Kritik af dansk formandskab tager til

Kritikken af det danske formandskab for COP15-mødet spidser til.

I mandags udeblev en række afrikanske lande fra forhandlingerne i protest mod i-landenes manglende hensyn til u-landene.

»Formandskabet burde lede processen på alles vegne,« sagde chefforhandleren for G77-landene, Lumumba Di-Aping, til BBC og kaldte Danmark for ‘udemokratisk’.

Den kritik bakkes op af både ngo’ere og andre G77-repræsentanter.

»Afrika er blevet sat på sidelinjen,« siger Victor Fodeke, leder af Nigerias klimaforandringsenhed og ifølge Rahman Mehta, indisk talsmand for Action Aid, »foregår forhandlingerne ikke i god tro i øjeblikket«.

Bernarditas de Castro Muller, koordinator for G77-landene, mener ligeledes, at Danmark må gøre mere for at sikre åbenhed.

»Det danske formandskab må respektere en demokratisk og gennemsigtig proces, der inkluderer alle lande, små og store, og i særdeleshed u-landene, som har mest at miste, hvis resultatet af forhandlingerne ikke bliver retfærdigt,« siger hun til GMANews.

To spor - to problemer

Bag ordene »udemokratisk og uigennemsigtigt« gemmer der sig flere konflikter. Den første årsag til mandagens afrikanske udvandring er, at u-landene mener, at i-landene prøver at komme udenom Kyoto-aftalen, der på nuværende tidspunkt er den eneste bindende aftale, der sikrer midler til u-landene og en reducering i CO2-udledningen.

Afrikanerne ønsker altså, at forhandlingerne kører på to spor, så der i sidste ende vil være to aftaletekster: En fortsættelse af Kyoto-protokollen og en mere fremadrettet, bred aftale.

Det andet kritikpunkt er, at Danmark fra starten af har benyttet sig af en ‘uformel strategi’, hvor parterne mødes uden for forhandlingerne og taler tingene igennem. Her peger Lumumba Di-Aping på, at møderne primært foregår mellem i-landene og de rigeste udviklingslande, og derfor frygter G77-landene, at der bliver lavet en underhåndsaftale uden om dem med det formål at droppe Kyoto-aftalen.

»Det er blevet tydeligt, at det danske formandskab på en meget udemokratisk måde fremmer i-landenes interesser på bekostning af u-landene,« sagde Di-Aping således til BBC i går.

Rahman Mehta sammenfatter også, at »det hele handler om u-landenes manglende tillid til i-landene.«

Konflikterne har trukket forhandlingerne ud, og FN’s klimachef udtalte i går til BBC, at »der er set fremskridt på flere områder, men ikke nok.«

Større taktisk manøvre

COP15-minister Connie Hedegaard har dog svært ved at forstå kritikken. »Alle kan gå til de uformelle drøftelser - i går aftes, i dag og de næste 48 timer. Der er ingen konspirationer, alle kan deltage. Det er da en meget transparent måde at gøre det på,« siger hun og fortsætter:

»Når det er sagt, så må der nødvendigvis foregå møder med udvalgte, repræsentative landes ministre for at nå fremskridt. Men her har vi altså inkluderet Kina, de mindst udviklede u-lande og G77.«

Ole Wæver, professor i International Politik ved Københavns Universitet, vurderer også, at Danmark ikke kunne have gjort det anderledes.

» Kritikken er en stor taktisk manøvre og skyldes ikke Danmarks håndtering af forhandlingerne. U-landene har ikke andre kort at spille med end at udvandre. Det eneste, de kan tilbyde, er en underskrift, fordi de ved, at man helst ser en bred aftale. Det er ikke tilfældigt, at det er G77-landene, der protesterer. De er i en håbløs situation, og de prøver at tilkæmpe sig den støtte, de kan få,« forklarer han og uddyber:

»Det er smart at angribe Danmark som en fordækt kraft, fordi på den måde angriber man legitimiteten af forhandlingerne og mødet, og u-landene kommer til at fremstå som ofrene.«

Løkke ikke overrasket

Kritikken kommer heller ikke bag på statsminister Lars Løkke Rasmussen, som stadig ser »rimeligt optimistisk« på mulighederne for en aftale.

» Der skal være støj i kulisserne, når så mange interesser mødes. Jeg ved med mig selv, at vi opbygget en stor tillid med en række aktører, og det med en balance, der sikrer, at både i-lande og u-lande er repræsenteret. Det afgørende er nu, at vi må få de modstridende synspunkter til at bevæge sig mod hinanden, og det tror jeg fortsat på kan lade sig gøre,« siger han.

Statsministeren må dog indrømme, at den oprindelige gameplan er blevet justeret en smule:

»Vores oprindelige idé var, at regeringsledernes deltagelse primært skulle have den effekt, at deres tilstedeværelse ville presse en aftale frem, inden de ankom. Nu må vi konstatere, at deres virkning kommer til at blive mere direkte, fordi de skal bringe aftalen i hus.«