Knausgård går lige i mellemgulvet

Karl Ove Knausgårds ambitiøse romanprojekt 'Min kamp' er en sejr for romankunsten

Selvbiografisk. Karl Ove Knausgårds realisme og skrivekunst er rå og uforfærdet. Skildringen af den sorg, Karl Ove Knausgård og hans storebror gennemlever efter farens død, går lige i mellemgulvet på læseren.

Reimar Juul

Der sker spændende ting og sager med romangenren i Norge for tiden. Det gælder fra Matias Faldbakkens trilogi Skandinavisk Misantropi over Henrik H. Langelands forsøg med populærromanen til Karl Ove Knausgårds nærmest megalomane og selvbiografiske romanprojekt, Min kamp, hvoraf de første to bind allerede er udkommet og fire mere allerede planlagt, i alt et projekt på mere end et par tusinde sider.

Det første bind er fokuseret omkring forfatterens teenageår og farens dødsfald. Mest centralt og stærkt står romanens anden halvdel, der på ubehagelig, men fascinerende vis, beskriver Karl Oves og storebrorens sorgbearbejdelse og deres både mentale og konkrete oprydning efter farens død. De to brødre mødes hos deres farmor, hvor faren har boet og drukket sig ihjel. Alting stinker af pis, råddenskab og død i farmorens hus, og midt i det hele finder vi jegfortælleren, Karl Ove, som er på randen af sin litterære debut i 1998.

Død og litteratur hænger således intimt sammen igennem hele første bind og formentlig igennem hele romanprojektet, forestiller man sig. Første bind åbnes for eksempel med en svimlende beskrivelse af døden i mere abstrakt forstand og slutter med Karl Oves gensyn med sin fars lig i kapellet, hvor det endeligt går op for ham, at faren er lige så død som det bord, han ligger på.

Det er store litterære temaer, som Knausgård talentfuldt tager op; alle de far/sønrelationer, der er gået mere eller mindre godt igennem litteraturhistorien, fra Hamlet til Kafka, og Knausgård gør det i en form, som vækker mindelser om megalomanromanen over dem alle, Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. I Norge har det fremkaldt et fortjent knæfald for den ambitiøse 40-årige forfatter, men også en række potentielle skandaler udløst af de involverede personer i romanen. I første bind er det mestendels Knausgårds egen familie, som det drejer sig om, men med fem bind mere i sigte og med Knausgårds status og netværk in mente som en allerede velrenommeret norsk forfatter med to kritikerroste romaner bag sig kan man ikke vide, hvem der ellers trækkes med ind i romanturbinen. Imens det litterære Norge således holder vejret, kan vi her i Danmark blot nøjes med at nyde den store romankunst, som der også udfoldes.

På et tidspunkt skriver fortælleren Karl Ove Knausgård, at »vanligvis glemte jeg nesten alt som folk, uansett hvor nær de var, sa til meg«. Den omstændighed forhindrer imidlertid ikke selvsamme i at skildre et væld af dialoger med nøjagtige gengivelser af, hvad folk har sagt for både 10 og 20 år siden. Hvordan kan det lade sig gøre, spørger man naturligvis sig selv som læser. Svaret er, at der er tale om en selvbiografisk roman. Den hybridform er præcis det, der gør, at man i beskrivelsen af specifikke scener, som for eksempel ved farens død, kan benytte sig af en mere nuanceret og på sin vis mere erfaringsmættet form - den fiktionaliserede, men ikke fiktive, erindring - der gør erfaringerne levende. Således er romandiskursen vital for dette projekt, for i modsætning til den rene selvbiografi, der er bundet til et mere absolut sandhedskrav, er en roman snarere bundet til erindringernes sandhed.

Erindring er en etisk handling

»At erindre er en etisk handling« skriver den amerikanske forfatter Susan Sontag et sted. Erindringen er, smertefyldt, den eneste forbindelse, vi har til de døde. Men det er, kunne man tilføje, en etisk handling, som har et sandhedskrav fra mindst to sider. Hvordan det erindrede reelt fandt sted, og hvordan et menneske oplevede det. Det sidste har brug for en æstetik, for eksempel en roman, for at kunne komme til udtryk. I Knausgårds tilfælde er alt, inklusive forfatteren selv, på sin vis underlagt en sådan kynisk æstetik. Romanen udtrykker i passager eksplicit længslen efter at bedrive noget stort, koste hvad det vil. Som roman er erindringen og fortællingen derfor rigeligt sand, hvilket betyder, at man som læser ikke bliver taget ved næsen: »Gud, var det ikke sådan det i virkeligheden foregik!«. I så fald er man en uhyggelig naiv læser, og sådanne findes der næppe til denne type af roman.

Knausgårds realisme og skrivekunst er af den grund rå og uforfærdet. Skildringen af den sorg, som de to brødre gennemlever efter farens død, går lige i mellemgulvet på læseren. Den tager livtag med de største og mest alvorlige ting her i livet. »Livet er en gamp,« som farmoren gentagne gange siger i romanen. Hun kan ikke sige k. Titlen på Knausgårds bog henviser formentlig til denne detalje. Som hele projektet står den (titlen) også uberørt tilbage, formentlig uden megen ironi, heller ikke selv om man med bange anelser må forestille sig alternative tyske oversættelser. Uanset hvad er Karl Ove Knausgårds kamp en sejr for romankunsten.

Fakta

Karl Ove Knausgård
Forlaget Oktober
435 sider
299 norske kr.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu