Statsministeren er en mand med magt. Når han for eksempel sætter den kriminelle lavalder på den politiske dagsorden, ender vi alle sammen med at diskutere emnet i kantinen og over aftensmaden. Men én instans i samfundet ånder ifølge 95 procent af de danske folketingspolitikere statsministeren tungt i nakken i forhold til at kunne sætte den politiske dagsorden: Nemlig nyhedsmedierne. Ligesom statsministeren er størstedelen af lederne på disse magtfulde medier mænd. Mænd med magt.
Faktisk er kun 22 procent af chefredaktørerne og redaktionscheferne på landets nyhedsmedier kvinder, viser en undersøgelse fra Dansk Journalistforbund og kvindenetværket K2. Endnu dårligere repræsenteret er det kvindelige køn, når man kommer højere op i ledelseslagene til de øverste administrerende direktørposter. Her udgør kvinderne kun 14 procent.
Et demokratisk problem
Tallene afslører, at Danmark er blevet overhalet indenom af tredjeverdenslande som Swaziland, Botswana og Namibia, hvor 42 procent af ledelsesposterne i nyhedsbranchen for eksempel er besat af kvinder. Og det er paradoksalt set i lyset af, at de sydafrikanske lande kun har haft ligestilling på den politiske dagsorden i en brøkdel af de mange årtier, vi i Danmark har kæmpet for sagen og opfattet os selv som frontløbere på området.
Mediernes stigende dagsordensættende magt herhjemme betyder, at den skæve kønsfordeling i nyhedsmediernes ledelseslag ikke bare kan skydes til hjørne som et problem for kvindesagsforkæmpernes retfærdighedssans. I stedet bør den i højere grad betragtes som et demokratisk problem, at mere end 75 procent af dem, som sidder og har det øverste ansvar for at udvælge kilderne, historierne og vinklerne på dem, er mænd.
Konkret eller abstrakt
Det er nemlig svært at forestille sig andet, end at den ubalancerede kønssammensætning i sidste ende har en eller anden form for betydning for det verdensbillede, vi som mediebrugerne bliver præsenteret for hver dag. For selv om journalister først og fremmest arbejder på baggrund af faglighed og tilstræbt objektivitet, spiller alt fra etnicitet over social baggrund til køn naturligvis også en rolle for de typer af historier og problemer, den enkelte journalist finder interessante og vigtige at få sat på dagsordenen.
Den erfaring har blandt andet Lisbeth Knudsen gjort sig på sin vej gennem mediebranchen til sin nuværende stilling som ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende og koncernchef for Berlingske Media. Helt konkret oplever hun, at kvinder generelt er mere fokuserede på konkrete historier og konsekvenser, mens mændene kan finde på at gå mere abstrakt til værks. Samtidig peger hun på, at de mandlige og kvindelige læsere også har forskellige prioriteringer og forventninger til deres mediers indhold. Og netop derfor er det vigtigt for mediernes journalistiske indhold at have den mangfoldighed som kommer af, at de øverste beslutningstagere på nyhedsmedierne i højere grad end i dag har forskellige køn og livserfaringer.
En af konsekvenserne af overvægten af testosteron i nyhedsbranchens topledelse kan man sandsynligvis få et fingerpeg om, hvis man nærstuderer de personer, journalisterne giver taletid eller spalteplads i medierne. I hvert fald var kun to ud af 10 kilder i de mest læste danske aviser kvinder, da den omfattende analyse ‘Dagspressens Kilder’ blev gennemført i 2006. Samtidig viste den seneste globale analyse af ligestilling i nyhedsmedierne, ‘Who Makes The News 2005’, at kvindelige kilder har mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at blive fremstillet som ofre, end de mandlige af slagsen har. Danmark har endnu ikke deltaget i analysen, men er nu tilmeldt 2009-runden.
Kvotering, nej tak
En mulig forklaring på, at u-landene giver Danmark baghjul i forhold til ligestilling i nyhedsbranchen kan måske være, at tidligere tiders forbilledlige landvindinger på området har forblændet os og givet os opfattelsen af, at vi stadig er helt oppe på beatet og fremme i ligestillingsstiletten. For selv om Danmark indtager en flot tredjeplads på listen over de lande, der var først til at give kvinder valgret, ændrer det ikke på, at vi i dag skraber bunden og indtager en helt anden og langt mindre flatterende tredjeplads. Nyhedsbranchen er nemlig ingen undtagelse fra den generelle tendens i erhvervslivet. Faktisk har Danmark Europas tredjelaveste andel af kvinder på ledelsestopposter - kun overgået af Cypern og Malta.
Alligevel sværger den danske regerings ligestillingspolitik til frivillighedsprincippet. I Norge har kønskvotering i bestyrelserne betydet, at andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer er steget fra syv til 40 procent på kun fem år, men alligevel hedder det ‘ingen kvoter her, tak’ herhjemme.
Her har det mest iøjefaldende tiltag været Ligestillingsministeriets såkaldte ‘Charter for flere kvinder i ledelse’, der blev indført sidste år. Charteret skal få 100 større danske virksomheder til frivilligt at forpligte sig på at få flere kvinder i ledelse. Indtil videre er DR dog den eneste medievirksomhed, som har meldt sig til, og man kan derfor med rette tvivle på, at kurven pludselig vil vende, så charteret bliver bestormet af nyhedsmedier.
Hvert år forsøger kvindenetværket K2 at skabe opmærksomhed omkring problemstillingen ved at uddele en næse til et medie, der ikke har gjort noget for at fremme den ligelige fordeling mellem kønnene i ledelseslagene. I september gik 2009-næsen til Jyllands-Posten, som udelukkende har mænd i chefredaktionen. Sidste år fik Politiken samme tvivlsomme ære, men avisen har siden udvidet ledelsen med to kvinder. Samme reaktion skal man dog næppe forvente fra Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen. For som han så rammende symptomatisk for den generelle holdning til ligestillingsdebatten udtalte efter næseuddelingen:
»Jeg ser relativt afslappet på det, at vi ikke har nogen kvinder i chefredaktionen. Om få år kan det jo være den omvendte situation, uden at nogen forhåbentlig vil problematisere det. Køn har givetvis en vis betydning, men den er nok mindre, end mange tror,« siger han.
Mål og handlingsplan
Udmeldingen er karakteristisk for samfundets generelle syn på ligestilling anno 2009, fordi det netop lader til at være problemopfattelsen - og derfor også handlingsviljen - som mangler. Først når vi begynder at se og anerkende en sag som den skæve fordeling af kønnene i nyhedsmediernes ledelseslag, er det muligt at opsætte mål og lægge handlingsplaner på området.
Kerstin Bruun-Hansen er journalist hos den journalistiske strategi- og medieudviklingsvirksomhed Kontrabande
Eksempler på andelen af kvinder i de øverste ledelseslag på nyhedsmedier i:
Danmark: 22 pct.
Botswana: 30 pct.
Swaziland: 33 pct.
Namibia: 40 pct.
Kilder: DJ og K2’s undersøgelse fra 2008 og Gender Links ’Glass Ceilings’
Kommentarer
Jeg synes kønsdebatten bør afløses af en anden - nemlig arbejd/fritids-debatten. Der skal jo ligesom være EN forælder til børnene, der er hjemme i mere end weekenden. 37 timer på papiret, men tit kan det betyde 70 timer — da især hvis det er en høj stilling indenfor nyhedsmedier. Når både mor og far er karrierefolk - hvad er der så tilbage til familielivet? Hvis disse stillinger nu var mere familievenlige og mere flexible.. hvis nu alle stillinger var det.. så blev jeg glad :)
- maria.faranx.dk
Medierne siges at være den fjerde statsmagt, så det er godt at artiklen påpeger skævhederne, som findes. Der er nok at kritisere i den anledning, synes jeg.
http://nanna.urbanblog.dk/category/medier
Angående at familievenlige arbejdspladser er en fordel kan jeg kun være enig.
Uden at ville gentage en debat som Information (mere end andre medier, synes det som om) gerne hiver frem ca. hveranden så faldt jeg dog over et bestemt citat:
“Helt konkret oplever hun, at kvinder generelt er mere fokuserede på konkrete historier og konsekvenser, mens mændene kan finde på at gå mere abstrakt til værks”
Seriøst, hvis der er noget danske medier et stop-over-fodrede med så er det da konkrete “human interest” historier og de absolutte konsekvenser for den fiktive middelklasse LO familie med 2,3 børn.
Hvis der er noget vi mangler er det abstrahering fra de konkrete cases til det mere generelle billede - og det sagt uagtet hvilket køn der skriver og udvælger historierne.
Det er vist ikke kun Medie-Danmark der er et u-land.
Hvorfor er det at ligestilling altid handler om kvinders rettigheder. Jeg har forstået at det kan være et problem, at der er så få danske kvinder som sidder på magten også i andre brancher, men kønsdiskriminering går vel begge veje?
Debatten handler altid om at indføre kvoteordninger, det gælder på kvinder, indvandrere, unge og gamle på arbejdsmarkedet. Men det er da i virkeligheden det mest diskriminerende! Hvis man ønsker at gøre noget ved problemet, så er man i stedet nødt til at ændre de grundlæggende forudsætninger, for de grupper som af en eller anden årsag er underrepræsenteret.
Lad os for guds skyld blive enige om at der er forskel på mennesker og at uligheden i fordelingen, altid vil være skæv.
Swaziland: I 2001 udnævnte Kong Mswati 3. en komité, der skulle udfærdige et udkast til en ny forfatning. Udkast blev offentliggjort i maj 2003 og november 2004, men de blev kraftigt kritiseret af civile samfundsorganisationer og borgerrettighedsorganisationer i udlandet.
Namibia: har et BNP, som er fem gange højere end de fattigste lande i Afrika, lever de fleste af Namibias indbyggere i fattigdom på grund af den store arbejdsløshed og den skæve fordeling af indtægterne.
Botswana: Bliver godt rangeret, som det mindst korrupte land i Afrika men har ikke underskrevet “Den Internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder”. Desuden er det et af de lande med den højeste HIV-infektionsrater i verden. Det er anslået, at én ud af hver tredje voksne person er smittet med HIV eller har udviklet AIDS.
Sjovt som artiklen nævner lande, hvis regering styres af korrupte politikere, der meget vel har manipuleret med tallene i lederposterne - eller har udstillet kvindelige marionet-dukker i mediebranchen. Dette er blot en ulækker smøre for at minimere fokus på HIV-problemer og at en tredjedel af de omtalte landes indbyggere ikke har noget arbejde.
Det vil ikke undre mig, hvis den almene kvinde i de afrikanske lande har meget få rettigheder, i forhold til de danske og der her kun er tale om en af de afrikanske kongers hustruer, som besider lederposterne.
Fremragende kommentar af Josef Rasmussen!
Hvilke u-lande sammenligner vi os med for at give overskriften mening?
Da medierne begyndte at tabe købere/abonnenter satte flere ind med mere stof rettet specielt mod kvinder såsom i sundhedsstof, slankestof, gossip, mode, billigste-tilbud m.v. Kort sagt kan man måske udtrykke det med “dameblads-stof”.
Men også dameblade går tilbage. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men er problemet ikke, at alle strategerne/cheferne bag disse tiltag undervurderer kvinders intelligens og uddannelsesniveau.
Hvis der findes noget, der hedder medial hjemløshed, så er det, hvad jeg er ramt af.
Måske skal der lidt nytænkning til, i stedet for blot at koble damebladsdækning ovenpå den traditionelle mandsfavoriserende dækning. Men måske er jeg bare atypisk.
Dorte
Jeg tror du har meget ret i at der behøves nytænkning - ikke mindst den form for nytænkning som finder sted, når kønnene er i rimelig balance med hinanden. Så er chancen for at ramme rigtigt mht. til publikums ønsker meget større.
For mig at se er journalister ofte alt for meget flokdyr, som render efter de samme historier i stedet for at give os en mere bred dækning. Om det så har at gøre med journalisternes køn, skal jeg ikke kunne sige…
Hvis du så er den, Dorte Toft, som jeg tror du er, er du vist i hvert fald ikke et flokdyr. Ros til dig Dorte for din dybdeborende journalistik! Du gør vores køn ære!
Det der taler for kønskvotering er, at intet andet synes at kunne gøre noget som helst ved situationen. Vi ER et u-land, og for mig at se er kønskvotering eneste mulighed nu. Så kan vi, som K2 har ambitioner om, overveje at ophæve kønskvoteringen, når vi opnår en bestemt procentdel af kvinder på ledende poster. Så nej: Jeg opfatter det overhovedet ikke som diskriminerende. Jeg opfatter det som en bydende nødvendighed. Og jeg er helt på linje med dig, Dorte, jeg også er medie-hjemløs. Jeg har i årevis forsøgt at opspore et dameblad, der sagde mig noget, og hvor ordet slankekur, sex eller test-dig-selv ikke stod på forsiden. Jeg har ikke fundet det endnu. Ikke herhjemme i hvert fald. Hvis jeg vil andet end at læse min avis: have lidt magasinstof (og ikke lige er til niche-magasiner om bil, båd og lystfiskeri etc.), er det eneste intelligente af slagsen til nøds Euroman. Og den kvindelige udgave af Euroman findes jo i virkeligheden ikke. Indholdsmæssigt, i hvert fald. Og der burde jo være et marked for det, tænker jeg - eller?
Sagen er, set fra mit synspunkt, at når kvinder som Lisbeth Knudsen når så højt op i hierarkiet, så er det fordi de/hun adapterer mænds præmisser.
Hvor langt kommer vi så i bestræbelserne for en afspejling af samfundet med en ligeværdig fordeling af og accept af forskellige synsvinkler?
Det er mere end usselt, at Danmark, på trods af skåltaler, befinder sig på denne nederste tredjeplads.
Mit motto er: ”Måske går det alt sammen”.
Gu’ gør det da ej!
M.v.h.
Inger
http://skysite.dk/delapantera/
Nu har jeg jo hørt til bevidstløshed, at mænd kan dit og kvinder kun dat.
Lisbeth Knudsen peger helt konkret på:
”at kvinder generelt er mere fokuserede på konkrete historier og konsekvenser, mens mændene kan finde på at gå mere abstrakt til værks”.
Hvad er det for noget tegneseriesprog? Betyder det, at det konkrete er dameblade, og det abstrakte fodboldkampe?
Jeg kan ligefrem se de abstrakte konsekvenserne for mig. F.eks. hvis det vitterligt var rigtigt, at ”vi” alle sammen tager statsministerens rablerier alvorligt, og begynder at diskutere dem i kantinen og over aftensmaden.
Må jeg lige være her?
@Nana Toft
Jeg lever i evig undrer over den overfladiske og fordummende diskurs der hersker blandt de danske medier der hævder at henvende sig til kvinder.
Er det et demokratisk problem, når kun 2% af chefredaktørerne har invandrerbaggrund?
Er det et demokratisk problem, når kun 2% af chefredaktørerne ikke har en journalistuddannelse?
Er det et demokratisk problem, når kun 2% af chefredaktørerne ikke kan lide tunfisk?
Come on! …og kom i stedet ind i kampen med reelle bud på et kvalificeret og forbedret mediebillede, i stedet for at opridse tåbelige betragtninger om verdens mangel på ying og yang.
Jeps. Der ER forskel på mænd og kvinder og den praksis, de efterlader i deres oprørte mediekølvand. Ligesom rød, gul og grøn har hver deres medielle tendenser formet af historie, arv, miljø, og hvad de fik at spise i morges.
Og hurra for det. Jeg troede dog, vi var kommet videre?!
Jeg lever i evig undren over at alle disse kvinder der ser et “demokratisk problem” i “kønsfordelingen”
indenfor dette eller hint område ALTID snakker om
“procent af ledelsesposterne” ..
Er det så ikke et “demokratisk problem” at stort set alle skraldemænd er .. ja, man kvies næsten ved at sige det : mænd ?
Eller at alle sygeplejersker er kvinder..
mere eller mindre ?
Kære Peter
Nu ville Kerstil jo nok argumentere for, at det er mediernes indflydelse, der er med til at udgøre det demokratiske problem. Skraldemændenes ditto udgør måske ikke den nye verdensorden.
Men også her er det som om hun glemmer en ting; nemlig at globaliseringen favnede os blidt, men bestemt allerede i sidste årtusinde.
Anyways. Jeg bliver nødt til at smutte, da jeg skal nå at læse lidt nyheder på aljazeera.net, CNN og Vg.no, inden jeg skal puttesove…tsktsk.
Nu løser det problem jo heldigvis sig selv, fordi meget af nyhedsformidlingen flytter over på nettet, hvor der mere er brug for talent end kapital for at starte noget op.
Så må vi se hvordan tingene udvikler sig i det forum.
Ja, nettet giver mange muligheder for øget borgerdeltagelse i meningsdannelsen og en demokratisering af ytringsfriheden, hvilket også lader til at være til kvindernes gavn. Men det er vigtigt, at mulighederne bruges og at man ikke frygter at høre folkets (herunder kvindernes) røst.
Sammenlignet med andre lande synes jeg dansk tv er meget mandsdomineret og styret af (fortrinsvis mandlige) journalister.
Jeg savner debatudsendelser som hedengangne “Højlunds Forsamlingshus”. Den slags ses på svenske, norske og tyske kanaler, men pudsigt nok aldrig på danske.
Det undrer mig at udsendelser som “De unge mødre” ikke produceres på public service tv-kanalerne og at man skal over på det private Kanal 4 for at se talkshows for kvinder.
Nu får vi så et talkshow med Cecilie Frøkjær, men her vil alle de indbudte gæster være mænd! Kvinden (Cecilie) vil så være henvist til spørgerens og værtindens rolle og kvinderne i salen kan så klappe eller buhe, men er stadig kun tildelt tilskuerens rolle.
Mændene får som altid lov at komme med deres statements og udlægning af deres virkelighedsopfattelse. De får som altid rollen som hovedpersoner og eksperter. Hvorfor må kvinder aldrig få disse roller og hvorfor vil man ikke ligeværdigt indbyde begge køn?
Tænk på hvor ofte man ser Mads Christensen udtale de samme fortærskede replikker sammenlignet med fx en langt mere begavet person som Suzanne Brøgger!
Hvorfor hører vi næsten aldrig kvinder som hende udtale sig i primetime på de mest sete kanaler? Jeg er sikker på at der er rigtig mange kvinder der som hun har masser at bidrage med og som de mænd, som altid eksponeres, ikke kan nå til sokkeholderne!
Principielt må man sige at kvinder der er blevet kønskvoteret til deres post, er uegnede til den.
Og naturligvis kan Norge få 40% kvinder i bestyrelserne, når det bliver et lovkrav. Og man behøver ikke engang at støvsuge et naboland som Danmark for kvalificerede kvinder, som man har gjort [hvilket giver endnu færre kvinder i den danske top], man kan jo nøjes med at sætte chefrenes HK-sekretærer ind.
Makker de ikke ret kan man jo altid fyre dem, og i øvrigt smide dem ud af bestyrelserne igen … det ubehagelige for de kvalificerede kvinder er så at også de vil blive opfattet som ukvalificerede …
Principielt må man sige, at mænd, som har fået deres post helt uden at kvinder med bedre talent har haft chance for at komme i betragtning, er uegnede til denne post. Havde mænd bare lidt mere skam i livet, end tilfældet er, ville de indrømme dette. :-)
Nanna
Helt enig i dine indlæg her. Jeg tør faktisk ikke tænke på hvor mange mænd der er komplet uegnede til det job de har fået, kun fordi de er mænd. (;-).
Jeg er ret overbevist om, at en 50/50-kvotering over en længere periode (måske 20 til 30 år eller mere) vil være nødvendig, før man kan vænne sig til, at både mænd og kvinder da naturligvis kan gøre sig i medieverdenen.
Men det skulle geren ende med, at man som en selvfølgelighed vurderer folk på deres faktiske kompetencer og ikke på deres køn, således at hvis f.eks. 80 procent af journalisterne på en given avis er enten mænd eller kvinder, at man så kan sige “og hvad så - hvis det nu er de bedste folk?”.
Altså milimeterretfærdighed som “terapi” i en periode for derefter at blive afviklet.