spillet fallit.
Mit synspunkt er som følgende:
Som uvidenskabsmand på spørgsmålet om hvorvidt den globale opvarmning skyldes naturlige variationer eller ikke så må jeg som i “Bridge” sige pas!
Pas er for nogle brigdeentusiaster den bedste melding overhovedet. Idet den ikke giver modstanderne unødige oplysninger.
Jeg har egentligt svært ved at tro på at menneskelige aktiviteter kan få Tellus til at gå amok, men på den anden side kan jeg ikke udelukke at dette kan være tilfælde.
Men det der ikke er tvivl om er følgende:
Mange unge mennesker er i sit inderste overbeviste om at hvordan vi lever og reagerer er afgørende for menneskehedens overlevelse.
I forhold til den gang jeg var ung og ville frelse verden må jeg sige den har fået et tak opad.
Idag må jeg indrømme at det jeg troede på dengang var en illusion. Jeg troede på at man kunne få en bedre verden ved en proletarisk revolution.
Idag smager udtrykket “proletarisk revolution” som ren lort.
I mit personlige paradigme handlede det om at “Folket” overtog magten.
Men det kunne ikke ske fordi ‘folket’ altid ville være for primitivt i forhold hvad der var godt for alle.
Idag har ungdommen et argument der tilsyneladende er uomtvisteligt.
Vores livsstil truer Jordens eksitens!
Når jeg tænker på mit eget ungdommelige oprør i 1970’erne kan jeg ikke blive andet end misundelig.
Dengang handlede det om hvilken magt der skulle styre verden, idag handler det om hvordan man redder verden.
Forskellen er gigantisk, men ligheden imellem min tid som oprører og de nuværende oprørere er identisk!
Denne kommentar er anbefalet af:
Det lyder som en floskel, ‘klimaet er ikke til forhandling’. Så hvad er i grunden under behandling?
Er det hvordan redder vi os fra os selv? Eller det hvordan man iscenesætter og fordeler en økonomi af en katastrofe? Så er hastigheden i frit fald mod afgrunden konstant. Og deri også de økonomiske begrænsninger og potentialer som i nyfundet land.
Jeg er skeptisk overfor formålet.
Fantastisk billede!
Må den enkelte verdensborger som en anden Neo trænge igennem det umiddelbare og herved opleve og indse det bagvedliggende fundamentale.
One world is not enough
Hvad Bjørn Herring ikke forstår, behøver ikke være et problem!
Hans kort er spillet: (han spiller ikke med, som om han havde en planet B(jørn Herring) I øvrigt tror han ikke på problemet, i tilfælde af at der alligevel ikke var en planet B.
Da han var ung, havde han en drøm, og ville det gode. Drømmen slog fejl, ergo er der ikke noget tilbage at gå ind for, og derfor tager alle andre fejl, iflg. planet B(jørn).
Han tilhører i sandhed de mange, som satser på planet B.
Og jeg takker for hans nærmest arketypiske ræsonnement.
Man kan møde op med et banner hvorpå der står: Nature doesn´t compromise, som det jeg så unge med foleden, i en af demonstrationerne. Man kan også, som i artiklen, argumentere for at naturen er ét stort kompromis. Jo ældre man bliver, jo mere er man sikkert tilbøjelig til at tro det sidste. Måske er det også derfor jeg synes artiklen er noget af det mest intelligente der indtil videre er sagt i debatten. Endelig, hvis det er sandt, som der står, at Bjørn Lomborgs tilgang er en klassisk cost-benefit-betragtning, mens Mike Hulmes overvejelser (der jo ligner Bjørn tæmmelig meget) tager udgangspunkt i et kulturelt perspektiv og, som han selv siger, bevæger sig igennem naturvidenskab, økonomi, risikoforståelse og politik, så burde der være grundlag for en stærk alliance. Og hvem ved, måske også en bog?
..hele præmissen omkring topmødet er fejlagtig.
”Klima” problemet kan man diskutere frem og tilbage – menneskelig adfærd osv?
”Dækstole-problematikken” fjerner fokus fra den manglende rorgænger på Titanic.
CO2 kvoter er en moderne version af Middelalderens Katolske bods køb: En mildt sagt katastrofal, psykologisk blindgyde. Håbet er at CO2 skatter medfører mere CO2 besparende teknologi.
Et nyt marked synger koret! Samt, en selvgod følelse af miljørigtighed, ved omtrent at fortsætte samme adfærd.
Bods-afladelsen er på linje med den seneste type forbrugsvarer: De donerer ”10%” af overskuddet til de fattige lande – blot lagt oven i den normale salgspris!
CO2 filosofien er lidt at man kan holde karrusellen kørende, gade- og jule-belysningen tændt - men giver man en skærv mere i bøssen, kan man tage toppen af drivhuseffekten. Men samtidigt føle sig godt tilpas. Det er så godt Kristent at det gør ondt.
Har man fulgt den frie markedsøkonomis hæsblæsende fossil-vækst, her på sidste vers, står det klart at drivhusgasserne vand damp, metan, CO2, ozon ikke er det centrale miljø problem!
Det er her ”klima” mødets agenda afsporer: Kvotehandlen tiljublet af de store banker, der gerne ser en ny boble, så pyramide spillet kan få endnu en runde.
De langt værre, alarmerende problemer er grundvands-forurening og -knaphed, tungmetaller og toksiner i fødekæderne, radioaktivt og plastisk affald, overudnyttelse af jorde, skov fældning, mangel på affalds depoter osv. Alt sammen temaer som – overhovedet - ikke bliver berørt. Tag feks plastik – i Stillehavet ligger den berømte plastik pøl på størrelse med Frankrig: Skibs affald igennem de sidste halve århundrede. Der bliver det liggende et par hundrede tusinde år endnu. Samtidigt med at vokse, dag for dag.
I Italien feks har mangel på affaldsdepoter givet anledningen til en ny økonomi: mafiaen har i godt 20 år sørget for opfyldning af gamle stenbrud og dumpning af radioaktivt affald i havene. Omkostningseffektivt (på kort sigt)! Grunden til feks Somalias pirateri skal jo bla findes i de ulovlige dumpninger af miljøaffald fra hele klodens industrilande – og ingen kystvagt pga ”borgerkrigen”.
Man kommer uundgåeligt til konklusionen at humlen er at den fri markedsøkonomi principielt er optimal til en ting - at producere affald. Jo hurtigere produkt cyklusser, jo bedre omsætning og indtjening. Jo mere vækst: Producerer problemet (”behovet”) samtidigt med løsningen!
Modellen er selve markedsøkonomiens identitet. Det er ikke en obskur ”sideeffekt” der opstår ved grådige individers selvtægt.
CO2 løsningen har set godt ud i denne vækst-model indtil nu. Filosofien i kredsene af politikere der rokerer frem og tilbage mellem det private erhvervsliv har ikke ændret sig: det gælder om at skabe økonomisk ”rigtige” løsninger som kan vise ”vækst” samtidigt med at det er bæredygtigt.
Er det på tide til at sadle om?
Denne kommentar er anbefalet af:
De fine ord mangler, fordi hvad er målingerne
bevis for? Isen smelter da, men kan man objektivt set bevise, at drivhuseffekten er årsag. Det er ikke konspirationsteori, men relativt god samvittighed.
Kom nu og fortæl mig, hvorfor atmosfæren er gået i stykker. Det lys går i gennem?