LEDER | Dansk Folkeparti, Front National, Vlaams Belang, FPÖ, Forza Italia og Fremskrittspartiet. Men aldrig i Sverige. Sverige har ikke noget højrepopulistisk parti i Rigsdagen og får det heller ikke. I Sverige er modstanden mod fremmedfjendskhed for stærk, svenskerne er anderledes, og i hvert fald helt anderledes end danskerne, der nærmest har fremmedfjendskhed i folkesjælen, mener forfatteren Jan Guillou. Sådan har det lydt i årevis. Ikke kun fra Guillou, men fra forskere, forfattere og politikere. For i Sverige er man human.
Set fra den anden side af Øresund ser den svenske selvforståelse ud som ønsketænkning. På 10 år er Sverigedemokraterna, der ligner en kopi af Dansk Folkeparti, gået fra 0,6 procent af vælgernes stemmer til 5,8 i de nyeste meningsmålinger. Dermed kommer det over spærregrænsen og står til at få plads i Rigsdagen efter valget 2010. Og partiets holdninger har tag i befolkningen: Hver fjerde vælger er kritisk over for indvandringspolitikken, konkluderer en anden meningsmåling, mens en tredje får tallet af vælgere helt op på 12 procent. »Frugten er der, det gælder bare om at plukke den,« siger journalist Pontus Mattsson.

»STUERENE, DET bliver I aldrig,« sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen henvendt til Dansk Folkeparti i 1998. I Sverige ser historien nu ud til at gentage sig med en elite, der ikke tror på, at Sverigedemokraterna nogensinde kan blive en magtfaktor samtidig med at vælgeropbakningen kun bliver større. Partiets unge leder, Jimmie Åkesson, har da også arbejdet for at gøre partiet stuerent. Aldrig før har et svensk parti ekskluderet så mange som Sverigedemokraterna, der i 80’erne havde rødder i radikale højreorienterede bevægelser og tilhængerne, der heilede. I dag er der ingen grundlovsstridigheder tilbage. Alligevel er partiet blevet udelukket fra partilederrunder på tv, aviser har afvist deres annoncer, de har svært ved at finde lokaler til deres kongresser og senest fik Jimmie Åkesson pludselig ikke længere lov til at være med i humorprogrammet Parlamentet. Imens gør de politiske modstandere alt for at holde Sverigedemokraterna udenfor: De vil ikke samarbejde, hvis partiet kommer i Rigsdagen.

MEN MENINGSMÅLINGERNE tyder på, at partierne må forberede sig på en ny situation. For i lighed med danskerne kan svenskerne sagtens vænne sig til indvandrerkritiske budskaber, måtte Lena Sundström, der har skrevet en bog om danskerne, konstatere. Da Jimmie Åkesson i et debatindlæg gav indvandrere skylden for voldtægter begået i Sverige, blev offentligheden chokeret. Efter blot tre måneder i Danmark, syntes Sundström ikke, indlægget var synderligt kontroversielt. Og hvis Sundström kan, kan de fleste andre også. Det der er sket i Danmark, Frankrig, Belgien, Østrig, Italien og Norge kan sagtens ske i Sverige. Frugterne er der, og Jimmie Åkesson er godt i gang med at plukke dem. mal