Det er ikke nemt at være justitsminister. Særligt når man - som du - fører en aktivistisk retspolitik. Det bliver du kritiseret for, men jeg tror ikke rigtigt, at alle forstår dig. Selv har jeg da også haft lidt svært ved at finde hoved og hale i dine mål og midler. Men weekendens begivenheder og søgen i din personlige historie har gjort det hele lidt klarere for mig.

Her tænker jeg ikke umiddelbart på din og ordens-magtens veludførte knibtangsmanøvre lørdag, der beviseligt forhindrede, at ustyrlige aktivister stak Hovedstaden i brand og overfaldt uskyldige civile.

Den slags gør naturligvis indtryk; men vi er jo os selv nærmest, og du må tilgive, at jeg her tager udgangspunkt i min egen familie.

Først en tilståelse: Min ældste søn på 17 har temmelig langt hår. Og han ryger. Det kunne jeg måske have forhindret, hvis jeg i tide havde straffet ham hårdere. Men jeg har nok været for blødsøden.

For det lange hår er et problem, og meget kunne måske være undgået, hvis ikke manken til stadighed tiltrak sig unødig opmærksomhed.

Under alle omstændigheder gik han søndag eftermiddag ned på gaden for at få en smøg. På nogle hundrede meters afstand kunne han se, at der var lidt mere end almindeligt gang i gaden omkring Østerport Station. Han havde dog svært ved at følge med i begivenhederne, for det vrimlede med politi, der blandt andet havde taget opstilling i Stockholmsgade. Da han alligevel ikke kunne se, hvad der foregik, slentrede han efter endt rygning tilbage til opgangen i Olof Palmes Gade, låste døren op og begav sig hen til elevatoren. Men da han skulle til at stige ombord, blev han afbrudt af det brag, det gav, da en kampklædt betjent sparkede hoveddøren ind. Sammen med to kolleger stormede han ind, omringede drengen og bad ham følge med. Heldigvis kom hans mor løbende ned af trapperne, alarmeret af den usædvanlige omgang med hoveddøren. Hun fik besked på at forføje sig bort, men da hun protesterede og forsøgte at forklare, at hun var drengens mor, begyndte anholdelsen at gå i vasken. De nåede dog at true med arrestation, inden de til sidst helt opgav deres forehavende og fortsatte kampen udenfor.

Slå hårdt

Jeg medgiver, at mange hundrede har fået en betydeligt mere kontant behandling og skal derfor nøjes med at hæfte mig ved to ting. Opdragelse og forståelse.

Opdragelse af min ældste søn, men måske også af min yngste på otte, der første gang, han så politiet i aktion, fra anden sal måtte konstatere, at hans storebror var tæt på at blive arresteret for at have røget uden for sin gadedør. De skal nu nok klare den. Måske kan det tilmed forhindre, at den lille begynder på rygeriet. Derfor videre til forståelsen. Forståelse for dig, Brian.

Tryk avler som bekendt modtryk, og du har jo selv flere gange fortalt, hvordan du følte dig presset af de røde som ung KU’er i 80erne. Det var en ond tid for lidt anderledes tænkende som dig selv. Heldigvis var der møderne i Konservative Gymnasiaster og KU, hvor I kunne afreagere og dermed undgå voldelig konfrontation. Det var en sund måde at håndtere presset på. Og du kunne glad og munter synge med på kampsange som »Det var et herligt KU-møde«, hvor det blandt andet lyder:

»Kampen er forbi - er forbi, nu kommer Eriks politi.«

Altså din forgænger i embedet, Erik Ninn Hansen, der var justisminister fra 1982-1989. Du husker nok, hvordan systemet knægtede denne stolte forkæmper for Gud, Konge og Fædreland, da Rigsretten idømte ham flere måneders betinget fængsel…

Og videre: » (…) Lad dine sorte støvler sværte, tag din stålhjelm på og spænd din skrårem fast.«

Stærke sager for en ung ubefæstet sjæl. Ord, der brænder sig fast og præger en. Men handling er trods alt vigtigere end ord, og du indledte et samarbejde med den sydafrikanske vicekonsul Steyn, som gav dig 30.000 kroner til »oplysningsarbejde«. Måske fornemmede du allerede dengang, at han var agent for det sydafrikanske efterretningsvæsen BOSS. Men kampen mod kommunismen var vigtigere end noget andet. Og under alle omstændigheder modtog du sammen med to andre KU’ere yderligere 84.000 kroner, der skulle bruges på en rejse til Sydafrika og Namibia. Her var formålet også oplysning og resulterede blandt andet i 1988 i en pjece: »Namibia på vej mod ægte demokrati«. Over for Ekstra Bladet indrømmede du beskedent, at I »indirekte hyldede det daværende styre i Sydafrika«.

Måske syntes du dengang, der var behov for modvægt i forhold til lille røde Danmark, der forinden havde vedtaget sanktioner mod Sydafrika. Det Sydafrika som du og dine gav jeres støtte. Det afrikanske land, hvor de forstod vigtigheden af at slå hårdt ned på de sorte ‘lømler’. Den største af dem alle, Nelson Mandela, sad på daværende tidspunkt stadig i fængsel.

Lær af Brians fejltagelser

Jeg tror, der er mange danskere, der ikke rigtigt kender din baggrund og derfor ikke forstår, hvad du har været igennem. De har svært ved at sætte sig ind i, hvor vanskeligt du og Lene har haft det med at holde fast i en stadigt strammere retspolitik, på trods af, at det ikke rigtig ser ud til at virke efter hensigten. Ja, tværtimod.

Men du ved - tror jeg - at det er det lange seje træk, der tæller. Med baggrund i dit internationale engagement kan du se, at både politi og fængselsvæsen stadig har langt igen. ‘Administrative tilbageholdelser’ og ‘klima-bure’ på Valby er et skridt på vejen, men det kan til stadighed gøres bedre.

Du var 22 dengang i 1988, og du udtalte i denne sommer til Ekstra Bladet, at du håbede, at andre unge måtte lære af dine fejltagelser.

Jeg håber inderligt, at mine sønner tager ved lære. At de kan tolke de lidt aparte begivenheder fra opgangen. At de indser, at det ikke nytter at blive sur på betjentene. Og frem for alt, at de tager ved lære af din personlige historie og udvikling som menneske og toneangivende moderne politiker.

Kim Bach er leder af kommunikations- og pr-virksomheden The Message

Denne artikel er anbefalet af: